Kort fortalt
En afhængighed kan opstå omkring en adfærd på grund af den følelse, den pålideligt ændrer, og ikke på grund af det stof, den mangler. Du bliver ved med at sige, at du stopper, og opdager så, at du allerede er i gang. Artiklen hjælper dig med at se, hvad adfærden beroliger, og hvad der ændrer sig, når du ved det.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Grebet kommer før lysten. Klienter beskriver tit, at de opdager sig selv allerede i gang, og først bagefter lægger mærke til, hvad de var på vej væk fra.
- Adfærden er sjældent hele problemet. Klienter, der fjerner én, finder ofte en anden, der står klar, og det fortæller mig, at trangen aldrig handlede om tingen.
- Skammen gør mest skade. Klienter mister mere på at skjule det end på selve adfærden, for skjulet tager relationerne med sig.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Der bliver håndteret noget, og hvad det end er, håndterer adfærden det godt nok til, at du bliver ved med at vende tilbage.
Hvis der ikke er noget stof, hvad er man så afhængig af?
Du hænger fast i en pålidelig ændring af din egen tilstand snarere end i det, der leverer den.
Du er ikke afhængig af en skærm, en butik, et væddemål eller en krop. Du hænger fast i et hurtigt, pålideligt skift i, hvordan du har det, et skift der kommer til tiden, ikke beder dig om noget og ikke koster noget i det øjeblik, du tager det. Det er et alvorligt tilbud, når den følelse, du forlader, er uro, kedsomhed, ensomhed eller den flade grå time mellem fyraften og aftenens begyndelse.
Derfor betyder den bestemte adfærd mindre, end folk regner med. Klienter, der fjerner én, finder tit en anden, der allerede står klar, og udskiftningen fortæller dig noget nyttigt: trangen handlede aldrig rigtig om tingen.
Hvorfor gør jeg det netop, når jeg havde besluttet at lade være?
Grebet plejer at komme før lysten, og derfor føles viljestyrke så ved siden af sagen.
Du beslutter dig som regel ikke for at gøre det. Du opdager, at du er gået i gang. Da er den følelse, du var på vej væk fra, blevet stille, hvilket er hele formålet med manøvren og også grunden til, at du ikke kan sætte navn på, hvad der satte den i gang. Tre øjeblikke dukker op igen og igen i mit rum.
- I hullet. Tyve minutter uden indhold, hvor en følelse ellers ville få tid til at dukke op.
- Lige efter noget godt. Succes ryster folk mere, end de regner med, og grebet stabiliserer det.
- Under et skænderi, eller i timen efter. Følelsen har ingen steder at gå hen, så den går et sted hen.
Hjælper det mig at kalde det en afhængighed, eller fanger det mig?
Ordet fortjener sin plads, hvis det gør mønstret synligt, og gør skade, hvis det bliver en dom, du afsoner.
Mange ankommer overbeviste om, at det vil ordne dem at sætte navn på det, og går skuffede derfra. Andre afviser ordet, fordi de har set nogen bære det i 30 år. Begge læser det samme: et mærkat kan beskrive et mønster, eller det kan erstatte et menneske, og hvad af de to der sker, afhænger næsten udelukkende af, hvad der bliver gjort med det bagefter.
Der er noget i evidensen, der er værd at holde op mod dysterheden. I en femårig undersøgelse, der fulgte 4.121 voksne, rapporterede de fleste af dem, der angav problematisk overinvolvering, det kun for én adfærd, og kun i ét af de fem år; alvorligheden i gruppen faldt over tid.1 Svarprocenten var lav, 21,3 %, og forfatterne beskriver deres resultater som foreløbige, så jeg ville ikke bygge en prognose på det. Det passer dårligt sammen med forestillingen om, at den slags mønstre kun kan blive værre af sig selv, og netop den forestilling har de fleste med sig ind ad døren.
Hvad gør det for mig, som intet andet gør?
Der bliver reguleret noget, og indtil du ved hvad, beder det at stoppe dig om at opgive en velfungerende ordning til gengæld for ingenting.
Det er det spørgsmål, jeg ville blive længst ved. Ikke hvad du gør, eller hvor tit, men hvordan den halve time før ser ud. Hvad der skete i din krop. Hvad du var ved at mærke og ikke mærkede. De fleste kan svare på det inden for nogle få sessioner, og svaret er som regel mindre og ældre, end de havde regnet med.
Den behandlingstænkning, jeg finder mest nyttig, organiserer sig slet ikke omkring adfærden. Den arbejder med det, der ligger under flere af dem på én gang: motivation, at handle på følelse før tanke, hvad du forventer, adfærden gør for dig, og hvor tynd din støtte er blevet.2 Det er en foreslået model og ikke et afgjort fund, og de, der har fremlagt den, siger det ligeud. Det passer dog med det, jeg ser, nemlig at klienter, der når ned til det nedenunder, ikke bliver efterladt med at skulle overvåge adfærden resten af livet.
Hvad kan jeg gøre, allerede i denne uge?
Begynd med at iagttage frem for at stoppe, for du kan ikke afbryde et mønster, du endnu ikke har set helt.
- Noter den halve time før. Ikke adfærden. Den halve time før den, for det er der, oplysningen faktisk ligger.
- Sæt navn på den følelse, du forlod. Uro, kedsomhed og ensomhed ser ens ud udefra og beder hver især om noget forskelligt.
- Lav én betingelse om frem for adfærden. Flyt telefonen, tag en anden vej hjem, spis før du går. Modstanden fortæller dig, hvor automatisk det er blevet.
- Fortæl det til ét menneske. At skjule det koster pålideligt mere end adfærden gør, for skjulet tager relationerne med sig.
De her er ikke nok alene i flere situationer, og det vil jeg hellere sige klart end efterlade dig med en følelse af at have fejlet i dem. Er penge, arbejde eller et andet menneskes tryghed allerede påvirket, bliver det håndteret, før noget af dette er nyttigt. Løber der et rusmiddel ved siden af adfærden, ændrer det billedet og rækkefølgen i arbejdet. Og holder adfærden noget sammen, som ellers ville falde fra hinanden, plejer det at give en erstatning inden for få uger at fjerne den uden at vide, hvad den bar.
Det, der bliver stående åbent, og som jeg hellere vil se på sammen med dig end afgøre på en side, er, om det, du beskriver, er en trang, der har fået tænder, eller en mangeårig måde at håndtere noget på, du aldrig har fået hjælp til. De to har brug for forskelligt arbejde, og adfærden fortæller dig ikke af sig selv, hvilken af dem du har med at gøre.
Ofte stillede spørgsmål
Er det en rigtig afhængighed, eller overdriver jeg?
Du behøver ikke afgøre det spørgsmål, før du kommer. Det, der betyder noget klinisk, er, om adfærden koster dig noget, du nødigt vil miste, og om du er holdt op med at kunne vælge den frit.
Skal jeg holde helt op med det?
Ikke som betingelse for at begynde, og jeg ville være varsom over for enhver plan, der starter der. For nogle adfærd er det eneste farbare at stoppe helt, og for andre er målet at få valget tilbage, hvilket er noget, vi finder ud af sammen.
Får jeg mere lyst til det af at tale om det?
Det gør som regel det modsatte, for det meste af trækket holdes på plads af ikke at blive set på. De første sessioner plejer at føles ubehagelige snarere end fristende.
Hvordan foregår en første session om det her?
Jeg spørger til den halve time før frem for til selve adfærden. Du bliver ikke bedt om at tilstå noget, og der kræves ikke andet af dig end at beskrive, hvad du lægger mærke til.
Hvad hvis jeg har prøvet at stoppe før, og det ikke holdt?
Det er den almindelige historie snarere end undtagelsen, og det fortæller os, at forsøget sigtede på det forkerte niveau. At stoppe uden at vide, hvad adfærden bar, holder sjældent, og det er oplysning snarere end nederlag.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
- Natural course of behavioral addictions: a 5-year longitudinal study, BMC Psychiatry, 2015
- Component Model of Addiction Treatment: A Pragmatic Transdiagnostic Treatment Model of Behavioral and Substance Addictions, Frontiers in Psychiatry, 2018
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
