Hvad gør jeg, når jeg fortryder at være flyttet ud?

Hvorfor kommer fortrydelsen nu og ikke, da jeg flyttede?

Det første år ude giver dig et arbejde, der skal gøres, og fortrydelsen har svært ved at komme til orde, mens du er i gang med det.

En bolig, et visum, en bankkonto, en skole til børnene, ordet for det, du skal bruge i byggemarkedet: Alt det opsluger dig og giver hver dag et tydeligt formål. Så bliver det færdigt. Formålet forsvinder med det, og tilbage står det liv, du faktisk har bygget, uden ankomstens stillads til at aflede dig. Det er typisk dér, følelsen melder sig, og tidspunktet får den til at føles som en sen dom over en gammel beslutning.

Klienter læser ofte tidspunktet som et bevis: Hvis det her havde været det rigtige, ville det vel føles bedre nu. Jeg læser det anderledes. I en undersøgelse af mennesker, der havde slået sig ned i et nyt land, betød det at have boet der længe kun lidt for, hvordan de havde det, og det holdt ikke som selvstændig forklaring, når de andre forhold var regnet med. Langt mere betød det, hvor hjemme de følte sig i hverdagens almindelige sociale liv¹. Det var én undersøgelse af én udvandret gruppe, næsten kun kvinder, så den beskriver et mønster og ikke en regel. Men den svarer til det, jeg ser. Tiden gør ikke arbejdet alene, og der er ikke noget galt med dig, fordi kalenderen ikke har ordnet det.

Betyder fortrydelsen, at jeg tog den forkerte beslutning?

Fortrydelse fortæller dig, at noget koster dig. Den fortæller dig ikke, at alternativet ville have kostet mindre.

Den sammenligning, dit hoved laver, er ikke fair. På den ene side står det liv, du faktisk har, i alle detaljer, også i morges. På den anden side står en forestillet udgave af livet derhjemme, samlet af de bedste dele, du husker, og ingen af grundene til, at du rejste. Det liv har ingen dårlige tirsdage, og måler du dig selv mod det, kommer du altid til kort.

• Det, fortrydelsen måske peger på. Et bestemt tab, der aldrig er blevet sørget over: en forælder, sproget, et venskab, en faglig position, der ikke fulgte med.
• Det, den sjældent peger på. En enkelt beslutning, der kan gøres om, så tabet forsvinder. At flytte hjem bringer dig tilbage til stedet og ikke til den, du var dér.
• Det, den tit skjuler. Noget ved nuet, der kunne ændre sig, uden at nogen flytter land overhovedet.

Det er værd at mærke efter, hvad du mest gør. Den ene side af fortrydelsen er smerten og selvbebrejdelsen, den anden er gennemgangen af, hvad der skete, og hvad du ville gøre anderledes. Smerten vil have trøst, og gennemgangen vil have oplysninger, og at give den det forkerte er grunden til, at tankerne kører i ring.

Hvorfor har jeg det sådan, når mit liv her ser fint ud på papiret?

Et liv kan være godt på papiret og ensomt at leve i, og det er papirudgaven, alle andre ser.

Det er den del, der gør folk mest flove. Lønnen er bedre, solen skinner, huset er større end noget, I kunne have fået i København, og du kan ikke finde ud af, hvad du klager over. Så du holder op med at klage, og dermed fjerner du den eneste vej, følelsen havde, og så opdager du, at du er stille rasende en helt almindelig søndag.

I en undersøgelse af partnere, der var flyttet med til udlandet, var hverdagens stress og følelsen af isolation det, der hang tættest sammen med, hvordan de havde det, mens hvor kulturelt fjernt det nye land var, næsten ingen rolle spillede². Det var også én undersøgelse, og næsten alle i den var kvinder fra Europa eller Nordamerika, så den peger på noget uden at bevise det. Det, jeg tager med mig klinisk, er dette: Spørgsmålet er sjældent, om du bor i det rigtige land. Det er, om der er nogen dér, hvor du bor, som ved, hvordan din uge faktisk var.

Hvad hvis jeg flyttede for en andens skyld?

Så rummer fortrydelsen en ekstra vanskelighed: Den eneste, der ville skulle høre den, er den, du flyttede for.

Så den forbliver usagt, og den bliver ikke liggende stille. Den siver ud som irritation over boligen, vejret, svigerfamilien og den måde, de så tydeligt har det godt dér på. De hører kritik af det liv, I bygger sammen, og forsvarer det, du hører din egen ulykkelighed blive modsagt, og inden for et år er emnet blevet umuligt at tale om for jer begge.

Én ting vil jeg være varsom med. Du har ikke nødvendigvis bragt et offer, de skylder dig for, og de har ikke nødvendigvis bedt dig om det. Det er to forskellige påstande, og par skændes typisk om den første, mens de mener den anden. Det, der som regel hjælper, er at få fortrydelsen sagt én gang, ordentligt, som en oplysning om dig og ikke som en anklage mod dem. Det går ofte bedre med en tredje person i rummet. Læs mere om psykoterapi for medfølgende partnere i udlandet.

Hvad kan jeg gøre med det uden at vende op og ned på alt, og hvornår er det ikke nok?

Giv fortrydelsen et sted at gå hen, der er mindre end en beslutning om hele dit liv.

• Sig det højt til ét menneske, der ikke er din partner. Usagt fortrydelse stivner til en konklusion. Sagt højt skrumper den tit tilbage til det, den var: en svær følelse over et virkeligt tab.
• Sæt præcise ord på, hvad du savner. Ikke Danmark. Den bestemte tekstur: at være sjov på dit eget sprog, en bestemt bager, at vide uden at spørge, hvor lang en tavshed må være.
• Skil flytningen fra livet. Spørg, hvad af det her handler om at være dér, hvor du er, og hvad der ville følge dig hvor som helst. Svarene hører til i hver sin bunke og kræver hver sit.
• Læg ét stykke af dit gamle selv tilbage i ugen. Et kor, en sport, det arbejde, du var god til, før det holdt op med at kunne flyttes med. Ikke som en kur, men som bevis på, at selvet stadig er der.
• Sæt en dato for at overveje det igen og ikke en dom, du skal nå frem til. En beslutning, du har aftalt at se på igen om seks måneder, holder op med at kræve at blive truffet hver aften.

Skridtene forudsætter en fortrydelse, der gør ondt, men kan bæres. De er det forkerte redskab, hvis det tunge humør er holdt op med at lette, hvis det, du plejede at holde af, er blevet fladt, eller hvis tanken om 10 år mere dér, hvor du bor, føles uudholdelig og ikke bare tung. Så er det ikke noget, du skal klare med selvhjælp, og at arbejde hårdere med det alene er den måde, folk mister endnu et år på. Det hører hjemme i et rum med en, hvis arbejde er at sidde i det med dig.

Jeg arbejder på dansk, både ansigt til ansigt i København, når du er hjemme, og online over video, dér hvor du bor. Hvad der passer dig bedst, bestemmer du. Læs mere om psykoterapi for danskere i udlandet.

Ofte stillede spørgsmål

Er det værd at begynde i terapi, hvis jeg måske flytter hjem alligevel?

Ja, og usikkerhed om at flytte hjem er en god grund til at begynde og ikke en grund til at vente. Arbejdet handler om at forstå, hvad du vejer, og det følger med dig, uanset hvad du beslutter.

Vil du sige, om jeg skal blive eller flytte hjem?

Nej, og jeg ville være skeptisk over for enhver, der tilbød det. Mit arbejde er at hjælpe dig med at se klart, hvad valget faktisk står imellem, så beslutningen er din og holder bagefter.

Hvad sker der i en første session om noget som det her?

Du fortæller, jeg spørger, og sammen finder vi ud af, hvad fortrydelsen hænger fast i. Der er ingen vurdering, du skal bestå, og intet, du skal have regnet ud, før du kommer.

Skal jeg komme alene eller med min partner?

Kom alene, hvis arbejdet er at forstå din egen fortrydelse, og sammen, hvis problemet er, at den ikke kan tales om mellem jer. Mange begynder alene og tager partneren med senere.

Kan jeg få terapi på dansk, selvom jeg bor i udlandet?

Ja, sessionerne foregår på dansk, online over video eller ansigt til ansigt i København, når du er hjemme. Nogle følelser kommer kun på modersmålet, og det er tit netop dem, fortrydelsen er lavet af.

Fortrydelse efter en flytning er tung at bære alene, og du kan tale den igennem med mig online i psykoterapi ved flytning til udlandet.

Kilder

1. Shekriladze, I. og Javakhishvili, N., Sociocultural predictors of immigrant adjustment and well-being, Frontiers in Sociology, 2024
2. Herrmann Aegerter, K. m.fl., Expatriation stressors and the well-being of accompanying partners: a commonality analysis approach, Frontiers in Psychology, 2025

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.