Kort fortalt
At du selv valgte at rejse ud, beskytter dig ikke mod, hvor hårdt det kan være, når du er kommet frem. Som studerende i udlandet kan du savne mere, end du kan sige til nogen. Artiklen skiller hjemve fra noget tungere og ser på, hvad der hjælper, når semestret er startet skidt.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Menneskene er der. Fortroligheden er ikke. Studerende beskriver en fuld uge med forelæsninger, bofæller og gruppechats og ingen, der ville opdage det, hvis de blev stille i tre dage.
- Taknemmeligheden holder det inde. Klienter, der har kæmpet hårdt for en plads derude, opdager, at de ikke kan klage over den, så intet bliver sagt, før noget giver efter.
- Det kommer i tredje måned og ikke i den første. I min praksis er det svære punkt sjældent de første 14 dage. Det kommer senere, når nyheden er slidt af, og semestret kører for fuld fart.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor er jeg mere ensom her end derhjemme?
Du mangler ikke mennesker. Du mangler nogen, der allerede kender dig.
Derhjemme var der et lag under snakken, som ingen behøvede at bygge. Folk vidste, hvem af dine forældre der er den svære, hvilken uge i februar der er tung, og hvad dit grin betyder, når det ikke er ægte. Derude begynder hver udveksling forfra. Du forklarer, hvor du kommer fra, du forklarer studiet, du forklarer vittigheden, og så går den anden til sin egen forelæsning. Intet af det er uvenligt. Det er bare overflade det hele, og overflade er trættende på en måde, der er svær at forklare for nogen, der ikke selv har prøvet det.
Derfor er den mest ensomme time tit midt på en travl dag og ikke om aftenen. Du kan komme ud af et seminar, hvor du talte godt, gå gennem en fyldt gang og mærke det lande: Der er ingen her at fortælle det til. I en undersøgelse af 213 internationale studerende på ét universitet i Kina hang belastningen ved at tilpasse sig et nyt land tydeligt sammen med ensomhed1. Det var én spørgeskemaundersøgelse på ét tidspunkt, så den kan ikke vise årsag, og den beskriver ikke dit studiested. Jeg nævner den, fordi den passer med den rækkefølge, mine klienter beskriver: Anstrengelsen kommer først. Ensomheden er det, anstrengelsen efterlader.
Hvorfor kan jeg ikke sige til nogen derhjemme, hvor slemt det er?
De, der ville lytte, er dem, der er stolte af dig, og det lukker emnet.
Nogen betaler for det her, også selvom det kun er dig selv, i år. Der kan være et lån, en opsparing, en familie, der har indrettet sig efter det, og en hel omgangskreds, der ved, at du rejste ud. At sige ordene jeg har det svært lyder i dine egne ører som at sige, at det var en fejl, og det er du ikke klar til at sige, fordi det ikke er sandt. Så bliver opkaldene kortere og mere muntre. Du sender et billede af udsigten. Du svarer godt, travlt, fint, når de spørger, hvordan det går.
Det, jeg ser bagefter, er forudsigeligt. Det, du ikke sagde, forsvinder ikke. Det kommer ud som irritation over en bofælle, der ikke gjorde ret meget, som to eller tre uåbnede mails fra instituttet, som en blank afvisning af at stå op til en forelæsning, du glædede dig til i august. Klagen blev aldrig hørt, så den holder op med at spørge pænt. Det er en af de tydeligste grunde til at sige det til en, der ikke har nogen andel i, om det var en god idé at rejse ud.
Er det hjemve, eller er det noget mere?
Hjemve savner noget. Det, jeg holder mere øje med, er, når intet bliver savnet.
At savne hjem gør ondt, og det er en levende følelse: Du vil have et bestemt køkken, et bestemt menneske, lyden af dansk i en butik. Den kommer i bølger, den hæfter sig ved ting, og den giver plads til en god eftermiddag. Den letter som regel, efterhånden som månederne går.
Det, der bekymrer mig mere, er fladhed. At du ikke længere savner køkkenet, mennesket eller sproget. At du vågner før vækkeuret med noget tungt, der allerede er på plads, at mad bliver en pligt, og at du lader afleveringer passere og kun mærker en mat ligegyldighed. Har det været sådan i uger og ikke i dage, ligner det mere en depression end hjemve, og de praktiske forslag længere nede vil ikke nå det alene. Læg også mærke til, at det tit viser sig i kroppen, før du har et ord for det: Søvnen går først, så appetitten, så lysten til weekenden.
Hvorfor er de lokale så langsomme til at lukke mig ind?
Venlighed og venskab kører tit i to forskellige tempi, og det andet er langsomt.
Dine lokale medstuderende er høflige, hjælpsomme med pensum og helt behagelige, så længe gruppeprojektet varer. Så går de tilbage til mennesker, de har kendt, siden de var små. De grupper er ikke lukket mod dig. De er bare fulde og gamle, og ingen i dem oplever, at der er en ledig plads. Høflighed er ikke nødvendigvis et første skridt mod mere, og det er værd at vide, før du konkluderer, at der er noget galt med dig.
Der er et andet problem, der er særligt for studerende, og det er mere stille. Den internationale kreds er varm og umiddelbar, og næsten alle i den rejser igen. Du møder en, du kan lide, i september og finder ud af i november, at deres udveksling slutter i januar. Efter to eller tre af dem begynder man at holde igen uden at beslutte det, og så står man i den mærkelige situation at have masser af selskab og alligevel føle sig ensom. Det er ingen fejl ved dig. Det er et rimeligt svar på et år, hvor næsten hver relation har en slutdato trykt på sig.
Hvad hjælper, når semestret allerede er startet skidt?
Arbejd med ugen i stedet for med dig selv. Meget af det, der gør det til at holde ud, er struktur, og struktur er lettere at ændre end personlighed.
- Sæt én fast ting ind i ugen, som ikke er studie. Et kor, et hold, en sport, en frivillig vagt. Det betyder noget, at den kommer igen på samme tid, og at ingen dér bedømmer dig.
- Vælg gentagelse frem for nyhed. Venskab bliver bygget af at blive set igen mere end af én god snak. Samme aften, samme rum, samme mennesker, uge efter uge.
- Fortæl ét menneske derhjemme den rigtige udgave. Ikke hele familien. Ét menneske, der kan høre, at det er svært, uden at konkludere, at du skal komme hjem.
- Skil arbejdet fra dit værd. En dårlig karakter i et fremmed system i dit første semester siger noget om systemet og er ingen dom over, om du hører til på det niveau.
- Brug det lokale sprog som en dør og ikke som en prøve. Selv et begynderhold ændrer, hvor meget af byen der når dig, og alle de andre dér starter også fra ingenting.
Skridtene går ud fra, at det svære er ensomhed og pres, og det er det som regel. De er ikke nok i tre situationer, og det er værd at være ærlig over for dig selv om dem: Har fladheden ovenfor holdt ved i uger, og intet frister. Er du holdt helt op med at møde op, og hullet er blevet for stort at forklare. Eller er der sket noget skræmmende eller ydmygende derude, som du ikke har fortalt nogen. Så skal det ses direkte på sammen med nogen og ikke håndteres med et bedre skema.
Når jeg arbejder med studerende, ligger meget af værdien i begyndelsen i, at den rigtige udgave bliver sagt højt til en, der ikke har nogen mening om, hvorvidt du burde være rejst. Derefter bliver det som regel klart, hvilken del der handler om landet, hvilken del der handler om studiet, og hvilken del der allerede ventede på dig, før du steg på flyet. Den sidste del er den, der er værd at arbejde med, for ellers rejser den med dig. Jeg arbejder på dansk, online over video, hvor du end studerer, og ansigt til ansigt i København, når du er hjemme, og du vælger selv. Læs mere om psykoterapi for danskere i udlandet.
Ofte stillede spørgsmål
Er det for tidligt at søge hjælp? Jeg har kun været her i to måneder.
Nej, og to måneder inde er et almindeligt tidspunkt at begynde. De første uger bærer nyheden og adrenalinen dig, og faldet bagefter er tit det, der får folk til en første session.
Foregår sessionerne på dansk?
Ja, jeg arbejder på dansk, online over video eller ansigt til ansigt i København. Mange finder det lettere at sige det svære på deres eget sprog, når hverdagen ellers foregår på et andet.
Jeg er kun ude i ét år. Er der nogen grund til at begynde?
Ja, og en fast slutdato gør tit arbejdet mere fokuseret. Vi aftaler fra starten, hvad der er realistisk i den tid, du har.
Skal jeg vide, hvad der er galt, før jeg kommer?
Nej, en vag fornemmelse af, at noget er skævt, er et helt almindeligt udgangspunkt. At finde ud af, hvad det faktisk er, er en del af de første sessioner.
Får mit universitet at vide, at jeg går hos dig?
Nej, jeg har privat praksis, og intet går videre til dit universitet, din vejleder eller dit institut. Det, du siger i sessionerne, bliver mellem os.
Har semestret i udlandet fået en tung start, kan du tale med mig på dansk i psykoterapi for unge voksne eller i psykoterapi for danskere i udlandet.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
