Hvorfor er det så svært at gå, når jeg ved, jeg burde?

Hvorfor bliver beslutningen om at gå ved med at gå i opløsning?

Fordi det at gå er en proces og ikke et øjeblik, og en proces bliver afbrudt. At beslutte sig én gang gør den ikke færdig. Det er den del, næsten ingen bliver advaret om, og det er derfor, så mange kommer til mig i den tro, at opløsningen er en fejl i dem selv.

Forskningen peger samme vej. Mennesker når frem til at gå gennem flere skift i, hvordan de ser forholdet, og ikke i ét skridt, og det, der forudsiger, at nogen går, omfatter både de materielle forhold og det, personen føler og tænker¹. En lille interviewundersøgelse med 12 kvinder, der var gået, og 18 af de medarbejdere, der havde støttet dem, fandt ingen fast rækkefølge af faser: noget opbygger parathed over måneder eller år, andet vipper en beslutning hurtigt, og kærligheden til partneren kan holde beslutningen tilbage, mens erkendelsen af, at det, man får, ikke er kærlighed, kan sætte den i gang². Ingen af undersøgelserne fortæller dig, hvor du er. Det, de fortæller dig, er, at spørgsmålet ikke kun er, om du har besluttet dig. Det er også, hvad der faktisk står åbent for dig, og det er et andet spørgsmål og intet mål for din viljestyrke.

Lad mig sige tidligt, hvor den her artikel holder op med at være det rette redskab. Jeg kan beskrive processens form. Det, jeg ikke kan herfra, er at sige, hvor i den du er, hvad der reelt er muligt for dig, eller hvad det ville koste dig, og beslutningen hviler netop på de ting. Det er individuel terapi, og du ville komme alene. Læsningen af din egen situation forbliver din, og intet her skal erstatte den.

Hvordan føles det, når noget trækker dig tilbage?

Det føles som sikkerhed på vejen hjem og ingenting, når du først er i rummet. Følelsen går først, og kroppen følger efter: skuldrene sænker sig, åndedrættet bliver kortere, og den sætning, du havde klar, bliver, hvor den er. Først senere når du frem til at tænke, at du nok ikke mente det.

• Klarhed, der ikke kan rejse. Det, du fandt ud af alene, overlever ikke mødet med den, det handler om.
• Kærlighed, der ikke er en fejl. Varmen er ægte, og den er også en del af det, der holder dig fast.
• Det kendte mod det, du ikke kan forestille dig. En dårlig ordning, du forstår, trækker hårdere end en bedre, du ikke kan se for dig.
• Forbedring, der kommer præcis i tide. Tingene bliver bedre, lige når du er ved kanten af at gå, og det er dér, rigtig mange beslutninger går i opløsning.
• Sorg, der kommer for tidligt. Du sørger over forholdet, mens du får at vide, at det er dig, der ødelægger det.

De to tilstande, klarheden og tomheden, hører til det samme menneske og den samme uge. At kunne rumme begge uden at kalde den ene for den rigtige dig er det meste af det tidlige arbejde.

Hvad gør truslerne egentlig?

Hver trussel flytter emnet væk fra det, du vil, og over på det, du vil få skylden for. Efter min kliniske vurdering er de formet, med vilje eller ej, til at gøre det næste skridt utænkeligt og ikke bare svært.

• At gå bliver omdefineret. At gå bliver den andens idé, og du bliver den, der blev forladt.
• Børnene. Du får at vide, hvad der vil ske med dem, i en form, du ikke har nogen mulighed for at efterprøve.
• Penge og hjemmet. Du får at vide, at du ikke vil have noget, og at intet i huset tæller som dit.
• Dit omdømme. Din familie eller din arbejdsplads får udleveret en version af dig, som det ville tage år at rette.
• Den andens eget velbefindende. Det kommer i en form, der gør dig ansvarlig for det, og det er den, jeg ser holde hårdest.

At se, hvad en trussel gør, gør den ikke harmløs, og det vil jeg ikke foregive. Det, det gør, er at flytte emnet tilbage til det sted, hvor det begyndte, nemlig det, du vil. Efter min erfaring virker et kontrollerende mønster ved at gøre det rum, et menneske har at handle i, mindre, så det rum, du faktisk har, er en del af forklaringen, og at læse det at blive som mangel på mod lader den del ude.

Hvor en partner truer med sit eget velbefindende, er den her artikel helt klart det forkerte redskab. Efter min vurdering kan du ikke holde et andet voksent menneske på plads ved at blive, og det er ikke en konklusion, du skal nå alene ud fra en side tekst. Det er arbejde, du tager med til en terapeut, med dig selv i rummet.

Hvorfor er parterapi det forkerte rum til det her?

Parterapi beder to mennesker om at være ærlige over for hinanden og så gå hjem sammen. Den ordning virker kun, når begge har råd til ærligheden.

• Ærlighed med en pris. Det, du lægger på bordet, skal du stå til regnskab for senere, og prisen lander hos den ene af jer.
• Nyt sprog, gammel brug. En kontrollerende partner lærer terapiens ordforråd hurtigt og tager det med hjem.
• Et ansvar, der antages at være delt. Parterapiens form behandler byrden som nogenlunde fælles, og her er den ikke fælles.
• Min holdning. Jeg tager ikke et par ind til fælles sessioner, hvor den ene er bange for den anden, og det er min kliniske vurdering og ikke et forskningsresultat.
• Hvor det her hører hjemme. Individuel psykoterapi er rummet til det, uanset om du går eller bliver, og der findes også parterapi alene.

Hvad hjælper, og hvor holder det her op?

Det, der hjælper, er at få processen ud af dit eget hoved og frem foran en, der ikke står midt i den. Intet af det følgende er en plan, og jeg vil ikke skrive en til dig: det, der passer til din situation, kræver dine detaljer, og dem finder du ud af sammen med nogen og ikke ved at læse en side.

• Sig det højt én gang, uden for forholdet. Fortæl ét menneske uden for forholdet, hvordan en almindelig uge faktisk ser ud, for at få en ekstra læsning og ikke for at få råd.
• Find dig selv i processen. Parathed bygger sig langsomt op, og at vide, at du har været her før og længere fremme, er information og ikke et nederlag.
• Hold op med at give dig selv karakter for tempo. At gå tilbage er en del af, hvordan rigtig mange til sidst går, og at se det som et bevis på svaghed er det, der holder folk fast.
• Lad trækket i begge retninger blive undersøgt. Hver side af det fortæller dig noget, og arbejdet er at høre hvad, i stedet for hurtigt at vælge side for at få ubehaget til at holde op.
• Læg det fra dig, der ikke er dit at bære. Efter min vurdering er ansvaret for et andet voksent menneske ikke noget, du kan gøre dig fri af ved at blive.
• Begynd i individuel terapi. Én session alene, hvor intet skal afgøres den dag, og ingen skal håndteres.

Det er hjælp til at tænke og intet andet, og det slipper hurtigt op: når du bliver holdt for tæt øje med til at kunne tænke frit, når du ikke længere stoler på din egen beskrivelse af ugen, eller når du er bange for din partner. Så er det næste skridt individuel terapi, alene. Det, der forbliver uafklaret, er, om og hvornår du skal gå. Det skal ingen artikel svare på for dig. Det kræver en nærmere undersøgelse sammen med en, der kender detaljerne, og vurderingen til sidst er din og ingen andens.

Ofte stillede spørgsmål

Hjælper terapi, hvis jeg ikke har besluttet, om jeg vil gå?

Ja, og efter min erfaring er det det meste af arbejdet. Du kommer uden en beslutning, og jeg begynder med det, der skræmmer dig, og ikke med det, du burde gøre ved det.

Vil du sige til mig, at jeg skal gå?

Nej, og jeg ville gøre dig skade, hvis jeg gjorde det. Mit arbejde er at hjælpe dig med at se den proces, du faktisk står i, så tydeligt, at beslutningen bliver din og holder, når du har truffet den.

Skal jeg komme alene eller sammen med min partner?

Alene, når det her er emnet. Fælles sessioner er det forkerte sted, når den ene partner er bange for den anden, og det er min kliniske vurdering og den måde, jeg arbejder på.

Hvad sker der i en første session om det her?

Mest din egen beskrivelse af, hvordan beslutningen er gået indtil nu, i detaljer, og mine spørgsmål til, hvad der får den til at gå i opløsning. Intet skal afgøres i den første time.

Hvad hvis jeg er gået og vendt tilbage før?

Det er almindeligt og ikke diskvalificerende, og det er brugbart materiale i en session. Det, der fik beslutningen til at gå i opløsning sidst, fortæller mig mere om, hvor du er, end noget andet, du kunne tage med.

Det er svært at gå fra et forhold, der gør ondt, og jeg støtter dig i dit eget tempo i traumeterapi i København.

Kilder

1. Anderson, D. K. og Saunders, D. G., Leaving An Abusive Partner: An Empirical Review of Predictors, the Process of Leaving, and Psychological Well-Being, Trauma, Violence, & Abuse, 2003
2. Di Basilio, D., Guglielmucci, F. og Livanou, M., Conceptualising the separation from an abusive partner as a multifactorial, non-linear, dynamic process, Frontiers in Psychology, 2022

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.