Hvordan lever jeg med angst, der aldrig holder op?

Hvorfor bliver den højere, når intet er galt?

Angsten venter på, at larmen holder op. Gennem en arbejdsdag er du optaget, og det at være optaget virker som en slags bedøvelse. I samme øjeblik kravene falder væk, sent om aftenen eller en tom eftermiddag, kommer følelsen, du har løbet fra, med ingenting foran sig.

Mange læser det som bevis på, at der er noget galt med dem, for frygten giver mindst mening præcis når livet ser mest overkommeligt ud. Det, jeg som regel finder, er, at roen ikke skabte frygten. Den holdt bare op med at skjule den. Årvågenheden kørte hele tiden, betalt med anstrengelse, og når anstrengelsen stopper, kommer regningen. Derfor kan hvile føles utrygt, og derfor fylder du måske en tom aften uden rigtig at beslutte det.

Mestrer jeg det, eller indretter jeg mit liv efter det?

Meget af det, der går for at være mestring, er en stille række aftaler med frygten. Du tager det tidlige tog, så du aldrig får travlt. Du øver samtalen fem gange, så du ikke kan blive taget på sengen. Du siger ja, før du har tjekket, om du har lyst. Hver af dem virker, og dét er vanskeligheden. Lettelsen kommer, angsten trækker sig en time, og aftalen er bekræftet som nødvendig.

• Indøvelse. At køre en begivenhed igennem på forhånd, så intet kan overraske dig, hvilket gør dig træt, før den begynder.
• Foregribelse. At sige ja, undskylde eller overforberede for at fjerne enhver risiko for en andens utilfredshed.
• Tilbagetrækning. At takke nej til det, du gerne ville, og forklare beslutningen for dig selv bagefter.
• Tjekken. At vende tilbage til beskeden, låsen eller tallet for en sikkerhed, der holder i sekunder.

Blandt 240 voksne på sundhedscentre i Spanien rapporterede de med angst både mere undgåelse af uønsket indre oplevelse og mindre deltagelse i givende aktivitet end folk uden følelsesmæssig belastning.¹ Undersøgelsen var et øjebliksbillede, og de fleste deltagere var kvinder, så den kan ikke sige, hvad der kom først. Den passer med det, jeg ser i rummet: jo mere af et liv der bliver indrettet efter ikke at mærke frygten, jo mindre bliver den del af livet, der er tilbage.

Hvorfor går kroppen i gang, før jeg ved, at jeg er bange?

Kroppen er hurtigere end forklaringen. Brystet strammer, kæben sætter sig, maven synker, og først bagefter leder hovedet efter en grund. Og fordi hovedet er godt til sit arbejde, finder det en, og den grund, det finder, er som regel den nærmeste bekymring: mailen, aftalen, det du sagde i sidste uge.

Det har betydning for, hvordan du svarer igen. At diskutere med emnet afgør sjældent noget, for emnet blev leveret bagefter. At lægge mærke til, hvor frygten faktisk sidder i dig, og blive der lidt længere, end der er behageligt, plejer at gøre mere end endnu en runde fornuft. Det er langsommere, og det kræver noget af dig, som fornuften ikke gør, og derfor griber de fleste af os først efter argumentet.

Hvad prøver frygten at passe på?

Angst er næsten altid loyal over for noget. Når jeg spørger, hvad en bekymring vogter over, er svaret ofte en relation, en standard eller en udgave af dig selv, det føles utrygt at lægge fra sig. Vagtsomheden siger: holder jeg øje, kan jeg ikke blive taget på sengen, og ingen får mig at se fejle. Det er ikke en urimelig position. Den er gammel, og den var brugbar engang.

Det er her, de to ønsker ligger side om side. Du vil gerne holde op med at holde vagt, og du stoler ikke helt på, hvad der sker, hvis du gør. Begge dele er sande på samme tid, og ingen af dem er den falske. At behandle angsten udelukkende som en fejl, der skal væk, overser det andet ønske, og det andet ønske er som regel grunden til, at det første går i stå. Spørgsmålet, der er værd at sidde med, er ikke, hvordan du slipper af med frygten, men hvad du ville komme til at mærke, hvis den ikke var der.

Hvad kan jeg gøre, når angsten allerede er her?

Begynd med kroppen, dernæst med aftalerne, og gem argumentet til sidst. Angst, der allerede kører, tager ikke godt imod at blive snakket til fornuft, og den tager dårligt imod at få at vide, at den er irrationel.

• Navngiv fornemmelsen før emnet. Sig, hvor den sidder, og hvordan den føles, uden endnu at afgøre, hvad den handler om.
• Gør udåndingen længere. Længere ud end ind, et minut eller to, mens du bliver, hvor du er, frem for at forlade rummet.
• Løsn én aftale. Tag den mindste tilpasning, du gør, lad den være ugjort én gang, og se, hvad der faktisk sker.
• Lad uvisheden stå. Afslut sætningen “det ved jeg ikke endnu” i stedet for at lukke den med en forudsigelse.
• Sæt én ting tilbage, du droppede. Noget du gjorde for dets egen skyld, ikke for dets beroligende virkning.

De hjælper inden for timen. De når ikke den del af angsten, der er gammel og loyal, og en svær uge er ikke bevis på, at intet virker. Har frygten indsnævret, hvad du er villig til at gøre, tager den det meste af din søvn, eller er det at håndtere den stille og roligt blevet dagens egentlige arbejde, hører det til i et rum med et andet menneske i frem for på en liste.

Det rum kan være psykoterapi i København, og terapi mod tankemylder passer, hvis hovedet aldrig falder til ro. Jeg arbejder både online og ansigt til ansigt, og en første samtale kan handle om ikke andet end, hvad du faktisk er bange for.

Ofte stillede spørgsmål

Har jeg brug for terapi, når jeg stadig klarer det hele?

At klare det er ikke det samme som at have det godt, og det er den hyppigste grund til, at folk venter langt længere, end de behøvede. Hvis det at holde sammen på det tager det meste af det, du har, er det en grund til at komme frem for en grund til at udsætte.

Bliver angsten værre af at tale om den?

At tale om den løfter ofte følelsen under en session, og det er som regel arbejdet frem for et tegn på skade. Tempoet er dit, og du bestemmer, hvad der bliver åbnet og hvornår.

Hvilken slags terapi hjælper mod angst?

Jeg trækker på psykosyntese, analytisk psykologi og tilknytningstænkning, hvilket passer til angst, der har været en del af dig længe. En kortere og mere struktureret tilgang kan passe til en ny og afgrænset frygt, og det siger jeg, hvis det er dét, der passer.

Kan jeg komme uden at vide, hvad jeg er bange for?

Ja, og ikke at vide det er et af de mere brugbare steder at begynde. Det ikke at vide er i sig selv information, og det plejer at løsne sig, når følelsen får mere plads, end den normalt får.

Er terapi det værd, når angsten kommer og går?

En angst, der trækker sig i uger og så vender tilbage, er værd at se på, for mønsteret i dens tilbagekomst bærer som regel meningen. Det, de rolige perioder har til fælles, er ofte lige så sigende som det, de svære har.

Kilder

1. Activation vs. Experiential Avoidance as a Transdiagnostic Condition of Emotional Distress: An Empirical Study. Frontiers in Psychology, 2018.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.