Hvorfor kommer mine svigerforældre altid imellem os?

Hvorfor føles det her som et skænderi med min partner?

Fordi det, der svier, sjældent er selve bemærkningen. Det er, hvor din partner stod, da den landede.

Du kan som regel godt overleve en kommentar om din mad, dit arbejde, måden du opdrager dit barn på, eller hvordan I holder jul. Det, der er meget sværere at overleve, er stilheden ved siden af dig, mens den bliver sagt. I den stilhed bliver noget afgjort, uden at nogen afgør det: det her er en familie, hvor det er i orden, og det er dig, der må tage imod det.

Så tager du det op i bilen på vej hjem, og snakken går galt med det samme, fordi I taler om to forskellige ting. Du taler om at være alene i et rum fuldt af mennesker. Din partner hører et angreb på mennesker, han eller hun elsker og har elsket meget længere end dig. Så forsvarer I begge noget virkeligt, og derfor kan de her skænderier køre i årevis, uden at nogen af jer tager fejl.

Hvad er det egentlig, jeg beder min partner om?

De fleste beder ikke om en konfrontation. De beder om at blive husket på, mens det svære sker.

Det er værd at blive konkret her, for partnere hører ofte et langt større krav end det, der bliver stillet, og siger nej af den grund. Når jeg sætter tempoet ned i en session, handler det, folk ønsker, som regel om tre ret beskedne ting.

• At blive advaret. Du vil vide, før I kommer, at din partners mor har meninger om barnedåben, i stedet for at opdage det ved desserten.
• At få selskab. Ikke nødvendigvis at blive forsvaret. Et blik over bordet, der siger, at din partner også hørte det, er tit nok til, at du kan blive i rummet.
• At blive sluppet fri. Du vil have, at det er i orden at gå klokken 16 eller springe en søndag over, uden at det bliver til bevis på din karakter.

Sig en af dem højt, og den lyder rimelig. Grunden til, at de sjældent bliver sagt, er, at når du er ked nok af det til at tage det op, er ønsket stivnet til noget, der ligner et ultimatum, og din partner svarer på ultimatummet og ikke på ønsket under det.

Hvorfor ser min partner ikke det, jeg ser?

Du møder de her mennesker som voksen. Din partner møder dem som en, der voksede op i rummet.

Børn lærer tidligt, hvad det koster for meget at lægge mærke til. Hvis en mors skuffelse engang kunne suge luften ud af hele huset, vil en voksen ofte blive ved med at styre udenom uden at mærke, at han eller hun styrer. Din partner lader måske ikke som om, han eller hun ikke hørte bemærkningen. Det er meget muligt, at den slet ikke blev registreret som en bemærkning, fordi den sidder inde i et mønster, der har kørt, siden din partner var 6 år.

Den skævhed forklarer meget af ensomheden i de her skænderier. Du beder din partner om at se noget, han eller hun har brugt et helt liv på ikke at se, og ønsket lander som et krav om at vende sig mod dem, der gav mad på bordet. Hvordan en partner håndterer sine egne forældre, ser ud til at betyde noget for den anden: i en spørgeskemaundersøgelse blandt 422 gifte voksne i én kinesisk provins var de, der så mere positivt på den måde, ægtefællen behandlede sine forældre på, mere tilfredse med ægteskabet¹. Det er én undersøgelse med selvrapportering i én kulturel sammenhæng, så jeg vil ikke læne mig op ad den, bortset fra at den peger på noget, jeg ser hele tiden. Problemet med svigerforældrene bor mellem jer to og ikke mellem dig og dem.

Hvad hvis vores to familier forventer helt forskellige ting?

To familier kan begge være kærlige og alligevel være helt uenige om, hvad kærlighed forpligter dig til.

Jeg sidder med mange par, hvor den ene voksede op med kalenderen: besøg bliver aftalt, søndagen tilhører den, der bookede den først, og selvstændighed bliver læst som sundhed. Den anden voksede op, hvor man ikke behøvede at banke på, hvor hjælpen kommer uopfordret, og hvor det er en fornærmelse at sige nej tak. Ingen af dem gør familie forkert. De bærer bare på instruktioner, der er skrevet i forskellige huse.

Smerten er skarpere, hvis det er dig, der flyttede. Din egen familie bor langt væk, i en anden landsdel eller et andet land, og din partners familie er den eneste i rummet, så den lokale udgave af det normale vinder af sig selv, og din egen fornemmelse af, hvordan en familie bør opføre sig, begynder at føles som en privat særhed. Det er værd at sætte ord på mellem jer, for det, der ligner et skænderi om julen, er tit en meget ældre sorg over afstand, og den bliver ikke løst af at vinde julen.

Hvad kan jeg gøre før næste besøg?

Arbejd med aftalen mellem jer to først. Næsten intet af det, du prøver med familien, holder, hvis den del er uklar.

• Skil de to klager ad. Skriv ned, hvad familien gjorde, og hvad du ønskede fra din partner, mens de gjorde det. Tag det sidste op.
• Bed om én ting og ikke om en ny personlighed. Én konkret anmodning til ét besøg bliver langt oftere imødekommet end et krav om, at din partner endelig sætter sig op mod familien.
• Aftal en udgang på forhånd. At vide, at I kan gå på et bestemt tidspunkt, ændrer, hvordan hele eftermiddagen føles, som regel før I får brug for det.
• Læg noget tilbage. Beslut sammen, hvad I vil beskytte bagefter, en aften eller en weekend væk, så familien ikke er det eneste, jeres kalender tjener.

Skridtene forudsætter to ting: at du og din partner i det store og hele står på samme side, og at vanskeligheden med familien er uhøflighed, pres eller sammenstød mellem forventninger og ikke noget mere alvorligt. Hvor en slægtning er grusom over lang tid, hvor din partner ikke vil anerkende noget af det, eller hvor du bliver isoleret fra dine egne venner og din egen familie, holder det op med at være et planlægningsproblem, og skridtene her når ikke ind til det. Det er der, jeg gerne vil sidde ordentligt med dig, enten alene eller i parterapi i København, frem for at du bliver ved med at prøve hårdere derhjemme.

Der er også en ærlig usikkerhed her, som jeg hellere vil lade stå. Nogle af de her situationer falder til ro, når I to først står rigtigt sammen, og nogle gør ikke, fordi familien ikke vil flytte sig, og din partner endnu ikke kan bære prisen for at bede dem om det. At finde ud af, hvilken af dem I står i, tager som regel nogle sessioner, og det er langt mere nyttigt at vide end, hvem der havde ret om sidste besøg.

Ofte stillede spørgsmål

Er det her virkelig noget at tage med i terapi?

Ja, og det er en af de mere almindelige ting, par kommer med. Det handler sjældent kun om familien, og det er netop derfor, det er svært at afgøre derhjemme.

Skal jeg komme alene eller sammen med min partner?

Begge dele virker, og at komme alene først er en helt god begyndelse. Det passer til dem, der vil være klare over, hvad de beder om, før de beder om det.

Vil du sige, at jeg skal bryde med familien?

Nej, det er ikke min beslutning, og det er sjældent det, folk ønsker. Det meste af arbejdet handler om, hvilken kontakt I begge ønsker, og hvad der skal ændre sig, for at den bliver til at bære.

Vi kommer fra forskellige baggrunde. Bliver det forstået?

Ja, og mange af de par, jeg ser, er blandede på en eller anden måde. Jeg tager forskellen alvorligt uden at gøre jeres baggrund til forklaringen på alt, hvad der sker mellem jer.

Hvad hvis min partner nægter at komme med?

Så kom alene, og regn med, at det er nyttigt og ikke næstbedst. Hvordan du tager tingene op, og hvad du gør med svaret, er begge dele dit at arbejde med, og de ændrer, hvad der kommer tilbage.

Kommer familien hele tiden imellem jer, kan I skille de to ting ad i parterapi i København og finde ud af, hvad I egentlig beder hinanden om.

Kilder

1. Gui, Y., Expectation and evaluation of spouse’s filial piety and marital satisfaction in China, Frontiers in Psychology, 2021

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.