Tilknytning i parforhold: hvorfor gentager skænderiet sig?

Hvorfor tager det den samme form hver gang?

Fordi I hver især svarer på den andens træk og ikke på det, I begyndte med. Den ene mærker forbindelsen blive tynd og går mod den. Den anden mærker presset og har brug for et øjeblik, før der kan tænkes. At gå mod aflæses som pres. At have brug for plads aflæses som at gå. Efter nogle få udvekslinger svarer I begge på det, den anden gjorde for at passe på sig selv.

Det, der gør det svært at se indefra, er at I begge er fornuftige. Er nærhed måden, du tjekker at alt er godt, så er det oplagt at tale om det nu. Er pres det, der får dig til at miste adgangen til dine egne ord, så er det oplagt at træde et skridt tilbage. Ingen af jer tager fejl om sig selv. I bruger hver især en løsning, der tilfældigvis er den andens problem.

Emnet betyder sjældent noget. Par kommer med opvasken, svigerfamilien og telefonen ved middagsbordet, og formen nedenunder er den samme hver gang. Det er som regel det første, der er værd at lægge mærke til: indholdet skifter, og koreografien gør ikke.

Hvad er det, vi hver især gør?

Den ene tjekker, at forbindelsen stadig er der, og den anden prøver at blive ved med at kunne tale.

Den, der går tættere på, prøver ikke at trænge nogen op i et hjørne. Vedkommende prøver at få den dårlige fornemmelse i maven til at holde op, og det eneste, der pålideligt har fået den til at holde op, er et tegn på kontakt. At gentage spørgsmålet er ikke stædighed. Det er følelsen, der kommer igen, fordi der ikke er sket noget indeni.

Den, der træder tilbage, er ikke ligeglad, selv om det næsten altid aflæses sådan. Mange beskriver noget, der minder om overbelastning: en stigende støj, tab af ord, en stærk fornemmelse af at hvis der bliver sagt noget nu, kommer det ud forkert og gør det værre. At blive stille er skadesbegrænsning, ikke mangel på omsorg. Det ser bare ud præcis som mangel på omsorg udefra.

Jeg vil holde det som muligheder frem for konklusioner om netop jeres forhold. Nogle gange er et menneske faktisk på vej ud, og nogle gange handler det at gå tættere på mindre om frygt end om at ville have noget, man har bedt om igen og igen uden at få det. Hvilken af delene I står i, er værd at få afklaret, før nogen af jer tager en rolle på sig.

Er den ene af os problemet?

Sløjfen kræver jer begge for at køre, og det gør ikke ansvaret lige stort. At kalde noget et mønster kan stille og roligt udviske virkelige forskelle i, hvad hver af jer gør.

Går den ene gentagne gange ud af huset midt i et skænderi eller er flere dage om at komme i kontakt igen, er det ikke bare den anden halvdel af en dans. Stiller den ene det samme spørgsmål 12 gange på en aften, har det en pris, den anden bærer. Noget ligger på den ene side. Jeg ville ikke bede nogen om at tage en andel af noget, der ikke er deres, for at få en pæn forklaring til at gå op.

Det fælles er selve sløjfen, og det er den del, I begge kan arbejde med uden at afgøre hvem der begyndte. Spørgsmålet om hvem der begyndte har intet svar og har det med at æde hele sessioner.

Gør den ene form mere skade end den anden?

Afstand koster forholdet mere synligt, men det er ikke det samme som skyld.

I et studie af 175 par angav den partner, der havde brug for mest afstand, selv lavere tilfredshed, og deres partner angav også lavere tilfredshed, hvor den største sammenhæng lå i den tilbagetrukne partners egen oplevelse af forholdet.¹ At trække sig under konflikt forklarede en del af sammenhængen for den, der gjorde det, men ikke hvor tilfreds partneren var, hvilket tyder på at partneren reagerer på mere end tilbagetrækningen alene. Det var en spansk befolkningsgruppe, bedre uddannet og bedre stillet end gennemsnittet, målt på ét tidspunkt, så det beskriver en sammenhæng og ikke en årsag.

Det, jeg forsigtigt tager med mig, er at den, der træder tilbage, ikke slipper billigere. Det er tit vedkommende, der fortæller mig, når der er roligt nok i rummet, at utilfredsheden har stået på længere, end nogen anede.

Kan 2 mennesker med forskellige mønstre få det til at fungere?

Ja, og det er mere almindeligt end det modsatte. De fleste par, jeg ser, passer ikke sammen på det punkt, og de, det går godt for, er ikke dem der blev ens. Det er dem, der holdt op med at behandle forskellen som bevis på noget værre.

Et studie fulgte 294 gifte par i omkring 5 år og fandt, at højere kvalitet i forholdet fulgtes med lavere utryg tilknytning og en langsommere stigning i den over tid.² Parrene var overvejende amerikanske og ikke i akut krise, og designet kan ikke sige hvilken vej påvirkningen gik, så det viser ikke at et godt forhold gør mennesker mere trygge. Det stemmer med noget, jeg ser jævnligt: kvaliteten af det, der sker mellem 2 mennesker, og hvor trygge de hver især føler sig, har det med at følges ad.

Den ændring, jeg faktisk holder øje med, er lille. Den er at den ene får sagt jeg bliver stille, fordi jeg er overbelastet, ikke fordi jeg er holdt op med at holde af dig, og at den anden får hørt det som oplysning frem for som en dør, der lukker.

Hvad hjælper, når sløjfen går i gang?

Målet er ikke at mødes på midten. Det er at afbryde sløjfen tidligt nok til at I stadig taler med hinanden. 4 ting hjælper.

• Sig følelsen, ikke den andens adfærd. Jeg bliver bange for at vi glider fra hinanden lander et andet sted end du lukker altid af. Det sidste er en anklage og bliver besvaret som en.
• Aftal pausen på forhånd, med et klokkeslæt på. En pause virker, når den har en aftalt slutning. 20 minutter, og så kommer vi tilbage er en pause. At gå uden at sige hvornår er netop det, der skræmmer den anden mest.
• Lad den, der har brug for luft, bede om den højt. Tavshed bliver aflæst som den værst mulige betydning. 4 ord, jeg skal bruge 10 minutter, ændrer hvad tavsheden er lavet af.
• Find det lille tegn, der faktisk beroliger den, der rækker ud. Tit er det ikke en snak. Det er berøring, eller at få at vide hvornår du er tilbage, eller et fast punkt i ugen, der ikke skal forhandles.

Det hjælper på sløjfen. Det hjælper ikke på alt, og jeg vil være forsigtig med at bruge det, hvor det ikke hører hjemme. Hvor den ene faktisk er på vej ud, eller hvor afstand bliver brugt til at styre, hvad den anden gør, gør en velkørt pause blot arrangementet mere behageligt for den, der allerede har magten.

Det rækker heller ikke, hvor det samme skænderi har kørt i årevis, hvor den ene er holdt op med at bringe tingene op, eller hvor der nedenunder ligger et svigt, der aldrig blev taget ordentligt hånd om. Det kræver som regel et vedvarende forløb med jer begge i rummet over tid.

Har I lyst til at se på jeres egen sløjfe sammen med mig, kan I begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter. Mit arbejde med par står beskrevet på siden om parterapi i København.

Ofte stillede spørgsmål

Skal vi komme sammen eller hver for sig?

Er sløjfen mellem jer hovedvanskeligheden, er sammen som regel det rigtige sted, fordi mønsteret kan opstå i rummet, hvor vi kan sætte tempoet ned. Individuelle sessioner giver mere mening, når den ene er ved at finde ud af noget, der endnu ikke er sagt.

Min partner vil ikke med. Nytter det noget?

Ja, og det er en almindelig måde at begynde på. Når du ændrer din egen halvdel af en sløjfe, ændrer du hvad den anden halvdel reagerer på, og det er tit nok til at gøre samtalen mulig senere.

Tager du parti?

Jeg vil ikke lade som om I bidrager lige meget, når I ikke gør, og jeg er ikke der for at afgøre hvem der har ret. Mit arbejde er at gøre det, der sker mellem jer, synligt nok til at I begge kan se det.

Hvad sker der i den første session med et par?

Mest af alt lytter jeg til, hvordan I beskriver de samme begivenheder forskelligt, og spørger grundigt ind til et nyligt skænderi. I behøver ikke blive enige om en version på forhånd, og det er som regel mere brugbart, hvis I ikke har prøvet.

Hvilken form for terapi passer til det her?

En, der arbejder med det, der sker mellem jer, mens det sker, frem for at lære jer regler for at tale sammen. Jeg trækker på EFT, emotionsfokuseret parterapi, og på tilknytningsteori, og jeg bruger dem til at følge sløjfen frem for at sætte navn på nogen af jer.

Kilder

1. Avoidant Attachment, Withdrawal-Aggression Conflict Pattern, and Relationship Satisfaction: A Mediational Dyadic Model. Frontiers in Psychology, 2021.
2. An Exploratory Longitudinal Dyadic Analysis of Couple Attachment Trajectories. Contemporary Family Therapy, 2025.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.