Kort fortalt
Angst for nærhed er frygten for at blive set, som du er, og derefter blive forladt. Den melder sig i det øjeblik, et andet menneske begynder at betyde noget, før du har nået at beslutte noget som helst. Her kan du se, hvor tilbagetrækningen kommer fra, og hvordan den kan løsne sig en helt almindelig aften.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Nærhed i korte stræk. Klienter, der fortæller mig, at de er dårlige til nærhed, viser mig det modsatte i et par uger, over for en fremmed eller over for mig.
- At blive fundet almindelig. Det, jeg hører mine klienter frygte, er sjældent afvisning. Det er at blive kendt og derefter vurderet som helt almindelig, som om det var det værste, der kunne ske.
- Tilbagetrækningen er hurtigere end tanken. Når en klient kan beskrive det øjeblik, de trådte et skridt tilbage, er skridtet allerede taget.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvad er angst for nærhed?
Angst for nærhed er en tilbageholdt evne til at dele det, der betyder noget for dig, med et menneske, der betyder noget for dig. Det er ikke en frygt for mennesker. Du kan være varm, sjov og opmærksom en hel aften sammen med en, hvis mening om dig ikke koster dig noget. Det snævrer ind et bestemt sted: når et menneske begynder at tælle, og det, de tænker om dig, begynder at veje.
Forskningen bruger en smallere definition end hverdagssproget: en hæmmet evne til at udveksle tanker og følelser af personlig betydning med en, man holder meget af1. Jeg synes, den smalle definition er nyttig, fordi den flytter spørgsmålet væk fra, om du er god til mennesker, og hen til, hvad der sker i dig, når ét bestemt menneske betyder noget. Frygten har ret i én ting. Nærhed koster usikkerhed, og den gør dig synlig. Det, den tager fejl af, er, hvor meget du kan bære.
Hvorfor trækker jeg mig, når nogen kommer tæt på?
Du trækker dig, fordi nærhed engang kom sammen med afvisning, og den del af dig, der holder øje med afvisning, har ikke fået at vide, at omstændighederne er nogle andre nu. Det første, der kommer, er ikke en tanke. Det er et fald, en udfladning, et ønske om at være et andet sted. Så tager kroppen over: Brystet strammer, åndedrættet bliver kortere, og du er allerede på vej ud i køkkenet efter et eller andet. Forklaringen kommer til sidst, og den lyder fornuftig. Du er træt. Snakken førte ingen steder hen. Du skal tidligt op.
John Bowlby beskrev, hvordan de tidlige relationer efterlader en indre forventning om, hvad nærhed fører med sig. Den britiske objektrelationsskole, især D.W. Winnicott, beskrev det indøvede selv, der bliver tilbudt i stedet for det virkelige, fordi det virkelige engang ikke blev mødt. Min kliniske vurdering er, at det er det indøvede selv, mine klienter beskytter i det øjeblik, de træder tilbage, og derfor føles skridtet som sund fornuft og ikke som frygt. Hvor der er mere følsomhed over for afvisning, er der også mere af den her tilbagetrækning1. Det er målt på ét tidspunkt i en gruppe græske universitetsstuderende, så det fortæller, hvad der følges ad, og ikke hvad der er årsag til hvad.
Tilbagetrækningen var engang en fornuftig tilpasning, og den beskyttede noget, der var værd at beskytte. Det er godt at vide, før du går i gang med at skille den ad. Læs mere om psykoterapi i København.
Hvordan viser det sig en helt almindelig aften?
Det viser sig som små vendinger væk, og ingen af dem ligner et nej. Din partner sukker, spørger, hvad du synes om noget, lægger en hånd på din skulder eller siger noget om ingenting. Hver af dem er en invitation til kontakt, og du svarer på dem alle sammen, hvad enten du mener det eller ej.
- At vende sig mod. Du svarer på sukket, stiller spørgsmålet tilbage eller bliver bare, hvor du er.
- At vende sig væk. Du nikker, tager telefonen eller finder noget, der skal ordnes i et andet rum.
- At vende sig imod. Du svarer irriteret, og en invitation til kontakt bliver til et skænderi.
Par, der stadig var lykkeligt gift 6 år senere, vendte sig mod hinandens invitationer 86 procent af tiden, mod 33 procent blandt de par, der var gået fra hinanden eller levede videre sammen uden at være glade2. Det er iagttagelser af par i et forskningslaboratorium og ikke et mål for din aften, og det, der gør dem værd at kende, er mønstret mere end tallet: Vend dig stille væk ofte nok, og din partner holder op med at række ud. Sex viser det tydeligst. Lysten er der, kroppen er villig, og du holder aftenen travl, indtil øjeblikket er gået. Byrden er ikke ligeligt fordelt her. Hvis det er dig, der træder tilbage, begynder reparationen hos dig, men om din partner møder dig i den, har du ikke i din magt.
Hvad kalder jeg det i stedet for angst?
Ingen sætter sig ned og fortæller mig, at de er bange for at blive elsket. De fortæller mig, at de er selvstændige, at de har høje krav, eller at de har haft uheld med partnere. Nogle gange er de beskrivelser helt præcise, og der findes mennesker, der trives alene og ikke undgår noget som helst. Det, jeg hæfter mig ved, er det andet tilfælde, hvor ordet udfører et arbejde: Det holder frygten unavngivet og dermed uforandret.
Selvstændighed betyder, at du ikke har brug for nogen, og din uge er indrettet sådan, at ingen får chancen for at blive brugt. Høje krav betyder, at alle, der er ledige, får en fejl omtrent på det tidspunkt, hvor de bliver ledige. Uheld betyder, at du vælger mennesker, der holder afstand, og så ligner afstanden deres værk. Under alle tre ligger en regel, der er formuleret som en lov og ikke som en følelse: Kærlighed går let i stykker, eller der er noget i mig, som nærhed ville afsløre. Hvilken af dem du lever i, mærker du mere, end du kan argumentere for, og et forsvar har en stramhed under sig, som en præference ikke har.
Hvis mønstret fylder i dit forhold, og din partner ikke er med, kan du læse mere om parterapi alene i København.
Hvordan holder jeg op med at trække mig, og hvornår er det ikke nok?
Du holder op ved at gentage små åbninger, der ikke er store nok til at skræmme dig, i et forhold, hvor der ikke følger noget dårligt efter dem, og ikke ved at komme med én stor tilståelse. En enkelt stor åbning efterlader dig blottet og ikke tættere på, og den tilbagetrækning, der følger efter, koster mere, end åbningen gav.
- Sig det til dig selv først. Sig “jeg er bange for det her”, hvor du ellers ville sige “jeg er selvstændig”, og læg mærke til, hvilken af dem kroppen er enig i.
- Skriv dine regler ned. Skriv det ned, du holder for sandt om nærhed, og se, hvor meget af det der er formuleret som en lov.
- Svar på én invitation om dagen. Tag det suk eller den bemærkning om ingenting, du ellers ville lade passere, og svar på den højt. Én om dagen er et sted at begynde og ikke en klinisk grænse.
- Bliv et par minutter længere. Bliv i rummet forbi det punkt, hvor du ellers ville have fundet noget, der skulle ordnes.
- Gå langsommere, end det virker nødvendigt. At blive presset til at åbne dig, før du er klar, giver frygten ret.
Terapi lægger et forhold til, hvor åbningen er til at overleve og sker jævnligt, og hvor jeg kan standse dig i det øjeblik, du træder tilbage, og ikke lang tid bagefter. Hvis du hellere vil tale om det, før du binder dig til noget, er det gratis afklarende opkald på 30 minutter et godt sted at begynde.
Skridtene er ikke nok alene, så længe tilbagetrækningen stadig er hurtigere end din opmærksomhed på den, og det er der, de fleste begynder. De er helt de forkerte skridt, hvis din afstand er et præcist svar på, hvordan din partner behandler dig, for så hører arbejdet til i forholdet og ikke i din frygt. Det er svært at skelne de to fra hinanden indefra, og det er den del, der er værd at tage med til en, der står udenfor.
Ofte stillede spørgsmål
Skal jeg gå i individuel terapi eller parterapi med det her?
Begynd med individuel terapi, hvis mønstret har fulgt dig gennem mere end ét forhold, og overvej parterapi, hvis det kom med den partner, du har nu. Er du i tvivl, kan vi sagtens afgøre det i den første session i stedet for før.
Skal min partner med?
Nej, det meste af det her arbejde er individuelt. Fortæl din partner, hvad du arbejder med, for de små vendinger mod dem vil ændre sig, og de fortjener at vide hvorfor.
Hvad sker der egentlig i sessionerne?
Jeg sænker tempoet i det øjeblik, du træder tilbage, indtil du kan se det ske, og så bliver du i det lidt længere, end der er behageligt. Meget lidt af det er gode råd.
Skal jeg tale om min barndom?
Kun i det omfang, den forklarer, hvad der sker i din krop nu. Det tidlige stof fortjener sin plads ved at gøre nutiden tydeligere og aldrig ved at blive gravet frem for sin egen skyld.
Hvad hvis jeg begynder i terapi og så vil stoppe?
Så stopper du. At sige højt, at du vil stoppe, åbner ofte for det mest nyttige, vi kan tale om.
Trangen til at flygte fra kærlighed giver mening, når man ser den gennem tilknytningen, og det gør jeg i tilknytningsterapi i København.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
- Giovazolias, T. og Paschalidi, E., The Effect of Rejection Sensitivity on Fear of Intimacy in Emerging Adulthood: A Moderated-Mediation Model, European Journal of Psychology Open, 2022
- The Gottman Institute, Want to Improve Your Relationship? Start Paying More Attention to Bids
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.