Kort fortalt
Du kan blive mødt med fuldstændig høflighed i dit eget land og alligevel føle dig helt overset. Det mellemrum er det, mange danskere, der kommer hjem efter år i udlandet, ikke kan sætte ord på, og det har kun lidt at gøre med, om nogen kan lide dig. Artiklen forklarer, hvad det typisk danske sociale liv beder dig om, og hvordan du kan leve i det igen uden at gøre dig selv mindre.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Høflighed, der føles som kulde. Klienter, der er kommet hjem, beskriver dansk høflighed som korrekt og tom, og bagefter spekulerer de stille på, om tomheden er deres egen.
- Den lange midte. Klienter, der har været hjemme i et år eller 2, fortæller mig, at det sværeste ikke var ankomsten, men tiden, hvor de ikke længere er nye og endnu ikke kendt igen.
- Anstrengelse, ingen så. Klienter, der falder hurtigt og godt på plads, er tit dem, der føler sig mindst set, fordi prisen for at tilpasse sig var usynlig for alle omkring dem.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor kigger danskerne lige igennem mig, nu jeg er kommet hjem?
Det meste af det, du læser som afvisning, er fraværet af et signal, du har vænnet dig til ude i verden.
Mange steder sender fremmede hinanden en lille, konstant anerkendelse: øjenkontakt, et nik, det halve sekund af ansigt, der siger, at du findes. I det offentlige rum i Danmark bliver det signal for det meste holdt tilbage, og efter år et sted, hvor det var en selvfølge, larmer fraværet. Det, der når dig først, er ikke en tanke. Det er det lille fald i brystet, når du møder naboen på trappen, og der sker absolut ingenting.
Du kendte det engang uden at lægge mærke til det. Det typisk danske er, at det at henvende sig til en fremmed opfattes som en mild påtrængenhed. Ingen på trappen besluttede at holde dig ude. De undlod at trænge sig på, og det er høflighed i deres forståelse og usynlighed i den, du har taget med hjem. Begge beskrivelser passer på de samme 10 sekunder. Kun den ene handler om dig, og det er ikke den, din krop greb efter.
Det betyder noget, fordi den læsning, du laver i de første måneder hjemme, har det med at stivne. Beslutter du tidligt, at Danmark ikke har plads til dig længere, holder du op med at prøve det af, og beviserne hober sig pænt op.
Hvad sker der egentlig, når en dansker holder afstand?
Afstand er her oftere en regel om proportioner end en dom over dig.
Der findes en beskedenhedskode i hele Skandinavien, Janteloven, der siger, at ingen skal gøre sig til mere eller mere værd end andre. Når du kommer hjem efter år ude, mærker du den først som en dæmpning af begejstring. Din varme, din stemmestyrke og din åbenhed om, hvad du vil, og hvad du er god til, lander en anelse for stort, og rummet flytter sig en lille smule væk fra dig.
Koden bliver som regel beskrevet varmt, som noget, der gør os lige. Det er værd at vide, at 2 repræsentative norske befolkningsundersøgelser fandt, at mennesker, der i højere grad tilsluttede sig den beskedenhedskode, også havde mindre tillid til andre mennesker generelt, både hver for sig og samlet set1. Undersøgelserne var norske og målt på ét tidspunkt, så det er en sammenhæng i et naboland og ikke en årsag, og slet ikke en måling af Danmark. Den gør det dog sværere at tro, at koden bare er harmløs.
I hverdagen er virkningen smal. Begejstring bliver ikke straffet her. Den bliver ikke mødt, og det er det manglende møde, du mærker. Skruer du op for varmen for at få et svar, udmatter du dig selv, og afstanden vokser, fordi den anden læser stigende varme som pres.
Hvorfor fører det ingen vegne, at folk kan lide mig?
Venlighed og adgang er 2 forskellige valutaer i Danmark, og den, der kommer hjem, bliver ved med at betale med den ene og forvente den anden.
Kollegaen er oprigtigt rar i 6 måneder og foreslår ikke én eneste gang en kop kaffe. Forældrene i børnehaven er venlige ved lågen, og invitationen kommer ikke. Du konkluderer, at venligheden var falsk. Oftere var den ægte og fuldendt i sig selv. Mange voksne her dannede deres nære kreds i skolen, i gymnasiet eller i en sportsklub som 14-årige, og mens du var væk, lukkede de sig ikke mod dig så meget, som de blev fulde, uden nogen fremgangsmåde for at lukke nogen ind igen. Det gælder også dine egne gamle venner.
Der er noget mere, der ændrer, hvad din oplevelse betyder. Danske nationale sundhedsundersøgelser fra 2000 til 2021 med over 83.000 voksne viste, at andelen, der følte sig ensomme, steg ved hver eneste måling, fra 13,2 til 27,4 procent blandt mænd og fra 18,8 til 33,7 procent blandt kvinder, med den største stigning blandt de 16- til 24-årige2. Den sidste runde blev indsamlet under en national nedlukning, og forfatterne skriver, at det kan forklare en del af det sidste hop.
Du er kommet hjem til et samfund, hvor også de, der aldrig rejste, har sværere ved at nå hinanden. Det gør ikke din uge mindre ensom. Men det betyder, at ensomheden ikke er et bevis på, at du ikke er til at holde af.
Hvad koster al den tilpasning mig?
Arbejdet med at passe ind igen er usynligt udefra, og det er netop det, der gør det så trættende.
Du kører et sprog, du skal finde frem igen, et sæt sociale regler, der har flyttet sig, og en konstant lavmælt vurdering af, hvordan du lander, alt sammen på én gang og i rum, der næsten ikke giver dig nogen tilbagemelding. Trætheden kommer i kroppen, før den kommer i ord: fladheden på cyklen hjem, modviljen ved døren til en fest, du gerne ville med til, søndagen, der bare forsvinder.
Under det ligger en konflikt, der er svær at sige højt. Du vil gerne høre til her igen, og du vil gerne holde op med at optræde for at høre til. Begge ønsker er rimelige, og de trækker i hver sin retning, og de fleste løser det ved stille at blive en mindre og mere medgørlig udgave af sig selv. Den udgave bliver accepteret, og det er problemet. Accepten når aldrig frem til den del af dig, der gik i skjul, og som du måske netop fandt ude i verden.
Hvordan lever jeg godt blandt danskere igen uden at gøre mig mindre?
Sigt efter gentagelse frem for kemi. Nærhed bygges her ved at dukke op i det samme rum den samme aften, til du er en del af inventaret, og ikke ved én fremragende snak.
- Vælg én fast ugentlig ting. Et kor, en løbeklub, en frivillig vagt, et hold. Strukturen inviterer, så du ikke behøver at gøre det, og den giver den gentagelse, venskab her ser ud til at kræve.
- Gør de første tilnærmelser billige. Et kort, konkret forslag, der er let at sige nej til, koster dig ikke meget, hvis det ikke fører nogen vegne. Store invitationer har en vægt, som dansk socialt liv nødig samler op.
- Sig den enkle sætning. Dansk direkthed skærer begge veje. At sige, at du gerne vil lære nogen bedre at kende, er usædvanligt, og det lander langt renere end at antyde.
- Behold dit eget register. Det er fornuftigt at skrue lidt ned for lyden. At slette din varme er det ikke, og de mennesker, det er værd at finde, er dem, der svarer på den.
- Skil de 2 spørgsmål ad. At være ensom denne vinter og at have taget fejl ved at flytte hjem er 2 forskellige spørgsmål. At svare på det første med det andet er måden, en hård tid bliver til en dom over dit liv.
Der er et punkt, hvor de råd holder op med at være de rigtige. Har fladheden varet i måneder og nået din søvn, dit arbejde og den måde, du taler til dig selv på, løser mere social kontakt det næppe alene, og at presse hårdere bekræfter tit følelsen af at fejle. Det samme gælder, hvis det, du bærer på, er ældre end hjemkomsten og bare har fundet gode betingelser her. Det er værd at se ordentligt på sammen med nogen. Jeg arbejder ansigt til ansigt i min praksis i Møntergade i København og online over video, hvis du endnu ikke er helt landet, og du bestemmer selv, hvad der passer dig. Læs mere om psykoterapi ved hjemkomst til Danmark.
Ofte stillede spørgsmål
Kan jeg begynde i terapi, før jeg er flyttet helt hjem?
Ja, sessionerne kan foregå online over video, indtil du er landet, og ansigt til ansigt i København bagefter. Nogle synes, det hjælper at have et sted at tale om hjemkomsten, før hverdagen for alvor går i gang.
Er det her virkelig noget for terapi, eller brokker jeg mig bare?
Det er noget for terapi, når det er begyndt at ændre, hvordan du ser dig selv, og ikke kun, hvordan du ser Danmark. Skiftet fra at det er svært at være her til at der er noget galt med mig, er punktet, hvor det er værd at tale det ordentligt igennem.
Hvad sker der i en første session om det her?
Mest at få det konkrete ud af hovedet og ind i rummet. Jeg vil gerne høre om de almindelige øjeblikke, trappeopgangen og frokostbordet, for det er dér, mønsteret kan ses.
Skal jeg komme alene eller med min partner?
Kom alene, hvis vanskeligheden er din, og sammen, hvis den er blevet noget mellem jer. Har din partner fulgt med dig hjem fra udlandet, bliver det her ofte et fælles problem, som ingen af jer kan beskrive, uden at den anden går i forsvar.
Hvor lang tid tager den slags arbejde?
Jeg kan ikke give dig et tal, og jeg ville ikke stole på et. Det, jeg kan sige, er, at det første brugbare skift som regel kommer i den måde, du læser tavsheden på, og det kommer tit tidligere, end folk regner med.
Undrer danskerne dig stadig, efter at du er kommet hjem, tilbyder jeg psykoterapi ved hjemkomst til Danmark som et sted at forstå både dem og dig selv.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
- Cappelen, C. og Dahlberg, S., The Law of Jante and generalized trust, Acta Sociologica, 2018
- Girault, C., Schramm, S., Tolstrup, J. S., Ekholm, O. og Bramming, M., Changes in loneliness prevalence in Denmark in the 21st century, Scandinavian Journal of Public Health, 2024
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
