Må jeg optage min terapisession?

Hvorfor er sessionen væk til aften?

Det, der forsvinder, er ikke indholdet. Det er den tilstand, du var i, da indholdet gav mening.

Du går derfra og har forstået noget med mere end hovedet. Noget løsnede sig i brystet, en sætning landede det rigtige sted, og et stykke tid ser ugen anderledes ud. Så cykler du hjem, svarer på to beskeder, spiser, og når du går i seng, sidder du med referatet frem for med selve sagen. De fleste læser det som et hukommelsesproblem og prøver at løse det med bedre genkaldelse. Det er nærmere omvendt. Forståelsen kom med følelse hæftet på, og følelsen er den del, der ikke lader sig arkivere.

Så irritationen er reel, og den er ikke sjusk. Du glemmer ikke en oplysning. Du mister adgangen til en tilstand, du var i en time, hvor bestemte ting var indlysende og til at sige. Til aften er du tilbage i den tilstand, du lever i resten af tiden, hvor de hverken er det ene eller det andet.

Hvad beder ønsket om at optage egentlig om?

Tit beder det om lov til at tage mig med, når timen er forbi.

I den britiske objektrelationsskole, jeg er uddannet i, er det helt almindeligt arbejde at tage en relation ind: en, du er blevet forstået af, bliver langsomt en, du kan kalde frem for dit indre, når vedkommende ikke sidder over for dig. Det er ikke til rådighed i de første uger. Tidligt findes jeg én time om ugen og ellers ingen steder, og forståelsen synes at bo i rummet frem for i dig.

En optagelse er en rimelig løsning på det problem. Den gør timen bærbar. Det er værd at vide, at det er dét, du løser, for så kan du følge, hvad der sker med ønsket over nogle måneder. Hos mange forsvinder det stille, ikke fordi de holdt op med at ville have sammenhæng, men fordi de ikke længere har brug for en lydfil til at skaffe den.

Ville jeg sige mindre med optageren tændt?

Måske, og billedet er mindre entydigt, end frygten antyder.

I en klinik, hvor lydoptagelse var fast rutine, blev 72 patienter og 15 terapeuter spurgt, hvad de syntes om det. De fleste i begge grupper var positive, omkring 90% af patienterne lyttede til deres optagelser mellem sessionerne, og terapeuterne var mere bekymrede end patienterne for, at en optagelse kunne gøre dem kede af det.¹ Det var ét sted, der arbejdede på én måde, hvor optagelse i forvejen var almindeligt, og alle svarede om sig selv, så det beskriver, hvad optagelse kan være, frem for hvad det ville være for dig.

Det, jeg lægger mærke til, er smallere end hele timen. Det er de få minutter, hvor du ville have sagt det lidet flatterende, eller ladet en sætning løbe ud i sandet, fordi du endnu ikke vidste, hvor den endte. Det er de minutter, arbejdet som regel sker i. Om en optagelse koster dig dem, afhænger mindre af apparatet end af, hvem du forestiller dig en dag kunne komme til at høre det, og det er værd at spørge dig selv om, inden du spørger mig.

Hvorfor føles det som en anklage at spørge?

Fordi en optagelse også er et dokument, og dokumenter findes, hvis nogen skulle få brug for bevis.

Folk tøver af forskellige grunde, og de er værd at skille ad. Nogle er blevet mødt med vantro om noget, der betød alt, og en optagelse ville være den første ordning i årevis, hvor deres version ikke stod alene. Nogle vil have et vidne frem for et bevis: ikke bevis mod mig, men bevis over for sig selv om, at samtalen fandt sted, og at de var i den. Nogle holder helt rimeligt en mulighed åben over for en, de endnu ikke kender. Hvilken af delene det er, ændrer, hvad optagelsen skulle bruges til, og ingen af dem er en dårlig grund til at spørge.

Spørg alligevel. Tøvet er som regel den mest interessante halvdel, og en terapeut, der ikke kan rumme spørgsmålet uden at tage det personligt, har fortalt dig noget brugbart om pasformen.

Hvad kan jeg gøre i stedet, og hvornår er optagelse det forkerte svar?

Tag udgangspunkt i, hvad optagelsen skal gøre, for det meste af det, folk vil have af den, har et billigere svar.

• Vil du have én sætning. Sig det i situationen. Bed mig sige den igen, mens du skriver den ned. Det tager 30 sekunder, og du beholder de ord, der faktisk landede, frem for alle ordene omkring dem.
• Vil du have sammenhæng. Åbn næste session med, hvad der blev hængende, og hvad der forsvandt. Det er bedre stof end en optagelse, for det, der overlevede ugen, er i sig selv oplysning.
• Vil du have bevis på, at noget flytter sig. Én linje om ugen med din egen håndskrift, med dato. Læs den igen efter tre måneder, ikke efter tre dage.
• Vil du tænke det igennem igen. Skriv i 10 minutter samme aften, før timen har ordnet sig selv til en konklusion.

Der er steder, hvor optagelse ikke hører hjemme. I parterapi ændrer det, hvad hver især tør sige i den andens påhør, og det er som regel den stilleste, der betaler. Vil du have en optagelse for at vise den til en anden, er det en anden slags anmodning og bør kaldes det, for den gør en tredje person nærværende i et rum bygget til to. Kommer ønsket af ikke at stole på, hvad der bliver sagt om dig, er mistilliden arbejdet, og en optagelse rører den ikke. Og en optagelse kan ikke træde i stedet for en session, du bliver ved med at gå tidligt fra, eller for at sige det, du ikke har sagt. Er du i tvivl, er den første samtale om psykoterapi i København nok til at finde ud af, hvad du prøver at holde fast i.

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg spørge, eller kan jeg bare optage?

Spørg. At optage uden at sige det ændrer relationen, uanset om det nogensinde bliver opdaget, og selve det at spørge er en del af arbejdet.

Hvad siger du, hvis jeg beder om at optage vores sessioner?

Jeg vil gerne vide, hvad du håber, den skal gøre, og så beslutter vi det sammen. Svaret er sjældent et glat ja eller nej i første session.

Kan jeg tage noter undervejs i stedet?

Det kan du, og det har en pris, der er værd at kende. At skrive, mens vi taler, stiller dig en smule uden for samtalen, hvilket nogle gange er en lettelse og nogle gange er problemet.

Betyder lysten til at optage, at terapien ikke virker?

Nej, og det betyder tit det modsatte. Folk vil gerne holde fast i sessioner, der gør noget ved dem.

Kan jeg bede om det efter flere år hos samme terapeut?

Ja, og spørgsmålet bliver nok hvorfor nu. Et ønske, der dukker op sent i arbejdet, handler som regel om noget, der lige har ændret sig.

Kilder

1. Recording therapy sessions: an evaluation of patient and therapist reported behaviours, attitudes and preferences. Behavioural and Cognitive Psychotherapy, 2009.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.