Kort fortalt
Det er arbejde at holde en udgave af sig selv kørende, og trætheden er regningen. Forestillingen er sjældent forfængelighed. Den blev bygget for at holde dig tryg i rum, hvor det ikke var trygt at være ligefrem. Artiklen ser på, hvad den beskyttede, hvorfor det føles farligt at lægge den fra sig, og hvor man begynder.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Forestillingen er som regel gammel. Klienter kan ofte datere begyndelsen til et bestemt hjem eller en bestemt skole, længe før den opgave den løser nu.
- Den koster mest, hvor der er mindst brug for den. Klienter beskriver den største anstrengelse sammen med dem, der ville have mindst imod, at de holdt op.
- At lægge den fra sig giver blottelse før lettelse. Klienter regner med at føle sig frie og bliver bange i stedet, og det er ofte derfor forsøget bliver opgivet tidligt.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor føles det risikabelt bare at være mig selv?
Fordi det var det på et tidspunkt, og den del af dig, der lærte det, har ikke fået besked om, at situationen er en anden.
De fleste kan finde det rum, hvor det begyndte. Et hjem, hvor én persons humør skulle håndteres af alle andre. En klasse, hvor det var dyrt at skille sig ud. Et første job et sted, hvor ingen havde skrevet reglerne ned. Det, du byggede der, var klogt. Du læste, hvad rummet ville have, og du leverede det, og det virkede, og det er netop vanskeligheden. Strategier, der virker, bliver aldrig taget op til revision.
Så står 2 ting side om side. Du vil gerne være kendt. Du bliver ved med at producere en udgave, der er lettere at kunne lide end at kende. Begge dele er dine, og den anden er forsigtighed snarere end uærlighed. Den har mange års tjeneste bag sig.
Er der en rigtig mig under det, eller har jeg fundet på en?
Der er noget under den, og det er som regel mindre og mere konkret, end folk regner med.
Folk kommer og forventer at finde en skjult personlighed, der er modigere og mere interessant end den, de viser. Det, der faktisk dukker op, er beskedent: et sæt præferencer, irritationer og behov, som aldrig fik lov at tælle for noget. Den samme person med redigeringen slået fra, ikke en anden person, der venter bag en dør.
At føle sig uden for sig selv er heller ikke én oplevelse. I en tværkulturel undersøgelse med 523 voksne, der beskrev en anledning, hvor de følte sig mest eller mindst som sig selv, delte beretningerne om at føle sig mindst som sig selv sig i forskellige typer, blandt andet en selvbevidst og iagttaget udgave og en flad og tom en; deltagere med øst- og sydasiatisk baggrund rapporterede desuden den intense, usædvanlige form for autenticitet sjældnere end vestlige deltagere.1 Begivenhederne blev husket og ikke registreret undervejs, så hukommelsen former dem, og det kulturelle mønster beskriver grupper og ikke et enkelt menneske. Det passer med det, jeg hører. At blive iagttaget og at føle sig flad er 2 forskellige klager, og de kræver hver sit arbejde.
Hvorfor er det sværest med dem, jeg helst vil tæt på?
Fordi jo mere der er at miste, jo mere omhyggeligt styrer du, hvad de får.
Med fremmede koster forestillingen ingenting. Falder den ikke i god jord, sker der ikke noget. Med en partner, en nær ven, de mennesker du har bygget et liv iblandt, ser regnestykket anderledes ud. Hvis de mødte den ligefremme udgave og blev tavse, ville du ikke have nogen anden forklaring at ty til. Så stiger redigeringen præcis der, hvor du helst ville have haft den til at falde væk.
Det dukker ofte op hos folk, der bor et andet sted end der, hvor de voksede op. Et andet sprog giver dig et lidt mindre jeg at arbejde med, og en kultur, man lærer som voksen, giver regler, man følger, og ikke regler, man mærker. Noget af det, der bliver læst som at være uægte, er forsinkelsen mellem at vide, hvad der forventes, og at finde det naturligt.
Hvad blev denne udgave af mig bygget for at beskytte?
Som regel en følelse, der ikke var velkommen i det rum, hvor du lærte det her.
- Behov. At ville have noget åbent, et sted hvor det at ville noget blev behandlet som et krav.
- Vrede. At have en indvending, et sted hvor indvendinger kostede mere, end de var værd.
- Almindelighed. At være uanselig, et sted hvor opmærksomhed var noget, man gjorde sig fortjent til ved at præstere.
- Ikke at vide. At være usikker højt, et sted hvor usikkerhed ikke var trygt at indrømme.
Winnicott beskrev et selv, der bliver sat sammen for at møde det, omgivelserne kræver, med det mere spontane holdt bagved. Jeg synes, beskrivelsen er brugbar, fordi den forhindrer det i at være en karakterbrist. Noget blev beskyttet, kompetent, af en yngre udgave af dig med færre muligheder, end du har nu.
Hvad hjælper, og hvornår er det større end en vane?
Begynd der, hvor omkostningen er høj og risikoen lav, og det er sjældent det samme sted.
- Vælg 1 lille sand ting. En præference om, hvor I skal spise, en mening om en film. Størrelsen betyder mindre end det, at den ikke blev regnet igennem først.
- Hold øje med, hvad kroppen gør bagefter. Stikket af blottelse går som regel over på under et minut, og det ændrer, hvad du tør prøve næste gang.
- Læg mærke til, hvem du ikke spiller over for. Der er som regel nogen. Det, der er anderledes ved dem, er værd at vide.
- Hold op med at måle resultatet. At tjekke, hvordan den ligefremme udgave blev taget imod, er forestillingen, der kommer igen i et andet kostume.
Det er ikke nok i alle tilfælde. Kører forestillingen uafbrudt, leder du efter en præference af din egen og finder ingenting, giver det panik og ikke bare ubehag at lægge den fra sig, eller er det, der skal blive skjult, noget du aldrig har fortalt nogen, er det dybere end en vane, og så er det den hårde vej at gøre det alene. Det samme gælder, hvis det at være skjult holder dig tryg over for nogen i dit liv lige nu og ikke over for et minde, for det er en anden situation og skal behandles som en.
Det meste af det, jeg ser på det her, er ikke en jagt på en mere sand personlighed. Det er at finde ud af, hvad udgaven var til, hvem den blev bygget til, og hvad der bliver muligt, når den ikke længere kræves i rummet. Psykoterapi i København er stedet at se på det, og handler det meste om skam over det, der holdes skjult, er terapi mod skam et sted at begynde. Jeg arbejder både online og ansigt til ansigt, og du kan begynde med et gratis opkald på 30 minutter.
Ofte stillede spørgsmål
Kan terapi ændre det, eller er det bare min personlighed?
Det ændrer sig, for forestillingen er et indlært svar og ikke et fast træk. Det, der som regel flytter sig først, er, hvad den koster dig, før hvor ofte den kører.
Skal jeg vide, hvad jeg skjuler, før jeg kommer?
Nej, og det gør de fleste ikke. Det er lettere at finde i rummet end alene, for mønsteret plejer at vise sig i selve samtalen.
Skal jeg tale om min barndom?
Kun hvor det er brugbart, og ikke som udgangspunkt. Omkostningen lige nu er som regel den mere ærlige vej ind, og historien melder sig, når den bliver relevant.
Hvad hvis jeg også spiller en rolle i sessionerne?
Det gør du sandsynligvis i starten, og det er brugbart materiale og ikke et problem. At se det ske foran mig er ofte den hurtigste vej til at se, hvordan det sker andre steder.
Hvad hvis jeg ikke kan sætte ord på det?
Så begynder vi med det, du kan beskrive, og lader resten komme. Det er almindeligt ikke at have ordene, og det er sjældent en forhindring i særlig lang tid.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
