Hvorfor bliver min partner tavs midt i et skænderi?

Hvad vil det sige, at en partner lukker af?

At lukke af er det, en lytter gør, når der ikke er mere at lytte med.

Udefra ligner det afvisning. Ingen nik, ingen øjenkontakt, et fladt „fint“ og så ikke mere, en krop, der stadig sidder i stolen, mens mennesket er et sted, du ikke kan følge med. Du bliver ved med at tale ind i det og får intet tilbage, så det læses som ligegyldighed længe før, det læses som nød.

Det er værd at skille det fra tavshedsstraf, som er tavshed, der er valgt og rettet mod dig: holdt tilbage for at straffe dig eller for at få dig til at give dig. Det ene er et menneske, der er løbet tør for kræfter. Det andet er et menneske, der bruger din uro som løftestang. Over et køkkenbord ligner de to næsten hinanden, og de kræver det modsatte af dig.

Hvorfor lukker min partner af i et skænderi?

At lukke af begynder som en følelse og ikke som en beslutning.

Først kommer gruen, eller en flad slags panik uden form. Så tager kroppen over: Pulsen stiger, varmen stiger op i ansigtet, stresshormoner går ud i blodet, og halsen snører sig sammen om ordene¹. Den tilstand kaldes oversvømmelse i litteraturen om par, og at blive tavs er det, en lytter gør, når den er kommet. Tanken kommer sidst, og den lyder nogenlunde sådan: Uanset hvad jeg siger nu, bliver det værre. At sige ingenting ligner så den eneste loyale ting, der er tilbage.

Hvad tavsheden beskytter, er værd at spørge om frem for at gætte. Nogle gange beskytter den ord, din partner ikke ville kunne tage tilbage. Nogle gange beskytter den mod et skænderi, din partner er sikker på at tabe. Nogle gange beskytter den noget meget ældre, fordi dit spørgsmål om opvasken lander som et spørgsmål om, hvorvidt din partner er en skuffelse for dig, og det kan ikke besvares i en sætning. Den, der tidligt har lært, at nærhed under pres er farlig, bærer den læring i kroppen længe efter, at det hjem, den hørte til i, er væk. Læs mere om tilknytningsterapi.

Hvorfor presser jeg hårdere, når min partner bliver stille?

Du presser, fordi et menneske lige er forsvundet, mens det stadig sidder foran dig.

Du hører din egen stemme stige, det samme spørgsmål stillet for tredje gang, dine fødder, der følger din partner ud i køkkenet med det. Intet af det er et forsøg på at trænge nogen op i et hjørne. Du rækker ud efter kontakt, og pres er det eneste, et nervesystem, der har lukket ned, ikke kan tage imod, så hvert forsøg på at nå din partner skubber ham eller hende længere væk. I gør begge noget rimeligt, der gør det værre for den anden.

• Det, du egentlig spørger om. Betyder jeg stadig noget for dig, og kommer du tilbage, hvis jeg holder op med at spørge.
• Det, der når din partner. Ikke spørgsmålet, kun presset i det, og det er netop det, din partner allerede er fuld af.
• Hvor arbejdet ligger. Den ene bærer opgaven med at tage de svære snakke op, og den anden bærer opgaven med at være den, de rettes mod. De to opgaver føles sjældent lige store for dem, der bærer dem, og den skævhed er værd at sige højt frem for at dele ligeligt.

Er det altid et dårligt tegn at blive stille?

Nej. At trække sig er en strategi, og hvad den koster dig, afhænger af, hvad skænderiet egentlig handler om.

Hos mig er det nyttige spørgsmål ikke, om nogen trækker sig, men hvad de trækker sig fra, og om der bliver sagt noget bagefter.

• Hvor det at træde tilbage holder. Når jeg læser forskningen, havde kvinder i gifte par med reelle økonomiske problemer en stabil tilfredshed, når manden trak sig fra hendes krav, mens den samme tilbagetrækning hos mere velstillede par gik sammen med faldende tilfredshed². Det er sammenhænge på tværs af grupper af par og ikke bevis for, at det hjælper jer at trække sig.
• Hvorfor det holder der. At træde tilbage forhindrer en optrapning om noget, som ingen mængde snak den aften kan ændre.
• Det, tiden alene ikke løser. Par, der blev filmet tre gange over 13 år³, beholdt den samme fordeling: Presset og tilbagetrækningen forblev stort set, som de var, og undvigelsen voksede.
• Når tilbagetrækning holder op med at virke. Når det er det eneste træk, der er til rådighed, når problemet faktisk har en løsning, og når din partner aldrig bagefter får at vide, hvad der skete indeni dig.
• En tavshed, der varer i dagevis. En krop bliver ikke ved med at være oversvømmet i dagevis, så en så lang tavshed gør noget andet: gruer for snakken eller har ingen idé tilbage om, hvordan den skal begynde.

Hvordan finder I tilbage til hinanden?

Aftal pausen og tilbagevenden, mens ingen er vrede. Ingen forhandler en pause midt i at være overvældet, og ingen skal tvinges til at genåbne en snak, hvor de følte sig bange.

• Aftal ét ord. Hver af jer kan sige det, og det betyder: Jeg er over min grænse, jeg forlader dig ikke, og jeg kommer tilbage.
• Gør pausen lang nok til at være virkelig. Lang nok til, at en krop kan falde til ro, og det er længere, end de fleste par giver den. Det er mit forslag fra rummet og ikke en klinisk grænse.
• Sig tidspunktet. En pause virker kun, når I begge ved, hvornår snakken begynder igen.
• Hvis det er dig, der går i stå. Sæt et par ord mellem dig og tavsheden: „Jeg er gået i stå, jeg har brug for en pause, jeg kommer tilbage.“
• Hvis det er dig, der bliver ved med at tale. Hold op med at stille spørgsmål. Sig, hvad du har brug for, i én sætning, sig, hvornår du vil tage det op igen, og giv din partner plads til at komme tilbage.
• At komme tilbage. Sig, hvad der skete indeni dig. „Jeg gik i stå og kunne ikke finde ord“ giver din partner noget virkeligt, hvor „jeg havde brug for plads“ udefra lyder som at blive forladt.

Én snak ophæver ikke en vane, der er bygget op over år. Det, den gør, er at vise to nervesystemer, at et skænderi kan slutte, uden at nogen forsvinder, og min kliniske erfaring er, at det er det, der gør det næste kortere.

Der er situationer, hvor en aftalt pause er det forkerte redskab, og hvor det ikke hjælper dig at læse om kommunikation. Bliver tavsheden brugt bevidst og igen og igen for at få dig til at give dig, er det, du mærker over for din partner, frygt og ikke frustration, eller bliver det aftalte ord ved med at blive brugt til at lukke emner for altid, giver en fælles plan dig næsten ingenting, og artiklen her er det forkerte redskab. Individuel terapi er det bedre næste skridt: dit eget arbejde i et rum, hvor du ikke skal holde styr på din partners tilstand, mens du prøver at beskrive din egen. Det samme gælder, når det at lukke af har vist sig i alle dine nære forhold, for så er det ældre end det her forhold og værd at se på for sig. Læs mere om psykoterapi i København.

Ofte stillede spørgsmål

Hjælper parterapi, hvis min partner ikke vil tale?

De fleste, der ikke kan tale derhjemme, kan tale i et rum, hvor en tredje person holder tempoet nede. Den første opgave er at sætte farten så meget ned, at I begge stadig er til stede.

Kan jeg komme alene, hvis min partner ikke vil med?

Ja, og det er nyttigt, fordi den her cirkel kun behøver, at én ændrer sin halvdel af den. Jeg ser på, hvad du gør, når tavsheden rammer, og hvad du kunne gøre i stedet.

Hvad sker der i en første session, når vi altid ender i tavshed?

Jeg spørger jer hver især, hvad der sker i kroppen, når snakken strammer til, og jeg afbryder mønsteret tidligt i stedet for at lade det køre. I går derfra med en plan for pauser, som I har aftalt højt.

Hvordan foreslår jeg terapi, uden at min partner hører det som en anklage?

Bed om hjælp til mønsteret mellem jer frem for hjælp til din partner. En invitation, der nævner din egen halvdel, er langt sværere at høre som en anklage.

Er parterapi eller individuel terapi den rette form?

Parterapi passer, når det at lukke af sker mellem jer to, og individuel terapi passer, når det har fulgt dig gennem alle dine nære forhold. En første session eller et gratis opkald på 30 minutter er stedet at finde ud af, hvad I har med at gøre.

Hvis din partner lukker ned, og du står tilbage med det hele, kan I arbejde med det i parterapi i København, eller du kan starte i parterapi alene.

Kilder

1. The Gottman Institute, The Four Horsemen: Stonewalling
2. Communication that is maladaptive for middle-class couples is adaptive for socioeconomically disadvantaged couples, Journal of Personality and Social Psychology, 2019
3. Age-related changes in demand-withdraw communication behaviors, Journal of Marriage and Family, 2013

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.