Er det mig, der er blevet fjern for mine gamle venner?

Hvorfor synes mine gamle venner, jeg er fjern, når jeg føler mig åben?

Mennesker aflæser adfærd, og den adfærd, du beskriver, er for det meste at vente.

Indeni er du interesseret, til rådighed og glad for at blive spurgt. Udadtil svarer du på beskeder i stedet for at sende dem, siger ja til invitationer i stedet for at lave dem og svarer lidt kortere på spørgsmål, end du selv spørger. Hver for sig er det småting. Tilsammen fortæller de alle, der kigger med, at du har det fint på den her afstand. Ingen kan se den del af dig, der håber på mere, og de fleste vil ikke lede efter den.

Når du kommer hjem efter mange år ude, rammer det hårdere, fordi den anden sandsynligvis også venter. Dine venner har levet videre, fået børn, nye kolleger og faste aftener, og de ved ikke, om du stadig vil have plads i det. Hvor begge sider er lidt tilbageholdende, kan to mennesker, der begge ønsker nærhed, holde deres position i et år, uden at noget flytter sig. Det er ikke så meget en misforståelse som et dødvande, som ingen af jer ville kalde et dødvande.

Hvad beskytter min tilbageholdenhed mig imod?

Som regel øjeblikket, hvor du tilbyder noget og ser, at det ikke bliver taget imod.

En invitation, der ikke bliver besvaret, gør ondt på en helt bestemt måde. Den er lille, den kan bortforklares, og den fortæller dig noget, du helst ikke ville have bekræftet. Måske at du er blevet en gæst i det liv, du forlod. At vente fjerner den risiko helt. Du kan ønske nærhed så meget, du vil, og så længe du aldrig beder om den, kan intet blive afvist. Bagsiden er, at du heller aldrig finder ud af, at den ville være blevet taget imod.

For nogle er det en gammel form og ikke noget, hjemkomsten skabte. Hvis det tidligt i livet var usikkert at række ud, hvis det at spørge nogle gange blev mødt med varme og andre gange med irritation, bliver det at lade være den fornuftige indstilling, og den bliver ved med at være slået til længe efter, at omstændighederne har ændret sig. Jeg kan ikke herfra sige, hvilken af delene du bærer på. Det nyttige spørgsmål er, om tilbageholdenheden begyndte, da du kom hjem, eller om du kender den fra alle de andre steder, du har boet.

Er det dem, der har lukket sig, eller bruger jeg det som skjul?

Begge dele kan være sandt på én gang, og det andet er det, der fortjener din opmærksomhed.

• Det, du har mistet, er virkeligt. Mens du var væk, er der opstået vaner, grupper og fortrolighed, du ikke var en del af, og det tager tid at finde ind i dem igen.
• Det er også et perfekt alibi. “De har jo deres eget liv nu” giver dig en grund til ikke at gøre noget, som ingen vil sætte spørgsmålstegn ved, heller ikke dig selv.
• Prøven er lille. Én konkret invitation til én bestemt ven fortæller dig mere om din situation end endnu et år med at iagttage, hvordan alle andre har det.
• Svaret er brugbart, uanset hvad det bliver. Bliver den taget imod, var det ikke afstanden i årene, der stod i vejen. Bliver den afslået to gange, uden at der kommer noget tilbage, har du lært noget virkeligt om den ene person og ikke om alle dine gamle venner.

Mange, der kommer hjem, bliver også overraskede over, hvor tilbageholdende hverdagen virker, efter at de har vænnet sig til andre måder at mødes på ude. Den forklaring kan være rigtig, og den bliver et problem i det øjeblik, den forklarer alt. En forklaring, der dækker alle tilfælde, holder op med at fortælle dig noget om dit eget.

Hvor lang tid skal det tage?

Længere, end det føles, som om det burde, og det er timerne, de fleste undervurderer.

I den forskning, jeg har læst, blev amerikanske voksne, der lige var flyttet, og for sig førsteårsstuderende spurgt, hvor meget tid de havde brugt sammen med en person, før forholdet blev til et løst venskab og siden et nært. De to grupper gav meget forskellige tal, omkring 40 timer i den lave ende for et løst venskab og over 200 timer for et nært i den høje ende.¹ Timerne var selvrapporterede og husket bagefter, og forskeren skriver selv, at overgangene sandsynligvis skete tidligere, end tallene antyder, så det er ikke et mål for noget. Det, tallene giver, er en fornemmelse af størrelsesorden. Undersøgelsen handlede om nye venskaber, men jeg ser det samme, når gamle skal bygges op igen: nærhed bliver lavet af almindelig, gentagen og ret uspektakulær tid, og det meste af den tid skal bruges, før noget føles som venskab igen.

Tæller du i møder og ikke i timer, konkluderer du alt for tidligt, at det ikke virker. Seks gode aftener fordelt over et halvt år er kun få timer i alt. Det er ikke et venskab, der er gået i stykker. Det er et venskab, der knap nok er kommet i gang igen.

Hvad kan jeg gøre, uden at det føles som at spille en rolle?

Gør tilbuddet mindre og hyppigere i stedet for varmere.

• Send den besked, du selv venter på. Én linje, ingen anledning, ingen undskyldning for at skrive. Indholdet betyder langt mindre end, hvem der sendte den.
• Inviter med til noget, der allerede findes. Din løbetur, din svømning om torsdagen, det, du alligevel gør. Ingen skal tage stilling til, om de kan lide dig nok til at bruge en hel aften på at finde ud af det.
• Gentag i stedet for at skrue op. Den tredje helt almindelige kop kaffe gør mere end én omhyggeligt planlagt middag, og den koster dig mindre, hvis den ikke fører nogen vegne.
• Lad én ting være upoleret. En ærlig mening, noget du synes er svært, det, at du blev skuffet. Én af dem om måneden er nok til at ændre, hvad du er for nogen.
• Tæl i timer, ikke i uger. Det forhindrer dig i at beslutte i uge seks, at et venskab ikke er kommet igen, når der næsten ikke er brugt tid i det endnu.

Det her hjælper, når afstanden er en vane med at vente. Det hjælper mindre, hvis det, der holder dig tilbage, er en gammel forventning om, at det ender dårligt at række ud, for så bekræfter hver ubesvaret besked noget, du allerede tror på, og så er det troen og ikke beskeden, der skal ses på. Det er også værd at være ærlig om dem, du venter på. Nogle er tilbageholdende og til at nå. Andre har simpelthen ikke plads til at genoptage et venskab lige nu, og ingen mængde tålmodighed fra din side ændrer på det. At skelne mellem de to er tit lettere sammen med en, der står uden for situationen.

Jeg tilbyder sessioner både ansigt til ansigt i København og online på video, så du kan begynde, mens du stadig bor ude, eller komme ind i psykoterapi ved hjemkomst til Danmark, når du er landet. Du vælger selv, hvad der passer dig.

Ofte stillede spørgsmål

Kan terapi ændre på, at jeg er fjern?

Det, der ændrer sig, er ventetiden, som er en adfærd, og ikke dit temperament, som ikke er det. Du kan godt blive ved med at være et privat menneske og alligevel være den, der tager det første skridt.

Skal jeg arbejde med det alene eller sammen med nogen?

Alene virker, når du ved, hvad du beskytter, og sammen med nogen, når du ikke gør. De fleste kan beskrive vanen længe før, de kan se, hvad den skal bruges til.

Hvad ville de første sessioner handle om?

Ét virkeligt venskab og det præcise øjeblik i det, hvor du trådte et skridt tilbage. Det øjeblik rummer som regel hele mønstret i miniature.

Hjælper det, at det handler om venner og ikke om en partner?

Venskaber viser mønstret tydeligere, fordi der står mindre på spil, og intet holder dig i rummet. Det, du finder der, gælder som regel også for de tættere forhold.

Kan sessionerne foregå online, mens jeg stadig bor i udlandet?

Ja, du kan vælge sessioner online på video, hvor du end bor, eller ansigt til ansigt i København. Mange begynder over video før hjemkomsten og fortsætter i rummet, når de er flyttet hjem.

Er du kommet hjem og kan ikke finde ind til dine gamle venner igen, arbejder jeg med netop det i psykoterapi ved hjemkomst til Danmark.

Kilder

1. Hall, J. A., How many hours does it take to make a friend?, Journal of Social and Personal Relationships, 2019

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.