Hvorfor ligner min sorg ikke andres?

Hvad gør sorg egentlig ved dig?

Sorg bryder tilknytningen og lader selve tilknytningen blive ved med at virke. Rækken ud fortsætter på de gamle tidspunkter. Du vender dig for at fortælle dem noget, sætningen har ingen steder at lande, og de første uger består for en stor del af, at den ene ting sker igen og igen.

• Det, du føler. Tristhed, og ved siden af den lettelse, irritation over den, der døde, og stræk af flad tomhed, der skræmmer mine klienter mere end gråden.
• Det, kroppen gør. Brystet og halsen strammer, appetitten bliver mærkelig, søvnen skifter form. En krop, der var indrettet omkring et andet menneske, bliver ved med at levere sin halvdel af mønsteret.
• Det, du så får ud af det. Du kan ikke læse, samtaler glider væk, 14 dage føles som en uge, og ud fra det konkluderer du, at der er noget galt med dig.
• Det, du vil have fra dem omkring dig. Du vil spørges om det, og du vil have, at ingen nævner det, nogle gange inden for den samme time, og de gætter forkert begge veje.
• Hvor hårdt det rammer. Det følger efter min kliniske vurdering, hvor meget af din hverdag der var bygget op om det, du mistede, og ikke hvordan andre rangerer tabet.

Hvorfor følger sorgen ikke en fast rækkefølge?

Intet solidt understøtter tanken om, at sorg bevæger sig gennem faste faser, og at forvente det lægger skam oven på et tab¹. Den kendte liste over faser kom ud af samtaler med døende patienter og var tænkt som en beskrivelse af det, der blev hørt, og ikke som en rute, folk tilbagelægger. En gennemgang af grundlaget fandt hverken solid empirisk støtte, begrebsmæssig klarhed eller forklaringskraft og konkluderede, at alle, også efterladte, burde lægge faserne fra sig¹.

Prisen for tanken er konkret. Du føler det forkerte på det forkerte tidspunkt og beslutter, at din sorg er defekt, eller du når frem til noget, der ligner accept, betragter sagen som afsluttet og læser den næste bølge på en parkeringsplads uden for supermarkedet som et tilbageskridt. Det, jeg ser i stedet, er en bevægelse frem og tilbage mellem at se tabet i øjnene og at holde et liv kørende, der skal gå videre, og den bevægelse er selve arbejdet.

Kan man sørge over noget, der ikke er et dødsfald?

Ja, og de tab, ingen holder begravelse for, er de sværeste at sørge over, fordi intet omkring dem giver dig lov. Et dødsfald kommer med en ceremoni, et ord for det, du nu er, og mennesker, der kommer med mad. Hvert af tabene nedenfor er sorg i fuld forstand og kommer uden noget af det, og det er min kliniske vurdering.

• Et ægteskab, der slutter. Personen lever, svarer på beskeder og står nogle gange stadig i køkkenet.
• En flytning. Du mister de steder og de venner, der huskede dig, da du var 19.
• Helbred eller arbejde. En skade tager en fremtid bygget op om en krop, der virkede, og et arbejdsliv, der slutter, tager det, der fortalte dig, hvem du var.
• Et brud i familien. En forælder, et barn eller en søskende er et sted i verden og fraværende i dit liv.
• Det liv, du havde regnet med. At sørge over en udgave af fremtiden er stadig sorg, og det er den, mine klienter skammer sig mest over at sætte navn på.

Hvornår er sorgen gået i stå?

Sorg, der er gået i stå, er ikke sorg, der har varet længe, men sorg, der har overtaget styringen af et liv.

Det, mine klienter beskriver på det tidspunkt, ligner hinanden. Længslen holder fuld styrke og fylder dagen, og dødsfaldet bliver ved med ikke at være accepteret, som om det at erkende, at det skete, ville være et svigt. Almindelige ting holder op: arbejde, venskaber, måltider, at gå ud af lejligheden. Nogle beskriver følelsesløshed i stedet for smerte, og den er sværere at sætte ord på og lettere for omgivelserne at forveksle med, at man klarer det.

Jeg er psykoterapeut, og intet her er en diagnose, og ingen kan udefra sige dig, hvor lang tid noget af det her burde tage. Hvor sorgen er blevet ved med at have den styrke og har lukket et liv ned, er individuel terapi det næste skridt og ikke noget, du skal sidde igennem alene.

Hvordan lever du side om side med sorgen?

Det, der hjælper, er småt, gentageligt og uimponerende, og det begynder med at lægge de forventninger fra dig, der gør mest skade.

• Hold op med at prøve at gøre det rigtigt. Der findes ingen rigtig måde og ingen tidsplan, så at grine ved begravelsen svigter ingen, og at falde fra hinanden måneder senere er ikke et tilbagefald.
• Pas på kroppen først. Sov og spis nogenlunde på de samme tidspunkter, kom ud hver dag, og hold øje med alkoholen, der udskyder sorgen i stedet for at lette den.
• Beslut, hvad du ikke vil beslutte i år. At sælge et hus, sige et job op eller flytte er bedre at vente med, til den del af dig, der vejer konsekvenser, virker igen. Det er et forslag og ikke en regel, og dine forhold tillader det måske ikke.
• Hold forbindelsen i live. Intet kræver, at du giver slip. Tal til dem, gem deres håndskrift, lav den mad, de lavede.
• Sig til ét menneske præcis, hvad du har brug for. Næsten ingen gætter rigtigt. Sig det ligeud, og bed dem om at spørge til dig igen længe efter, at alle andre er holdt op.
• Regn med forskellige tempi i et par. Den ene vil tale om det, og den anden vil have en uge, hvor ingen nævner det, og ingen af jer er kolde. Papirarbejdet lander langt mere hos den ene end hos den anden, og det er værd at sige højt i stedet for at føre regnskab med det.

Det meste sorg har brug for tid og mennesker, der gider høre om den mere end to gange, og slet ingen terapeut. Skridtene er ikke nok, når tabet har taget din fornemmelse af, hvem du er, med sig, når der ikke er nogen tilbage, der vil lade dig tale om det, eller når følelsesløsheden er blevet hele din oplevelse. Så er det tid at tage det med ind i individuel terapi. Læs mere om sorgterapi i København.

Ofte stillede spørgsmål

Er det for tidligt at gå i terapi efter et tab?

Ingen regel siger, at du skal vente, selvom de fleste i de første uger har mere brug for menneskene omkring sig end for en terapeut. Kom, når sorgen ikke har nogen steder at gå hen, eller når du vil have en time om ugen, hvor du ikke skal tage hensyn til nogen andre.

Hvad sker der i en første session om sorg?

Du fortæller mig, hvem du har mistet, og hvordan dine dage ser ud nu, og jeg vurderer sammen med dig, om det her er det rette sted til det. Jeg spørger til søvn, mad, hvem du stadig taler med, og hvad du er holdt op med at gøre.

Bliver det værre af at tale om tabet?

At tale om det løfter følelsen, mens du er i rummet, og sænker det, det koster dig at bære den udenfor. Tempoet er dit, og du kan altid stoppe et emne.

Skal jeg søge sorgrådgivning eller almindelig psykoterapi?

Formen betyder mindre end at finde en terapeut, der vil blive ved emnet, så længe det tager. Hvor tabet har rystet din fornemmelse af, hvem du er, passer et længere terapiforløb bedre end et kort.

Kan min partner og jeg komme sammen, når vi sørger over det samme tab?

Ja, og de fleste par, der kommer til mig med et tab, sørger i forskelligt tempo og fejler ikke som par. Nogle gør begge dele, egne sessioner ved siden af et par fælles sessioner.

Din sorg behøver ikke ligne andres, og i sorgterapi i København får den lov at have sin egen form og sin egen tid.

Kilder

1. Stroebe, M., Schut, H. og Boerner, K., Cautioning Health-Care Professionals: Bereaved Persons Are Misguided Through the Stages of Grief, Omega: Journal of Death and Dying, 2017

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.