Hvorfor føler jeg mig som en bedrager på arbejdet?

Hvad er bedragersyndrom, og er det en diagnose?

Bedragersyndrom, eller imposter syndrom, er et navn for en oplevelse, som ingen diagnosemanual regner for en psykisk lidelse¹.

Det ændrer, hvordan du kan bære det. Du går ikke rundt med en tilstand med et kendt forløb og en kendt behandling. Du går rundt med en måde at håndtere dine egne resultater på, som du har lært et sted, og som kan undersøges. Ingen har endnu afprøvet en behandling for det², så vær varsom med dem, der tilbyder dig en metode og en succesrate.

• Hvor almindeligt det er. Undersøgelser placerer det et sted mellem 9 og 82 procent af de adspurgte², og spændet skyldes mest de spørgeskemaer og grænser, der er brugt. Et så bredt spænd fortæller dig, at oplevelsen er almindelig, og intet om dig selv.
• Hvem der fortæller om det. Både mænd og kvinder fortæller om det, på tværs af aldersgrupper². Anciennitet beskytter ikke, og efter min erfaring gør en forfremmelse følelsen stærkere frem for at dæmpe den.
• Hvordan det er indefra. Du har stillingen og de gode evalueringer, du går fra mødet sikker på, at du er sluppet afsted med det igen, og nu er der længere at falde.

Hvorfor forsvinder følelsen ikke, når det går godt?

Succes afgør ingenting på grund af det, der sker i det første minut, efter den er landet.

Det, der kommer med den gode nyhed, er lettelse og ikke glæde, og lettelse er tynd. Den løber ud inden for en time. Skuldrene falder, du ånder ud én gang, og noget i dig leder allerede efter den næste prøve. Først derefter går tankerne i gang, og de løber kun én vej: opgaven var nem, konkurrencen svag, du arbejdede vanvittigt mange timer, de var bare søde. Et dårligt resultat tager den modsatte vej og går lige ind, hvor det bliver læst som en oplysning om, hvad du er værd.

Du ønsker, at arbejdet bliver set. I samme øjeblik holder du fast i en regel, der nægter at lade anerkendelsen tælle, og begge dele er dine. Fører du det regnskab i 10 år, står kolonnen for beviser på kunnen stadig tom, fordi intet nogensinde bliver lukket ind i den. Ros bliver arkiveret som høflighed eller som bevis på, at personen ikke har kigget godt nok efter endnu. Hver succes hæver indsatsen: et større ry at blive afsløret med og et længere fald.

Hvad sker der, når kun fuldstændig mestring tæller?

En alt-eller-intet-standard gør hvert almindeligt hul i din viden til afsløringens øjeblik.

Der er ingen mellemposition at stå i. Enten har du fuldstændig styr på det her, eller også har du været heldig i 10 år, og heldet er ved at slippe op. Ingen bliver længe i den første position, så der er kun ét sted at gå hen. Min kliniske vurdering er, at denne regel er leddet mellem perfektionisme og bedragerfølelsen. Løsner du den, holder et almindeligt fagligt hul op med at bevise noget, og følelsen mister det meste af sit bevismateriale på én gang.

Hvor reglen kom fra, betyder mindre end hvor trofast du stadig holder den. Hvis det engang krævede en præstation at blive værdsat, så truer det at fejle dit tilhørsforhold og ikke kun din kunnen. Derfor kan et helt almindeligt spørgsmål på et møde lande som en synkende fornemmelse, varme i ansigtet og en trang til at komme ud af rummet, længe før du har tænkt noget som helst. Nogle af mine klienter finder reglen i en tidlig relation. Andre finder den i ét job, én chef, ét år.

Er det mig, eller er det rummet, jeg er i?

En del af det hører til rummet, og hvor du sidder i et hierarki, ændrer, hvor udsat du føler dig.

• Ordet syndrom gør noget af skaden. Efter min vurdering antyder ordet en fejl inde i personen og lader omgivelserne være uundersøgt, også når omgivelserne bidrager med en god del.
• At komme ind som den nye. Det er min kliniske vurdering og ikke et forskningsresultat. Ny i en virksomhedskultur, et fag eller på en dansk arbejdsplads efter år i udlandet har du mindre sammenhæng at trække på end alle omkring dig, og manglende sammenhæng bliver læst som manglende evner.
• At arbejde på et andet sprog. Arbejder du på engelsk hver dag, bliver du tit langsommere, mindre præcis og mindre sjov på møderne, end du er på dansk. Den forskel siger noget om ordforråd og intet om din dømmekraft.

Det tager tid at skille rummet fra reglen, og svaret er sjældent kun det ene. Det, jeg vil sige, er, at hvis du kun nogensinde har undersøgt dig selv, ligger halvdelen af materialet stadig urørt.

Hvordan holder du op med at føle dig som en bedrager?

Du ændrer, hvad du tillader dig selv at regne for bevis, og du gør det på skrift, for at diskutere med dig selv har du allerede prøvet. Det følgende kommer fra min praksis og ikke fra en afprøvet metode.

• Skriv den nøgterne linje. Efter noget, der går rimelig godt, skriver du én linje: hvad du gjorde, og hvad der skete. Hold det ved i to uger, og se det som mit forslag og ikke som en klinisk grænse.
• Lad nødudgangen være ude. Ingen forklaring og ingen ære sendt videre til andre. Læg mærke til, hvor ubehagelig den nøgne linje føles.
• Sig den til én person. Vælg en, der ikke skynder sig at berolige dig, for beroligelse er det letteste i verden at affeje.
• Hold øje med sekundet efter rosen. Der er et træk, du gør, før du har besluttet noget. At se det gør mere end at rette det.
• Brug din egen standard på en anden. Spørg dig selv, hvad du ville sige om en kollega, der havde gjort præcis det samme som dig.
• Læs rummet. Læg mærke til, om din arbejdsplads belønner sikkerhed og straffer spørgsmål, for nogle arbejdspladser fremstiller denne følelse effektivt og kalder den bagefter en personlig svaghed.

Der er tre situationer, hvor det ikke er nok. Når nødudgangen kommer tilbage i linjen, hver gang du skriver den, holder reglen så fast, at der skal en anden person ind i rummet. Når følelsen ligger midt i måneders udmattelse, og intet giver dig glæde længere, er bevisstandarden efter min vurdering et symptom på noget bredere og ikke årsagen. Og når arbejdspladsen er fjendtlig og ikke bare krævende, ændrer det ikke det, der bliver gjort mod dig, at du ændrer, hvad du regner for bevis. Hvilken af de tre du står i, er svært at se indefra, og det er en rimelig ting at tage med til en første session.

Ofte stillede spørgsmål

Er det værd at gå i terapi med, når arbejdet ellers går godt?

Ja, når følelsen koster dig søvn, ærlighed eller evnen til at sige ja til en rolle, du allerede har gjort dig fortjent til. Mange af mine klienter kommer for noget helt andet og finder det her liggende nedenunder.

Hvad går arbejdet egentlig ud på?

Jeg følger, hvad du gør med beviser, ud fra virkelige eksempler fra den seneste uge, frem for at læse dine resultater op for dig. Det, der flytter noget, er én sætning, du sagde om en succes, taget langsomt fra hinanden.

Skal jeg tale om min barndom?

Kun så langt den forklarer den regel, du stadig bruger på arbejdet i dag. Viser reglen sig at være ny, er det der, arbejdet bliver.

Hvordan vælger jeg en terapeut til det her?

Spørg, hvordan terapeuten arbejder med selvkritik, og om han eller hun vil udfordre det, du siger om dine egne succeser. En terapeut, der kun beroliger dig, giver dig bare mere ros at affeje.

Hvad hvis jeg også affejer det, terapeuten siger?

Det gør du nok i begyndelsen, og det øjeblik er det mest nyttige i sessionen. Det er mønsteret, der sker, hvor vi begge kan se det, og det er det ene sted, hvor det bliver muligt at arbejde med.

Følelsen af at blive afsløret på jobbet kan vi tage alvorligt sammen i terapi mod imposter syndrom eller i psykoterapi for ledere og fagfolk.

Kilder

1. Al Lawati, A. m.fl., Impostor phenomenon: a narrative review of manifestations, diagnosis, and treatment, Middle East Current Psychiatry, 2025
2. Bravata, D. M. m.fl., Prevalence, predictors, and treatment of impostor syndrome: a systematic review, Journal of General Internal Medicine, 2020

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.