Kort fortalt
Du kan være med i det hele og alligevel ikke være inviteret til noget. Det er en særlig dansk form for ensomhed, og den er sjældent en dom over, hvor rar du er at være sammen med. Her kan du læse, hvad der bliver holdt tilbage, når du står udenfor herhjemme, og hvad der flytter det.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Den høflige mur. Klienter fortæller mig, at det sværeste er, at ingen nogensinde er uhøflige, så der er intet at pege på og intet at tage op.
- Tvivlen på varmen. Klienter, der havde et let og åbent socialt liv i udlandet, begynder at tvivle på, om de nogensinde var så vellidte, som de troede.
- Invitationen, der aldrig kommer. Klienter beskriver at vente, nogle gange i over et år, på en genvisit, og så stille beslutte sig for at holde op med at invitere.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Er det mig, eller lukker danskerne virkelig ikke folk ind?
Der sker noget virkeligt, og det handler mest om, hvordan kontakt begynder her, og ikke om, hvordan du virker.
I mange af de lande, du har boet i, kom en del af det sociale liv af sig selv. Nogen kommenterede dine indkøb, sidemanden spurgte til din weekend, en fremmed holdt dit blik et sekund længere end nødvendigt. I Danmark er det lag tyndt, og efter år væk lægger du mærke til det på en måde, du ikke gjorde, før du rejste. Fraværet er ikke neutralt, og kroppen registrerer det: den lidt hule gåtur hjem, fornemmelsen af at være gået gennem en hel dag uden at røre ved nogen.
Så nej, du bilder dig ikke tyndheden ind. Det, du måske tager fejl af, er det næste skridt: at læse tyndheden som en afvisning. Og det gør ondt på en særlig måde, fordi det er dit eget land. Du havde regnet med at komme hjem og ikke med at skulle ind.
Hvorfor bliver venlighed aldrig til venskab?
Venlighed og venskab kører på hvert sit spor, og det første bliver næsten aldrig til det andet af sig selv.
Kollegerne er søde. Naboen sludrer ved skraldespandene. De andre forældre er helt fine. Intet af det udvikler sig, og efter et år begynder du at spekulere på, hvad du gør forkert. Som regel er svaret ikke en evne, du mangler, men en mængde tid, du ikke har nået. En analyse af to grupper satte overgangen fra bekendt til løs ven til omkring 40 til 60 timer sammen, og over 200 timer, før folk kaldte hinanden nære venner1. Forfatteren siger selv, at tallene er grove: deltagerne var amerikanske studerende og voksne, der lige var flyttet, timerne var deres egne skøn, og ældre voksne har måske brug for flere.
Tag tallene som en størrelsesorden og ikke som et mål. Det brugbare er formen: venskab bliver bygget af ophobet almindelig tid, og dansk voksenliv giver meget få steder, hvor den tid hober sig op af sig selv. Gymnasiet gjorde det. Håndboldklubben som 14-årig gjorde det. Dine gamle venner har haft årevis til at fylde deres kalender, mens du var væk, og et kontor, hvor alle går klokken 16, gør det ikke for dig.
Det er her, knuden sidder. Du vil gerne have, at den venlighed, du får, betyder noget, og den betyder faktisk noget, bare ikke det, du læser ind i den. At beslutte, at varmen er falsk, koster dig det eneste, du rent faktisk har.
Hvad er det egentlig, jeg beder om, når jeg vil lukkes ind?
De fleste, der siger, at de mangler venner herhjemme, beder om noget mere præcist: at blive kendt af en, der ikke er forpligtet til at kende dem.
Det er værd at skille trådene ad, for de har forskellige svar. Selskab en tirsdag aften er én ting. En, der ville opdage det, hvis du forsvandt i to uger, er en anden. En kreds, der regner dig med i sine planer, uden at du selv skal arrangere det, er en tredje. Folk kommer til min praksis og siger, at de ikke har nogen venner i København, og når vi sætter tempoet ned, er der tit fire eller fem mennesker, de ser jævnligt, og ingen, de kan være uinteressante sammen med.
For båndene midt imellem er der for nylig foreslået et begreb, på engelsk kaldet fringeships: bekendtskabet fra træningscentret, kollegaen, du kan lide, naboen, du hilser på hver dag2. Pointen er, at de forbindelser har værdi i sig selv, giver en vis følelse af at høre til, og for det meste ikke bliver til venskaber. Artiklen er et forslag til, hvordan man kan tænke om dem, og ikke et forskningsresultat, så tag den som en måde at se på.
At regne de forbindelser for virkelige ændrer regnestykket i din uge. Det erstatter ikke det menneske, du kan være uinteressant sammen med, og jeg vil ikke lade, som om det gør.
Hvad gør en vinter med det her ved mig?
Skaden er sjældent ensomheden i sig selv. Det er den konklusion, du når frem til om dig selv, mens du er ensom.
Først kommer trætheden, så tilbagetrækningen og så forklaringen. Du holder op med at foreslå ting, fordi de sidste tre forslag ikke førte nogen vegne. Du siger nej til den ene invitation, du får, fordi det at være munter i tre timer er mere, end du har. I februar er historien som regel gået fra, at det her land er svært at komme ind i, til noget fladere og mere personligt om, hvordan du er.
Hold øje med det øjeblik, hvor du begynder at afvise dig selv på forhånd. Det viser sig som en bestemt tanke ved døren til en fest: at ingen derinde vil tale med dig, så du går tidligt. Den beskytter, og den er dyr, fordi den fjerner det eneste, der kunne modbevise den.
Jeg vil være forsigtig her. At presse dig selv ud i mere socialt samvær er ikke automatisk svaret, og gør du det til en disciplin, bliver aftenerne som regel værre. Målet er at forhindre, at oplevelsen størkner til en kendsgerning om dig.
Hvad kan jeg gøre anderledes uden at blive en anden?
Vælg steder, der giver gentagelse, og hold op med at gå til prøve de steder, der ikke kan. En fest fuld af fremmede er det sværeste sted at få en ny ven. De samme ni mennesker hver onsdag i et år er det letteste.
- Byt bredde for gentagelse. Én aktivitet, du vender tilbage til hver uge, gør mere end 10 nye arrangementer. Pointen er ikke aktiviteten, men at være et kendt ansigt længe nok til, at det ikke koster nogen noget at henvende sig til dig.
- Gør invitationen lille og konkret. En kop kaffe efter holdet på torsdag er let at sige ja til. Middag hjemme hos dig er en forpligtelse, mange udskyder frem for at afslå, og det læser du som en afvisning.
- Regn med at være den, der spørger. I lang tid, sandsynligvis. Det er ikke et tegn på skævhed, men på, hvem der har et ledigt hul i kalenderen.
- Sig det akavede ligeud. Antydninger virker ikke. Jeg er lige kommet hjem og vil gerne have flere mennesker i mit liv, har du lyst til en kop kaffe, er usædvanligt, og det virker langt oftere, end det slår fejl.
- Hold fast i én forbindelse, der ikke koster noget. En ven fra dine år i udlandet, som allerede kender dig. Det beskytter dig mod i en dårlig måned at beslutte, at du aldrig var interessant.
Der er en grænse for, hvad noget af det her når. Har fladheden varet i måneder, har den flyttet ind i din søvn og dit arbejde, og er din måde at tale til dig selv på blevet hård, så er flere invitationer ikke behandlingen, og at fejle med dem vil bekræfte det forkerte. Det samme gælder, hvis det at stå udenfor herhjemme har vækket noget meget ældre, fra længe før du rejste. Det er der, det er værd at sætte sig ned med nogen og se ordentligt på det, i rummet på Møntergade i København eller online, hvis du endnu ikke er helt landet.
Ofte stillede spørgsmål
Er det at føle sig holdt udenfor virkelig værd at gå i terapi med?
Ja, især når det er begyndt at ændre din mening om dig selv. De fleste venter, til de er langt inde i den forandring, selv om det nyttige øjeblik var tidligere.
Vil en terapeut bare sige, at jeg skal melde mig ind i en forening?
Nej, og hvis det var svaret, havde du ikke brug for mig til at sige det. Det mere interessante spørgsmål er som regel, hvad der sker i dig i det øjeblik, du tager kontakt, for det er der, de fleste stopper.
Kan vi tage sessionerne online, hvis jeg ikke bor i København?
Ja, sessionerne kan foregå online på video eller ansigt til ansigt i København, og du vælger selv. Mange, der lige er kommet hjem, begynder online og skifter til rummet, når hverdagen har sat sig.
Min partner er ikke dansk. Skal de med?
Kom alene først. Når den ene er hjemme og den anden ikke er, bliver ensomheden hurtigt til et fælles skænderi om, hvis skyld det er, og det er lettere at rede din del ud alene, før du tager din partner med.
Hvordan ved jeg, om det handler om Danmark eller om mig?
Som regel er det begge dele, og det er forholdet mellem dem, arbejdet finder ud af. Har du haft det let socialt andre steder, er det en nyttig oplysning og ikke et bevis på, at intet af det her er dit.
Er det begyndt at gøre ondt at stå udenfor, efter du er kommet hjem, kan vi tale om det i psykoterapi ved hjemkomst til Danmark.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
- Hall, J. A., How many hours does it take to make a friend?, Journal of Social and Personal Relationships, 2019
- Fingerman, K. L., Birditt, K. S., Fiori, K. L., Hall, J., Huxhold, O., Rauer, A., Sandstrom, G. M. og Sprecher, S., More than an acquaintance less than a friend: fringeships in everyday life, Review of General Psychology, 2025
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
