Kort fortalt
En partner, der virker følelsesmæssigt utilgængelig, er som regel vendt indad i præcis det øjeblik, du rækker ud. Det får dig til at bede om mere og få mindre, indtil det at bede føles som selve problemet. Artiklen ser på, hvad afstanden består af, og hvad du kan gøre med din egen side af den.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Lukningen har en timing. Når klienter beskriver en utilgængelig partner, kommer tomheden typisk et øjeblik efter, at en følelse er sagt højt, og ikke før.
- Rækken ud skifter form. Klienter, der har mødt tomhed i måneder, begynder at spørge på måder, de ikke kan genkende hos sig selv: skarpere, fladere, eller også holder de op med at spørge.
- Der bliver beskyttet to ting. Tit vogter den ene mod at blive oversvømmet og den anden mod at håbe igen, og hver vagt bekræfter den andens frygt.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor går min partner i stå, når jeg taler om følelser?
Tomheden kommer som regel, når en følelse er vokset sig større end de måder, din partner har lært at bære den på.
Du siger noget sandt om, hvordan du har det. Noget i din partner stivner. Svarene bliver kortere, blikket glider væk, og inden for et minut får du tilbudt en løsning, et nyt emne eller ingenting. Det, du oplever som en dør, der bliver lukket, er indefra tit en varme, der stiger op i brystet, og et hoved, der bliver helt blankt. Nogle mennesker kan ikke finde ord for det, der sker i dem, mens det sker. De kan fortælle dig, at de har sovet dårligt. De kan ikke fortælle dig, at de er bange. I den forskning, jeg har læst, hænger netop den slags besvær med at genkende egne følelser sammen med angst for nærhed og lavere tilfredshed i forholdet hos voksne i faste parforhold, men undersøgelsen målte på ét tidspunkt og kan ikke sige, hvad der kom først.1
Intet af det gør afstanden mindre smertefuld for dig. Men det ændrer, hvad du står over for. En partner, der går offline under følelsesmæssigt pres, har brug for noget andet end en partner, der har besluttet at give dig mindre, og tavsheden fortæller dig ikke selv, hvilken af dem du har.
Lukker min partner mig ude, eller bliver det hele for meget?
Du kan ikke aflæse grunden på overfladen, og i øjeblikket er overfladen alt, du får. Fire muligheder dukker ofte op i mit konsultationsrum, og de kræver noget forskelligt af dig.
- Oversvømmet. Følelsen rammer kroppen, før der er sprog for den, og at blive stille er den eneste måde, din partner kan falde til ro på.
- Uøvet. I nogle familier sagde ingen højt, hvad de følte, og man kan nå at blive 40 uden nogensinde at være blevet spurgt.
- Holder en position. Tavshed kan også bruges, som en måde at afslutte en snak på uden at give sig på noget i den.
- Allerede besluttet. En gang imellem følger fladheden efter en beslutning, din partner har truffet for sig selv og endnu ikke har sagt til dig.
De fire er ikke lige sandsynlige i alle forhold, og de lægger ikke lige meget ansvar på dig. Hvor tilbagetrækningen bruges til at afslutte skænderier eller til at straffe, hjælper det ikke at spørge blidere. Hvor det handler om kapacitet, gør pres det værre, og tålmodighed alene ændrer kun lidt. Det, der skiller dem ad, er sjældent én episode. Det er det, der sker bagefter: om din partner overhovedet vender tilbage til emnet, om din partner kan sige noget om, hvad der foregik indeni, og om der er et ønske om at være til at nå.
Hvorfor er min partner længst væk, når jeg har mest brug for nærhed?
Det er netop din rækken ud, der sætter tilbagetrækningen i gang, og derfor føles det så personligt.
Mennesker, der har det svært med at være afhængige af nogen, har under pres en tendens til at klare en følelse alene frem for sammen med den, der sidder ved siden af. I den forskning, jeg har læst, fulgte man voksne gennem en uge med almindelige belastninger, og jo mere undgående de var, jo mere støttede de sig til deres egne strategier frem for til partneren. Deltagerne var for det meste unge, vestlige og i forholdsvis nye forhold, og designet kan ikke vise årsager, så det er en tendens og ikke en regel.2 Det passer med det, jeg hører beskrevet: velfungerende på jobbet, let at være sammen med for vennerne, uden for rækkevidde derhjemme. Jo tættere på kravet kommer, jo mere er der at holde styr på, og jo længere indad går arbejdet med at holde styr på det.
Det efterlader dig med noget ubehageligt at bære. Din længsel efter mere er ikke det, der ødelagde det her, og din længsel efter mere er heller ikke ingenting. Den er den strømførende ledning i huset, og I ved begge, hvor den løber.
Hvad gør det ved afstanden, at jeg bliver ved med at spørge?
Hver af jer svarer på den andens seneste træk, og ingen af jer kan se sit eget.
Du spørger. Din partner bliver stille. Du spørger med mere kraft, fordi stilheden skræmmer dig. Din partner trækker sig længere væk. Til sidst beslutter du at holde op med at spørge, og hjemmet bliver stillere og mere høfligt. Her er det værd at vide, at din tavshed tit bliver læst på den anden side som ro, der er vendt tilbage. Det, der for dig føles som at give op, kan for din partner føles som et problem, der er blevet løst.
Imens hærder noget sig i dig. At betro sig bliver til at rapportere. Kærtegn bliver rationeret, uden at nogen har besluttet det. Sex er som regel enten det første, der forsvinder, eller det sidste, der er tilbage. Her vil jeg sige det ligeud: et mønster, der involverer to mennesker, er ikke dermed delt ligeligt mellem dem. Hvis den ene af jer bliver ved med at tage det op, og den anden bliver ved med at forlade rummet, ligger vægten ikke jævnt, og at sige det højt er ikke et angreb.
Hvad kan jeg gøre, og hvornår rækker det ikke?
Det, der som regel hjælper, er at gøre rækken ud mindre og mere præcis frem for varmere.
- Nævn én aften, ikke mønsteret. “Jeg følte mig alene i tirsdags, da jeg fortalte dig om min far” lander et sted, som “du er aldrig følelsesmæssigt til stede” ikke kan nå.
- Bed om et tidspunkt frem for et svar. Mange, der bliver oversvømmet, kan klare en snak, de vidste ville komme, men ikke en, der bare dukker op.
- Sig, hvad du savner, ikke hvad der mangler. Det første fortæller noget om dig. Det andet er en dom over din partner, og domme bliver besvaret med tavshed.
- Lad svaret være langsomt. Hvis din partner kommer tilbage to dage senere med noget tøvende, så tag det som det forsøg, det er, og ikke som beviset på, at det ikke er nok.
- Læg mærke til, hvad du gør med skuffelsen. Hvor den går hen, ind i hentydninger, ind i tilbagetrækning, ind i et stille regnskab, former den næste udveksling lige så meget som din partners tavshed.
Alt det forudsætter to mennesker, der gerne vil være til at nå. Det er ikke svaret, hvor tavshed bruges til at styre, hvad du gør, hvor du i et år har sagt, at noget er galt, og din partner stadig ikke ser noget problem, eller hvor du er begyndt at indrette dine dage efter ikke at gøre din partner vred. Så handler spørgsmålet ikke længere om, hvordan du når din partner, men om hvad det her koster dig, og det spørgsmål er svært at tænke klart over alene i det hjem, hvor det foregår. Parterapi i København er ét sted at tage det hen. Vil din partner ikke med, er at arbejde med forholdet alene en rimelig begyndelse, og det forpligter dig hverken til at blive eller til at gå.
Ofte stillede spørgsmål
Kan parterapi hjælpe, hvis min partner næsten ikke siger noget?
Som regel ja, for arbejdet afhænger ikke af, at din partner kommer velformuleret ind ad døren. En stor del af de første sessioner går med at sætte tempoet så meget ned, at noget kan mærkes og derefter siges.
Kan jeg komme alene, hvis min partner siger nej?
Ja, og det er en almindelig måde at begynde på. Du ser på din egen side af mønsteret og på, hvad du vil, og det flytter noget i forholdet, selv når kun én af jer er i rummet.
Hvad sker der i første session, hvis den ene af os ikke har lyst til at være der?
Jeg spørger den, der helst ville være fri, hvad vedkommende kunne tænke sig at få ud af timen, og jeg tager svaret alvorligt. Den meste modvilje handler om at forvente at blive bebrejdet i 50 minutter, og når det ikke sker, engagerer folk sig mere, end de havde regnet med.
Findes der en terapiform, der passer til følelsesmæssig afstand?
EFT, emotionsfokuseret parterapi, i Greenbergs tradition er bygget til netop det. Den arbejder med det, hver af jer mærker i det øjeblik, afstanden opstår, i stedet for at forhandle bedre regler for, hvordan I taler sammen.
Hvordan ved jeg, om noget er ved at ændre sig?
Det første tegn er sjældent en lang snak, men en kortere vej tilbage. Afstanden opstår stadig, og en af jer finder tilbage i kontakt hurtigere, end I plejede.
Holder din partner dig på armslængde, kan jeg hjælpe dig med at forstå mønsteret og det, du selv har brug for, i parterapi alene.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
- Lyvers, M., Pickett, L., Needham, K. og Thorberg, F. A., Alexithymia, fear of intimacy, and relationship satisfaction, Journal of Family Issues, 2022
- Mosannenzadeh, F., Luijten, M., Maciejewski, D. F., Wiewel, G. V. og Karremans, J. C., Adult attachment and emotion regulation flexibility in romantic relationships, Behavioral Sciences, 2024
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
