Er jeg udbrændt, eller er jeg bare træt?

Hvordan føles udbrændthed egentlig?

Det er en udmattelse, søvnen holder op med at reparere, en voksende afstand til arbejdet og et stille tab af tillid til din egen kunnen.

Begynd med følelsen, for det er den, du opdager først. Ikke ligefrem tristhed. En fladhed med en kant af bitterhed i. Så kroppen: du vågner allerede træt, kæben og skuldrene holder fast hele dagen, og søndag aften lander i maven. Tankerne kommer sidst, og de er ikke venlige. Du beslutter, at du har mistet evnen, at alle andre klarer det, at du aldrig var så dygtig, som folk troede.

Verdenssundhedsorganisationen beskriver udbrændthed som et syndrom, der skyldes langvarigt arbejdspres, som ikke er blevet håndteret, med udmattelse, mental afstand eller kynisme over for jobbet og nedsat faglig formåen som de tre kendetegn, og den bruger kun ordet om arbejdslivet¹. Det nyttige ved det er, hvor det placerer problemet: i forholdet mellem et menneske og et job og ikke inde i din karakter. Det er ingen skala. Der er intet antal punkter, der afgør noget, og ingen grænse, du krydser, og jeg vil ikke give dig en. Almindelig træthed svarer på hvile, og det gør det her ikke.

Hvorfor hjælper en ferie ikke på udbrændthed?

En ferie ændrer dig i 14 dage og ændrer intet ved det, du vender tilbage til.

Udbrændthed bor i afstanden mellem det, jobbet kræver, og det, du har tilbage at give, og jo større misforholdet mellem person og job er, desto større er sandsynligheden for udbrændthed². Hvile er arbejde på personen, og derfor er virkningen ægte og kort. Efter min erfaring holder den, når noget i selve arbejdet også bliver ændret.

Passformen giver efter bestemte steder²: arbejdsmængden, hvor meget du bestemmer, hvad du får igen, hvem du arbejder sammen med, om beslutninger bliver truffet på en måde, du kan følge, og om stedet gør noget, du kan stå inde for. Manglende indflydelse har en tydelig sammenhæng med udbrændthed, og det meste af den forskning viser sammenhænge og ikke årsager. Det er ingen afkrydsningsliste. At sætte navn på stedet er nyttigt, fordi det giver dig noget konkret at bede om, og stor arbejdsmængde uden indflydelse er den kombination, jeg ser gå hurtigst i stykker. Arbejder du på engelsk hver dag i en international virksomhed, beskatter det flere af de seks områder på én gang, og mange holder op med at lægge mærke til, at de betaler den pris.

Hvorfor er jeg holdt op med at bekymre mig om et arbejde, jeg elskede?

At bekymre sig mindre er en beskyttelse, og den kommer sidst.

Kravene bliver ved med at ligge over det, du har, og du kan ikke sænke dem. Det eneste, du stadig styrer, er, hvor meget af dig selv du lægger i det, så du lægger mindre i, og i begyndelsen virker det. Så holder arbejdet op med at give dig noget igen, for den eneste måde at overleve det på var at holde op med at lade det betyde noget. Du er stadig den, der valgte det her arbejde og ville have, at det skulle betyde noget, og du er også den, der nu regner minimum ud. Den sidste holder den første i live. Det er min kliniske vurdering og ikke et forskningsresultat.

Derhjemme bliver det læst som noget andet. Din partner hører tavsheden eller det korte svar sidst på dagen som at blive lukket ude og siger det på det tidspunkt af aftenen, hvor du har mindst tilbage at svare med. Ingen af jer læser forkert, hvad I kan se.

Er det blevet bredere end jobbet?

Udbrændthed hænger fast i arbejdet, og den lader noget være intakt uden for det.

Den skelnen er værd at holde fast i. Letter fladheden væk fra arbejdet, en god weekend, med de rette mennesker, så er det arbejdet, problemet bor i. Har den nået maden, søvnen, selskabet og alt det, du plejede at holde af, er det noget bredere end et job, der driver den, og så rammer du ved siden af, hvis du lægger alle kræfter i din arbejdsmængde. De to overlapper så meget, at jeg ikke ville skille dem ad ud fra en side tekst, og det skal du heller ikke gøre ved midnat. Det spørgsmål åbner sig langsomt sammen med en anden person.

Hvordan kommer du dig over udbrændthed?

Du sætter navn på det konkrete misforhold, ændrer noget strukturelt i arbejdet og gør også den personlige halvdel ordentligt. Rækkefølgen betyder noget. Den strukturelle ændring er den del, der holder, og den personlige del er det, der gør dig i stand til at bede om den.

• Skriv to linjer efter arbejde. Hvad tog mest ud af dig i dag, og hvad gav noget igen. En uge er mit forslag til at samle materiale og ikke en klinisk grænse.
• Sæt almindelige ord på misforholdet. Jeg er udbrændt har intet næste skridt. Jeg har ikke haft indflydelse på mine prioriteter siden marts og dækker to stillinger har flere.
• Ændr én struktur. En grænse, der faktisk bliver holdt, en overlevering, der sker, én snak med den, der bestemmer din arbejdsmængde.
• Gør den personlige halvdel alligevel. Søvn, bevægelse og tid væk fra en skærm er det, der gør den svære snak mulig. Alene sender de dig tilbage til den samme ordning.
• Find frygten. Find ud af, hvad du tror vil ske, hvis du holder op med at levere mere end aftalt, og hvad du tror, du beskytter ved at fortsætte.

Der er tre situationer, hvor det ikke er nok. Når du er for drænet til at se misforholdet, bliver de to linjer ikke skrevet, og snakken bliver ved med at blive udskudt, og så ændrer en anden person i rummet, hvad der er muligt. Når frygten for at stoppe er stærkere end udmattelsen, bliver den strukturelle ændring aftalt og så stille rullet tilbage, og så er frygten det egentlige emne. Når forholdene ikke vil flytte sig, gør intet personligt arbejde en umulig ordning mulig, og det, der er tilbage, er at beslutte, hvad du er villig til at bære og hvor længe. Det er svært at skelne de tre indefra, og det er værd at gøre, før du konkluderer, at problemet er din egen udholdenhed.

Ofte stillede spørgsmål

Er terapi det rette sted at tage et arbejdsproblem hen?

Ja, når arbejdet er begyndt at præge, hvordan du behandler dig selv og dem derhjemme. En session giver dig et sted at finde ud af, hvad du tror vil ske, hvis du holder op med at levere mere end aftalt.

Skal jeg vente, til jeg har holdt fri, før jeg begynder?

Nej, og begynder du, mens det stadig står på, kommer materialet frisk og ikke fra hukommelsen. Fri giver energien tilbage, men de snakke, der ændrer ordningen, skal stadig tages.

Hvad sker der i de første sessioner?

De første sessioner går med at sætte navn på det konkrete misforhold, fordi udbrændthed i almindelighed ikke har noget næste skridt. Derfra finder vi ud af, hvad der kan ændres, og hvad der gør det svært at bede om.

Hvilken slags terapi skal jeg kigge efter?

Kig efter en, der vil arbejde både med forholdene og med det, der får dig til at acceptere dem, og ikke kun med afslapning. Spørg terapeuten direkte, hvordan han eller hun vil gribe selve jobbet an og ikke kun dit pres.

Hvad hvis min arbejdsplads er problemet, og intet kommer til at ændre sig?

Så er sessionen til at beslutte, hvad du vil gøre med det, også hvad det reelt koster at blive. Jeg vil ikke sige, at du skal sige op, og jeg vil ikke behandle en umulig ordning, som om den var mulig.

Er trætheden blevet til noget, søvn ikke længere løser, kan du læse om terapi mod udbrændthed og om min stressterapi i København.

Kilder

1. World Health Organization, Burn-out an occupational phenomenon: International Classification of Diseases, 28. maj 2019
2. Maslach, C. og Leiter, M. P., Understanding the burnout experience: recent research and its implications for psychiatry, World Psychiatry, 2016

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.