Kort fortalt
At føle sig fanget i et land, man selv valgte, er ubehageligt, fordi der ikke er nogen oplagt at give skylden. Buret er som regel bygget af forpligtelser, du ikke ville give slip på. Artiklen ser på, hvad følelsen er lavet af, hvorfor den åbne dør gør det værre, og hvad der løsner det.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Fælden er som regel lavet af andres liv. Klienter beskriver et bur bygget af en partners arbejde, et barns skole og en bolig, og intet af det ville de faktisk fjerne.
- Ønsket om at rejse er sjældent en plan. Klienter fortæller mig, at de kigger på flybilletter og huse i Danmark uden at ville bestille noget, og at kigningen letter trykket for en aften.
- Vreden lander på den nærmeste flade. Klienter bliver rasende på køen, vejret og sproget, når vreden hører til meget tættere på.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvad er det egentlig, jeg føler mig fanget af?
Næsten ingen er fanget af et land. De er fanget af den bestemte indretning af et liv, der tilfældigvis står i det land. Landet får skylden, fordi det er det, man kan pege på.
- Arbejdet. En partners stilling, det tog år at nå, eller din egen opholdstilladelse, der hænger på en arbejdsgiver, der godt ved det.
- Børnene. En skole, de er faldet til i, venskaber på et sprog, du ikke taler, og visheden om, at det koster dem noget at flytte dem.
- Pengene. En bolig købt på toppen af markedet, en pension i det forkerte land, prisen for at starte forfra.
- Den tid, der allerede er brugt. Årene, du har investeret dér, som føles spildt, hvis du rejser, og tungere, hvis du bliver.
At føle sig fanget er ikke en mild tilstand, og den er værd at tage alvorligt. I en undersøgelse af 367 studerende i Sydkorea hang følelsen af at være fanget sammen med tungt humør, delvist gennem håbløshed, og forbindelsen til håbløshed var svagest hos dem, der i højere grad kunne styre deres tanker og se andre muligheder1. Alt blev målt på ét tidspunkt i én gruppe, så det beskriver et mønster og ikke en årsag. Det, der svarer til det i mit eget rum, er dette: Vægten letter lidt, hver gang et menneske kan rumme mere end én udgave af sin fremtid på samme tid.
Hvorfor gør det det værre, at jeg godt kunne rejse?
En åben dør, du ikke går igennem, holder op med at være frihed og begynder at være bevis. Hvis intet holder dig tilbage, læser hver morgen, du bliver, sig tilbage til dig som et valg, du træffer, og så hviler hele vægten på dig.
Derfor gør beroligelsen ondt. Din partner siger, at du kan rejse hjem til Danmark, når du vil, mener det venligt, og det lander som en dom og ikke som en befrielse. Døren var aldrig problemet. Det, der holder dig, er alt det, der skulle brydes for at bruge den, og intet af det kan ses udefra.
Der er også en pris ved bare at ville være et andet sted. Afstanden mellem der, hvor du er, og der, hvor du gerne vil være, gør efter min erfaring sin egen skade, stille og over tid, og den skade er størst, når ønsket aldrig bliver set ordentligt på.
Hvorfor er jeg så vred på et land, der intet har gjort mig?
Vreden er den del af dig, der stadig vil noget, og den går til den nærmeste flade. Landet er belejligt. Det kan ikke såres, det svarer ikke igen, og at ikke kunne lide det koster dig ingen forhold.
Nedenunder har vreden som regel en mere præcis adresse, og det er tit en, man helst ikke vil sige højt. Den kan høre til den, der ville flytte. Den kan høre til dig selv, fordi du sagde ja til noget, hvis pris du ikke kunne se dengang. Den kan høre til en udgave af dit liv, der blev lovet og ikke kom. Ingen af dem er behagelige at sige, så vejret får den i stedet. Det betyder noget i praksis, for vrede rettet mod et land har ingen steder at gå hen, mens vrede med en rigtig adresse kan siges til nogen og nogle gange få svar.
Hvad gør det her ved dem, jeg bor med?
Din utilfredshed med stedet bliver næsten altid hørt derhjemme som utilfredshed med dem. Du siger, at du ikke kan holde én vinter mere ud dér. Din partner hører, at det liv, I har bygget sammen, var en fejl. Så du siger mindre, og jo mindre du siger, jo mere fylder stemningen boligen uden forklaring.
Børn gør det endnu mere indviklet, fordi de som regel falder hurtigere til end dig. At se dem blive flydende og trygge i det, der slår dig ud, er en særlig slags ensomhed, og den sidder akavet ved siden af at være glad på deres vegne. Begge dele er sande på én gang, og ingen af dem udligner den anden. Er det blevet svært at tale om mellem jer, kan du læse mere om parterapi for danskere i udlandet.
Hvad løsner det, når det ikke er en mulighed at rejse?
Følelsen letter, når situationen holder op med at være permanent og uden form, og ikke når du endelig rejser.
- Sæt navn på de faktiske tremmer. Skriv præcis ned, hvad der holder dig dér. De fleste lister bliver kortere og mere konkrete end den følelse, der skrev dem.
- Skil beslutningen fra datoen. At beslutte at blive de næste 2 år er en anden handling end at beslutte at blive for altid, og en grænse ændrer, hvad et menneske kan bære.
- Giv spørgsmålet om at rejse en ordentlig time. Set på én gang, med din partner og en kalender, flytter det sig. Set på alene ved midnat på en boligside holder det kun sig selv i live.
- Begynd på noget dér, der er dit. Ikke en adspredelse. Noget, du ville være ked af at give slip på, så tiden dér bliver din og ikke afsonet.
- Sig det til din partner som en oplysning. Jeg har det svært med det her er en sætning, de kan gøre noget med. Du fik mig herned er en, de kun kan forsvare sig imod.
Det fjerde punkt er efter min erfaring det, der flytter mest. At løsne grebet om det liv, du havde planlagt, er ikke nok i sig selv. Noget skal samles op.
Der er tidspunkter, hvor det her holder op med at være noget, man skal klare alene. Er ønsket om at rejse stivnet til ikke at ville noget, kan du og din partner ikke længere tale om det, uden at det bliver et skænderi om ægteskabet, eller er du begyndt at tælle år i stedet for at leve dem, så er situationen holdt op med at være praktisk og gør sin egen skade. Det er værd at sætte sig ned med nogen om. Jeg arbejder på dansk, online over video, dér hvor du bor, og ansigt til ansigt i København, når du er hjemme, og du vælger selv. Læs mere om psykoterapi for danskere i udlandet.
Ofte stillede spørgsmål
Kan terapi hjælpe, hvis det, der holder mig fast, er praktisk?
Ja, fordi de praktiske forhold og følelsen af at være fanget ikke er lige store. Forholdene ændrer sig sjældent i de første måneder, men hvor meget af dit liv de får lov at fylde, gør som regel.
Vil en terapeut bare sige, at jeg skal acceptere det?
Nej, og accept tilbudt for tidligt er noget af det mindst nyttige, en terapeut kan give. Arbejdet går ud på at finde ud af, hvad du faktisk vil, og det taler nogle gange for at blive og nogle gange ikke.
Skal jeg komme alene eller med min partner?
Kom alene, hvis spørgsmålet handler om dig, og sammen, hvis belastningen er flyttet ind i den måde, I to taler sammen på. Mange begynder alene og tager partneren med senere, når de ved, hvad de vil sige.
Hvad hvis jeg beslutter mig for at flytte hjem undervejs?
Det er et helt legitimt udfald og ikke et nederlag for arbejdet. At beslutte at rejse af klare grunde er noget andet end at blive drevet væk af en følelse, du aldrig forstod.
Hvor lang tid tager den slags arbejde?
Det afhænger af, hvor meget af følelsen af at være fanget der går forud for flytningen. Kom den med flytningen, flytter den sig tit hurtigere, og de første sessioner gør som regel klart, hvilken af dem du står i.
Føler du dig låst fast i dit nye land, kan du få en online session hos mig i psykoterapi for danskere i udlandet eller en hurtig tid i akut psykoterapi.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.