Kort fortalt
De fleste mænd, der bliver kaldt lukkede, er ikke tomme inden i tavsheden. Der sker noget, og ordene for det kommer sent eller slet ikke, så dem, der står dig nærmest, læser en blank side. Artiklen handler om mænd og følelser: hvad der fylder pausen, før du svarer, og hvad der gør det muligt at tale uden at blive en anden.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Kroppen melder før ordforrådet. Klienter, der siger, at de ikke føler noget, beskriver ofte en kæbe, et bryst eller en mave, der har haft travlt hele dagen.
- Tale bliver vejet mod konsekvens. Klienter vejer, hvad det vil koste derhjemme eller på arbejdet at sige det, og vejningen er som regel færdig, før de opdager, at de var ved at beslutte noget.
- Vrede er den tilladte kanal. Klienter, der ikke har nogen vej for sårethed eller frygt, kommer tit med irritation og finder de andre følelser under den, når der bliver plads.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor kommer der ingenting ud, når der er noget?
Du bliver spurgt, hvad der er galt, du kan mærke, at noget er galt, og svaret, der kommer ud af munden, er fint. Ikke ligefrem en løgn. Mere at det sande svar endnu ikke har nogen form, og fint er det eneste, der er klar i tide.
Det, der er der i stedet for ord, er som regel kropsligt og vagt: en stramhed, et pres bag øjnene, et ønske om at være et sted med mindre snak. Har ingen lært dig at gøre det til sprog, forsvinder følelsen ikke. Den bliver under det niveau, hvor den kan siges, og den, der spørger, ser en lukket dør.
I en undersøgelse af 740 mænd i Storbritannien og USA havde de mænd, der i højest grad tilsluttede sig idealer om følelsesmæssig kontrol, selvhjulpenhed og arbejdet først, også mest besvær med at mærke og sætte ord på deres egne følelser1. Alt blev selvrapporteret på ét tidspunkt, så den kan ikke sige, hvad der kom først. Det, den peger på, er, at besværet er indlært og ikke medfødt, og det betyder også, at det ikke ligger fast.
Hvad sker der i pausen, før jeg svarer?
Pausen er ikke tom. Den er en beregning, og den kører hurtigt.
- Hvad vil det koste hende eller ham? Er din partner allerede presset, føles det som at give dem en byrde at sige det sande.
- Hvad vil det sætte i gang? En snak klokken 23, som ingen af jer kan gøre færdig, er værre end tavshed, så du gemmer den til et bedre øjeblik, der ikke kommer.
- Er det stadig sandt i morgen? Mænd venter tit på sikkerhed, før de taler, og følelser holder sjældent stille længe nok til at kvalificere sig.
Det er ikke dumme spørgsmål. Problemet er, at pausen udefra bliver læst som ligegyldighed, og så skal du forsvare en kulde, du ikke føler. Det er dér, mange mænd opgiver snakken helt, for det er udmattende at forsvare sig mod den forkerte anklage.
Hvorfor er det lettere at gøre noget end at sige noget?
At gøre er en måde at sige det på, som ikke kræver, at du er blottet, mens du siger det. Bilen bliver lavet, pengene bliver ordnet, familien bliver passet på, og omsorgen er ægte. Den bliver bare leveret i en valuta, den anden måske ikke kan læse.
De fleste mænd, jeg arbejder med, lærte det tidligt og ikke fra en forelæsning. De lærte det ved at se, hvad der blev taget imod derhjemme, og hvad der stille blev overset. En dreng, der lægger mærke til, at dygtighed får opmærksomhed, og at nød får et emneskift, konkluderer ikke noget i ord. Han tilpasser sig. 30 år senere er tilpasningen bare den, han er, og hans partner oplever en mand, der kan reparere alt undtagen snakken.
Der er tit lettelse i at sætte navn på det, og jeg vil være varsom med lettelsen. At forstå, hvor det kom fra, giver dig ikke i sig selv ordene. Men det fortæller dig, at tavsheden engang var en løsning, og så er det lettere at holde op med at behandle dig selv som defekt.
Hvad koster tavsheden?
Den første pris er ensomhed i et forhold, der udefra ser ud til at fungere. Du er til stede, du forsørger, du dukker op. Ingen dér ved, hvordan ugen faktisk har været for dig, heller ikke den, der ligger ved siden af dig.
Den anden pris viser sig i kroppen. Blandt 412 mænd mellem 25 og 70 år i ét amerikansk storbyområde havde de, der vanemæssigt holdt følelser inde, et fladere dagligt mønster i stresshormonet kortisol og flere tegn på inflammation end dem, der ikke gjorde2. Det blev målt på ét tidspunkt i ét område, og det kan ikke bevise, at det at holde inde forårsagede forskellen. Men det passer med det, mænd fortæller mig: at det er arbejde at holde det inde, og at arbejdet bliver gjort et sted, også når det ikke mærkes.
Den tredje pris er langsommere og sværere at se. En følelse, der aldrig bliver sat ord på, bliver i den alder, hvor den blev dannet. Du kan være 45 og fuldt ud kompetent på arbejdet og stadig møde skuffelse med de ressourcer, en dreng havde, der måtte klare det alene.
Hvad hjælper mig med at begynde at sige det?
Begynd lavere end følelserne. De fleste mænd, der prøver at gå direkte til følelsen, går i stå, for følelsen er netop den del, der endnu ikke har et navn.
- Meld fra kroppen i stedet. Mit bryst har været stramt siden tirsdag kan siges, det er præcist, og det åbner den samme dør.
- Sig det, mens du laver noget andet. En gåtur, en køretur, opvasken. Mindre øjenkontakt gør det lettere for mange mænd at tale, og det er værd at bruge i stedet for at rette på.
- Bed om 10 minutter og ikke om en snak. En snak uden ende inviterer beregningen igen. En kort og afgrænset en overlever den som regel.
- Lad de første forsøg være klodsede. At vente, til du kan sige det godt, er den samme venten, der har holdt det usagt i årevis.
Det hjælper, hvor tavsheden er en vane. Det er ikke nok, når vrede er blevet den eneste levende kanal, når alkohol står for reguleringen, når du er blevet stille over for alle og ikke kun derhjemme, eller når du ikke kan huske, hvornår noget sidst landede som glæde. Så bærer mønsteret mere, end det kan holde, og et rum, hvor det eneste, der skal ske, er at tale, gør noget, råd ikke kan. Det er det, psykoterapi for mænd i København er til. Sessionerne foregår i min praksis i Møntergade i det indre København. Det, der som regel er uafklaret i starten og bliver tydeligere over nogle sessioner, er, hvor meget af det her der er en stil, du kan udvide, og hvor meget der er sorg eller vrede, der aldrig fik lov at være nogen steder.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad hvis jeg kommer og ikke har noget at sige?
Det er en helt almindelig måde for en første session at begynde på, og det er brugbart materiale og ikke en mislykket aftale. Jeg spørger til, hvad der sker i tavsheden, og det er som regel nok til at komme i gang.
Handler terapi bare om at tale om barndommen?
Nej, arbejdet begynder med det, der sker nu, og fortiden kommer kun ind, hvor den forklarer nutiden. Mange nyttige sessioner går aldrig længere tilbage end sidste uge.
Min partner vil have, at jeg går. Gør det det meningsløst?
Nej, mange mænd kommer, fordi en anden skubbede, og arbejdet bliver deres eget, når de ser en brug for det. Det er værd at sige højt i den første session, at det ikke var din idé.
Skal jeg komme alene eller med min partner?
Ligger vanskeligheden mest i dig, giver individuelle sessioner dig plads til at finde ordene, før de bliver prøvet af foran en, der venter på dem. Parterapi er et rimeligt næste skridt senere.
Hvor lang tid tager den slags arbejde?
Det varierer, og jeg vil hellere se på det sammen med dig efter 6 sessioner end forudsige det nu. Mænd mærker tit, at noget flytter sig derhjemme, før de kan beskrive, hvad der ændrede sig.
Er det aldrig faldet dig let at tale om følelser, tilbyder jeg psykoterapi for mænd som et ligetil sted at begynde, i dit eget tempo.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
- Mancini, V. O. m.fl., Internalizing symptoms in men: the role of masculine norms, alexithymia, and emotion regulation, Sex Roles, 2025
- Pu, Y. og Kong, Z., Strong enough to suffer: emotional suppression, stress exposure, and physiological health among men across the life course, American Journal of Men’s Health, 2026
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.