Hvorfor overreagerer jeg på noget så småt?

Hvorfor sætter en lille ting noget så stort i gang?

En reaktion får sin størrelse af, hvad øjeblikket betyder, ikke af hvad øjeblikket var. En tonefald. Et svar, der tog to dage. En rettelse foran andre. Målt på enhver rimelig måde er begivenheden lille, og reaktionen er det ikke, og bagefter giver din egen dømmekraft den anden ret. Det her berettigede ikke det, jeg mærkede. Det skete alligevel.

Det, jeg ser i rummet, er, at øjeblikket rørte ved noget med en historie bag sig. Ikke en erindring, du kan hente frem på kommando, men en betydning, du kender godt. Jeg bliver ikke taget alvorligt her. Jeg er ved at blive holdt udenfor. Jeg kommer til kort. Bemærkningen er døren. Det, der står bag døren, er ældre og større end bemærkningen, og det er dét, du faktisk svarer på.

I en undersøgelse af 711 voksne mellem 25 og 74 år, der rapporterede deres daglige belastninger og deres humør otte aftener i træk, var de, hvis humør faldt kraftigere på de dage, hvor en belastning indtraf, mere tilbøjelige til at rapportere følelsesmæssig belastning og en angst- eller depressionslidelse, da de blev fulgt op omkring 10 år senere.¹ Det er en sammenhæng over et årti i én stikprøve, ikke en forudsigelse for et enkelt menneske, og den fastslår ikke, hvad der driver forbindelsen. Jeg læser den som en grund til at tage din reaktivitet alvorligt som information frem for som noget at skamme sig over.

Overreagerer jeg, eller fortæller reaktionen mig noget?

At kalde sig selv for meget lukker undersøgelsen præcis dér, hvor den burde åbne. Folk ankommer med dommen allerede afsagt over dem selv. For meget. Overfølsom. Irrationel. Dommen er effektiv, fordi den afslutter sagen, og den smider den eneste brugbare information i hele episoden væk.

Det mere frugtbare træk er at lave dommen om til et spørgsmål igen. Hvad skulle det her øjeblik betyde, for at det, jeg mærkede, var et rimeligt svar på det? Stillet sådan holder reaktionen op med at være en fejl ved din karakter og bliver et signal med et emne. At blive konkret er det meste af arbejdet, og de her fire ting er der, hvor jeg begynder.

• Styrke. Hvor stor var den, målt mod dit eget almindelige leje frem for andres.
• Hastighed. Hvor lang tid der gik fra begivenheden til følelsen kom.
• Varighed. Hvor længe der gik, før du følte dig som dig selv igen.
• Emne. Hvad anklagen var, skrevet ud som en hel sætning med dens egne ord.

Intet af det er en test, og et højt svar på nogen af dem diagnosticerer ingenting. Det er en måde at komme tæt nok på episoden til, at mønsteret under den får en form, du kan se på. Den sidste er den, de fleste ikke kan til at begynde med, og det er den, der flytter noget.

Hvorfor tager det så lang tid at falde ned?

At falde ned er en kropslig proces, og den tager ikke imod instrukser. Følelsen kommer først. Kroppen følger efter med varmen i brystet, den overfladiske vejrtrækning, hænderne der ikke vil falde til ro. Tænkningen kommer sidst og opdager, at sagen allerede er afgjort uden den.

Klienter fortæller mig, at de inden for et minut godt ved, at reaktionen ikke står mål med noget, og sidder i den længe bagefter alligevel. At vide er ikke det samme som at lægge sig. Så begynder gennemspilningen: svaret du burde have givet, versionen hvor du forblev rolig, sætningen der ville have fået den anden til at forstå.

Gennemspilningen føles som bearbejdning og gør nærmest det modsatte. Hver runde holder betydningen levende og kroppen tændt. Noget, der betyder så meget, bliver ikke ligegyldigt, fordi du har besluttet, at det burde være det, og at skændes med sig selv om, hvorvidt man har ret til følelsen, lægger en vanskelighed nummer to oven på den første.

Hvorfor er det værst med dem, der står mig nærmest?

Reaktiviteten samler sig der, hvor du har mest at miste. En skæv bemærkning fra en fremmed koster dig ingenting, så den går igennem. De samme ord fra en partner, en nær kollega eller en forælder bærer et spørgsmål om, hvorvidt du er trygt holdt i den relation, og sådan et spørgsmål bliver besvaret hurtigt, af den del af dig, der ikke venter på beviser.

Der følger en vanskelighed nummer to af den første. Den, der står for skud, ser størrelsen på din reaktion og har ingen adgang til betydningen under den, så de svarer på størrelsen. Så har I to mennesker, der reagerer på hinandens reaktioner, og det, der startede det, bliver aldrig talt om. Hvert svar gør det næste mere sandsynligt, og sådan kan en uenighed om et tonefald tage en hel aften.

Det er ikke en påstand om, at to mennesker i sådan et mønster bidrager lige meget. Nogle gange gør den ene noget, den anden har ret i at reagere på, og reaktionen er det mest præcise i rummet. At finde ud af, hvilken af delene du er i, er en del af det, arbejdet er til for, og det er svært at gøre indefra.

Hvad kan jeg gøre, når jeg mærker det begynde?

Det brugbare arbejde sker i de få sekunder før eller i timerne bagefter. Meget lidt er tilgængeligt i midten. Det er værd at vide på forhånd, for de fleste bruger deres kræfter i den del af episoden, hvor kræfterne har mindst fat, og konkluderer så, at de ingen selvbeherskelse har.

• Navngiv anklagen. Ikke begivenheden, men sigtelsen. Sæt den i en hel sætning: jeg hørte, at jeg ikke tæller her. Sagt lige ud bliver den noget, du kan se på, i stedet for noget, du bare er inde i.
• Køb et mellemrum. Forlad rummet, tag samtalen færdig senere, svar i morgen. Du sluger ikke følelsen, du giver tænkningen tid til at indhente den.
• Vend tilbage til det. Reaktioner, der aldrig bliver talt om, plejer at vende tilbage. At tage det op dagen efter, med sigtelsen navngivet og varmen væk, er det skridt, de fleste springer over, og det, der stopper gentagelsen.
• Hold øje med betingelserne. For lidt søvn, sult og en uge brugt på at spænde op sænker alle tærsklen. At tage det som information om ugen frem for en fejl ved dig er både mere præcist og mere brugbart.

De fire hjælper med et mønster, du stort set kan se. De er ikke nok, når reaktionen kommer uden et emne, du kan finde, når den er begyndt at koste dig arbejde eller en relation, du vil beholde, eller når det, du står i, slet ikke er reaktivitet, men et præcist svar på noget, der skal ændres frem for reguleres. En reaktion, der ikke giver sig for noget af det her, hænger som regel fast i noget, der ikke er blevet set ordentligt på, og det er langsomt arbejde gjort sammen med et andet menneske.

Vil du forstå din egen reaktivitet, hvor den end dukker op, er psykoterapi i København stedet, og er det meste af det mellem jer to, er parterapi i København et sted at se på mønsteret sammen. Jeg arbejder både online og ansigt til ansigt, og du kan begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter.

Ofte stillede spørgsmål

Kan terapi ændre, hvor reaktiv jeg er?

Ja, men det, der plejer at ændre sig først, er mellemrummet mellem følelsen og svaret frem for følelsens størrelse. De fleste klienter mærker, at de har et sekund eller to mere at arbejde med, før selve styrken flytter sig.

Skal jeg tale om min barndom?

Kun så langt den forklarer noget, du lever med nu. Jeg begynder med den reaktion, du kom med, og vi går tilbage, kun hvor det at gå tilbage gør nutiden klarere.

Hvad hvis jeg ikke kan huske, hvad der satte mig i gang?

Det er almindeligt, og der kan arbejdes med det. Vi begynder med det, du kan beskrive, som regel kroppen og efterspillet, og emnet plejer at komme, når der er plads til det.

Er det individuelt arbejde eller parterapi?

Sker reaktionerne mest sammen med én person, og vil I begge se på mønsteret imellem jer, tager parterapi fat på det direkte. Vil du forstå din egen reaktivitet, hvor den end dukker op, passer individuel psykoterapi bedre.

Hvor lang tid tager det?

Jeg kan ikke give dig et tal, og den, der gør, gætter. Det, jeg kan sige, er, at mønsterets form som regel bliver tydelig tidligt, og at meget af forandringen viser sig mellem sessionerne frem for inde i dem.

Kilder

1. The Wear and Tear of Daily Stressors on Mental Health. Psychological Science, 2013.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.