Kort fortalt
Du kan svare på, hvor du kommer fra, med ét ord, og svaret er aldrig helt sandt. Begge dele er virkelige, og det mellemrum, du lever i, kan ingen omkring dig se. Artiklen handler om, hvad der ligger i det.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Det indøvede svar. Klienter, der er vokset op mellem lande, har som regel en kort udgave klar til fremmede og en længere, de næsten aldrig får lov at give.
- Farveller, ingen gjorde færdige. Klienter beskriver en række afslutninger, der blev klaret praktisk dengang og aldrig sørget over bagefter.
- At høre til ved at være nyttig. Klienter beskriver tit, hvordan de har gjort sig fortjent til en plads i hver ny gruppe ved at tilpasse sig, og bagefter ikke ved, hvem de er, når der ikke er mere at tilpasse sig til.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor er spørgsmålet om, hvor jeg kommer fra, så svært?
Fordi det beder om ét sted, og dine erfaringer er spredt ud over flere uden et midtpunkt. Socialt er spørgsmålet småsnak. For dig er det en beslutning om, hvor meget du skal forklare, truffet på et sekund, flere gange om ugen.
Det korte svar efterlader dig en smule forkert beskrevet, og snakken går videre. Det lange svar gør en præsentation til et interview, og du ser den anden vente på, at det slutter. Begge veje har du gjort et stykke arbejde, som den, der spurgte, ikke anede, at de satte i gang, og summen af det er trættende på en måde, der er svær at beklage sig over uden at lyde forfængelig.
Folk er sjældent forvirrede over fakta, når de kommer til mig. De ved præcis, hvor de boede og hvornår. Det svære er, at intet svar bærer sandheden, og efter 20 år med den korte udgave begynder dele af ens egen historie at føles som en andens. Hvor kommer jeg fra, spørger de sig selv, og ikke kun når andre spørger.
Hvad kostede alle de flytninger egentlig?
Børn flytter, når de voksne flytter, og den følelsesmæssige side bliver tit klaret ved at have det fint med det. Det praktiske blev ordnet for dig. Resten blev håndteret af et barn, der kunne se, at flytningen ikke var til diskussion.
- Afslutninger efter kalenderen. Afskeden kom som en dato og ikke som noget, der skete mellem to mennesker, så der var intet at blive vred over og ingen at blive vred på.
- Venskaber med et indbygget loft. Når alle ved, at ordningen er midlertidig, bliver den dybde, der bliver tilbudt, målt mod afrejsedatoen på begge sider.
- Et selv, der hele tiden præsenterer sig. Hver flytning betød, at du igen skulle vælge, hvilke dele af dig du ville vise først, og det er en evne med en pris.
Intet af det betyder, at barndommen var ulykkelig, og de fleste, jeg ser, er faste i, at den ikke var. Sorg kræver ikke ulykke. Den følger tab, og en række små, velhåndterede tab kan gå usørgede i årtier, netop fordi hvert af dem så overskueligt ud på dagen.
Hvorfor føles Danmark ikke som hjemme?
Fordi det land, du skulle komme fra, gik videre uden dig, og den udgave, du har gemt, er den, du rejste med. Det, jeg hører, er mere subtilt end kulturchok. Du kan følge hver reference, bruge de rigtige ord og stadig blive opfattet som lidt fremmed af mennesker med samme pas som dig.
Besøg gør det skarpere, fordi et besøg er dér, hvor du forventer, at tilhørsforholdet venter, og i stedet opdager, at det er gået videre uden ond vilje. I en undersøgelse af 248 voksne, der havde boet uden for deres egen kultur og var vendt tilbage, og hvoraf 97 havde boet ude som børn, gik en stærkere identifikation med den kultur, de kom fra, sammen med en lettere tilpasning, mens konflikt mellem de to kulturelle identiteter gik sammen med mere angst og en sværere tilpasning1. Konflikten hang kun sammen med mere stress hos dem, der var rejst ud som voksne, og ikke hos dem, der var vokset op ude. Undersøgelsen byggede på folks erindring om en hjemkomst, der allerede var sket, og målte alt på ét tidspunkt, så den beskriver sammenhænge og ikke årsager.
Begge dele forbliver sande på samme tid. Danmark er dér, du kommer fra, og det er ikke dér, du lever nu, på nogen måde, der hjælper dig en almindelig tirsdag.
Er det en fordel eller et tab?
Det er begge dele, og fordelen er den halvdel, andre kan se. Du kan læse et rum på et andet sprog, holde tre kulturelle registre på én gang og være ægte glad for det hele og stadig ikke have noget svar på, hvor du ville tage hen, hvis alt her stoppede.
Det, der holder folk fast, er at behandle styrken som bevis på, at intet gik tabt. Det bliver som regel gjort i den bedste mening, tit af familien og tit af en selv: Du havde en fantastisk barndom, du taler fire sprog, hvad er det egentlig, du klager over? Kompetencen blev set dengang. Prisen blev ikke, og den ligger der stadig og venter på at blive talt op.
Efter min erfaring kommer lettelsen, når du får lov at sige, at det, der gjorde dig dygtig, også tog noget, uden at skulle opgive nogen af sætningens halvdele. At afgøre, hvilket land der i virkeligheden er dit, giver sjældent den samme ro.
Hvad hjælper, når intet sted gør krav på dig?
Et tilhørsforhold, der holder, bygges af mennesker og vaner mere end af geografi, og det er noget, du kan handle på.
- Hold op med at øve svaret. Vælg et kort svar, du kan leve med, og lad det være ufuldstændigt. Den præcision, du mister dér, er energien værd, du sparer.
- Sæt navn på de afskeder, du sprang over. At skrive de steder og mennesker ned, du forlod uden et ordentligt farvel, er tit første gang, tabene bliver talt som tab.
- Byg et tilhørsforhold, du kan gentage. En fast aftale med to eller tre mennesker gør mere end nogen beslutning om, hvilket land der i virkeligheden er dit.
- Lad stykkerne være ujævne. Du behøver ikke være lige meget hjemme i hvert sprog eller hvert sted, og forsøget på at gøre dem lige betyder som regel, at du optræder i dem alle.
Hvor det ikke er nok: Er spørgsmålet om, hvor du hører til, begyndt at føles som et spørgsmål om, hvorvidt du overhovedet er nogen bestemt, går beslutninger om, hvor du skal bo, i stå igen og igen, eller efterlader et besøg i Danmark dig nu flad i ugevis, så er stoffet ældre end logistikken, og det bliver ikke løst ved at vælge et land. Det er dét, terapien kan arbejde med. Jeg arbejder på dansk, online over video, hvor du end bor, og ansigt til ansigt i København, og du vælger selv. Læs mere om psykoterapi for danskere i udlandet eller om psykoterapi ved hjemkomst til Danmark.
Ofte stillede spørgsmål
Er det en grund til at gå i terapi, at jeg er vokset op mellem lande?
Ja, når mønstret stadig former, hvordan du slår dig ned, beslutter dig og knytter dig. Arbejdet handler som regel om det, barndommen lærte dig om at blive og at rejse.
Min barndom var god. Gælder det her så stadig?
Ja, og det er den mest almindelige udgave af det. Tab og en lykkelig barndom kan sagtens sidde side om side, og den sorg, der aldrig var plads til dengang, kan stadig vente.
Skal jeg gennem hele min barndom igen?
Nej, og jeg ville ikke begynde dér. Vi begynder med det, der er levende nu, og historien kommer ind, hvor den forklarer noget, du støder ind i i dag.
Kan sessionerne foregå online, hvis jeg bor i udlandet?
Ja, sessionerne kan foregå online over video, hvor du end bor. Er du i København, kan vi også mødes ansigt til ansigt, og du vælger selv.
Skal min partner med?
Begynd alene, hvis spørgsmålet handler om dig, og hvor du hører til. Dukker det op igen og igen som et skænderi om, hvor I skal bo, eller hvordan børnene skal vokse op, er parterapi et bedre sted til det.
Vokser man op i flere lande, kan spørgsmålet om oprindelse blive ved, og det får plads i psykoterapi for voksne tredjekulturbørn hos mig.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
