Kort fortalt
At være en persons yndlingsmenneske den ene uge og vedkommendes skuffelse den næste forvirrer på en helt særlig måde, for der skete ingenting med dig imellem de to. Det, der ligner en dom over dig, er som regel en følelse, din partner ikke kunne rumme. Artiklen ser på, hvad omslaget gør, hvorfor det så ofte følger efter nærhed, og hvad du kan gøre, mens du er på den forkerte side af det.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Faldet følger oftere nærhed end konflikt. Klienter beskriver, at kulden kommer efter en god aften og ikke efter et skænderi, og netop det kan de ikke få til at give mening.
- Den, der vender, husker det sjældent på samme måde. Når klienter gentager, hvad der blev sagt til dem, husker partneren tit en stemning snarere end en dom.
- At blive idealiseret er ikke den nemme halvdel. Klienter, der får at vide, at de er perfekte, fortæller som regel om pres og ikke om glæde, for de kan mærke, hvad der er på vej.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvad sker der egentlig, når det vender?
To følelser om dig, der ikke kan rummes samtidig, bliver skilt ad, og den, der er levende lige nu, overtager hele billedet af dig.
Udefra ligner det, at nogen har skiftet mening. Det er tættere på et skift i tilstand. Din partner vejer ikke beviser og når frem til en hård konklusion om dig. Varmen er havnet et sted, han eller hun ikke kan nå, og i dens fravær er den eneste udgave af dig, der er til rådighed, den skuffende. Derfor lander fornuft sjældent. Du rækker beviser til en, der midlertidigt har mistet adgangen til den følelse, som ville få beviserne til at betyde noget.
Det er én form for det, jeg har skrevet om i sort-hvid tænkning. Forskellen er, at her er det et helt menneske, dig, der bliver sorteret over på den ene eller den anden side.
Hvorfor kommer det så tit lige efter et godt øjeblik?
Det er nærheden, der sætter det i gang, ikke afstanden.
Det er den detalje, der forvirrer folk mest. I havde en god weekend, der blev talt varmt til dig, og tirsdag bliver du behandlet som en fremmed, der har gjort noget. Der skete ingenting imellem, og fordi der ingenting skete, begynder du at lede efter, hvad du gjorde uden at vide det.
Den forskning, jeg har læst, er mindre ryddelig, end ordet splitting antyder. I en lille undersøgelse vurderede 51 personer filmkarakterer, og vurderingerne var ikke rene opdelinger i helt god og helt dårlig; det, der trådte frem, var derimod, at de hårdeste læsninger kom, når en karakter var omsorgsfuld, og situationen var intim.1 Det var en lille gruppe, der forholdt sig til karakterer på en skærm og ikke til virkelige partnere, så jeg vil ikke strække det langt, men det passer med det, jeg ser i rummet. For nogle mennesker er det at blive holdt af det øjeblik, hvor risikoen er størst, og kulden er det, risikoen bliver lavet om til.
Er det noget, jeg gør?
Din adfærd afgør som regel timingen og ikke mønstret.
Noget virkeligt fra din side er tit med i det. Du var kortfattet i telefonen, du glemte noget, der betød noget. Det, der er ude af proportion, er, hvad den lille ting så bliver taget som bevis på om dig, og den del ventede allerede, før du kom. Mennesker lærer ikke at spalte det gode og det dårlige ved en person i et forhold, der begyndte for to år siden.
Det betyder noget i begge retninger. Det frier dig fra jagten på det præcist forkerte ord, som aldrig munder ud i et svar. Det går heller ikke så langt som til at sige, at intet af det er dit. Den ærlige position er, at du har ansvaret for din halvdel og ikke kan reparere den anden halvdel udefra, uanset hvor omhyggeligt du opfører dig.
Hvorfor er det så svært at nyde at blive idealiseret?
Ros, der ikke har noget med det virkelige dig at gøre, er et løfte, du før eller siden ikke kan indfri.
Klienter beskriver et mærkeligt ubehag i de gode uger. De bliver beundret for egenskaber, de ikke genkender, og de kan mærke, at beundringen ikke har ramt dem. Nogle begynder at præstere for at holde på den. Nogle trækker sig for at gøre faldet mindre. Begge dele er måder at håndtere et fald, du kan mærke nærme sig uden at kunne sætte dato på.
- Redigeringen. Du vælger dine ord efter, hvordan de bliver læst, frem for efter hvad du mener.
- Overvågningen. Du tjekker ansigtet for omslaget, før du overhovedet har sagt noget.
- Tavsheden. Du holder op med at komme med det, der betyder noget for dig, fordi det også bliver bedømt.
Hvad kan jeg gøre, mens jeg er på den forkerte side?
Hold op med at argumentere mod dommen, og bliv ved med at være genkendeligt dig selv, indtil tilstanden går over.
- Før ikke sagen for retten. At forsvare dig punkt for punkt i den time gør det hårdere. Timen er ikke der, hvor afgørelsen bliver truffet.
- Sig den ene sande ting. At du stadig er her, at du kan se, at han eller hun er langt væk. Kort, og ikke en bøn.
- Hold fast i din egen udgave af dig selv. Skriv ned, hvad du faktisk sagde og gjorde, til dig selv. Omslaget gør mest skade, når du begynder at give det ret.
- Læg mærke til din egen krop. Spændingen i brystet kommer som regel, før du bevidst registrerer kulden, og den er værd at stole på.
Det her er måder at stå fast på og ikke en reparation. Bliver udsvingene større, er du begyndt at tro på den dårlige udgave, eller bærer de kolde perioder nu foragt eller noget, der skræmmer dig, er det ikke længere det rigtige svar at vente det ud. To mennesker kan arbejde med det sammen, og ét menneske kan også arbejde med det alene, hvilket tit er der, det begynder, når en partner endnu ikke ser et problem.
Ofte stillede spørgsmål
Kan terapi hjælpe, hvis min partner ikke vil med?
Ja, og sådan begynder en pæn del af det her arbejde. Du kommer for at forstå, hvad der sker, og for at holde op med at miste dig selv i det, hvilket flytter mønstret mere, end det at vente gør.
Er parterapi det rigtige sted til det her?
Tit ja, hvis I begge vil se på det frem for at få fastslået, hvem der har ret. Jeg arbejder med par ud fra emotionsfokuseret terapi, som går efter det, I hver især føler under den position, I forsvarer.
Skal jeg fortælle min partner, at jeg tror, det er splitting?
Jeg ville ikke begynde med ordet. At sætte mønstret på som en diagnose plejer at blive endnu en ting at skændes om, mens det er sværere at afvise, når du beskriver virkningen på dig.
Hvad hvis det er mig, der gør det?
Så står du bedre, end du tror, for du har lagt mærke til det. Arbejdet går efter, hvad omslaget beskytter dig mod at mærke, frem for efter selve dommen.
Hvordan foregår en første session?
Du beskriver, hvad der sker, og jeg spørger tæt ind til de øjeblikke, hvor det vender. Der bliver ikke besluttet noget i den første time, og at booke en forpligter dig ikke til mere.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
