Er jeg i et kontrollerende forhold?

Hvordan ser et kontrollerende forhold ud?

Kontrol viser sig som en langsom indsnævring af, hvad du kan bestemme selv uden at betale for det bagefter.

• Beslutninger er truffet på forhånd. Hvor du skal hen, og hvem du ser, er afgjort, før du har spurgt.
• Penge bliver betingede. Et køb skal have en grund, og grunden bliver bedømt.
• Tiden skal gøres op. Et hul i din eftermiddag giver spørgsmål om hullet.
• Et humør bestemmer vejret. Du lægger aftenen til rette efter en reaktion, du har lært at forudse.

Det spørgsmål, der åbner det her op, er derfor ikke, hvor slem en enkelt aften var, men hvor meget af dit eget liv du stadig selv bestemmer over. Sådan sorterer forskningen også den slags forhold: efter hvem af parterne der kontrollerer, og ikke efter hvor tit eller hvor voldsomt noget sker¹. Det, der efter min erfaring holder mønsteret på plads, er et krav med en følge, du har grund til at tro på, og at du bliver holdt øje med. Brikkerne overlapper og gentager sig. Derfor bærer ingen enkelt episode vægten, og derfor overbeviser din ærlige beretning om én aften ingen, heller ikke dig selv.

Hvorfor føltes det som omsorg i begyndelsen?

Opmærksomhed og kontrol ser ens ud udefra og føles ens indefra, lige indtil første gang du siger nej.

Du sidder på en café med en kollega og sender et billede af bordet, før nogen har bedt om det, så der ikke bliver spurgt senere. Noget koldt breder sig i brystet, idet du trykker send. Forklaringen kommer bagefter: det er nemmere sådan, og det er rigtigt, at det er nemmere. At du gjorde det for at redde aftenen, gør ikke den kolde fornemmelse forkert.

Det er værd at se på, hvad billedet egentlig skal gøre for dig, i stedet for at lukke spørgsmålet hurtigt. Måske køber det dig en rolig aften, og det er noget helt reelt at ønske sig efter en lang uge. Måske rækker det længere tilbage end det her forhold: hvis det at blive holdt øje med var den måde, du vidste, at du betød noget som barn, vil det at skulle stå til regnskab føles lidt som kærlighed, og den kolde fornemmelse vil virke som utaknemmelighed.

Læg så mærke til, hvad det sætter i gang. Billedet forhindrer et spørgsmål. At spørgsmålet udebliver, bliver for jer begge et tegn på, at ordningen virker, og næste måned gælder den også frokoster. Din partner oplever måske hvert skridt som tryghed og ikke som noget, der bliver taget fra dig, og det er en del af grunden til, at det er så svært at tage op: du beskriver en pris, din partner aldrig selv har betalt. Det er dig, der gør regnskabet, forudser og glatter ud, og det er kun dit råderum, der er blevet mindre.

Hvorfor tvivler jeg på min egen udgave af det, der skete?

Tvivlen bliver skabt af mønsteret og ikke af en fejl i din hukommelse.

• Hver episode har en grund. Den bliver forklaret for sig, så mønsteret aldrig bliver talt sammen.
• Skylden bliver lagt hos dig. Din reaktion bliver emnet i stedet for det, der fremkaldte den.
• Reglerne flytter sig. Det, der var i orden i sidste måned, er en forseelse nu, og ingen sagde det til dig.
• Din udgave bliver rettet. Du hører en korrigeret version så mange gange, at den begynder at konkurrere med din egen.

Derfor foreslår jeg, at du skriver det ned tidligt. Så længe det kun findes i hukommelsen, forbliver hver episode et skænderi for sig, som du halvt tabte. Står de på en række med datoer ud for, holder de op med at være skænderier og begynder at ligne en mekanisme. Det, der er gledet langsomt, hører også til på listen: den weekend, hvor du holdt op med at foreslå steder at tage hen, har ingen dato og tæller alligevel.

Hvad gør det ved mig at leve under kontrol?

Det viser sig først som årvågenhed og senere som en stille indskrænkning af, hvad du tillader dig selv at ønske.

At holde øje med det næste skift i humøret bliver den indstilling, du lever i, og den slukker ikke, når den anden er ude af huset. Brystet er spændt, søvnen bliver let, og du hører nøglen i døren før alle andre. Efter et stykke tid holder du op med at have ønsker, som du så skulle forsvare. Vreden er der stadig, men den vender indad og kommer som skyld over dig selv i stedet for som protest mod reglen.

Det kan måles, og det betyder noget, hvis du har behandlet det som et privat indtryk. Samlet på tværs af mange undersøgelser hænger tvingende kontrol moderat sammen med posttraumatisk stress og med depression². Næsten alle undersøgelserne målte begge dele på ét tidspunkt, så de viser, at de to følges ad, og ikke at det ene forårsager det andet. Det, de godtgør, er, at sammenhængen ikke er lille.

Hvordan ændrer jeg et kontrollerende forhold?

Skriv mønsteret ned, og hold så fast i ét lille nej og se, hvad den anden gør med det.

• Før din egen optegnelse. Datoer og beslutninger med dine egne ord, et sted kun du læser.
• Genopbyg én kontakt. Ét venskab, som du holder ved lige uden at forhandle om lov.
• Beskriv reglen og ikke personen. Sig, hvad der bliver krævet af dig, og hvad det koster dig, og lad diagnoser ligge.
• Hold fast i én beslutning. Noget lille, som du har valgt, og som du står ved, når det bliver sat spørgsmålstegn ved.

Det, der kommer tilbage efter et nej, er oplysningen, og jeg tilbyder det som en måde at forstå, hvor du står, ikke som en dom. Hvis den anden hører det, tilpasser sig og lader tilpasningen stå, også når ingen holder øje, er der plads i forholdet, og fælles arbejde har noget at bygge på. Hvis det kun holder, så længe du ser efter, har du set en pause og ikke en forandring. Om en partner, der aldrig har behøvet at mærke prisen, kan lære at mærke den, kan ingen vide på forhånd.

I nogle situationer er de her skridt det forkerte redskab, og det vil jeg hellere sige end lade dig prøve endnu hårdere. Hvis et nej allerede er blevet mødt med en trussel, med noget af dit, der blev ødelagt, med penge eller papirer, der blev holdt tilbage, eller med en hånd på dig, så rækker intet i den her artikel langt nok. Hvis det at holde fast i én lille beslutning vil koste dig mere, end du kan bære lige nu, er det en grund til først at få støtte omkring dig og ikke et bevis på, at du mangler mod. Efter min kliniske vurdering hører det næste skridt hjemme i en session for dig alene og ikke i en fælles, og psykoterapi i København er der, hvor jeg ville begynde. Tag listen med.

Ofte stillede spørgsmål

Er det trygt at tage det her med i terapi?

Det, du siger hos mig, bliver hos mig, og vi beslutter sammen, hvad du tager med dig hjem. Jeg spørger tidligt, om du har et sted, hvor du kan tale uforstyrret, fordi det at blive overhørt ændrer, hvad arbejdet kan gøre.

Skal vi gå i parterapi sammen?

Ikke som det første skridt, fordi parterapi kræver to mennesker, der kan tale ærligt i rummet, uden at den ene betaler for det bagefter. Individuelle sessioner kommer først, og fælles arbejde kan blive muligt, hvis et nej holder op med at koste noget.

Hvad sker der i en første session om det her?

Vi lægger episoderne ved siden af hinanden med deres datoer, og at se mønsteret lagt frem er det meste af, hvad en første session gør. Jeg spørger også, hvad du allerede har prøvet, fordi det, der kom tilbage, fortæller mere end nogen enkelt aften.

Kan terapi hjælpe, hvis jeg ikke har tænkt mig at gå?

Ja, og mange af dem, jeg ser i den situation, har ingen planer om at gå, når de begynder. Det første arbejde er at få din egen udgave af det, der skete, tilbage, og det er brugbart, uanset hvad du beslutter bagefter.

Hvilken slags terapi passer til det her?

Terapi, der arbejder med mønsteret og ikke med din reaktion på det, og i min praksis betyder det individuel psykoterapi med plads til at gå langsomt frem. Tilknytningsteori fra John Bowlby og den britiske objektrelationsskole hjælper med at forklare, hvorfor selvtvivlen varer længere end de episoder, der skabte den.

Er du usikker på, om det, du lever med, er kontrol, kan vi sortere det sammen i parterapi alene eller i terapi efter narcissistisk misbrug.

Kilder

1. Johnson, M. P., Conflict and control: gender symmetry and asymmetry in domestic violence, Violence Against Women, 2006
2. Lohmann, S., Cowlishaw, S., Ney, L., O’Donnell, M. og Felmingham, K., The trauma and mental health impacts of coercive control: a systematic review and meta-analysis, Trauma, Violence, and Abuse, 2024

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.