Hvad gør vi, når den ene vil gå og den anden blive?

Hvad er et afklaringsforløb?

Et afklaringsforløb, på engelsk discernment counseling, er et kort stykke arbejde, der skal afgøre, hvad der sker med et forhold, når I vil noget forskelligt. Metoden kommer fra et projekt på et amerikansk universitet for par tæt på skilsmisse. Den er bevidst kort: fra én til højst fem sessioner, og det meste af tiden foregår med hver af jer for sig frem for ansigt til ansigt¹. I siger ja til én session og beslutter så, om der kommer en til¹.

Der bliver lagt tre veje på bordet fra starten, og ingen af jer skal vælge i den første time.

• Den første vej. At fortsætte, som I har gjort.
• Den anden vej. At bevæge sig mod separation eller skilsmisse.
• Den tredje vej. En indsats på seks måneder i parterapi for at se, om forholdet kan blive godt for jer begge¹.

Det, der adskiller det fra parterapi, er, at ingen bliver bedt om at vise forbedring, mens beslutningen stadig er åben. Den, der er på vej ud, bliver spurgt, hvilken del af problemerne der er hans eller hendes. Den, der vil blive, bliver spurgt, hvad han eller hun ville ændre, og om det ville være værd at ændre af andre grunde end at holde på partneren.

Hvorfor går parterapi i stå, når den ene vil gå?

Parterapi går ud fra, at I vil det samme, og det gør I ikke her. I fører to forskellige samtaler og kalder det én. Hvis du vil blive, kommer du med løsninger, fordi det, du ønsker, er at reparere. Hvis du er på vej ud, kommer du med konklusioner, fordi du ønsker at blive forstået i, hvorfor du går. Hver af jer hører den anden som et angreb, og hver af jer har halvt ret.

Der ligger noget mere under, og de fleste par mærker det længe før, de har ord for det. Måske er det din kone, der vil skilles, eller din mand. Han eller hun siger ligeud, at det er slut, og tager så fri fra arbejde og sidder i stolen til den aftalte tid, uge efter uge. Du tilbyder at ændre alt og mærker noget blive koldt i brystet, mens du hører dig selv, for du ville ikke have tilbudt noget af det, hvis truslen var væk. Begge dele sker på samme tid og holder hinanden i gang: tilbuddene vokser, fordi døren står åben, og døren bliver stående åben, blandt andet fordi tilbuddene bliver ved med at komme.

Det, der udmatter jer, er mindre skænderierne end timen, hvor I lader, som om I vil det samme, og den efterlader jer flade og irritable resten af dagen.

Er du den eneste, der stadig vil blive?

At være den, der stadig vil, er ensomt på en særlig måde: du sørger over noget, din partner ser ud til at være færdig med at sørge over. Klienter i den position beskriver en sult, de skammer sig over, hvor de læser partneren for små tegn og spænder i maven, når de hører døren. Ensomheden er ikke et bevis på, at du har misforstået hele forholdet.

Min læsning af forskningen viser, at håbet ofte lever længere, end man tror. Blandt forældre, der allerede var godt inde i en skilsmisse, mente omkring én ud af 4 stadig, at ægteskabet kunne reddes, og hos omkring ét ud af 9 par, der svarede sammen, mente begge det². Det er én amerikansk undersøgelse af forældre på et obligatorisk forældrekursus, så læs det som en form og ikke som et tal for par i København. Håbet bliver ofte ikke sagt højt af nogen af jer, og det er en grund til at spørge din partner direkte frem for at aflæse det af adfærden.

Hvorfor skal den, der vil gå, spørges om sin egen del?

En, der har besluttet at gå, bliver sjældent spurgt om andet end at genoverveje. Hver samtale bliver til et forsøg på at få et bestemt svar. Familie, venner, partneren og nogle gange terapeuten vil alle have et bestemt svar, så den, der vil gå, holder op med at sige noget virkeligt og styrer i stedet stemningen. Det er der, han eller hun bliver tavs, og tavsheden bliver læst som kulde af den, den skræmmer mest.

Spørg i stedet, hvilken del af det her der er hans eller hendes, uden at svaret skal føre et bestemt sted hen, og så skifter samtalen temperatur. En, der har forsvaret en beslutning i månedsvis, begynder at beskrive et forhold i stedet for en dom, og nogle hører deres egne grunde ordentligt for første gang. Det fører ikke sikkert tilbage til forholdet. Det fører til en fortælling, I begge kan genkende, og den er mere brugbar bagefter.

Mit eget arbejde bygger på EFT, emotionsfokuseret parterapi i Greenbergs forstand, og på tilknytningstænkningen efter Bowlby, og derfor interesserer den lange tilbagetrækning mig mere end den meddelelse, der afslutter den. Jeg går ikke ud fra, at problemerne er ligeligt fordelt mellem jer.

Tilbyder jeg afklaringsforløb?

Nej. Jeg er ikke uddannet i metoden, og jeg sætter ikke en anden fagpersons varemærke på mit eget arbejde. Det, jeg tager med fra metoden, er princippet.

• Beslutningen kommer først. Reparationen venter, til der er noget at reparere.
• Den, der vil gå, bliver talt ordentligt med. Jeg ser en partner, der vil gå, som en med grunde og aldrig som problemet i rummet.
• Intet skjult håb. En terapeut, der i stilhed ønsker ét bestemt udfald, er ikke til nogen nytte her, og det håb er sjældent så godt skjult, som terapeuten tror.

Det, jeg holder fast i, er, at beslutningen bliver truffet og ikke bare sker af sig selv. Et forhold, der slutter ved udmattelse, efterlader jer begge uden en fortælling om, hvad der skete.

Hvordan beslutter I jer, når den ene vil gå og den anden blive?

I arbejder med selve beslutningen og lader reparationen ligge, til den er truffet.

• Sig, hvem der gør hvad. Sig højt, hvem af jer der bliver ved med at komme med løsninger, og hvem der bliver ved med at komme med konklusioner.
• Stop prøveforestillingen. Hvis du vil blive, så behold kun de ændringer, du ville ønske, selv hvis din partner blev under alle omstændigheder.
• Svar for din egen del. Hvis du er på vej ud, så sig, hvilken del af det her der er din, uden at love noget.
• Sig, hvilken vej du står på i dag. Hver af jer siger i én sætning, hvilken af de tre veje I står på i dag, som dagens svar og ikke som det endelige.
• Sæt en dato på. Hvis I vælger parterapi, så aftal, hvor længe den varer, og vent med at beslutte jer om skilsmisse til den dato. En fast periode er et forslag til at holde arbejdet ærligt og ingen klinisk regel.

Byrden ligger ikke lige her. Den, der er på vej ud, holder beslutningen, og at bede den anden vente uden en dato er at bede om meget, og derfor gør en aftalt periode mere for ham eller hende end noget løfte. Hvis udfaldet bliver, at I går fra hinanden, talte arbejdet stadig, fordi det at træffe beslutningen ordentligt ændrer den måde, I taler til hinanden på i mange år efter.

Trinene rækker ikke, og er nogle gange det forkerte træk, hvor beslutningen ikke reelt er åben: hvor den ene allerede er gået på alle måder undtagen adressen, hvor et andet forhold kører i det skjulte, eller hvor der er intimidering i hjemmet, og den ene ikke frit kan tale, mens den anden er til stede. Der er det første stykke arbejde individuelt og ikke fælles. Det, der forbliver uvist, er ikke, hvilken vej I skal vælge, men om et fælles rum overhovedet er et trygt sted at tænke, og det skal undersøges, før I booker tid sammen.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan foreslår jeg terapi, når det er min partner, der er på vej ud?

Bed om et kort, afgrænset stykke arbejde om beslutningen frem for om parterapi. Nogle partnere, der har sagt nej til at reparere, siger ja til det her, fordi formålet også rummer muligheden for at slutte.

Er der nogen grund til at gå i terapi, hvis jeg allerede har besluttet at gå?

Ja, og så handler arbejdet om, hvordan du går, og ikke om, hvorvidt du gør det. At sige det ordentligt én gang til en, der ikke prøver at tale dig fra det, ændrer de følgende år for jer begge.

Hvad sker der i en første session, når vi vil noget forskelligt?

Jeg spørger hver af jer for sig, hvad I vil have ud af timen, før nogen af jer skal svare, mens den anden lytter. Intet bliver besluttet i en første session, og ingen bliver bedt om at binde sig til et forløb.

Skal vi have én terapeut sammen eller hver vores?

Når det gælder en beslutning om forholdet, holder én terapeut, der har jer begge, det hele samlet i ét rum. Hvis den ene også bærer på noget ældre og tungere, er individuelt arbejde ved siden af parterapien bedre end at dele parterapien i to.

Hvad hvis min partner slet ikke vil i terapi?

Så foregår arbejdet med dig alene, og det er stadig værd at gøre. Det giver jer ikke samtalen mellem jer to, men det gør dig klar over din egen halvdel af det.

Når I vil hver sin vej, kan skilsmisseterapi i København give jer en rolig ramme, og du kan også få hjælp selv i parterapi alene.

Kilder

1. University of Minnesota, Minnesota Couples on the Brink Project, Discernment Counseling
2. Doherty, W. J., Willoughby, B. J. og Peterson, B., Interest in Marital Reconciliation Among Divorcing Parents, Family Court Review, 2011

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.