Sidder jeg fast i sort-hvid tænkning?

Hvorfor føles midten så utryg?

At holde fast i to modsatte ting om den samme person holder dig i usikkerhed, og usikkerhed er netop den tilstand, dit sind arbejder hårdest på at få afsluttet.

Du ved det allerede, i roen en tirsdag eftermiddag: din partner er hverken vidunderlig eller umulig, dit job er hverken dit kald eller seks spildte år. At vide det hjælper ikke i det øjeblik, hvor det gælder. Når noget svier, bliver den viden tynd, og den ene side tager hele billedet. Det, du står tilbage med, er ikke rigtig en holdning. Det er en lettelse af den dystre slags, for en dom afslutter noget, der var ved at blive svært at mærke.

At blive i midten kræver, at du bliver ved med at holde af en, du lige nu er rasende på, eller at du vil et job, du lige nu er ydmyget af. Det er ikke et tankeproblem. Det er en følelse, du skal bære uden at skille dig af med den, og har ingen vist dig, hvordan man gør det, klarer omslaget det for dig.

Hvorfor vender det så hurtigt?

Hastigheden afslører det: en følelse er ved at løse sig selv hurtigere, end nogen konklusion kunne nås.

Klienter beskriver tit øjeblikket i kroppen, før de beskriver det med ord. Noget falder i brystet, eller maven strammer, og når sproget når frem, har det allerede valgt side. Timer senere kommer den anden side tilbage, som regel med skam på, og selve udsvinget begynder at føles som bevis på, at du ikke kan stole på din egen læsning af mennesker.

Omslaget er hurtigt, fordi det udfører et stykke arbejde. Det tager en situation uden et rent svar og rækker dig et. Omkostningen kommer bagefter, når du skal leve med det, du sagde, mens kontakten var slået fra.

Er det min tænkning, eller noget nedenunder?

Formuleringen i alt eller intet er sidste trin og ikke det første.

I min praksis løber rækkefølgen ens det meste af tiden. En følelse flytter sig, som regel frygt for at blive sluppet eller for ikke at slå til. Kroppen registrerer det før dig. Først derefter kommer sproget, og sproget er absolut, fordi følelsen var det. At skændes med ordene virker sjældent, for ordene var aldrig kilden.

Det, der ligger nedenunder, er oftere end noget andet, hvor svært du har ved ikke at vide. Den forskning, jeg har læst, peger samme vej: på tværs af to ikke-kliniske grupper, én med 151 studerende og én med 500 voksne, fulgtes alt-eller-intet-tænkning med, hvor dårligt folk tålte usikkerhed, snarere end med et træk i sig selv.¹ Begge undersøgelser var tværsnitsundersøgelser med selvrapportering, så de viser en sammenhæng og ikke en årsag, men det passer med det, jeg ser i rummet. De, der vender hårdest, er sjældent de mest stive. Det er dem, der ikke kan holde et åbent spørgsmål ud.

Hvad gør det ved dem, der står mig nærmest?

En, der har været helt god, ved, at han eller hun kan blive helt dårlig, og begynder at håndtere dig for at blive på den rigtige side af stregen.

Det er den del, klienter hører om sidst, som regel fra en partner, der er løbet tør for tålmodighed. At blive idealiseret er rart i cirka 14 dage. Derefter bliver det arbejde, for personen kan mærke faldet komme og kan ikke finde ud af, hvad der udløser det. De begynder at redigere sig selv. Nogle bliver tavse. Nogle fremprovokerer det med vilje for at få faldet overstået.

Det, du mister, er ikke kun deres tålmodighed. Det er deres almindelighed. Ingen kan blive kendt, mens de bliver bedømt, og det, du helst vil have af dem, at de bliver, bliver netop det, de har sværest ved at love.

Hvad hjælper, når kontakten allerede er slået om?

Sæt farten ned på dommen i stedet for at skændes med den.

• Nævn følelsen før dommen. Sig først, hvad der flyttede sig i dig. Dommen løsner sig, når den ikke længere er det eneste i rummet.
• Udskyd beslutningen, ikke følelsen. Mærk den helt, og handl på den i morgen. Det meste af det, omslaget kræver, overlever ikke en nat.
• Led efter det andet faktum. Ikke et afbalanceret syn, det er for meget at bede om i den tilstand. Én sand ting, der ikke passer ind i dommen.
• Hold øje med kroppen først. Et stramt bryst eller en mave, der falder, kommer som regel før sætningen, og det er nemmere at fange.

De her hjælper på selve udsvinget. De rører ikke ved det, der gør midten uudholdelig til at begynde med, og tager omslaget dine nærmeste relationer hver anden uge, eller vender det oftest mod dig selv, går det som regel langsomt at arbejde med det alene. Det er den del, jeg gerne vil se på sammen med dig, for den rækker som regel længere tilbage end det forhold, du lige nu er ved at miste tålmodigheden med.

Ofte stillede spørgsmål

Er det noget, terapi kan arbejde med?

Ja, og det er et af de mere arbejdsvenlige mønstre, jeg møder. Det nyttige arbejde er ikke at rette tanken, men at finde ud af, hvad omslaget beskytter dig mod at mærke.

Skal jeg vide hvorfor, før jeg begynder?

Nej, og det gør de fleste ikke. Du tager de situationer med, hvor det sker, og så ser vi på, hvad der flytter sig i dig lige før omslaget.

Hvilken slags terapi passer til alt-eller-intet-tænkning?

Arbejde, der går efter følelsen nedenunder frem for formuleringen ovenpå. Jeg trækker på psykosyntese, Jungs analytiske psykologi og den britiske objektrelationsskole, som alle handler om, hvordan dele af et menneske bliver spaltet fra.

Kan jeg komme alene, hvis det mest viser sig sammen med min partner?

Ja, og det er tit det bedre sted at begynde. Ét menneske, der ser ærligt på sin egen del af et mønster, flytter mønstret mere, end de fleste par regner med.

Hvordan foregår en første session?

Du taler, jeg lytter tæt og spørger ind til de øjeblikke, hvor noget vendte. Der bliver ikke besluttet noget i den første time, og at booke en forpligter dig ikke til mere.

Kilder

1. Autistic traits associated with dichotomic thinking mediated by intolerance of uncertainty, Scientific Reports, bind 13, artikel 14049, 2023

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.