Kort fortalt
Familien er det ene sted, hvor du fik tildelt din rolle, før du kunne læse, og hvor alle stadig kan deres replikker. Derfor kan et voksent menneske gå ind ad en velkendt dør og mærke sit ordforråd skrumpe. Her ser vi på, hvordan rollerne bliver fordelt, hvorfor de holder, og hvad du faktisk kan flytte.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Stemmen skifter først. Klienter fortæller mig, at de hører deres eget toneleje ændre sig få minutter efter, de er kommet ind ad døren, før der overhovedet er dukket et emne op, der kunne forklare det.
- Alle forsvarer hver sin udgave af det samme. Klienter beskriver skænderier, hvor ingen lyver, og hvor ingen 2 mennesker beskriver den samme eftermiddag.
- Rollen overlever husstanden. Klienter, der ikke har boet hjemme i 20 år, finder stadig det gamle job ventende ved døren, og de tager det stadig.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor bliver jeg teenager igen ved mine forældres bord?
Fordi rummet stadig kører efter et ældre regelsæt, og du lærte det, før du kunne sætte spørgsmålstegn ved det. Nogen bruger en bestemt tone om dit arbejde, din madlavning eller den måde, du opdrager dine børn på, og du hører det fra den plads, du havde som 15-årig, og ikke fra den, du har nu. Svaret, der kommer ud, er hurtigere og mindre end det, du ville give alle andre.
Det er ikke et tegn på, at du mangler modenhed. Familien er den mest indøvede gruppe, nogen af os hører til. Tusindvis af små udvekslinger har lært alle, hvor de skal stå, hvem der taler først, hvilke emner der bliver lagt fra sig, og hvem der glatter ud, når noget går galt. De aftaler er aldrig blevet taget op til revision, fordi ingen skriver dem ned, og ingen behøver det. De kører bare, og de kører hurtigt.
Hvem bestemte, hvem jeg skulle være?
Ingen bestemte det. Rollerne blev besat, ofte inden du var 7 år, og derefter bekræftede alt dem. Ét barn bliver den ansvarlige, et andet den besværlige, et tredje den nemme, der ikke laver ballade og derfor får mindst opmærksomhed. Når en rolle først er din, læser familien din opførsel gennem den, og så hober beviserne sig op.
- Den dygtige. Får at vide, hvor stærk hun eller han er, og lærer, at det at have det svært er en måde at svigte andre på.
- Den, der holder freden. Aflæser stemningen, før nogen har sagt noget, og mister overblikket over, hvad hun eller han selv mener.
- Den, der bærer uroen. Udtrykker det, familien ikke vil sige højt, og bliver behandlet som årsagen til det.
- Den, der rejste. Får plads til at blive sig selv og bliver stille og roligt holdt fast som den, der holdt op med at komme.
Når et barn tidligt har påtaget sig voksent ansvar, for en forælder, der havde det svært, eller for yngre søskende, er mønstret blevet undersøgt under navnet parentificering. Et review af 95 studier fandt, at de hyppige følger var indadvendte og udadvendte vanskeligheder og belastning af det fysiske helbred, men også reel kompetence og gode måder at klare sig på hos nogle af børnene, og at forskellen hang sammen med tilknytning, følsomhed over for afvisning, og om der var andre, der støttede dem1. Studierne målte vidt forskellige ting, så det beskriver en spredning og ikke en regel. Det er værd at sige ligeud, fordi dem, der bar en husstand som unge, ofte kommer med en forestilling om, at de slap helskindet fra det, eller at det ødelagde dem, og som regel er det ingen af delene.
Hvorfor tæller intet af det, jeg har forandret?
Fordi familien arbejder ud fra et ældre billede af dig, og ny viden bliver arkiveret som en undtagelse. Du har bygget et liv op, som din familie aldrig har set dig leve. De ser dig et par dage ad gangen, under forhold, der næsten er skabt til at fremkalde den gamle adfærd, og konkluderer, at du ikke har forandret dig ret meget.
Det går begge veje, og den anden halvdel er sværere at tage imod. Du gør det samme ved dem. Den forælder, du skændes med inde i hovedet, er ofte nogle år forældet, og den søskende, du har afskrevet, har sandsynligvis også flyttet sig. At se det løser ikke noget i sig selv. Men det ændrer, hvad du kigger efter, næste gang du træder ind ad døren, og det er noget andet end at skulle bevise noget.
Hvorfor kommer de samme 3 roller igen og igen?
Fordi hver af dem har brug for de 2 andre, og familier er meget gode til at besætte ledige pladser. Transaktionsanalyse beskriver en hurtig rotation, som enhver gruppe kan falde ind i: én har det svært, én træder til for at ordne det, og én bliver udpeget som årsagen. Pladserne bytter, som regel uden at nogen lægger mærke til det øjeblik, det skete.
Du kan se det en helt almindelig søndag. Der bliver klaget over et familiemedlem, som ikke er til stede. Nogen forsvarer vedkommende, hvilket sætter den, der klagede, i et dårligt lys, og så bliver emnet bredt ud til noget ældre. 20 minutter senere kan ingen huske, hvad det startede med, og 2 mennesker taler ikke sammen. Intet af det krævede onde hensigter. Det krævede kun, at alle indtog den plads, de altid indtager.
Gør afstanden det lettere eller sværere?
Den ændrer formen på det svære snarere end at fjerne det. Mange, der er flyttet til København fra en anden del af landet, eller hvis familie bor langt væk, oplever, at besøgene bliver presset sammen til få intense dage, hvor alle er på deres bedste og værste opførsel på én gang. Den almindelige kontakt i hverdagen, som ville lade folk opdatere billedet af hinanden, finder aldrig sted.
Afstanden giver dig også noget virkeligt. Den rolle, du spiller derhjemme, har mindre greb om dig, når du ikke er i huset, og et liv, din familie ikke har skrevet manuskriptet til, er lettere at bygge et andet sted. Prisen er, at du ofte får at vide, at du er blevet fjern, og at et besøg nu bærer vægten af et helt år. Begge dele er sandt på samme tid, og det er derfor, så mange beskriver turen hjem med en blanding af længsel og uro i maven.
Hvad kan jeg faktisk ændre, og hvornår er det ikke nok?
Du kan ikke give nogen andre en ny rolle. Du kan holde op med at tage imod den, du får rakt, og det ændrer, hvad der er muligt for alle i rummet. Det er langsommere og langt mindre tilfredsstillende end at blive forstået, og det er det eneste håndtag, du med sikkerhed har.
- Læg mærke til overdragelsen. Der er som regel en sætning, et blik eller et suk, der rækker dig den gamle rolle. At fange det er det meste af arbejdet.
- Svar på indholdet, ikke på pladsen. Svar på det, der blev sagt, og lad rangen ligge, hvor den faldt. Det er noget andet end at lade, som om du ikke hørte den.
- Gør besøget kortere, ikke kontakten. 3 dage 2 gange om året er ofte mildere for alle end 14 dage én gang, og det holder mere af forholdet i live.
- Vælg det ene forhold, du vil ændre. At arbejde på hele familien på én gang er den sikre vej til at blive udmattet, uden at noget flytter sig.
Der findes familier, hvor det her er den helt forkerte ramme. Gør nogen i familien dig bange, styrer nogen pengene eller din adgang til andre i familien, eller sætter kontakten dig ud af spillet i dagevis hver gang, så er opgaven ikke at holde din plads mere dygtigt. Er du den eneste, der bærer en forælder, som har brug for reel omsorg, er trætheden ikke et mønster, der skal forstås, men en byrde, der skal deles, og det er værd at blive klar over, hvem der kunne tage noget af den. Og kan du ikke finde ud af, hvad du føler for nogen af dem, hvilket sker tit, er den forvirring et fornuftigt sted at begynde og ikke et tegn på, at du ikke er klar. Jeg tilbyder sessioner i min praksis på Møntergade i København. Læs mere om psykoterapi i København.
Ofte stillede spørgsmål
Kan terapi hjælpe, hvis min familie aldrig ændrer sig?
Ja, for det, vi arbejder med, er din plads, og det er den del af ordningen, du selv har myndighed over. De fleste oplever, at besøgene ændrer sig, før nogen andre gør noget anderledes.
Skal jeg gennemgå hele min barndom?
Kun så langt det er nyttigt, og som regel mindre, end folk forventer. Det meste af arbejdet foregår med udvekslinger fra nu, og historien kommer frem, når den forklarer noget, du lever med i dag.
Hvad sker der i en session, hvis det her er mit mønster?
Vi tager et nyligt besøg eller en telefonopringning og sætter tempoet ned, indtil du kan mærke, hvor du gav dig selv fra dig. Det øjeblik er konkret, og når du kender det, kan du se det komme.
Er det bedst at komme før eller efter et besøg?
Begge dele virker, og de giver dig forskelligt at arbejde med. Før et besøg kan du gøre dig klart, hvad du gerne vil have til at være anderledes, og bagefter har du det virkelige forløb at se på i stedet for det, du forventede.
Ender det med, at jeg bryder med folk?
Det er ikke målet, og det er sjældent det, der sker. De fleste vil have mindre af en bestemt slags udveksling, ikke mindre af et familiemedlem, og at blive klar over forskellen er en del af arbejdet.
Kender du den rolle, du får rakt, hver gang du kommer hjem, kan jeg hjælpe dig med at se, hvad der får dig til at tage imod den, i psykoterapi i København.
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
