Har jeg brug for terapi, eller klarer jeg den selv?

Er det slemt nok til en session?

Der er ingen grænse, du skal over først. Folk kommer og forventer, at jeg holder en streg op og fortæller dem, hvilken side de står på, og den streg findes ikke. Det, jeg lytter efter i stedet, er, om vanskeligheden er holdt op med at være en begivenhed og er blevet et fast inventar: noget du lægger ugen til rette efter, noget du tjekker, når du vågner.

Det kan du undersøge uden mig. Tænk på det, du har båret rundt på, og spørg, hvor længe det har været der, og om det har flyttet sig i nogen retning i den tid. En vanskelighed, der bliver ved at skifte, som er værre den ene måned og lettere den næste, har som regel stadig dine egne kræfter arbejdende på sig. En, der har vejet nøjagtig det samme i et halvt år, har sat sig, og det, der har sat sig, flytter sig sjældent af sig selv.

At bo i udlandet hæver barren på en særlig måde. Når alt er nyt, sproget, kollegerne, måden folk står i kø på, regner du med at være ustabil, og du giver dig selv lov til at have det skidt i en periode. Den tilladelse er fornuftig det første år, og den overlever stille og roligt sin egen nytte. Nogle af de danskere, jeg taler med fra udlandet, har givet sig selv den frihed i fire år.

Hvorfor kan jeg klare alt andet end lige det her?

Formåen fordeler sig aldrig jævnt over et liv. De mennesker, der finder vej til mig, er tit usædvanligt gode til de dele af tilværelsen, der svarer på indsats og organisering. De flytter land, har krævende job, holder et hjem kørende på et andet sprog. Så er der ét område, der ikke svarer på nogen af delene, og fordi alt andet svarer, føles den manglende evne personlig.

Det er som regel det område, der har mindst øvelse bag sig. Følelseslivet læres, som et sprog læres, af dem der var omkring en tidligt, og de fleste af os fik nogle dele af det og ikke andre. Du har måske lært at være pålidelig og ikke at blive skuffet. Du har måske lært at passe på andres følelser og aldrig at finde dine egne. Hullet dukker op årtier senere, i et parforhold eller i en lejlighed i en by, hvor ingen kender dig, og det ligner en karakterbrist frem for en del af pensum, som ingen underviste i.

Det er også derfor gode råd preller af. Rådet rammer den tænkende del, og vanskeligheden sidder et sted, der er ældre end tanken. Du kan udmærket vide præcis, hvorfor du skal sige fra over for din partner, og alligevel mærke halsen snøre sig sammen. Følelsen kommer først, kroppen følger efter, og forklaringen kommer sidst og som regel for sent til at kunne bruges.

Hvad beskytter jeg ved at klare den selv?

Ønsket om at klare det selv er en form for selvrespekt, længe før det bliver et problem. Det har som regel virket. Det bar dig gennem noget engang, måske noget ingen hjalp dig med, og det er rimeligt at stole på en metode med resultater bag sig.

Det er også det mest almindelige sted, folk stopper. Befolkningsundersøgelser i 24 lande viste, at blandt dem, der godt kunne se, at de havde brug for hjælp, og alligevel ikke gik i gang, var ønsket om at klare problemet selv den grund, der oftest blev givet, af 63,8 % af dem.¹ Samme arbejde fandt, at holdninger betød mere end praktiske forhindringer for dem, hvis vanskeligheder var lette eller moderate. Det, der står mellem de fleste og en første session, er sjældent pengene eller kalenderen.

Når jeg spørger, hvad det beskytter at klare den selv, falder svarene i nogle få former.

• Det billede, andre har af dig. Den dygtige, den der klarer den, den familien ringer til, når noget går galt.
• Frygten for at opdage, at det er værre, end du troede. Så længe ingen ser ordentligt efter, forbliver størrelsen ukendt, og ukendt føles tryggere end stort.
• En gammel loyalitet. I nogle familier blev det at bede om hjælp opfattet som en klage over dem, der opdrog en, og forbuddet lever længere end hjemmet.

Ingen af delene er tåbelige. Hver af dem fortjener at blive taget alvorligt frem for talt ud af dig, og det er en del af det, en første session er til.

Hvad hvis det er omstændighederne og ikke mig?

Omstændighederne forklarer tit en hel del, og der er som regel stadig noget tilbage, der er dit. Jeg møder folk, der har afgjort, at hele vanskeligheden er landet, de bor i: mørket, en arbejdsplads med regler ingen har skrevet ned, en partners familie som er flinke og aldrig helt lukker en ind. Ofte har de ret i en stor del af det. Et liv kan være reelt svært at leve, uden at nogen fejler noget.

Det brugbare spørgsmål er, hvad der ville være tilbage, hvis omstændighederne ændrede sig i morgen. Hvis lyset kom tilbage, og jobbet blev bedre, og du talte sproget flydende, hvad ville så stadig sidde der? Nogle gange er det ærlige svar meget lidt, og så er arbejdet praktisk frem for terapeutisk. Andre gange er svaret en følelse, der har fulgt dig gennem to eller tre lande, og den er værd at se på, uanset hvor du står.

Hold begge dele. Din situation er virkelig, og den presser på, og din egen del i den er også virkelig, og det ene ophæver ikke det andet.

Hvad kan jeg prøve først, og hvornår er det ikke nok?

Begynd med at gøre vanskeligheden konkret, for en uklar vanskelighed kan ingen arbejde med, heller ikke en terapeut. Fire ting er værd at gøre, før du beslutter noget.

• Sæt det i én sætning. Ikke en diagnose og ikke en historie, bare hvad der sker og hvornår: jeg går flad søndag aften, jeg kan ikke sige nej på arbejdet, jeg mærker ingenting, når han rører ved mig.
• Hold øje med det i to uger. Skriv ned, hvornår det er tungere, og hvornår det letter. Mønstre, der er usynlige fra dag til dag, bliver tydelige over fjorten dage.
• Fortæl ét menneske det hele. De fleste har fortalt flere mennesker en fjerdedel hver, og det holder tingen i stykker og efterlader dem umødte.
• Lav én betingelse om, og se hvad der sker. Søvn, dagslys, hvor meget du drikker, hvor meget du er alene. Flytter fjorten dage med det noget, har du lært noget brugbart og billigt.

De skridt har grænser, og det er værd at vide, hvor de slipper op. De er ikke nok, når vanskeligheden har vejet det samme i måneder, og intet af det, du har ændret, har rørt den. De er ikke nok, når søvn eller appetit ændrede sig og så blev ved at være ændret. De er ikke nok, når du holder tingene i ro ved at gøre dit liv mindre, takker nej til invitationer, dropper det du plejede at holde af, holder samtaler i overfladen, så intet åbner sig.

At arbejde med dine egne reaktioner er også det forkerte redskab, når besværet kommer fra en andens adfærd over for dig, og du mærker dig selv bange, styret eller gjort mindre af den. Selvhjælp rækker ikke derhen, og det bliver som regel værre af at blive forsøgt hårdere. Den situation skal ses på direkte, sammen med nogen, og kaldes ved navn.

Vil du tale det igennem, før du beslutter dig, er psykoterapi for danskere i udlandet stedet, hvis du bor ude, og psykoterapi i København, hvis du er hjemme. Et gratis opkald på 30 minutter er nok til at finde ud af, om vanskeligheden er en, terapi kan nå.

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg have en diagnose, før jeg kan gå i terapi?

Nej. Du kan begynde med en vanskelighed, du kun kan beskrive løst, og en stor del af det tidlige arbejde er at give den en tydeligere form. En diagnose svarer på et andet spørgsmål end det, de fleste kommer med.

Hvordan ved jeg, om jeg skal komme alene eller med min partner?

Ligger vanskeligheden mest i det, der sker mellem jer, når parterapi hurtigere derhen, og følger den dig ud af forholdet, passer individuelt arbejde bedre. Det er rimeligt at afgøre i en første samtale frem for inden.

Hvad hvis jeg kommer én gang og beslutter, at terapi ikke er for mig?

Det er et legitimt udfald af en første session, og du er ikke forpligtet til noget ud over den. At vide, at det ikke er det, du vil nu, er mere brugbart end at blive ved at spekulere.

Kan det betale sig at komme, hvis jeg ikke kan forklare, hvad der er galt?

Ja, og sådan begynder en stor del af alle første sessioner. Ikke at kunne sætte navn på er oplysning om vanskeligheden og ikke en grund til at blive væk.

Hvor hurtigt ved jeg, om det hjælper?

De fleste fornemmer inden for de første par sessioner, om de bliver forstået, og det er den ting, man skal vurdere tidligt. Forandring i selve vanskeligheden tager som regel længere tid og kommer mere ujævnt, end folk regner med.

Kilder

1. Barriers to mental health treatment: results from the WHO World Mental Health surveys. Psychological Medicine, 2014.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.