Hvad er min tilknytningsstil, og kan den ændres?

Hvorfor ændrede det ingenting at finde navnet?

Fordi et navn beskriver mønsteret udefra, og mønsteret kører indefra. Du læste beskrivelsen og genkendte dig selv i den, og det er noget værd, at det skete. Næste gang din partner var længe om at svare, gik det samme sug gennem brystet i samme tempo som altid, og det, du vidste, kom bagefter, som en kommentar.

Sådan har mange det, når de sætter sig over for mig første gang. De kan beskrive deres egen adfærd præcist, forudsige den og endda advare en partner om den på forhånd, og ingen af delene når frem til det øjeblik, de handler om. At forstå sig selv og at være fri af mønsteret viser sig at være 2 forskellige ting, og den første leverer ikke den anden.

Der er noget mere i det, som klienter som regel siger mere stille. Navnet kan blive en måde at lukke spørgsmålet på. Hvis det bare er sådan, du er, så er arbejdet forbi, før det er begyndt, og lettelsen ved at blive forklaret bliver til vægten af at være sat i bås.

Findes der virkelig 4 tilknytningsstile?

De 4 navne er et kort, og kortet er grovere end det terræn, det dækker.

Tryg, ængstelig, undgående og den ængsteligt undgående blanding af de 2 sidste er brugbare betegnelser. De peger på virkelige forskelle i, hvordan mennesker håndterer nærhed og afstand. Hvad de ikke er, er 4 adskilte slags mennesker. De fleste måleredskaber behandler tilknytning som 2 glidende skalaer, nogenlunde hvor bange du er for at blive forladt, og hvor meget afstand du har brug for for at føle dig tryg. De 4 navne er hjørnerne i det rum, ikke rum i sig selv.

I et spansk studie af 515 voksne, hvoraf de fleste var universitetsstuderende, kunne forskere, der ledte efter den velkendte struktur med 4 stile, kun med sikkerhed skille 2 grupper ud, en bred almindelig gruppe med omkring 77 procent af deltagerne og en utryg gruppe på omkring 23 procent.¹ Deltagerne var unge og overvejende studerende, så det beskriver ikke, hvordan tilknytning fordeler sig i befolkningen, og det siger lige så meget om spørgeskemaets grænser som om mennesker. Det, jeg tager med mig, er beskedent og passer med det, jeg ser: kategorierne er en måde at tale på, ikke en diagnose, du har fået.

Derfor er et resultat, der føles en smule forkert, som regel mere værd end et, der føles helt rigtigt. Det, der ikke passer, er netop der, hvor din egen historie ligger.

Hvor kommer mønsteret fra, hvis ikke fra en test?

Det kommer af, at du tidligt og uden ord fandt ud af, hvad du skulle gøre for at holde et vigtigt menneske tilgængeligt.

Et barn, hvis voksne var varme, men uforudsigelige i timingen, lærer at holde sig vågen og arbejde på forbindelsen. Et barn, hvis behov blev mødt med irritation eller fravær, lærer at have mindre brug for noget højt og klare sig selv. Ingen af delene er en fejl. Begge er rigtige løsninger på den situation, et lille menneske faktisk stod i.

Vanskeligheden er, at løsningen overlevede situationen. Det, der beskyttede dig som 6-årig, kører stadig som 36-årig, i et forhold hvor betingelserne er andre, og hvor ingen har sagt det til det gamle system. Derfor føles det automatisk frem for valgt, og derfor hjælper det så lidt at skændes med det.

Familien er den sædvanlige oprindelse, men ikke den eneste. Jeg har siddet med mennesker, hvis mønster blev sat senere, af et langt forhold der lærte dem årvågenhed, eller af en flytning til udlandet, hvor nærhed blev noget, man skal bygge op fra ingenting hvert par år. Udlændinge i København beskriver det tit: en måde at holde folk på en smule afstand, som begyndte som fornuftig selvbeskyttelse og stille er blevet den eneste indstilling, de har.

Kan en tilknytningsstil ændre sig?

Den er ikke fastlåst, og den flytter sig ikke af sig selv. Det, jeg ser ændre sig over måneder frem for uger, er afstanden mellem den gamle alarm og det, du gør bagefter. Alarmen bliver ved med at komme. Det at række ud, eller at lukke ned, bliver langsommere, bliver synligt og bliver så et valg.

Et studie fulgte 294 gifte par i omkring 5 år og fandt, at utryg tilknytning steg meget svagt i gruppen, en ændring forfatterne kalder statistisk reel, men formentlig for lille til at nogen ville mærke den i hverdagen.² Parrene var overvejende amerikanske, økonomisk velstillede og ikke i akut krise, og den terapi, nogle af dem oplyste, blev aldrig beskrevet grundigt nok til at sige hvad den var. Så det er belæg for, at tilknytning ikke driver meget af sig selv over nogle få år, ikke belæg for hvad målrettet arbejde gør ved den.

Min egen læsning er mere ligefrem, end forskningen kan være. Det, der flytter den, er tilstrækkelig gentagen erfaring med at blive i kontakt med et andet menneske, mens den gamle frygt er levende, og opdage at kontakten holder. Det kan du ikke læse dig til. Det skal ske sammen med nogen, tit nok til at kroppen opdaterer sin forventning.

Hvad flytter den, og hvornår er det ikke nok?

Målet er ikke at blive tryg. Det er at gøre rummet mellem følelsen og handlingen større. 4 ting gør det større.

• Fang det i kroppen, før du forklarer det. Suget, strammingen, den pludselige fladhed kommer før enhver tanke om, hvad den anden mente. Den forklaring, du griber efter midt i bølgen, er som regel den mindst præcise, du får den dag.
• Sig følelsen frem for at teste. Jeg bliver bange, når du bliver stille giver en partner noget sandt at møde. At spørge, om de er irriterede, giver dem en prøve, de skal bestå, og så bedømmer du deres svar.
• Find ud af, hvad der faktisk beroliger dig. For mange er det slet ikke beroligende ord. Det er berøring, eller at vide hvornår nogen er tilbage, eller en aftale om hvad der sker efter et skænderi.
• Drop det andet skænderi. Det, hvor du kritiserer dig selv for at reagere. Skam oven på frygt gør det sværere at sige det næste ligeud, og mønsteret lever af netop det.

Det er begyndelser, og de har virkelige grænser. Hvor en partner faktisk er upålidelig, varm den ene uge og uden for rækkevidde den næste, aflæser din årvågenhed nutiden rigtigt, og så er det forkerte mål at falde til ro. At finde ud af hvilken af de 2 du står i, er svært indefra, og det betyder mere end navnet gør.

Det rækker heller ikke, hvor mønsteret griber ind i søvn, arbejde og helbred, hvor hvert forhold er endt i samme sammenbrud, eller hvor det, der dannede mønsteret, var skræmmende frem for blot uforudsigeligt. Den slags historie kræver et vedvarende forløb sammen med nogen over tid frem for en teknik, man tager i brug i det værste øjeblik.

Har du lyst til at se på dit eget mønster sammen med mig, kan du begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter. Mit arbejde med enkeltpersoner står beskrevet på siden om psykoterapi i København.

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg kende min tilknytningsstil, før jeg begynder i terapi?

Nej, og det er tit lettere at komme uden et navn, for så kan vi se på det, der faktisk sker, frem for på en kategori, du prøver at passe ind i. Ét nyligt eksempel på reaktionen er nok at begynde med.

Er en gratis tilknytningstest på nettet noget værd?

Det er en rimelig indgang, så længe du behandler resultatet som en begyndelse på en snak og ikke som et fund. Den del af beskrivelsen, der ikke passer på dig, er som regel den mest interessante.

Kan jeg arbejde med det alene, eller skal min partner med?

Individuelle sessioner er tit det lettere sted at begynde, fordi du kan se på din egen reaktion uden samtidig at håndtere en andens svar på den. Er sløjfen mellem jer hovedvanskeligheden, kan det godt betale sig at komme sammen senere.

Hvilken form for terapi passer til det her?

En, der arbejder med følelsen, mens den står på, frem for kun at drøfte den bagefter. Jeg trækker på tilknytningsteori, psykosyntese og EFT, emotionsfokuseret parterapi, og det vigtigste er, at forholdet til terapeuten er roligt og forudsigeligt.

Hvor lang tid tager det?

En vis lettelse kommer som regel tidligt, ved at sige det hele højt til en, der ikke viger tilbage. Den langsommere ændring ligger i, hvad du gør når alarmen lyder, og dér sætter jeg ikke et antal sessioner på.

Kilder

1. Balancing typological and dimensional approaches: Assessment of adult attachment styles with Factor Mixture Analysis. PLOS ONE, 2021.
2. An Exploratory Longitudinal Dyadic Analysis of Couple Attachment Trajectories. Contemporary Family Therapy, 2025.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.