Hvorfor venter jeg på en, der giver mig så lidt?

Hvad sker der, når kontakten aldrig fører nogen vegne?

Beskederne er varme, de beder dig ikke om noget, og de kommer cirka på det tidspunkt, hvor du var begyndt at give slip. Det engelske ord breadcrumbing, at blive fodret med brødkrummer, kommer fra datingkulturen og ikke fra klinisk arbejde, så det sætter navn på et mønster og beskriver ingen. Ordet er ikke meget værd. Det, der er værd noget, er formen nedenunder: kontakt, der er hyppig nok til at holde håbet i live, og aldrig hyppig nok til at fortælle dig noget.

Begynd med det, der sker, når telefonen lyser op. Lettelsen kommer først, et løft, du helst ikke vil indrømme, og bag det et glimt af uro over, hvad der kommer bagefter. Brystet løsner sig og strammer igen, du læser beskeden to gange, du lægger telefonen med skærmen nedad og tager den op igen. Tænkningen kommer sidst og bliver længst: hvad formuleringen betyder, hvor længe du skal vente med at svare, om det ville ødelægge det, du har, at spørge lige ud. En kort besked tager det meste af en aften.

Hvorfor er det så svært at holde op med at vente?

Kontakt, du ikke kan forudsige, holder din opmærksomhed fastere end kontakt, du kan regne med. En, der svarer hver gang, giver dig intet at holde øje med. Det er min kliniske erfaring, at det er uforudsigeligheden, der binder, og ikke mængden.

• Tavsheden gør arbejdet. Hvert hul hæver værdien af den næste besked, så tre varme linjer efter 14 dage lander som en erklæring.
• At holde øje bliver en vane. Du tjekker telefonen, før du er ordentligt vågen, og du skriver svar, du aldrig sender.
• At forstå det slukker det ikke. At vide, hvorfor ventetiden griber dig, og at være fri af den er to forskellige ting, og det bliver klienter skuffede over at opdage.

Hvor ventetiden rammer en ældre frygt for at blive valgt fra, bliver den endnu tungere.

Er det det samme som at blive droppet uden forklaring?

Nej. At blive droppet lukker døren, og det her holder den på klem, og det lyder som det mildeste af de to, men er sværere at bære. Når nogen forsvinder helt, er der intet tilbage at læse, og til sidst holder du op med at læse. Her får du noget nyt at fortolke med få ugers mellemrum, så fortolkningen aldrig bliver færdig. Du kan ikke sørge over det, fordi intet sluttede, og du kan ikke falde til ro i det, fordi intet begyndte. Venner vil sige, at det ikke er et forhold. De har ret, og det hjælper ikke meget, så længe din opmærksomhed stadig er organiseret omkring én persons tilgængelighed.

Det, du ikke kan, er at vide hvorfor. Om den anden er bange for nærhed, overbelastet, holder dig i reserve eller bare ikke er så interesseret, kan ikke ses fra der, hvor du står, og jeg ville heller ikke prøve at afgøre det herfra. Det, du har brug for, er et andet spørgsmål, og et, du faktisk har adgang til.

Hvad koster ventetiden dig?

Det, der bliver hængende, er ikke skuffelsen. Det er det, du kommer til at forvente af mennesker.

• Loftet sænkes. Du nedjusterer, hvad du mener, du har lov at bede om, og du gør det uden at lægge mærke til det.
• Du holder op med at stole på din egen læsning. Måneder med tvetydig kontakt får dig til at tvivle på din vurdering af mennesker i det hele taget, og det er den del, der rejser med ind i det næste forhold.
• Din opmærksomhed går et tyndt sted hen. Aftener, koncentration og en god portion håb går til en ordning, der giver meget lidt tilbage.

En undersøgelse blandt 626 spanske voksne fandt, at de, der var blevet holdt hen, rapporterede lavere tilfredshed med livet, mere ensomhed og mere hjælpeløshed, mens de, der kun var blevet droppet uden forklaring, lignede dem, der ikke havde oplevet nogen af delene¹. Gruppen, der kun var blevet droppet, talte 30, for få til at konkludere, at det ikke gør skade, og en måling på ét tidspunkt kan ikke vise, hvad der forårsager hvad. I en lille indisk undersøgelse med ni unge voksne beskrev alle, at de havde svært ved at stole på nye partnere bagefter², og det passer med det, jeg hører, selvom ni selvvalgte deltagere ikke kan sige noget om, hvor udbredt det er.

Hvorfor bliver du ved med at undskylde for, at det generer dig?

Fordi det at ville have et klart svar er begyndt at føles som at bede om for meget. Klienter undskylder, før de er færdige med den første sætning. De siger, at de godt ved, at han eller hun har travlt, at de sikkert er krævende, at det ikke er noget. Så fortæller de mig datoerne. At ville vide, hvor du står med en, du sover med eller tænker på hver dag, er ikke et krav, og undskyldningen er værd at lægge mærke til, fordi den viser dig, hvor din følelse af at have ret til et svar er blevet af.

Der er en fælde i den anden retning. At læse alt dette som bevis mod én person og samle beskederne som dokumentation er fristende og efterlader dig præcis der, hvor du var, stadig i gang med at finde ud af, hvad den anden er, i stedet for hvad du vil. At være klar over, hvad du har brug for, er mere værd for dig end at vinde diskussionen om, hvad den anden gjorde.

Hvordan holder du op med at vente?

Du holder op med at finde ud af, hvad den anden mener, og begynder at beslutte, hvad du har brug for. Det her er forslag og ikke kliniske grænser, og de handler kun om det, du faktisk kan se.

• Skriv datoerne ned. Hvornår kontakten kom, hvad den bad dig om, og hvad der fulgte efter, fordi en liste med datoer er sværere at bortforklare end en følelse.
• Sig én gang klart, hvad du vil. Ingen antydninger og ingen ringe at springe igennem, i en sætning, der ikke kan misforstås.
• Sæt en privat frist. Beslut, hvornår du har brug for et svar, og hold datoen for dig selv, så den forbliver din beslutning og ikke et ultimatum.
• Lad et svar vente. Svarer du inden for et minut, finder du aldrig ud af, om du overhovedet ville svare.
• Fortæl hele forløbet højt til én person, du stoler på. At beskrive det for en anden afslører det, som at læse det igen alene ikke gør.

Intet af det ændrer den anden, og det er heller ikke meningen. Det ændrer, om du venter, og det er den del, der tager dine aftener.

Skridtene er ikke nok, når du har svaret, før du har nået at tænke, når du ikke kan stole på din egen læsning af de datoer, der ligger foran dig, eller når ventetiden er fladet ud til noget mere vedvarende end skuffelse. Og de er helt det forkerte redskab, hvis det, du vil, er at forstå, hvorfor den her slags forhold bliver ved med at finde dig. Det er arbejde til et terapirum. Læs mere om psykoterapi i København.

Ofte stillede spørgsmål

Kan terapi hjælpe, mens kontakten stadig står på?

Ja, og den hjælper mest, mens det stadig er levende, fordi jeg sammen med dig kan se, hvad hver besked faktisk gør ved dig. At vente, til det er slut, betyder at arbejde ud fra hukommelsen i stedet for ud fra noget, der sker nu.

Hvad ville en første session om det her indeholde?

Jeg ville bede dig føre mig igennem den faktiske kontakt de seneste måneder, datoer med, og så se på, hvad du håber, hvert svar vil give. Meget af den første time går med at skille det, du vil have, fra det, du har nøjedes med.

Er det her for lille en ting at tage med i terapi?

Hvis det fylder så meget i din opmærksomhed, er det ikke for lille. Hvor store begivenhederne er, og hvor stor deres virkning på dig er, er to forskellige mål, og terapi arbejder med det andet.

Skal jeg komme alene eller sammen med den anden?

Alene, i næsten alle tilfælde, fordi det, du beskriver, endnu ikke har det fælles grundlag, som parterapi kræver. Parterapi passer til to mennesker, der begge vil ændre noget mellem sig, og det er en anden situation end den her.

Hvordan vælger jeg en terapeut til det her?

Find en, der vil hjælpe dig med at beslutte, hvad du har brug for, i stedet for at stille en diagnose på den, der ikke er i rummet. Det kan du høre ret hurtigt, når du spørger, hvordan terapeuten arbejder.

At vente på en, der giver så lidt, hænger ofte sammen med gammel længsel, og det kan vi se på i terapi for ængstelig tilknytning eller terapi mod medafhængighed.

Kilder

1. Navarro, R., Larrañaga, E., Yubero, S. og Víllora, B., Psychological Correlates of Ghosting and Breadcrumbing Experiences: A Preliminary Study among Adults, International Journal of Environmental Research and Public Health, 2020
2. Khattar, V., Upadhyay, S. og Navarro, R., Young Adults’ Perception of Breadcrumbing Victimization in Dating Relationships, Societies, 2023

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.