Hvorfor har vi det svært, efter vi flyttede ud?

Hvorfor begyndte det først at knibe efter nogle måneder?

De første måneder kører på praktisk travlhed, og presset dukker op, når travlheden er forbi, og der ikke er andet tilbage end at bo der.

En lejlighed, et skattenummer, en bank, en skoleplads, et abonnement. Så længe den liste findes, er I et hold med en opgave, og forholdet låner energi fra projektet. Så slutter listen, og en fladhed melder sig, som ingen af jer havde ventet: det her er livet nu, og det er mindre end det, I forlod i Danmark.

Belastningerne ved en flytning til udlandet er langsomme. Det nye og fremmede, tabet af et hjem, en forandret social verden, usikkerhed og isolation rammer hele familien, og hver person møder sin egen udgave af dem¹. Den forskning bygger mest på engelsktalende udsendte fra få lande og på studier, der måler ét tidspunkt, så den siger mere om, hvad der presser, end om hvornår. I mit konsultationsrum bliver problemerne typisk dateret til måned 4 eller 6 og ikke til den første uge.

Der er en anden grund, som er sværere at sige højt. Udstationeringen var en beslutning, og sjældent en ligeværdig en. Når det holder op med at gå godt, bærer hver almindelig skuffelse et spørgsmål om, hvorvidt det var rigtigt at tage af sted.

Hvorfor klarer den ene af os sig, mens den anden ikke gør?

I falder til efter 2 forskellige køreplaner, og den, hvis arbejde var grunden til at flytte, har fodfæste, som den anden ikke har.

• Arbejdet. Den ene har kolleger, en titel og en grund til at gå ud ad døren. Den anden sagde et job op for at komme med.
• Sproget. Den ene kan følge med i rummet til en middag gennem jobbet. Den anden er 2 sætninger bagud hele aftenen.
• Familien. Begge har familien i Danmark, men kun den ene har en hverdag, der fylder nok til at savnet kan vente.

Så kommer din partner hjem, glad for en god uge, du bliver stille, og stilheden når frem som en anklage for at have det godt. Deres overskud er en del af det, der efterlader dig længere ude. Dit behov for hjælp er en del af det, der får dem til at føle sig anklaget. I beskriver den samme aften, og ingen af beskrivelserne er forkerte.

Ansvaret er ikke lige fordelt her. Den, der fik en karriere ud af flytningen, har mere overskud til at lægge mærke til, hvad der sker, og mere af den opmærksomhed falder rimeligt nok på dem. Det handler om, hvem der har en hånd fri, og er ikke en dom over nogen af jer.

Hvorfor bliver det samme skænderi ved med at komme igen?

Det egentlige pres ligger uden for forholdet og kan ikke diskuteres med, så skænderiet flytter hen til det i forholdet, der er ved hånden.

I kan ikke skændes med en kø hos myndighederne, et skattekontor eller det faktum, at ingen der kender jeres humor endnu. I kan skændes om opvasken, weekenden og tonen i en besked. Emnet er forkert, og varmen er ægte, og derfor falder intet på plads.

Det, hver bevægelse rækker efter, betyder mere end, hvordan den ser ud fra den anden stol. At presse på er et forsøg på at nå den anden. At blive stille er et forsøg på at holde sig selv i ro. Ingen af delene lander, som de var ment. Mange af de par, jeg ser, finder ro, når den ene bliver hørt af en, der står lidt uden for, frem for at blive foldet ind i et vi, der ikke har plads til det, de mærker.

Har vi mistet forholdet, eller det, der holdt det oppe?

Meget af det, der føles som tabt nærhed, er tabt infrastruktur, for flytningen fjernede de venner, rutiner og tredjepersoner, forholdet hvilede på.

Derhjemme bliver et parforhold holdt oppe af mere end de 2 mennesker i det. En søster tager imod klagen over svigerfamilien. En kollega tager imod jobfrustrationen. En gammel ven griner af de samme ting. Ude lander det hele hos én person, som også er træt, også ved at falde til og selv emnet for halvdelen af det.

Det, der hjælper, er ikke antallet af mennesker, man kender. Blandt studerende migranter, der studerede på deres andet sprog, var det, hvor godt deres lokale venner kendte hinanden, der hang sammen med mindre sprogrelateret stress, mens netværkets størrelse ikke gjorde². Det var en undersøgelse af omkring 100 studerende på ét tidspunkt, så den beskriver mere, end den beviser. Den passer med det, jeg ser: 10 bekendte gør mindre for et menneske end 3, der kender hinanden.

Et par, der har mistet sin støtte, har brug for støtte og ikke for en dom over, om de stadig elsker hinanden.

Hvordan stopper vi det, og hvornår er det ikke nok?

Skil presset fra flytningen ad fra fejlene i forholdet, og giv den, der er længst bagud, noget derude, der kun er deres.

• Sig køreplanen højt. Sig, hvem af jer der er længst bagud, og i hvad, i stedet for at skændes om, hvem der er sværest at bo sammen med.
• Læs regnskabet op uden for et skænderi. Den, der gav noget op, siger én gang og roligt, hvad det var. Den anden lytter uden at forsvare udstationeringen.
• Byg tredjepersoner op med vilje. Gå efter nogle få mennesker, der kender hinanden, frem for en lang liste af kontakter.
• Send de almindelige klager et andet sted hen. Ikke enhver frustration over landet er materiale til din partner, som ikke har designet det.
• Behold én ting fra det gamle liv. Et sprog, en sport, et fast opkald hjem til Danmark, som ikke er arrangeret af den anden.

Giv det 2 eller 3 måneders ærlig indsats, før I vurderer det. Det er et forslag om rækkefølge og ikke en klinisk grænse.

De skridt når ikke frem i alle situationer. Hvor foragt er kommet ind, så den ene taler om den anden med et skævt smil, er flytningen ikke længere det levende problem. Hvor den ene i stilhed har besluttet at tage hjem og håndterer den anden frem for at tale, hviler arbejdet på en falsk forudsætning. Hvor tungsindet ikke letter, selv i de gode uger, er forholdet det forkerte sted at tage fat. Det er svært at skelne indefra, og det er værd at gøre langsomt med en tredje person, der ikke har nogen interesse i udfaldet. Jeg tilbyder sessioner online over video, uanset hvor I bor, og ved fremmøde på Møntergade i København, når I er hjemme, og I vælger selv. Læs mere om parterapi for danskere i udlandet.

Ofte stillede spørgsmål

Skal vi komme som par, eller skal jeg komme alene først?

Kom som par, hvis I begge vil have forholdet til at ændre sig, og kom alene, hvis du skal finde ud af, hvad du vil, før du siger det til din partner. Begge dele er en god begyndelse.

Hjælper parterapi, hvis kun den ene af os mener, at flytningen er problemet?

Ja, hvis I begge vil være i rummet, for uenigheden om, hvad problemet er, viser sig ofte at være problemet. Jeg arbejder hellere åbent med det end at bede jer blive enige om en forklaring først.

Hvad sker der i en første session om en flytning?

Jeg spørger jer hver især, hvad flytningen krævede af jer, hvad den kostede, og hvad I havde forventet, og jeg lytter efter, hvor de beretninger holder op med at passe sammen. I bør gå derfra med mønstret beskrevet i almindelige ord.

Kan vi gå i parterapi hos dig, mens vi bor i udlandet?

Ja, sessionerne kan foregå online over video, uanset hvor I bor, eller ved fremmøde i København, når I er i Danmark. Mange par kombinerer begge dele.

Hvordan ved vi, om vi skal arbejde med forholdet eller med at falde til?

Er I søde ved hinanden i de uger, hvor det går godt uden for forholdet, handler arbejdet mest om at falde til. Fortsætter uvenligheden gennem de gode uger, har forholdet brug for opmærksomhed i sig selv.

Når en udstationering presser jeres forhold, ser jeg par i parterapi for danskere i udlandet, online eller i København, som står præcis der.

Kilder

1. Filipič Sterle, Fontaine, De Mol og Verhofstadt, Expatriate family adjustment: an overview of empirical evidence on challenges and resources, narrativ oversigt, Frontiers in Psychology, 2018
2. Doucerain, Varnaamkhaasti, Segalowitz og Ryder, Second language social networks and communication-related acculturative stress: the role of interconnectedness, tværsnitsstudie, Frontiers in Psychology, 2015

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.