Hvorfor gør konstant stress mig så ulykkelig?

Hvorfor kan jeg beskrive presset, men ikke tomheden?

Pres har datoer på. Det har tomheden ikke, så den holder op med at ligne et problem og begynder at ligne dig.

Du kan gøre præcist rede for de næste seks uger. Hvad der skal afleveres, hvem der venter, hvilke aftener der ryger, hvornår det endelig letter. Så spørger nogen, hvad du har nydt den her måned, og svaret bliver tyndt. Det ene har kanter, du kan pege på. Det andet har ingen, og derfor bliver det lagt til side som temperament i stedet for som noget, der er sket for dig.

I praksis kører de to ting ikke ved siden af hinanden. Det koster at klare sig godt, og regningen bliver betalt af alt det, der ikke har en deadline. Turen rundt om søerne, du holdt op med at tage. Beskeden, du stadig ikke har svaret på. Timen efter aftensmaden, der plejede at være din. Der forsvinder ikke noget, du ville kalde et tab. Det, der går, er alt det frivillige, og det er dér, det meste af glæden boede.

Er jeg holdt op med at ville noget, eller har jeg bare ikke plads til det?

Begge dele sker, og indefra ligner de hinanden, og derfor tager folk fejl af sig selv.

Vedvarende krav indsnævrer opmærksomheden. De fleste under pres har ikke mistet evnen til at ville noget, de har mistet adgangen til den, for det at ville kræver en løs og uforstyrret opmærksomhed, som presset lukker ned først. Bliver du spurgt en tirsdag aften, hvad du har lyst til, og der kommer ingenting, er det som regel ikke mangel på lyst. Det er lyst, der ikke har haft nogen steder at gå hen længe nok til at holde op med at melde sig.

Under det ligger der dog forskellige situationer, og de er værd at holde adskilt.

• Tomhed, som presset har skabt. Interessen vender tilbage, i hvert fald delvist, inden for et par dage med en rigtig pause.
• Noget, der lå der i forvejen. Det var der før det her job, den her by og det her forhold, og fri ændrer ingenting.
• Et liv, der ikke passer længere. Du kan godt forestille dig at ville noget, bare ikke det her, og den tanke er ubehagelig nok til, at du hurtigt flytter dig fra den.

Hvilken af dem du sidder i, afgør, hvad der hjælper. At behandle den tredje som et spørgsmål om arbejdsmængde er grunden til, at nogle kommer hjem fra 14 dages ferie mere modløse, end da de tog af sted.

Hvorfor føles roen værre end travlheden?

Hvile afslutter kravet. Den giver ikke tilbage, hvad kravet fortrængte, og det er to forskellige opgaver med hver sin hastighed.

Søvn og to langsomme dage tager det værste af udmattelsen. De genopbygger ikke et venskab, der ikke er lagt noget i siden foråret, og de giver dig ikke fornemmelsen tilbage af, at dit liv er dit eget og ikke en liste, du arbejder dig ned ad.

Så letter presset, du venter på at få det bedre, og det, der dukker op, er en tomhed, der er sværere at sidde i, end travlheden var. De fleste læser det som bevis på, at stressen aldrig var det egentlige problem. Oftere er det den første periode med ro, der er lang nok til, at du opdager, hvad stressen dækkede over. At have travlt er en byrde og en bedøvelse på én gang, og når den stopper, mærker du det, den dulmede.

I København skærer vinteren det til. November og januar har få aftaler i sig af sig selv, og når det, der plejede at fylde ugen, var arbejde, står den første stille weekend tilbage med meget lidt andet end dig selv i. Det er ikke et tegn på, at noget er galt med dig. Det er bare første gang i lang tid, der har været plads nok til at mærke efter.

Er det arbejdet, eller bærer arbejdet noget andet?

Arbejdspres og lavt humør følges tydeligt ad. Det, forskningen ikke understøtter, er en ren linje fra det ene til det andet.

En gennemgang af 54 undersøgelser af psykosociale belastninger på arbejdet fandt, at risikoestimaterne næsten alle pegede samme vej, mod mere depressiv sygdom, og konkluderede alligevel, at det ikke var muligt med sikkerhed at sige, at nogen enkelt arbejdsbelastning forårsager depression, blandt andet fordi undersøgelserne definerede tingene så forskelligt, og fordi skævhederne i dem sandsynligvis har oppustet effekterne.¹ Det er ikke en grund til at vifte væk, hvad presset gør ved dig. Det er en grund til at se på din egen situation i stedet for at overlade hele forklaringen til dit arbejde.

Når nogen siger til mig, at det bare er jobbet, lytter jeg efter, hvad jobbet bærer. Nogle gange er det helt rigtigt at pege på arbejdet. Andre gange er det bekvemt, fordi det holder et sværere spørgsmål ude af rummet. Værd at undersøge frem for at antage: om presset reelt kommer udefra eller delvist er sat af dig selv, om hjemmet er et sted at hvile eller en vagt mere, om tomheden lå der år før den her stilling. Presset er virkeligt. Forklaringen er som regel mere end én ting, og det er godt nyt, for mere end én ting betyder mere end ét sted at begynde.

Hvad hjælper, når presset ikke kan flyttes?

Begynd med det, presset har taget, ikke med presset selv.

De fleste prøver at løse det ved at skrue ned for stressen, og de fleste kan ikke. Jobbet, de små børn, den syge forælder er ikke til forhandling i denne måned. Det, der som regel er tilgængeligt, er den jord, presset har taget, mens du ikke kiggede.

• Sæt én ting tilbage. Noget bestemt, du droppede og plejede at ville, i en størrelse du rent faktisk gør, ikke en forbedret udgave af hele din uge.
• Skil det at blive færdig fra det at komme til hægterne. At holde op med at arbejde er ikke det samme som at vende tilbage til dig selv, og det andet har brug for sin egen tid frem for resterne af den første.
• Sig det højt én gang. Til én person, der ikke forsøger at løse det. Tomhed, der aldrig er sagt højt, bliver stille og roligt omskrevet til en karakterbrist.
• Hold op med at bedømme, hvor godt du klarer det. Det spørgsmål lægger en belastning oven på den første og besvarer ingenting.

De skridt forudsætter, at presset er tungt, men til at bære, og at tomheden er forholdsvis ny. Har fladheden været der et år eller mere, lå den der allerede før den her periode med arbejde, eller ændrer det ingenting at sætte ting tilbage, så er det ikke et spørgsmål om arbejdsmængde, og at håndtere det som ét vil koste dig tid. Det er dér, det er værd at se ordentligt på det sammen med en anden i stedet for at klare det alene et halvt år mere.

Vil du have et sted at tænke klart uden at skulle tage hensyn til nogen, giver psykoterapi i København dig det, og terapi mod tankemylder passer, hvis hovedet aldrig falder til ro. Jeg arbejder både online og ansigt til ansigt, og du kan begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter.

Ofte stillede spørgsmål

Giver det mening at gå i terapi, når presset mest er praktisk?

Ja, hvis det praktiske pres er begyndt at ændre, hvordan du har det med dit liv. Terapi gør ikke din arbejdsmængde mindre, men den kan stoppe dig i at betale for den med alt det andet.

Vil du sige, at jeg skal sige mit job op?

Nej. Mit arbejde er at hjælpe dig med at se klart, hvad situationen gør ved dig, og hvad du faktisk gerne vil, og beslutningerne bliver dine.

Hvordan ved jeg, om det er stress eller noget dybere?

Det kan du som regel ikke afgøre indefra, og det er en god grund til at spørge frem for et tegn på, at du overdriver. En første samtale er oftest nok til at se, om tomheden letter, når kravene gør, eller ligger under dem.

Skal jeg komme alene, eller giver parterapi mere mening?

Bærer du presset selv, er individuel terapi som regel stedet at begynde. Ligger det meste af presset inde i jeres forhold, kan parterapi passe bedre, og det er værd at finde ud af i en første samtale.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har tid til ugentlige sessioner?

Tag det med i den første samtale frem for at vente på en roligere måned, som sjældent kommer. Hvilken hyppighed der er realistisk for dig, er en del af det, vi aftaler fra begyndelsen.

Kilder

1. Are depressive disorders caused by psychosocial stressors at work? A systematic review with meta-analysis. European Journal of Epidemiology, 2021.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.