Kort fortalt
At leve med konstant kritik slider den del af dig ned, der før svarede igen. Du vil gerne tage pointen alvorligt, og du vil også gerne holde op med at blive målt, og at holde fast i begge dele gør dig træt og stille på vagt. Her kan du se, hvad kritik som regel rækker ud efter, og hvad du kan gøre med den.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Emnet er aldrig emnet. Mine klienter kommer med opvaskemaskinen og ender 10 minutter senere ved spørgsmålet om, hvorvidt de bliver set som dygtige.
- Kritik kommer ofte der, hvor det ikke hjalp at spørge. Mine klienter, der kritiserer mest, har som regel bedt om noget i lang tid uden at komme nogen vegne.
- Den tavse er stadig med i skænderiet. Mine klienter, der holder op med at svare, beskriver en løbende kommentar indeni, som aldrig når ud i rummet.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor rammer det så hårdt, når det kun handler om opvasken?
Fordi en klage handler om noget, du gjorde, og kritik har det med at lande som en udtalelse om, hvilken slags menneske du er.
At høre, at affaldet blev glemt igen, er irriterende. At høre, at du aldrig tænker på andre end dig selv, er noget andet, for der er ingen handling, der kan svare på det. Det ene er en anmodning med en opgave hæftet på. Det andet er en dom, og domme bliver mødt med forsvar og ikke med hjælp.
Det, der gør det værre, er, at dommen som regel lander et sted, hvor du allerede tvivler på dig selv. Hvis du voksede op med at blive målt, starter bemærkningen ikke en ny følelse i dig, den slutter sig til en gammel, og derfor kan en lille kommentar tage en hel aften. Det strammer i maven, før du har nået at tænke. Du svarer ikke kun din partner. Du svarer alle, der nogensinde har sagt en udgave af det samme.
Hvad gør min partner egentlig, når de kritiserer?
Ofte noget klodset og håbefuldt på én gang: de prøver at blive mærket af en, der er holdt op med at reagere på den høflige udgave.
Jeg vil være forsigtig her, for at forklare kritik er ikke det samme som at undskylde den, og et forståeligt motiv gør ikke virkningen mildere. Men det ændrer, hvad du står over for. Når jeg ser en kritisk partner alene, er beretningen næsten altid den samme: de spurgte én gang, venligt, og intet skete. De spurgte igen, mindre venligt. Et sted på vejen blev anmodningen til en karakterbeskrivelse, og så bliver den besvaret som en fornærmelse og ikke som en anmodning, og det sikrer, at det oprindelige stadig ikke bliver gjort.
Der er også andre grunde, og de betyder noget for, hvad du gør nu. Nogle kritiserer, når de er bange, fordi det føles bedre at finde fejlen end at mærke bekymringen nedenunder. Nogle har lært det som husets sprog og hører det ikke som hårdt. Og nogle er reelt foragtende, og det er en anden situation, som skal kaldes ved sit navn og ikke glattes ud.
Hvorfor er jeg holdt op med at svare igen?
Fordi tilbagetrækning virker på kort sigt. Den afslutter udvekslingen, og den afslutter også nærheden.
Mennesker, der lever med et jævnt dryp af fejlfinderi, går sjældent i én beslutning. De går lidt ad gangen, ved at fortælle mindre, ved at gemme den gode nyhed til en ven, ved at svare med den korteste sætning, der kan gøre det. Indefra føles det ikke som en strategi. Det føles som at være træt. Forskningen berører det et enkelt sted: i en undersøgelse af 178 unge voksne i Singapore, som læste skrevne scenarier i stedet for at gennemleve rigtige skænderier, forventede de, der vurderede deres nærmeste som mere kritiske, at lægge mere afstand til den kritiske, men ikke at blive mere sårede1. Det er en lille, kunstig undersøgelse med hypotetiske situationer, og de fleste deltagere havde aldrig haft en kæreste, så jeg ville ikke bygge noget på den, men formen kender jeg fra rummet. Sårheden bliver stille længe før afstanden gør.
Det er den del, der bekymrer mig mest i lange forhold. Når den ene siger, at intet af det, de gør, nogensinde er nok, har den anden ofte ingen anelse om, hvor langt tilbagetrækningen er nået, fordi freden derhjemme ser ud, som om problemet er gået over.
Er noget af det rimeligt?
Nogle gange, og den rimelige del ligger som regel begravet i den urimelige form, og det er det, der gør den så svær at finde.
Jeg vil ikke bede dig om at acceptere en dom over din karakter. Jeg vil bede dig om at lede efter den anmodning, der gemmer sig i den, fordi den ofte er lille og ganske rimelig, og fordi det at svare på den er det ene træk, der tager varmen ud uden at kræve, at din partner først opfører sig perfekt. Det er ikke det samme som at give dem ret i, at du er problemet, og det betyder ikke, at ansvaret er delt ligeligt. Hos nogle par er det tydeligvis ikke.
Der er en sværere udgave af spørgsmålet. Nogle blev kritiseret så grundigt tidligt i livet, at enhver tilbagemelding nu bliver registreret som et angreb, og så er arbejdet til dels dit, i at forstå, hvorfor lydstyrken kommer skruet op. Begge dele kan være sande på samme tid: din partner taler hårdere, end de selv ved, og du hører det højere, end det blev sagt.
Hvad kan jeg gøre med det i denne uge?
Svar på anmodningen, og afvis dommen. Det er to adskilte træk, og de fleste gør ingen af dem eller begge på én gang.
- Spørg, hvad ønsket er. “Hvad vil du gerne have, at jeg gør anderledes?” er et fladt, uglamourøst spørgsmål, og det flytter snakken væk fra din karakter i løbet af én sætning.
- Sig noget om formen og ikke om personen. At sige, at du ikke længere kan høre det, når det kommer som aldrig og altid, er mere brugbart end at sige, at din partner er kritisk.
- Sig, hvordan det virker, mens det stadig er mildt. De fleste venter, til bitterheden er tung, og så lyder alt, hvad de siger, som en anklage.
- Læg mærke til dine egne udgange. Kortere svar, længere dage på arbejdet og en stillere weekend er værd at fange tidligt, fordi de gør deres skade i stilhed.
Skridtene passer til et forhold, hvor kritik er blevet den vane, I falder i under pres. De er ikke tilstrækkelige alle steder. Hvor kritikken bærer åben foragt, hvor den sker foran jeres børn eller jeres venner, hvor du får at vide, hvad du må have på, hvem du må se, eller hvad du må bruge penge på, eller hvor du er begyndt at tvivle på din egen udgave af, hvad der blev sagt, er det en anden vanskelighed, og den giver sig ikke for et bedre spørgsmål. Hvis du genkender det, vil jeg hellere have, at du tager det med til en session, alene eller i parterapi i København, end at du bliver ved med at tilpasse dig derhjemme for at se, om det hjælper.
Hvad jeg ikke kan sige herfra, er, hvilken af dem I står i, og jeg ville være varsom med nogen, der påstod andet. Par, der er trætte og klodsede, lyder i begyndelsen meget som par, hvor noget koldere foregår. Forskellen viser sig som regel hurtigt, når begge er i rummet, og det er en stor del af, hvad de første sessioner er til.
Ofte stillede spørgsmål
Kan terapi hjælpe, hvis min partner ikke synes, at noget er galt?
Ja, og det er en almindelig måde for det her arbejde at begynde på. Hvordan du tager ting op, og hvad du gør med svaret, er begge dele dit at ændre, og de ændrer som regel det, der kommer tilbage.
Vil du afgøre, hvem af os der har ret?
Nej, og en dom fra mig ville ikke være mere brugbar end dem, I giver hinanden. Jeg er mere interesseret i, hvad hver af jer prøver at få frem, og hvorfor det ikke når frem.
Hvad hvis det er mig, der er den kritiske?
Så står du et godt sted, fordi den, der opdager det først, som regel er den, der kan flytte det. Jeg vil gerne se på, hvad du bliver ved med at bede om, og hvad der sker i dig, når det bliver overset.
Lærer du os teknikker til at kommunikere?
Nogle, men teknik alene har det med at svigte præcis i det øjeblik, den er nødvendig. Det meste af arbejdet går med det, der gør emnet farligt for hver af jer.
Hvor lang tid tager det at ændre sådan et mønster?
Det kan jeg ikke ærligt sætte et tal på, fordi det afhænger af, hvor længe det har kørt, og hvad der ligger under det. Par mærker som regel, at kvaliteten af det, de siger til hinanden, ændrer sig, før selve emnet er afgjort.
Konstant kritik slider på selvværdet, og I kan arbejde med tonen mellem jer i parterapi i København, eller du kan få støtte på egen hånd i parterapi alene.
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
