Hvorfor kan jeg ikke få mig selv til at åbne dokumentet?

Hvorfor kan jeg ikke begynde, når jeg stadig holder af det?

Det, du holder af, er intakt. Det, der er gået i stykker, er forbindelsen mellem anstrengelse og en fornemmelse af at være kommet nogen vegne.

I årevis betalte arbejdet dig tilbage. Et resultat, et kapitel, en vejleder, der så tilfreds ud, en fornemmelse af bevægelse. Så bliver ventetiden på svar længere. Der går måneder mellem noget, der tæller som fremskridt, forsøget mislykkes af grunde, ingen kan sætte navn på, og artiklen kommer tilbage til tredje revision. Anstrengelsen fortsætter, udbyttet forsvinder, og tilbage står en motor, der kører uden noget koblet på.

Det, der følger, bliver som regel forvekslet med et karakterproblem. Du sætter dig, du åbner filen, og noget i dig siger nej. Du rydder op i stedet. Du svarer på mails, der kunne vente en uge. Klienter kalder det overspringshandlinger og ser det som manglende disciplin, og det er den mindst præcise beskrivelse, der findes. Efter min erfaring ligner det mere selvbeskyttelse: At åbne det dokument betyder at opdage igen, at du ikke kan få det til at virke, og et træt sind gør meget for at udsætte det. Sådan ser ph.d. stress tit ud indefra.

Hvorfor larmer min vejleders tavshed så meget?

Forskning giver dig næsten ingen almindelige tegn på, at du klarer dig godt nok, så tavsheden fylder hullet, og den fylder det dårligt.

I det meste arbejde fortæller nogen dig flere gange om ugen, hvor du står. På en ph.d. eller en postdoc kan der gå en måned uden noget: intet svar på udkastet, ingen kommentar til figurerne, et møde, der bliver flyttet to gange. Intet er gået galt, men det ved dit nervesystem ikke. Fravær af nyt bliver læst som dårligt nyt, og læsningen bliver værre, jo længere det står på.

Efter min erfaring er det tre ting, der tit mangler: en følelse af selv at have noget at skulle have sagt, en følelse af at være dygtig nok og en følelse af at høre til blandt andre. Det er præcis det, en lang tavshed udsulter. Du kan ikke se, om du er kompetent, du har intet at skulle have sagt om tidsplanen, og den, hvis mening afgør din fremtid, er ikke i rummet.

Hvorfor vejer det tungere, fordi jeg flyttede ud for stillingen?

Instituttet er dit arbejde, din sociale verden og tit din grund til at være i landet, og alle tre vakler på én gang.

En forsker, der er vokset op dér, hvor de forsker, kan have et dårligt år i laboratoriet og stadig gå hjem til en familie, et fodboldhold og venner fra skolen. Du flyttede for det her. Dem, du kender, er dem på din gang, din opholdstilladelse kan hænge på kontrakten, og kontrakten udløber om et års tid. Så et svært forhold til en vejleder er ikke bare ubehageligt. Det rører ved, om du kan blive. Det er meget vægt for én arbejdsrelation at bære, og det får almindelig akademisk gnidning til at føles eksistentiel, hvad den af og til er og som regel ikke er.

Isolation gør et arbejde, der kan måles. I en undersøgelse af 692 ph.d.-studerende inden for medicin på ét svensk universitet, hvoraf lidt over halvdelen kom fra andre lande, havde de, der mest arbejdede alene og ikke i en forskergruppe, oftere et mønster med lavere engagement og mere udbrændthed¹. Den målte alt på ét tidspunkt, kun hver tredje svarede, og den dækker kun sundhedsvidenskab, så den beskriver et mønster og ikke en årsag. Den passer med det, jeg ser: Dem, der har det sværest, er sjældent dem, der arbejder hårdest. Det er dem, der arbejder alene, tit på et andet sprog, tit ved et skrivebord, de kunne forlade i tre dage, uden at nogen opdagede det.

Er det udbrændthed, eller er jeg bare ikke god nok?

Udmattelse er et upålideligt vidne om evner, og den vidner altid imod dig.

Det er det spørgsmål, næsten alle kommer med, som regel i anden session, når de praktiske klager er lagt frem. Det ærlige svar er, at du ikke kan vurdere dine egne evner indefra den tilstand, fordi udbrændthed ikke melder sig som træthed. Den melder sig som beviser: Det, du læser, bliver ikke siddende, det, du skriver, bliver fladt, og det spørgsmål på seminaret, du ville have svaret let på for 2 år siden, efterlader dig nu blank. Alt det læses som bevis på en grænse, du endelig har ramt. Oftere er det det, et udtømt sind gør.

Der ligger et særskilt spørgsmål nedenunder, og det er værd at stille ligeud i stedet for at lade det køre i baggrunden. Vil du stadig det her liv, eller ville du det som 24-årig og har ikke kunnet sige andet siden? Det er to forskellige problemer med forskellige svar, og nogle af dem, jeg ser, er slet ikke udbrændte. De klarer sig godt i noget, de stille er holdt op med at ville.

Hvad hjælper, når deadlinen ikke kan flytte sig?

Beskyt søvn og kontakt først og produktion bagefter. Det er de to ting, arbejdet faktisk kører på, og det er de første, en forsker skærer ned på.

• Gør dagens første opgave absurd lille. Åbn filen og skriv én sætning, hvor dårlig den end er. Barrieren er at begynde, og en lille nok begyndelse vækker ikke gruen.
• Bed skriftligt om det, du har krav på. En dato for feedback, et møde i kalenderen. Vejledere ved tit ikke, at tavsheden gør skade, og de fleste reagerer på en konkret bøn.
• Få én time om ugen sammen med en anden forsker. Ikke for at blive vejledt. For at arbejde ved siden af nogen og opdage, at deres forsøg også mislykkes.
• Beskyt søvnen, før du beskytter timerne. At arbejde til klokken 1 om natten i 14 dage koster mere, end de 14 dage giver, og prisen bliver taget af den tænkning, du har mest brug for.
• Hold fast i én aktivitet, der ikke kan optimeres. Noget uden produkt, uden måltal og uden nogen fra instituttet.

Det er justeringer af vilkår, og det er som regel vilkårene, der er galt. De er ikke nok i tre situationer: Har fladheden varet i måneder og bredt sig ud over arbejdet til alt andet, så intet frister. Har du klaret dig på meget lidt søvn så længe, at du ikke kan mærke, hvad du føler. Eller handler det ikke om arbejdsmængden, men om en vejleder, der gør dig lille eller isolerer dig. Det er et spørgsmål om magt og skal kaldes det i stedet for at blive løst med bedre tidsstyring.

Når jeg arbejder med forskere, bruger vi som regel de første sessioner på at skille fire ting ad, der er smeltet sammen til én: udmattelsen, frygten for karrieren, isolationen ved at bo i udlandet og det ældre spørgsmål om, hvad du beviser, og for hvem. De er langt lettere at håndtere hver for sig end samlet. Jeg arbejder på dansk, online over video, hvor du end forsker, og ansigt til ansigt i København, når du er hjemme, og du vælger selv. Læs mere om psykoterapi for danskere i udlandet.

Ofte stillede spørgsmål

Kan terapi faktisk hjælpe mod udbrændthed?

Ja, men arbejdet handler lige så meget om de vilkår, du er i, som om dig. Sessionerne handler tit om, hvad der dræner dig, hvad du kan ændre, og hvad du har fundet dig i uden at lægge mærke til det.

Jeg har ikke tid. Hvordan skal jeg få plads til en ugentlig session?

Den indvending er som regel det tydeligste tegn på problemet. Én time om ugen er ikke meget mod måneder, hvor du ikke kan arbejde.

Får mit institut eller min vejleder det at vide?

Nej, jeg har privat praksis, og intet bliver meldt videre til din institution. Det, du tager med ind i sessionen, bliver dér.

Kan sessionerne foregå på dansk, selvom jeg forsker på engelsk?

Ja, og det er tit en lettelse. At tænke over sit eget liv på et andet sprog er svært nok, uden at terapien også skal foregå på det.

Hvad hvis jeg beslutter at forlade forskningen?

Det er et legitimt udfald og ikke et nederlag for arbejdet. Det, jeg er optaget af, er, at du træffer beslutningen klart og ikke i en tilstand af udmattelse.

Er forskningen gået i stå, og er du flyttet ud for stillingen, kan du læse om terapi mod udbrændthed eller om min psykoterapi for danskere i udlandet.

Kilder

1. Tikkanen, L., Pyhältö, K., Bujacz, A. og Nieminen, J., Study Engagement and Burnout of the PhD Candidates in Medicine: A Person-Centered Approach, Frontiers in Psychology, 2021

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.