Hvorfor skændes vi hele tiden?

Hvorfor skændes vi om ting, vi aldrig før tog os af?

Når én reel uenighed bliver ved med at være uafgjort, bliver den fordelt ud over hvert lille emne, der kan bære den.

Opvasken handler sjældent kun om opvasken, og den er heller ikke ligegyldig. Et lille emne er en sikker beholder for en stor krænkelse, fordi det kan tages op uden at nævne det, der ville koste mere at nævne. Så det store forbliver usagt, og de små ting formerer sig, og I begynder begge at føle, at forholdet er gået galt, og ikke at ét spørgsmål i det er blevet stående ubesvaret.

Læg mærke til, hvad spredningen gør for jer. At skændes om opvaskemaskinen er mindre farligt end at spørge, om din partner stadig vil det her liv med dig. Du kan synes, at skænderiet er meningsløst, og alligevel arbejde for at holde det ved opvaskemaskinen, styre udenom hver gang det større spørgsmål kommer nær, og mærke en slags lettelse, når aftenen slutter, uden at noget er afgjort. Hvis det er ét bestemt skænderi, der vender tilbage i præcis samme form, er det et andet mønster.

Hvem starter det, og betyder det noget?

Den, der siger noget først, har ikke startet det, for når noget bliver sagt, kører skænderiet allerede i jer begge.

• Den første sætning er en fortsættelse. Den følger efter noget fra i går, som ingen af jer nævnte.
• Svaret er skrevet på forhånd. I kender begge den andens holdning, så I forsvarer jer i stedet for at lytte.
• Tavshed er også et træk. At sige ingenting bliver læst som en dom, uanset hvad der var ment med det.
• Regnskabet er privat. I tæller begge, og de to regnskaber stemmer ikke.

Hvem der startede, er det mindst brugbare spørgsmål, I har, og det er det, par bruger mest tid på. Det føles som et spørgsmål om retfærdighed. Det fungerer som en måde at afgøre, hvem der skal ændre sig, og derfor vil ingen af jer give sig på det.

Hvorfor føler ingen af os sig hørt, selv om vi begge bliver ved med at forklare?

At forklare sig bedre er det træk, der mest pålideligt slår fejl, fordi problemet ikke er, at din partner mangler dine oplysninger.

Partnere læser hinanden mindre præcist, end de tror. Da 155 par blev optaget under en konflikt og bagefter skulle gætte, hvad den anden havde tænkt og følt, ramte de rigtigt omkring en femtedel af gangene¹. Det er beskrivende tal fra én gruppe par i ét laboratorieforsøg og ikke en lov. Det passer med det, jeg ser: to mennesker, der har levet sammen i årevis, begge sikre på, hvad den anden mener, og begge forkert langt oftere, end de ville tro.

I rummet er mønsteret tydeligt. Jo mere den ene af jer presser på for at blive forstået, jo mere svarer den anden som et selvstændigt menneske, og jo hårdere presser den første. At presse er et forsøg på at få kontakt. At trække sig er et forsøg på at holde sig stabil. Ingen af delene er ment som et sår, og begge lander som et. Det, du mærker først, er sjældent vrede. Det er en ensomhed midt i rummet, der bliver til vrede, fordi vrede er lettere at sige højt.

Betyder så mange skænderier, at forholdet er slut?

Hyppigheden alene siger meget lidt. Det afgørende er, om foragt har fundet vej ind, og om reparationen stadig virker bagefter.

Nogle par skændes højlydt og forbliver tætte, fordi de vender tilbage inden for en time, og noget bliver afgjort. Andre skændes sjældent og er langt længere væk fra hinanden, fordi intet nogensinde bliver repareret, og hver episode bliver lagt i arkivet i stedet for at blive løst.

Den kombination, jeg holder øje med, er, at den ene trækker sig, mens den anden kræver. Blandt 175 spanske par hang den ene parts tilbagetrækning sammen med lavere tilfredshed for dem begge, især når den anden samtidig pressede på². Undersøgelsen målte alt på ét tidspunkt, så den viser en sammenhæng og ikke, hvilken vej den går.

Foragt er det tegn, jeg tager alvorligt, og det er noget andet end vrede. Vrede siger: det her betyder noget for mig. Foragt siger: du er ikke værd at diskutere med. Hvis tonen er gledet over i det sidste, står I et andet sted, og det skal tages op for sig.

Hvad sker der i kroppen, mens det står på?

Før den første skarpe sætning sker der et skift, du kunne mærke, hvis du holdt øje med det. Noget strammer over brystet eller i kæben. Stemmen løfter sig. Vejret bliver kort og højt oppe. Hørelsen snævrer ind til de få ord, du skal bruge for at svare.

Når det er sket, er skænderiet stort set ude af dine hænder, og ude af din partners hænder også. Ingen af jer er urimelige med vilje. I kører begge på en krop, der har besluttet, at det her er farligt, og en krop i den tilstand er et dårligt redskab til at opfange nuancer. Derfor er det brugbare træk tidligt og fysisk: stop, sæt dig ned, drik et glas vand, kom tilbage om 20 minutter. Ikke som en teknik, men fordi intet bedre er muligt ved den temperatur.

Hvordan holder vi op, og hvornår er det ikke nok?

Hold op med at prøve at vinde de små skænderier, sig det ene spørgsmål, som de alle bærer på, og gør reparation til noget almindeligt i stedet for noget sjældent.

• Sig det spørgsmål, der bliver båret rundt. I skriver hver det emne ned, I er holdt op med at tage direkte op, og siger det så én gang uden at skændes om det.
• Drop historien om, hvem der begyndte. Den kan ikke afgøres, og intet afhænger af svaret.
• Afbryd tidligere. Stop, når du opdager, at du forsvarer dig i stedet for at lytte, længe før nogen af jer råber.
• Reparer med vilje. Vend tilbage til det samme dag, og sig, hvad du selv gjorde forkert, i stedet for hvad den anden gjorde.
• Skil presset fra personen. Arbejde, penge og en hård uge hører til uden for forholdet. Sig det højt, når det er det, der styrer tonen.

Brug det som en rækkefølge at prøve og ikke som en tidsplan. Par er forskellige i, hvor lang tid noget af det tager, og to gode uger afgør ikke et mønster, der har kørt i 2 år.

Der er forhold, hvor det her ikke er nok og ikke bør prøves alene. Hvor foragten har bidt sig fast, hvor den ene af jer er bange under skænderierne i stedet for vred, eller hvor den ene i stilhed har besluttet at gå og nu bare håndterer den anden, hviler skridtene på en forudsætning, der ikke længere holder. Hvor skænderierne er blevet den eneste kontakt, der er tilbage mellem jer, holder de noget oppe, og at fjerne dem uden at sætte noget andet i stedet gør det værre. Det er svært at skelne indefra, og det er værd at finde ud af langsomt i et rum med en tredje person, og det er det, parterapi i København er til.

Ofte stillede spørgsmål

Bliver parterapi ikke bare endnu et skænderi med et vidne?

Nej, fordi min opgave er at stoppe løkken og ikke at være dommer i den, og det meste af en første session går med at beskrive mønsteret i stedet for at køre det. Hvis det begynder at køre, afbryder jeg det.

Skal vi begge have lyst til at komme?

I skal begge være villige til at være i rummet, men I behøver ikke at være enige om, hvad problemet er. At ønske forskellige udfald kan man arbejde med, at nægte at møde op kan man ikke.

Skal jeg komme alene, hvis min partner ikke vil?

Ja, fordi når én person ændrer, hvordan den svarer, går et mønster, der kræver to for at holde sig kørende, langsommere. Det er et mindre håndtag end at komme sammen, men ikke et ubrugeligt.

Hvordan ved vi, om terapien hjælper?

Den første forandring er kortere skænderier frem for færre, og at reparationen kommer hurtigere bagefter. Hyppigheden falder senere, og for nogle par falder den slet ikke.

Er det for sent at komme, når vi har skændtes sådan i årevis?

Hvor længe det har stået på, betyder mindre end, om I stadig kan være nysgerrige på hinanden i 10 minutter ad gangen. Hvis det er væk, så sig det tidligt, for det ændrer, hvordan jeg arbejder.

Skændes I hele tiden og trænger til hjælp nu, kan I læse om akut parterapi i København, hvor vi hurtigt finder en tid til jer.

Kilder

1. Hinnekens, C., Vanhee, G., De Schryver, M., Ickes, W. og Verhofstadt, L. L., Empathic accuracy and observed demand behavior in couples, Frontiers in Psychology, 2016
2. Bretaña, I., Alonso-Arbiol, I., Recio, P. og Molero, F., Avoidant attachment, withdrawal-aggression conflict pattern, and relationship satisfaction: a mediational dyadic model, Frontiers in Psychology, 2022

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.