Kort fortalt
Ønsket om nærhed og alarmen over nærhed kan gå i gang i samme sekund. Ængstelig undvigende tilknytning er at række ud efter nogen og spænde op mod dem samtidig, så det, du fik, du ville have, kan mærkes som fare. Her ser vi på, hvad hver af de 2 sider passer på, og hvad der får dem til at falde til ro.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Tilbagetrækningen kommer efter det gode. Klienter fortæller, at de trækker sig i dagene efter en aften, der gik godt, og ikke efter et skænderi.
- Begge svar er sande på én gang. Klienter siger, at de både vil blive bedt om at blive og vil have fred, og de kan ikke sige hvad de mener.
- Udgangen bliver planlagt i stilhed. Klienter opdager, at de har øvet sig på, hvordan forholdet ender, mens der faktisk ikke er noget i vejen.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor vil jeg have nærhed og være bange for den samtidig?
Fordi den, du vil trøstes af, også er den, der kan gøre skaden. Det er ikke forvirring. Det er 2 rigtige læsninger af samme situation, der ankommer samtidig, og ingen af dem træder tilbage for den anden.
De fleste mønstre giver dig ét træk. Dette giver dig 2, som ophæver hinanden. Du går mod nogen, og alarmen lyder. Du går væk, og ensomheden sætter ind. Du går tilbage. Den udmattelse, folk beskriver, kommer ikke fra forholdet. Den kommer af at have begge programmer kørende for fuld styrke.
Hvor kommer ængstelig undvigende tilknytning fra?
Det dannes der, hvor den, du havde brug for, også var kilden til frygt eller uforudsigelighed.
Et barn i den situation har ikke noget træk, der virker. At gå mod den voksne bringer fare, og at gå væk koster den eneste trøst, der er at få. Det, der udvikler sig, er ikke en strategi, men fraværet af en, holdt på plads af en alarm, der går i gang i begge retninger.
Det fravær af et afgjort træk viser sig i voksenlivet som fornemmelsen af at reagere på noget, ingen andre i rummet kan se. Kroppen er først med varme, holdt vejrtrækning eller en pludselig fladhed. Trangen til at gå følger efter, og den begrundelse, du giver dig selv, bliver sat sammen bagefter. Den handler som regel om den anden, og den rammer som regel ved siden af.
Hvorfor går jeg, lige når det går godt?
Fordi det at være ønsket er netop det øjeblik, hvor den gamle fare bliver mulig igen. En god aften, en plan for sommeren, en der siger at de er med: for de fleste lander det som tryghed. Er nærhed stedet, skaden kom fra, hæver den samme aften indsatsen i stedet for at sænke den.
2 store undersøgelser blandt voksne i forhold så på sammenhængen mellem at føle sig tæt på en partner og være engageret i dem, som normalt er stærk.1 Blandt dem, der scorede højt på undvigelse, var sammenhængen svagere, hvis de også scorede højt på ængstelighed, og en blanding af at ville og ikke ville blev siddende, selv når nærheden var høj. Det var selvrapporterede mål taget fra deltagerne selv, så det beskriver et mønster, der følger kombinationen, frem for at vise hvad der frembringer det.
Min egen læsning er, at tvetydigheden ikke er manglende evne til at binde sig. Det er, hvordan det at binde sig føles, før det føles sikkert.
Kan mønsteret ændre sig?
Det ændrer sig, og det første, der flytter sig, er sjældent frygten. Det, jeg ser løsne sig, er sikkerheden. Alarmen kommer stadig, men den bliver ikke længere behandlet som en dom over forholdet. Den bliver noget, der er dukket op, og som kan ses nærmere på.
Klienter venter tit at få besked på at tilsidesætte den, og det er ikke det, der virker. En alarm, der blev dannet af en god grund, tager ikke godt imod at blive modsagt. Den tager imod at blive mødt: nævnt, taget alvorligt og derefter holdt op mod det, der faktisk sker med dette menneske, i denne uge.
Hvad hjælper, når begge impulser melder sig på én gang?
Målet er ikke at vælge side. Det er at sætte øjeblikket nok ned i tempo, at du ikke følger den impuls, der råber højest. 4 ting hjælper.
- Lad det 1 eller 2 døgn efter en god oplevelse gå. Kommer trangen til at slutte det en søndag efter en tæt lørdag, så behandl tidspunktet som oplysning og ikke som en konklusion.
- Sig begge halvdele højt. Jeg vil have dig tættere på, og jeg er bange for det er hele sandheden, og den er langt lettere for en partner at møde end hver halvdel for sig.
- Bed om tempoet, ikke om afstanden. Langsommere er en anmodning, nogen kan arbejde med. Jeg har brug for plads, sagt midt i frygten, bliver som regel hørt som begyndelsen på et brud.
- Hold alarmen op mod nutiden. Hvad har dette menneske faktisk gjort i denne uge er et nøgternt spørgsmål, og det skiller en gammel advarsel fra en aktuel.
Det hjælper, hvor frygten mest er gammel. Hvor en partner faktisk er uforudsigelig, varm den ene dag og skarp den næste, aflæser alarmen nutiden rigtigt, og så er det at lære at blive tættere på det forkerte mål. At finde ud af hvilken af de 2 du står i, er tit det første stykke arbejde, der kan bruges, og det er svært at gøre alene.
Det rækker heller ikke, hvor frygten griber ind i søvn og arbejde, hvor mønsteret gentager sig på samme punkt i hvert forhold, eller hvor det, der dannede det, aldrig er sagt højt til nogen. Det kræver et vedvarende forløb frem for en teknik, man tager i brug i selve øjeblikket.
Har du lyst til at se på din egen udgave af det sammen med mig, kan du begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter. Mit arbejde med enkeltpersoner står beskrevet på siden om psykoterapi i København.
Ofte stillede spørgsmål
Kan jeg arbejde med det, hvis jeg ikke er i et forhold?
Ja, og noget af det klareste arbejde sker mellem forhold, hvor mønsteret ikke bliver sat i gang hver uge. Det, du lægger mærke til ved det brud, du netop har haft, er godt materiale.
Betyder det, at jeg er for skadet til et forhold?
Nej, og jeg ville gerne se på, hvor den konklusion kom fra, for den er som regel ældre end de forhold, den bliver brugt på. Mennesker med dette mønster danner varige tilknytninger. Det, der skal flytte sig, er at alarmen ikke længere træffer beslutningerne.
Skal jeg tale om min barndom i terapi?
Noget af det, der hvor det forklarer noget, som stadig sker, og ikke som en historisk øvelse. Det meste af arbejdet handler om, hvad der sker i dig denne uge, når nogen kommer tættere på eller går længere væk.
Hvilken form for terapi passer til dette mønster?
En, der kan sætte tempoet ned og blive hos en følelse uden at skynde sig at løse den. Jeg trækker på tilknytningsteori, psykosyntese og EFT, emotionsfokuseret parterapi, og et roligt, forudsigeligt tempo betyder mere end metoden.
Hvad hvis jeg vil stoppe i terapi, lige når det begynder at virke?
Det er værd at regne med frem for at se som et nederlag, for trangen til at gå kommer tit netop, når noget er landet. At sige det højt i stedet for at gøre det er en stor del af arbejdet.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
