Hvorfor kan jeg beskrive mit liv uden at mærke det?

Hvorfor kan jeg gøre præcist rede for det uden at mærke noget?

Fordi det at beskrive er en færdighed, og du har øvet dig i årevis. Du kan give en sand beskrivelse af din uge, dit parforhold og dit arbejde, og det hele kan være rigtigt, uden at noget af det når ind til dig. Folk opdager det tydeligst i et øjeblik, der skulle have bevæget dem. En vens gode nyhed, en fødselsdag, udsigten fra et vindue, du ventede længe på at eje. Du registrerer, at det er nu, der skal føles noget, og det, du finder, er en slags høflig opmærksomhed.

Det, jeg ser i det mellemrum, er sjældent fravær. Det er oftere en følelse, der ikke har fået noget sted at lande. Du ved, hvad du mener om dit liv. Det, du har mistet kontakten til, er, hvad du vil have ud af det, og det er en langsommere og mindre respektabel slags viden, og den første der bliver tavs, når der er meget at håndtere.

Hvad sker der med en følelse, når der ikke er plads til den?

Den går ikke væk. Den venter, og den bliver mindre præcis, mens den venter. En skuffelse, du ikke havde tid til om tirsdagen, bliver ikke ved med at være en skuffelse. Om fredagen er den blevet til en lav irritation, du ikke kan gøre rede for, eller en fladhed, der følger dig ind i weekenden, eller en træthed, som søvn ikke rører.

Det er en af grundene til, at kontakten til en selv er så svær at få igen ved at tænke hårdere. Spørgsmålet om, hvad du føler, møder et humør og ikke en følelse, og et humør har ingen genstand, så det ærlige svar er, at du ikke ved det. Det svar bliver taget som bevis på tomhed, når det som regel er bevis på trængsel.

Hvor afstanden har stået på længe, forsvinder de almindelige signaler også. Klienter beskriver at spise uden sult og holde op uden mæthed, at sige ja til en weekend, de ikke ville have, og at opdage i taxaen hjem, at de havde villet gå 2 timer tidligere. Der sker ikke noget dramatisk. Det er summen af små uregistrerede ønsker, der får et liv til at føles som en andens.

Hvorfor løser det ikke noget, at andre forstår mig?

Fordi det at blive læst præcist udefra og det at kende sig selv indefra er 2 forskellige oplevelser, og den første kan træde i stedet for den anden i årevis.

Mange af dem, jeg møder, bliver forstået godt. En partner, der kan forudsige deres humør, venner, der beskriver dem kærligt og rigtigt, kolleger, der regner med dem. Og de fortæller mig, som regel lidt flovt, at intet af det når ind til det sted, der føles ubeboet. At blive kendt af andre kræver ikke andet af dig, end at du bliver ved med at være genkendelig. At kende sig selv kræver, at du lægger mærke til noget, du måske helst var fri for at have set.

Det er der, selvkritikken gør den egentlige skade. Det er svært at vende opmærksomheden indad, når det, der møder dig, er en dom. I en tværsnitsundersøgelse med 235 studerende i USA rapporterede de, der behandlede sig selv venligere, også en klarere fornemmelse af, hvem de var, og den klarere fornemmelse fulgtes med mindre stress og større tilfredshed med livet, selvom en enkelt undersøgelse af den type ikke kan vise, hvad der kom først.¹ Min egen udlægning er mere ligefrem: ingen ser længe på noget, der straffer dem for at se.

At leve på et andet sprog lægger sit eget lag oveni. Du vælger den sætning, du kan bygge, i stedet for den, du mener, og tilnærmelsen bliver lettere at leve med end søgningen. Over nogle år bliver det en vane i udtrykket, derefter en vane i opmærksomheden, og den indre stemme, du voksede op med, kan begynde at føles som en oversættelse af sig selv.

Er der et selv at komme tilbage til, eller bygger jeg et?

Begge dele, og spørgsmålet betyder mindre, end det ser ud til. Folk kommer og vil vide, om de er ved at finde noget, de havde, eller opfinde noget, de aldrig havde, som om det forkerte svar ville gøre arbejdet formålsløst.

I psykosyntese arbejder jeg med den tanke, at et menneske ikke er 1 stemme, men flere, og at det, du kalder dig selv, er den opmærksomhed, der kan rumme dem uden at blive slugt af nogen af dem. Set sådan er både den del af dig, der ville gå hjem fra festen, og den der blev, dine. Afbrydelsen var ikke fra et skjult sandt selv. Den var fra den position, der kan høre dem begge på én gang.

Så noget af det er at finde igen. Lyster, irritationer og præferencer, du havde som 20-årig og holdt op med at spørge, er ofte stadig der, intakte og en smule forældede. Og noget af det er nyt, fordi den person, der har levet det sidste årti, vil have ting, den 20-årige ikke kunne have sat ord på. Hvad der er hvad, plejer at vise sig undervejs og behøver sjældent at blive afgjort på forhånd.

Hvad kan jeg gøre, når jeg ikke kan finde mig selv?

Begynd lavere end ved følelser. Grunden til, at spørgsmålet om, hvad du føler, ikke giver noget, er, at det beder om et ord, og ord er det sidste, der kommer. Følelsen kommer først, kroppen registrerer den derefter, og forklaringen kommer sidst, og det er den modsatte rækkefølge af den, de fleste prøver.

• Spørg hvor, ikke hvad. Hals, bryst, mave, kæbe, skuldre. Et sted er lettere at finde end et navn, og navnet følger ofte efter, når stedet er holdt et minut.
• Fang ønsket i det øjeblik, det bliver kørt over. Du vil mærke et lille nej komme et sekund, før du siger ja. Du behøver ikke handle på det. Det at bemærke det er øvelsen.
• Lad én ting være uproduktiv. Noget uden resultat og uden publikum. Præference har brug for et rum, hvor der ikke står noget på spil, før den viser sig.
• Brug dit modersmål til det her. Tænk det, skriv det eller sig det højt på det sprog, du var barn på, også selvom dit liv kører på et andet.
• Drop evalueringen. At gennemgå, hvor dårligt du har klaret det at kende dig selv, afslutter søgningen hver gang. Nysgerrighed er den eneste betingelse, hvorunder noget af det her virker.

Det er hjælp til at lægge mærke til noget og ikke prøver, du kan dumpe, og de er ikke nok i sig selv i 2 situationer, jeg ser jævnligt. Den første er, hvor afstanden til dig selv ikke er en opmærksomhedsvane, men en beskyttelse: hvor det at mærke noget engang fik virkelige følger, og hvor det at gå tættere på alene er mere blottelse end fremskridt. Den anden er, hvor fladheden har stået på konstant i måneder og har taget søvn, appetit og interesse med sig, for det mønster beder om ordentlig opmærksomhed snarere end bedre teknik.

Noget af det er også svært at gøre alene af en strukturel grund. Du bruger den opmærksomhed, der blev tavs, til at lede efter den opmærksomhed, der blev tavs. Et andet menneske, der lytter efter, hvad du føler, og ikke efter, hvad du har konkluderet, giver dig noget at låne, indtil det er dit igen. Det er det meste af det, der sker i psykoterapi i København, og er fladheden det, der fylder mest, er terapi mod tomhedsfølelse et sted at begynde. Jeg arbejder både online og ansigt til ansigt, og du kan begynde med et gratis opkald på 30 minutter.

Ofte stillede spørgsmål

Kan terapi hjælpe, hvis jeg ikke kan sige, hvad der er galt?

Ja, og det ikke at kunne sige det er et brugbart udgangspunkt og ikke en forhindring. En stor del af det tidlige arbejde er at finde sprog for noget, du kun har mærket som uklarhed, og det er lettere med en, der lytter efter det, end alene.

Hvad skal jeg tale om, hvis jeg ikke mærker ret meget?

Du taler om den almindelige uge, og fladheden viser sig i, hvor den falder. Jeg lytter efter de steder, hvor noget burde have registreret sig og ikke gjorde, og det siger mere end en forberedt beskrivelse af problemet.

Skal jeg tilbage i min barndom?

Kun hvor den stadig er i spil i nutiden, og du bestemmer tempoet. Hvor en vane med at overse sig selv blev lært tidligt, er det brugbart at forstå, men arbejdet bliver forankret i det, der sker for dig nu.

Er det noget for mig alene, eller skal min partner med?

Begynd alene, hvis afstanden er til dig selv, og tag din partner med, hvis afstanden mellem jer fylder mest. Er du i tvivl om hvilken, er det rimeligt at finde ud af i en første samtale frem for inden.

Hvad hvis jeg har prøvet terapi før, uden at noget flyttede sig?

Det er værd at vide, hvad det tidligere arbejde sigtede efter, for tilgange er forskellige i, hvor meget de går efter følelsen. Hvor den tidligere terapi blev ved tanker og strategier, kan en arbejdsform, der begynder i den følelsesmæssige oplevelse, lande anderledes.

Kilder

1. I can see (myself) clearly now: exploring the mediating role of self-concept clarity in the association between self-compassion and indicators of well-being. PLOS ONE, 2023.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.