Kort fortalt
Du holder af de mennesker, du ser herude, og du går alligevel hjem fra aftenen med en følelse af ikke at være blevet mødt. Begge dele er sande, og det er netop det, der gør den her ensomhed så svær at forklare. Artiklen handler om det, der ligger i mellemrummet.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- En fuld kalender og en tom uge. Klienter, der fortæller mig, at de aldrig har tid til sig selv, fortæller mig tit i samme session, at ingen har spurgt dem om noget rigtigt i månedsvis.
- Den redigerede udgave. Danske klienter i udlandet beskriver, hvordan de byder nye venner på en lettere udgave af sig selv og bagefter føler sig ukendte af dem, der mødte den udgave.
- At vente på at blive spurgt. Klienter venter tit på en invitation til noget mere alvorligt, som deres venner venter på, at de selv skal give.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor efterlader godt selskab mig alene?
Fordi det at være blandt mennesker og det at være kendt af dem trækker på to forskellige forråd, og en fuld uge af det første fylder ikke det andet op. Du kan gå fra en aften, du nød, og have det værre, end da du kom, og det giver ingen mening for andre, før det sker for dem selv.
Folk beskriver sjældent kulde hos vennerne. De beskriver et loft i snakken. Der er arbejde, bolig, planer, vejret, priserne, og ægte varme i det hele. Så stopper det, og stoppet er så almindeligt, at det er svært at pege på bagefter. Aftenen var hyggelig. Noget i dig blev uden for rummet.
Prisen mærker du som regel på vejen hjem. Jeg føler mig ensom, tænker du, og det passer dårligt med en aften, der gik godt. Et øjeblik står forskellen mellem at være vellidt og at være kendt helt klart. Næste morgen er den stille igen, og derfor kan det her køre i 2 år, uden at nogen sætter ord på det.
Hvad holder et venskab i udlandet på overfladen?
Venskaber i udlandet begynder med, hvem der er til rådighed, og ikke med fælles historie, og det bygger en anden slags nærhed. Derhjemme kendte folk dig, før du havde en professionel facade. Herude mødte de den, der ankom, og det er den, de har arbejdet ud fra lige siden.
- Ingen fælles fortid. Ingen herude så de år, der forklarer dig, så hvem du er, skal introduceres i stedet for at blive taget for givet, og at introducere det føles som at gøre krav på noget.
- En kort horisont. Når folk rejser videre hvert 2. eller 3. år, investerer begge parter stille og roligt på et niveau, der kan overleve farvellet.
- Det lettere register. Et andet sprog eller fremmede sociale koder trækker snakken mod det, du kan sige præcist, og væk fra det, du faktisk mener.
Intet af det gør venskabet falsk. Det gør det ungt. Det forvirrende er, at det føles etableret i sin varme og nyt i sin dybde, og de to aflæsninger af samme relation passer dårligt sammen. Derfor konkluderer mange, at problemet må ligge hos dem selv.
Er det mig, eller er det situationen?
Når nogen tager det op med mig, er det som regel stivnet til en dom over dem selv. For meget, for intens, for kedelig, for fremmed. Dommen gør så sit eget arbejde: Den former, hvordan den næste invitation bliver besvaret, hvor meget der bliver givet de første 10 minutter, og hvor hurtigt en tavshed bliver læst som bevis. Næsten intet af det bliver prøvet af, fordi det eneste emne, ingen tager op over middagen, er, hvor ensomme middagene er.
Efter min erfaring gør situationen mere af arbejdet, end dommen giver plads til. At starte forfra i et andet land, uden en fortid sammen med nogen, er hårdt for næsten alle, uanset hvor meget de anstrenger sig. Jeg siger ikke, at intet ved dig spiller ind. Jeg siger, at det, du har læst som en fejl, for de fleste i din situation er den almindelige pris for at begynde forfra uden en fælles datid.
Ville flere mennesker løse det?
Flere navne i kalenderen hjælper et stykke tid og holder så op med at hjælpe. De fleste har allerede prøvet det, når de kommer til mig: flere arrangementer, en sportsklub, et sprogkursus, ja til alt i tre måneder. Det udvider kredsen og lader den bestemte smerte være urørt, og så bliver smerten værre, fordi det oplagte middel har slået fejl.
Forskningen peger samme vej. I en undersøgelse af over 10.000 voksne i Finland, Polen og Spanien hang ensomhed kun svagt sammen med, hvor mange mennesker folk havde omkring sig, og tydeligere med, hvor nære forbindelserne var, og hvor tit de var i kontakt1. Alt blev målt på ét tidspunkt, så undersøgelsen kan ikke vise, hvad der kommer først, og den handler ikke om mennesker, der bor i udlandet. Den passer med det, jeg ser: Efter en håndfuld rigtige forbindelser handler spørgsmålet mindre om, hvor mange du ser, og mere om, hvor langt ind i nogen af dem du går. Det er sværere, for at gå længere ind er ikke et kalenderproblem. Det kræver, at du siger noget upoleret til en, der aldrig har hørt det fra dig før, uden at vide, hvordan det lander, et sted hvor du måske føler, at du har mindre at stå på end derhjemme.
Hvad kan jeg gøre, når ensomheden ikke flytter sig?
Det nyttige skridt er som regel lille, konkret og tidligere, end det føles behageligt: et stykke uredigeret sandhed til ét menneske.
- Sig det uimponerende. Ikke en krise, en almindelig skuffelse. Det er den tone, der inviterer et rigtigt svar, og det koster ikke meget, hvis det ikke bliver taget imod.
- Vælg dybde frem for bredde. Vælg de ét eller to venskaber med mest plads i, og læg din tid dér i stedet for at sprede den jævnt.
- Spørg om noget, du gerne vil have svar på. At blive kendt går begge veje, og en hel del mennesker venter på lov til at være alvorlige.
- Læg mærke til, hvad du beskytter. Der er som regel en grund til, at den redigerede udgave kom først, og at vide, hvad den passede på, er mere nyttigt end at tvinge dig selv til at fortælle for meget.
- Hold liv i én forbindelse til Danmark. Et fast opkald med en, der har kendt dig længe, kan bære noget af vægten, mens de nye venskaber vokser.
Hvor det ikke er nok: Var tomheden der allerede før flytningen, gælder den også mennesker, der har kendt dig i 20 år, eller vækker tanken om at blive kendt frygt mere end tøven, så handler det ikke mest om det land, du bor i, og at anstrenge dig mere socialt vil ikke nå det. Dér er selve mønsteret værd at se på. Jeg arbejder på dansk, online over video, hvor du end bor, og ansigt til ansigt i København, når du er hjemme, og du vælger selv. Læs mere om psykoterapi for danskere i udlandet.
Ofte stillede spørgsmål
Er ensomhed en god nok grund til at gå i terapi?
Ja, og det er en af de mere almindelige grunde til, at folk kommer. Ensomhed, der holder ved trods et rimeligt socialt liv, har som regel noget bestemt bag sig, og det er til at arbejde med.
Hvad hvis jeg også bare giver den pæne udgave i terapien?
Det sker tit i begyndelsen, og det er nyttig viden og intet nederlag. At fange det øjeblik, hvor du griber efter den nemmere udgave af dig selv, er en stor del af arbejdet.
Skal jeg arbejde med det alene eller sammen med min partner?
Følger ensomheden dig i alle dine relationer, passer individuel terapi bedst. Er den stærkest med din partner og stillere andre steder, er parterapi værd at overveje.
Betyder det noget, at sessionerne er på dansk?
Det betyder meget, når det svære handler om at blive forstået. At arbejde på det sprog, du tænker på, fjerner én af de barrierer, du prøver at beskrive.
Hvor lang tid tager det?
Jeg kan ikke give dig et tal, og jeg ville være varsom over for nogen, der gjorde. Den første forandring, folk mærker, er som regel i, hvad de er villige til at sige, mere end i hvor mange de ser.
Venner herude er ikke altid det samme som at høre til, og den ensomhed kan vi tale om online i psykoterapi for danskere i udlandet.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
