Er benægtelse en forsvarsmekanisme, og gør jeg det?

Hvad gør en forsvarsmekanisme egentlig?

Et forsvar er ikke en fejl i din tænkning. Det er sindet, der holder dig fungerende, mens noget er for meget at tage ind på én gang.

Ingen beslutter sig for at bruge et. Når du kunne nå at beslutte dig, er arbejdet allerede gjort: tanken er blevet stille, emnet er gået videre, følelsen er ankommet som irritation i stedet for frygt. Derfor hjælper det så sjældent nogen at få at vide, at de skal se kendsgerningerne i øjnene. Kendsgerningerne var aldrig forhindringen.

Forsvar køber tid, og tid er tit præcis det, et menneske har brug for. Omkostningen dukker op, når et forsvar bliver siddende længe efter, at den fare, det blev bygget til, er drevet over, så en del af dit liv bliver ved med at blive styret af noget, du ikke kan se arbejde.

Hvad er forskellen på benægtelse og fortrængning?

Benægtelse holder noget ude. Fortrængning holder noget nede.

• Benægtelse. Kendsgerningen er tilgængelig for dig, og dens betydning bliver afvist. Du kan sige sætningen højt og stadig ikke mærke, at den handler om dit liv.
• Fortrængning. Følelsen eller mindet er slet ikke tilgængeligt. Der er intet at afvise, for der er intet, der melder sig til at blive afvist.
• Rationalisering, som følges med begge. Der dukker en grund op, som forklarer det, du gør, og det er en god grund, og netop derfor er den så svær at stille spørgsmål ved.

Forskellen betyder noget i praksis. Noget, der bliver holdt ude af benægtelse, kan som regel nærmes ved at blive i nærheden af det, indtil betydningen lander. Noget fortrængt reagerer slet ikke på anstrengelse og plejer at komme op i sin egen tid, i en drøm, i en pludselig reaktion ude af proportion med øjeblikket, eller i en følelse, der ankommer uden et emne hæftet på.

Hvordan opdager jeg det hos mig selv?

Du fanger sjældent benægtelse ved at tænke hårdere. Du fanger den ved at lægge mærke til, hvor din opmærksomhed nægter at gå hen.

Det her er steder at kigge og ikke prøver, du skal bestå, og hver enkelt af dem kan have en helt almindelig forklaring.

• Emnet, der altid bliver skiftet. Der er et emne, du hurtigt bevæger dig væk fra, og det er som regel dig, der bevæger dig.
• Sikkerhed uden nysgerrighed. Du er helt klar på, at noget er fint, og du har ingen interesse i at se på det igen.
• Beskeden, du ikke har genlæst. Noget ligger uåbnet, og grunden til ikke at åbne det bliver ved med at lyde fornuftig.
• De mennesker, du er holdt op med at fortælle det til. Du opdager, at du har redigeret i det, du siger til en ven, der kender dig godt.
• Hvad din krop gør på vej til en samtale. Stramhed, uro eller en flad tyngde før ét bestemt menneske er oplysning, der ankommer før ordene.

Hvad beskytter det mig mod?

Som regel mod noget, der ville forpligte dig til at handle.

At vide er ikke gratis. Lader du dig selv vide, at drikkeriet er blevet et problem, eller at dit ægteskab sluttede for nogle år siden i alt andet end adresse, eller at jobbet skader dig, så beder den næste dag dig om noget. En pæn del af det, der ligner dumhed hos et andet menneske og føles som tåge i en selv, er sindet, der regner prisen på at vide ud og afslår at betale den endnu.

Det beskytter også et billede: af en forælder, du har brug for at holde god, af en partner, du elsker, af dig selv som en, der ville have opdaget det. De billeder er ikke forfængelighed. De holder tit en relation sammen, og derfor giver de langsomt efter, og derfor er det sværere at gøre alene, end det lyder.

Forsvar er ikke faste træk ved et menneske. I en lille undersøgelse blev de forsvar, 41 indlagte i behandling for langvarig depression brugte, vurderet ud fra sessionsudskrifter, og mønstret flyttede sig i løbet af en kort psykodynamisk terapi, og den flytning hang sammen med, hvem der responderede på behandlingen.¹ Det er en lille gruppe i en bestemt sammenhæng, så det siger ingenting om, hvor lang tid noget tager, og det viser, at det, et menneske forsvarer sig med, kan flytte sig.

Hvad kan jeg gøre, når jeg tror, jeg benægter?

Gå mod ubehaget i små mængder frem for at kræve hele sandheden på én gang. Målet er ikke en tilståelse. Det er at lade noget blive set på længe nok til at blive mærket.

• Skriv den sætning, du ikke har lyst til at skrive. Én linje, til ingen andre. Modstanden mod at skrive den er i sig selv den nyttige del.
• Spørg, hvad der skulle ændre sig, hvis det var sandt. Det spørgsmål når tit den egentlige forhindring hurtigere end at spørge, om det er sandt.
• Lad ét andet menneske kende spørgsmålet. Ikke konklusionen, spørgsmålet. At sige det til nogen gør det sværere for det at blive stille igen.
• Lad konklusionen stå åben. Du prøver at kigge og ikke at nå frem til en dom inden ugens udgang.

Fortrængning er noget andet, og der findes ingen teknik til den. Det, der har været holdt nede, plejer at komme op, når forholdene er mere stabile, hvilket er et af de mere ligefremme argumenter for at have en fast time hos en, hvis opmærksomhed ikke er delt.

Den her tilgang er den forkerte, hvis det, du ikke lader dig selv vide, handler om at være bange for, kontrolleret af eller skadet af en, der står dig nær. At presse dig selv til at se på det alene er ikke det nyttige skridt, og hvem der er i rummet sammen med dig, betyder der mere end nogen øvelse på denne side.

Ofte stillede spørgsmål

Kan terapi hjælpe, hvis jeg ikke ved, hvad jeg undgår?

Ja, og ikke at vide er det sædvanlige udgangspunkt. Vi arbejder ud fra, hvor din opmærksomhed stopper, og ikke ud fra en konklusion, du skal nå frem til.

Vil du fortælle mig, hvad jeg benægter?

Nej, og jeg ville gætte, hvis jeg gjorde. Det, jeg kan gøre, er at lægge mærke til, hvor noget lukker sig i fortællingen, og spørge ind til det.

Hvilken slags terapi arbejder med forsvarsmekanismer?

Arbejde, der behandler et forsvar som beskyttende frem for som en fejl. Jeg trækker på psykosyntese, analytisk psykologi efter Jung og den britiske objektrelationsskole, som alle tager alvorligt, hvorfor noget blev holdt ude.

Er det skadeligt at se på det, jeg har holdt ude?

Det er ubehageligt, og tempoet forbliver dit. Der kommer ikke noget nyttigt ud af at tvinge noget op hurtigere, end du kan rumme det.

Hvordan foregår en første session?

Du taler, jeg lytter tæt og spørger ind til de steder, hvor noget lukker sig. Der bliver ikke besluttet noget i den første time, og at booke en forpligter dig ikke til mere.

Kilder

1. Defense Mechanisms and Treatment Response in Depressed Inpatients, Frontiers in Psychology, 2021

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.