Kort fortalt
Trangen til at komme væk melder sig hurtigst over for dem, du helst vil beholde. Undvigende tilknytning er ikke mangel på kærlighed, men besvær med at blive i nærheden ret længe ad gangen. Her ser vi på, hvad tilbagetrækningen gør for dig, og hvad der får den til at løsne sig.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Tilbagetrækningen er hurtigere end beslutningen. Klienter fortæller, at de er ude af samtalen, før de har besluttet noget som helst om den.
- Nærhed lægger sig som et krav. Klienter beskriver, hvordan ømhed lander som noget, de nu skylder, og det er det at skylde, de går væk fra.
- Følelsen kommer bagefter. Klienter opdager først dage senere, hvad de mistede, når der ikke længere er noget at holde på afstand.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor vil jeg væk fra dem, jeg holder mest af?
Nærhed og fornemmelsen af at blive bedt om noget ankommer sammen, og det med at blive bedt om noget når frem først. At blive holdt af er ikke en neutral begivenhed for dig. Et sted inde i varmen ligger der en forespørgsel, sagt eller ej, og den lander som tyngde, før varmen når at lande som noget godt.
Klienter kalder det tit at gå kold, og det er næsten det modsatte af det, der sker. Noget dukker op hurtigt og kraftigt, og det at lukke ned er måden, det bliver håndteret på. Når du ser rolig ud, er der allerede foregået en hel del.
Hvor kommer behovet for afstand fra?
Mønsteret opstår, hvor det at række ud blev mødt af fladhed, irritation eller en forælder, der selv skulle passes på.
Et barn i den situation lærer noget effektivt: klar det selv, og hold det, du beder om, lille. Det er ikke kølighed hos barnet. Det er en præcis tilpasning til et sted, hvor det kostede mere at have brug for nogen, end det gav.
Tilpasningen bliver ved med at virke op i voksenlivet. Du klarer tingene, du er dygtig, og folk kalder dig selvstændig og mener det pænt. Regningen viser sig det ene sted, selvstændighed ikke dækker, nemlig det at blive kendt af nogen. Brystet strammer, opmærksomheden bliver flad, og først bagefter kommer der en tanke, som skal forklare det. Derfor rammer forklaringen så tit ved siden af.
Hvorfor bliver det værre, når min partner rækker ud?
En anmodning om nærhed midt i tilbagetrækningen gør den næsten altid dybere. Når nogen følger efter dig ind i tilbagetoget, bliver deres behov højere og din plads mindre i samme øjeblik. Du svarer kort, de hører afstand, de kommer tættere på, og du rykker længere ud.
Sløjfen er ikke ligeligt forvoldt, og det er værd at være præcis om frem for diplomatisk. Nogle gange er det at række ud ængsteligt og ville falde til ro med meget lidt. Andre gange er tilbagetrækningen den eneste ro, der er at få i et forhold, der faktisk beder om for meget. Hvilken af de 2 du står i, afgør hvad der hjælper, og det er svært at se indefra.
Kan undvigende tilknytning overhovedet ændre sig?
Det ændrer sig, og ikke ved at beslutte sig for at have mere brug for folk. Det, jeg ser flytte sig, er forsinkelsen: strækningen fra noget rammer dig, til du kan sige bare en del af det. I begyndelsen fylder den dage. Så bliver den til timer, og så bliver den til én kejtet sætning sagt i situationen, og dét er det rigtige tegn på fremgang.
2 små undersøgelser blandt studerende fandt, at de, der scorede højere på undvigende tilknytning, gav mindre fuldstændige undskyldninger, efter de havde såret nogen, og flere forsvarsprægede svar.1 Fornærmelsen var forestillet i det første studie, og de skrevne undskyldninger i det andet blev aldrig sendt, så det beskriver, hvad undvigelse griber efter under pres, og ikke hvad den gør ved et virkeligt forhold.
Min egen læsning er, at det forsvarsprægede ikke er ligegyldighed. Det er den hurtigste vej ud af en udveksling, der er blevet ulidelig at blive i.
Hvad hjælper, når trangen til at gå melder sig?
Målet er ikke at blive længere med viljen. Det er at sige noget sandt, før du går. 4 ting gør det muligt.
- Sig højt, at du går. Jeg har brug for en time, og jeg kommer tilbage fortæller en partner, hvad der faktisk sker. At blive stille fortæller dem noget værre og som regel usandt.
- Sæt ord på presset, ikke på personen. Det her føles som noget, jeg skal ramme rigtigt er præcist. Du beder om for meget er en dom, og den lukker den samtale, du prøvede at overleve.
- Kom tilbage, før du har regnet den ud. At vente, til du kan forklare dig roligt, er måden en eftermiddag bliver til 14 dage. At vende tilbage uafklaret er det, der flytter noget.
- Lad kroppen melde først. Kæben, skuldrene og den korte vejrtrækning kommer før tanken om, at du skal ud. De er den tidligste ærlige oplysning, du har.
Det hjælper, hvor presset mest er gammelt. Hvor en partner i virkeligheden beder om mere, end nogen kunne indfri, aflæser tilbagetrækningen nutiden rigtigt, og så er det at lære at blive i rummet det forkerte mål.
Det rækker heller ikke, hvor afstanden er blevet formen på dit liv, hvor venskaber er tyndet ud, uden at nogen har besluttet det, eller hvor hvert forhold er endt samme sted. Et mønster så gammelt har brug for et vedvarende forløb frem for en teknik, man tager i brug i selve tilbagetoget.
Har du lyst til at se på dit eget mønster sammen med mig, kan du begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter. Mit arbejde med enkeltpersoner står beskrevet på siden om psykoterapi i København.
Ofte stillede spørgsmål
Kan jeg arbejde med det på egen hånd?
Ja, og individuelle sessioner er tit det nemmeste sted at begynde, fordi der ikke sidder nogen over for dig og venter på et svar om forholdet. Er sløjfen med en partner hovedvanskeligheden, kan det godt betale sig at komme sammen senere.
Vil terapi få mig til at have mere brug for andre?
Nej, og det ville jeg ikke sætte som mål. Arbejdet handler om at have adgang til det, du føler, mens det står på, så det, du gør bagefter, bliver et valg frem for en refleks.
Jeg mærker ikke så meget i sessionerne. Er det et problem?
Det er almindeligt, der kan arbejdes med det, og det er som regel det første, der er værd at se på, frem for et tegn på at terapien ikke virker. Ikke at mærke så meget i rummet er i sig selv en oplysning om, hvad der tidligt måtte lægges væk.
Hvilken form for terapi passer til undvigende tilknytning?
En, der arbejder med det, der sker mellem os i sessionen, og ikke kun med referater af begivenheder bagefter. Jeg trækker på tilknytningsteori, psykosyntese og EFT, emotionsfokuseret parterapi, og tempoet betyder lige så meget som metoden.
Hvor lang tid går der, før noget føles anderledes?
En vis lettelse kommer som regel tidligt, ved at sige hele mønsteret højt til en, der ikke tager det personligt. Den langsommere ændring ligger i forsinkelsen mellem at mærke noget og kunne sige det, og dér sætter jeg ikke et antal sessioner på.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
