Er jeg blevet for meget til dansk kultur?

Hvad sker der, når min varme lander som for meget?

Den reaktion, du opfanger, handler som regel om tempo og lydstyrke og ikke om, hvorvidt folk kan lide dig.

Måske har du boet i årevis et sted, hvor interesse blev vist ved at læne sig ind: det andet spørgsmål, det tredje, en pause, der blev fyldt ud, før den nåede at blive en pause. Du lærte det, og det blev en del af dig. Herhjemme kan de samme træk læses som et krav på nogens opmærksomhed, før tiden har gjort det krav almindeligt. Du er ikke forkert. Det, der har flyttet sig, er, hvor meget udtryk rummet regner for helt normalt, og din åbenhed ligger nu over den linje i stedet for inden for den.

Det, der gør det svært at bære, er, at linjen er usynlig, og at du forventede at kende den. Du ser et ansigt, der ikke lyser op, som du havde regnet med, en snak ved middagsbordet, der lukker sig en smule, og du står alene med at regne ud, om du gik for langt, eller om personen over for dig bare er tilbageholdende. Gætteriet trætter mere end selve reaktionen. Og mens du gætter, holder du snakken i gang, hvilket er præcis det, der bliver læst som for meget.

Hvorfor bliver jeg mere ensom af at skrue ned for mig selv?

Når du gør dig mindre for at være nemmere selskab, fjerner du også den del af dig, som nogen kunne have knyttet sig til.

Der er en udgave af dig, du tager frem herhjemme: kortere svar, færre spørgsmål, begejstring holdt på et niveau, der ikke forskrækker nogen. Den virker, forstået på den måde, at intet går galt. Det, der kommer måneder senere, er erkendelsen af, at folk omkring dig holder af en, der ikke helt er dig, så den varme, der kommer tilbage, ikke lander nogen steder. At blive accepteret som en mindre udgave af dig selv føles ikke som at blive accepteret. Det føles som at blive tålt, og det kan efterlade dig mere alene, end den oprindelige akavethed gjorde.

Der er et fingerpeg om det i forskningen, men kun et fingerpeg. I en dagbogsundersøgelse over syv skoledage med 91 unge fra minoritetsgrupper i belgiske skoler lignede deres følelser flertallets mere i de positive møder, hvor de følte sig accepteret af den anden.¹ Undersøgelsen målte ikke trivsel, kan ikke vise, hvad der kom først, og teenagere i et klasselokale er ikke voksne danskere på vej hjem. Så jeg tager kun én ting med: følelsesmæssigt fællesskab ser ud til at følge med det at føle sig accepteret frem for at komme før. Det ville betyde, at den sædvanlige strategi er vendt forkert. Du tilpasser dig først, for at accepten skal følge, og måske er det tilpasningen, der følger efter.

Er det dansk kultur, eller er det mig?

Begge dele, og fordelingen betyder mindre end, hvilken del du kan gøre noget ved.

• En forskel i udtryk. Interesse bliver herhjemme ofte vist ved at komme igen næste uge snarere end ved varme i øjeblikket, så det signal, du kigger efter, kommer senere, end du er blevet vant til.
• En forskel i tempo. Mange, jeg taler med, oplever, at nærhed her tager måneder eller år. Siger din fornemmelse for timing uger, kommer du til at ankomme for tidligt igen og igen.
• Kredse, der har lukket sig. Mens du var væk, fandt dine gamle venner nye rytmer, og en fuld kreds har ikke meget plads i kanten. Det er et faktum om kredsen og ikke en dom over dig.
• Noget, der er dit eget. Var det dig, der derhjemme holdt stemningen oppe, læste rummet og fyldte hullerne ud, arbejder du måske langt hårdere, end rummet beder om, og læser dets ro som et problem, du skal løse.

Danskerne har selv et navn for en del af det, janteloven, den uskrevne regel mod at skille sig ud. Den er værd at kende, og den forklarer ikke alt, hvad der sker for dig. Når en reaktion svier, er det nyttige spørgsmål, hvilken af de fire der fylder mest i den, for kun den sidste er din at arbejde med.

Hvad reagerer mine venner og min familie på?

Tit på farten i fortroligheden snarere end på selve fortroligheden.

Du siger noget ægte i anden uge, du er hjemme, eller fortæller ivrigt om livet derude. Det bliver modtaget høfligt, intet kommer tilbage, og næste gang er der lidt køligere. Der, hvor du har boet, var den slags en invitation. Her kan det lande som en forpligtelse: nu skylder man noget, og den anden har endnu ikke besluttet, om han eller hun vil skylde det. Indholdet var ikke for meget. Timingen bad om en beslutning, før der var noget at beslutte ud fra.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvad en bestemt ven tænker, og det kan du heller ikke uden at spørge. De fleste siger det ikke af sig selv, og de fleste vil blødgøre det, hvis du beder dem bedømme dig. Et mindre spørgsmål virker bedre. Ikke om du er for meget, for det inviterer kun til beroligelse, men om de hellere vil have, at du skriver, før du ringer. Spurgt om én konkret ting får du som regel et ægte svar, og et ægte svar er mere værd for dig end et venligt.

Hvad kan jeg gøre, uden at blive en anden?

Skift tempoet, ikke temperaturen.

• Lad det tage længere tid. Vælg ét fast sted, kom på samme tidspunkt, og lad genkendelsen vokse, før snakken gør. Gentagelse gør her, hvad intensitet gør andre steder.
• Hold igen med det tredje spørgsmål, ikke det første. Nysgerrigheden er ikke problemet. Det er at nå det private lag i ét hug, der lukker en snak.
• Sig den stille udgave. Den samme varme ved lavere lydstyrke bliver her læst som stabilitet, og stabilitet er det, der gør, at du bliver inviteret igen.
• Hav ét sted, hvor du ikke justerer noget. En ven fra tiden ude, et fællesskab på det sprog, du levede på, et fast opkald hver uge. Beder hvert rum dig om at redigere, holder redigeringen op med at føles som et valg og begynder at føles som den, du er.
• Sigt efter ét menneske frem for at høre til. At høre til går langsomt og ligger for en stor del uden for din kontrol. Ét menneske, der lægger mærke til, når du ikke er der, kan nås, og det er som regel det, du egentlig ønskede.

Det er de rigtige træk, når vanskeligheden handler om pasform og tempo. De er ikke nok, hvis det, du bærer på, er ældre end hjemkomsten. Var du et barn, hvis følelser var for meget for de voksne omkring dig, lander hvert fladt svar på et gammelt blåt mærke, og at skrue ned for lyden vil ikke afgøre spørgsmålet nedenunder, som er, om dit følelsesliv er velkomment nogen steder. Det spørgsmål løser sig sjældent af sig selv, og det er svært at se på uden et andet menneske i rummet. Det er også værd at sige ligeud, at nogle kredse er lukkede, og at blive stående ved døren til en af dem ikke er udholdenhed, men en omkostning.

Jeg tilbyder sessioner både ansigt til ansigt i København, på Møntergade, og online via video, så du kan begynde, uanset om du stadig bor ude eller allerede er flyttet hjem. Du vælger selv, hvad der passer dig. Vil du se nærmere på det, kan du booke en session i psykoterapi for danskere i udlandet eller først tage et gratis opkald på 30 minutter for at se, om det passer.

Ofte stillede spørgsmål

Kan terapi hjælpe, hvis problemet er kulturen og ikke mig?

Ja, for det, der kan arbejdes med, er ikke kulturen, men det, den bliver ved med at ramme i dig. Selve tilpasningen, og hvad det koster dig at blive ved med den, er godt materiale.

Har jeg brug for terapi eller bare mere tid?

Tid hjælper, når mønstret er ved at løsne sig, og gør ikke meget, når det samme bliver ved med at ske. Har du redigeret dig selv i et år og er mere ensom, end da du kom hjem, vil endnu et år af det samme næppe ændre det.

Hvordan ser en første session om det her ud?

Jeg vil begynde med ét nyligt øjeblik, hvor du mærkede dig selv skrue ned, og gå i detaljer med det. Et konkret øjeblik viser mønstret hurtigere end nogen beskrivelse af dansk kultur.

Kan jeg gå i terapi hos dig, mens jeg stadig bor i udlandet?

Ja, jeg tilbyder sessioner både ansigt til ansigt i København og online via video. Du vælger selv, hvad der passer til dit liv, og kan skifte undervejs, hvis du flytter hjem.

Er det her terapi alene eller parterapi?

Alene, når det handler om dine venskaber og din egen fornemmelse af at være for meget. Kommer den samme reaktion fra en partner, hører det hjemme i parterapi.

Er du kommet hjem og føler dig for meget i dit eget land, hjælper jeg dig med at finde dig til rette uden at skrue ned for dig selv i psykoterapi ved hjemkomst til Danmark.

Kilder

1. Jasini, A., De Leersnyder, J. og Mesquita, B., Feeling ’right’ when you feel accepted: emotional acculturation in daily life interactions with majority members, Frontiers in Psychology, 2018

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.