Kort fortalt
At være fraværende i sit eget liv er sjældent en brist i opmærksomheden. Hovedet går sin vej, når noget i rummet beder om mere, end du kan rumme, og det går, før du når at opdage det. Artiklen ser på, hvor det går hen, hvorfor anstrengelse gør det værre, og hvad der bringer dig tilbage.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Fraværet har en retning. Når klienter sætter farten nok ned til at se, hvor opmærksomheden tog hen, er den som regel gået et bestemt sted hen og ikke ingen steder.
- De nærmeste mister dem først. Klienter kan holde opmærksomheden gennem et langt møde og så forsvinde ved deres eget køkkenbord.
- Anstrengelsen er ofte en del af problemet. Klienter, der kæmper hårdest for at blive i nuet, holder tit noget nede samtidig.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor går min opmærksomhed, når jeg gerne vil blive?
Opmærksomheden går hen mod det, der føles til at håndtere, og den går, før du har besluttet noget.
Du sidder ved bordet. En, du elsker, fortæller om sin dag, du nikker de rigtige steder, og en del af dig er allerede i gang med at formulere et svar på en besked, du ikke har åbnet. Du kommer tilbage 40 sekunder senere, og den sætning, du missede, er væk. Ingen opdager det, og det er netop det, der går dig mest på.
To ting er sande på én gang her, og de ophæver ikke hinanden. Du vil gerne være i den samtale. Noget i dig fjerner sig alligevel, hurtigt og uden at spørge. De fleste læser det andet som et bevis mod det første og konkluderer, at de holder mindre af folk, end de troede. Efter min erfaring er det oftere den forkerte konklusion end den rigtige.
Er det et koncentrationsproblem eller noget andet?
Selve opmærksomheden fejler som regel ikke noget. Spørgsmålet er, hvor den går hen under pres.
Den samme person, der ikke kan blive til stede i 10 minutter ved middagsbordet, kan læse et svært dokument i en time uden at glide væk én eneste gang. Det er værd at lægge mærke til, for det udelukker, at der simpelthen mangler opmærksomhed. Opmærksomhed er ikke en tank, der løber tom til aften. Den bliver trukket, og det, der trækker, fortæller dig noget.
Der findes noget belæg for, at hvor hovedet går hen, betyder lige så meget som det, at det gik. I en uge, hvor 105 menneskers tanker blev opsamlet på tilfældige tidspunkter, blev episoder med vandrende tanker rapporteret med lavere humør i gennemsnit end øjeblikke med fokus på opgaven, med én undtagelse: når tanken uden for opgaven blev vurderet som meget interessant, var humøret bedre end ved fokus på opgaven.1 Designet var korrelationelt, og deltagerne kom fra ét universitetsmiljø, så humøret former måske tankerne i stedet for at følge dem. Det passer med noget, jeg ofte hører. Klienter beskriver det at glide væk, som om det var én tilstand, og det er mindst 2.
Hvor går mit hoved egentlig hen?
Som regel et sted hen med en opgave.
Det betyder noget at finde ud af det, for at sige, at man falder ud, forklarer ingenting og giver ingen noget at arbejde med. Når klienter sætter øjeblikket ned i tempo, viser destinationen sig at være et af få steder.
- Generalprøve. Du kører en samtale igennem, som ikke er sket endnu, så den ikke kan gå galt, når den sker.
- Gennemgang. Du er tilbage i noget, der allerede gik galt, og leder efter det sted, hvor du kunne have forhindret det.
- Overvågning. Du holder øje med, hvordan du virker, og det sætter dig i publikum i stedet for i rummet.
- Et lettere sted. En plan, en skærm, et pænt problem med et svar i. Alt, der bærer mindre følelse end det, der står foran dig.
Hver af dem gør noget for dig. Generalprøven køber en fornemmelse af kontrol. Gennemgangen tilbyder en fortid, du kunne have styret. Overvågningen holder dig fri af at blive set på en dårlig måde. At gå sin vej er en strategi. Den virkede på et tidspunkt, og ingen har set på den siden.
Hvorfor bliver det værre af at anstrenge sig?
Fordi anstrengelsen sætter en iagttager ind i rummet, og iagttageren fylder.
Beskeden om at være til stede bliver næsten altid fulgt af en anden og mere stille besked om at tjekke, om det lykkes. Selve tjekket er en afgang. Du ender med en samtale, en deltager og en kontrollant, og kontrollanten taler mest.
I psykosyntese, som er der, jeg er uddannet, er det brugbare træk ikke at tvinge opmærksomheden tilbage, men at spørge, hvad der tog den. En del af dig forlod bordet. Den gik af en grund, som den kunne sige, hvis nogen spurgte. De fleste har aldrig spurgt. De har kun sagt til den, at den skulle komme tilbage.
Der findes en fysisk udgave af det her, som er værd at kende. Før hovedet går, strammer noget i kroppen som regel først: kæben, brystet, et åndedrag, der stopper halvvejs. Kan du fange strammingen, har du fanget øjeblikket før afgangen, og det er et langt lettere sted at arbejde end 40 minutter senere, hvor du undrer dig over, hvorfor du føler dig flad.
Hvad hjælper, og hvornår er det mere end en vane?
Arbejd med det, du forlader, i stedet for med hvor længe du kan blive.
- Sæt navn på destinationen, ikke på udfaldet. At sige, at du var henne i morgendagens møde, giver dig noget at arbejde med. At sige, at du faldt ud igen, giver dig kun en grund til at være irriteret på dig selv.
- Følg kroppen først. Strammingen kommer før afgangen, og at fange den slår at fange sig selv bagefter.
- Lad én samtale køre ustyret. Det er dyrt at være til stede, når du også styrer. Læg styringen fra dig i 10 minutter, og se hvad der kommer.
- Sig højt, at du var væk. At bede en om at sige det igen reparerer mere end et perfekt skjult fravær, og det bliver taget bedre imod, end folk regner med.
Det er ikke nok i alle tilfælde. Er fraværet blevet mere eller mindre konstant, forsvinder der timer, du ikke kan gøre rede for, har fladheden stået på i måneder, eller begyndte det at gå efter noget skræmmende eller overvældende, er det tungere end en opmærksomhedsvane, og så er det den hårde vej at arbejde med det alene. Det samme gælder, når fraværet mest viser sig sammen med ét bestemt menneske, hvilket som regel handler om det, der sker mellem jer, og slet ikke om opmærksomhed.
Det meste af det, jeg ser på det her, er ikke træning i koncentration. Det er at finde ud af, hvad det at gå sin vej har beskyttet, og hvad der skulle blive til at holde ud, for at du kunne blive. Psykoterapi i København er stedet at se på det, og bor du i udlandet, er psykoterapi for danskere i udlandet den samme hjælp online. Du kan begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter.
Ofte stillede spørgsmål
Kan terapi ændre det her?
Ja, når arbejdet går til det, fraværet er til for, og ikke til viljestyrke. Opmærksomheden plejer at komme tilbage af sig selv, når det, den undgik, bliver til at mærke.
Skal jeg vide, hvad der er galt, før jeg kommer?
Nej, og ikke at vide det er et helt almindeligt sted at begynde. En stor del af det tidlige arbejde er at finde ud af, hvad det at glide væk består af.
Ville et mindfulnesskursus gøre det samme?
Det kan hjælpe med at lægge mærke til det, og for nogle er det nok. Beskytter fraværet noget smertefuldt, kan det gøre ugen hårdere at se det tydeligere uden at have noget sted at tage det hen.
Hvad sker der i de første sessioner?
Mest langsom beskrivelse af helt almindelige øjeblikke, også dem der virker for små at nævne. Det brugbare materiale ligger som regel i de små.
Kan sessionerne foregå online?
Ja, og skærmen er mindre i vejen, end folk regner med, når arbejdet først er i gang. Mange af dem, jeg taler med, lever mellem 2 sprog og 2 lande, og det kan være en del af grunden til, at det koster at være til stede.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
