Er det dem, eller lægger jeg mine følelser over på dem?

Hvorfor er jeg så sikker på, hvad de føler?

Du kan være langt mere sikker på et andet menneskes følelse end på din egen, og netop den skævhed er værd at lægge mærke til.

Det meste af tiden holder du dine egne følelser løst. Du er træt, eller måske irriteret, eller noget er galt, som du ikke kunne sætte navn på, hvis nogen spurgte. Så kigger du over køkkenbordet, og du ved uden den mindste tøven, at din partner er rasende på dig. Den følelse har et navn, et mål og en historie bag sig. Det, den ikke har, er en ejer, du kan få øje på.

Den uoverensstemmelse ville jeg spørge ind til først. En følelse, der virkelig tilhører dig, kommer som regel med en vis tvivl, fordi du er inde i den og kan mærke den skifte. En følelse, der er blevet lagt et andet sted, ankommer færdig, og den skifter ikke, når du ser på den.

Hvad gør en følelse for farlig at eje?

En følelse plejer at blive flyttet, når det at eje den ville koste dig noget, du ikke har råd til at miste.

Noget i dig fandt ud af, længe før netop denne samtale, hvilke følelser der var trygge at have i dit eget navn, og hvilke der ikke var. Vrede, i et hjem hvor vrede endte i dages tavshed. At ville noget, i en familie der roste dig for at have brug for meget lidt. Misundelse næsten alle steder, for de fleste vil hellere tages i hvad som helst andet. Følelsen fordamper ikke, fordi den bliver afvist. Den bliver lagt et sted, hvor den stadig kan holdes i syne.

• Vrede. Du hører den i deres stemme, før du lægger mærke til din egen kæbe.
• At have brug for noget. Du beslutter, at det er dem, der klynger sig, og selv bliver du beundringsværdigt selvkørende.
• Tvivl om forholdet. Du bliver sikker på, at de er halvvejs ude ad døren, mens du ikke har fortalt nogen, at du har kigget på lejligheder.

Intet af det er bevidst, og jeg ville modsætte mig enhver læsning af det, der gør dig til den skyldige. Det ligger tættere på en refleks, der engang beskyttede noget, blev ved med at køre og nu går i gang i et rum, hvor den oprindelige fare ikke er til stede.

Er det projektion, eller gør de det faktisk?

Nogle gange gør de præcis det, du tror, de gør, og at gribe efter ordet projektion i det øjeblik taber tråden fuldstændig.

Det her betyder mere end teorien. Mennesker er kolde, mennesker er foragtelige, mennesker trækker sig og benægter det bagefter. Enhver, der er blevet talt fra sin egen iagttagelse før, har god grund til at være på vagt over for en idé, der bortforklarer det, de ser. Så hold begge muligheder åbne. Du kan læse noget virkeligt og lægge noget af dit eget oveni, i det samme minut. Det nyttige spørgsmål er, hvor meget af varmen i rummet der hører til dette øjeblik, og hvor meget der kom ind sammen med dig.

Én ting vil jeg sige ligeud ud fra det, jeg har læst: projektion rejser sjældent alene. I en tværsnitsundersøgelse med 655 voksne, der rapporterede høje depressions- og angstscorer, fulgtes de umodne forsvar som gruppe moderat med depressive symptomer, mens projektion alene knap nok bevægede sig med dem.¹ Selvrapportering på ét tidspunkt, indsamlet under en nedlukning, kan ikke fastslå, hvad der forårsager hvad. Det passer dog med det, jeg ser i rummet, nemlig at projektion som regel er ét træk inde i en længere række frem for hele forklaringen.

Hvad gør det ved den, der står for skud?

At stå for skud er desorienterende, fordi du bliver svaret på noget, du ikke har sagt.

Din partner oplever at blive beskyldt for et humør, han eller hun ikke var i. De forsvarer sig. Forsvaret læses som undvigelse, hvilket bekræfter den oprindelige dom, og nu er to mennesker dybt inde i en samtale, der tilhører ingen af dem. Gentag det tit nok, og det menneske, du faktisk bor sammen med, bliver tyndere. Du henvender dig til en figur, og de kan mærke det ske. En pæn del af den ensomhed, folk beskriver inde i et forhold, begynder her og ikke i nogen virkelig afstand mellem dem.

Det går også den anden vej. Er du den, der bliver læst, lægger du måske mærke til, at du begynder at opføre dig som figuren. Det er svært at blive ved med at være varm, mens man bliver behandlet som kold, og glidningen ind i rollen er stille nok til, at ingen af jer ser den.

Hvad kan jeg gøre, når jeg opdager det?

At sætte farten ned på sikkerheden udretter langt mere end at tage dig selv i noget, hvilket kun lægger selvkritik oveni et øjeblik, der i forvejen bærer for meget.

• Læg mærke til skævheden. Når du kan beskrive deres følelse med tre ord og din egen med ingen, så stop der og bliv ved hullet.
• Spørg, hvad der så ville være tilbage til dig. Viste deres vrede sig at være almindelig træthed, hvad ville du så stå med i stedet? Svaret er tit netop den følelse, det handler om.
• Sig den usikre udgave højt. Jeg tror, jeg læser vrede i dig, og jeg er ikke sikker på, at den er din, er en sætning, de fleste partnere kan tage imod.
• Giv det 20 minutter. Sikkerhed af den slags løsner sig som regel, når kroppen falder til ro, og det, der stadig er sandt bagefter, fortjener at blive taget alvorligt.

De her er ikke nok alene i nogle få situationer, og det vil jeg hellere sige end lade dig tro, at du har fejlet i dem. Får du jævnligt at vide, at dine iagttagelser er forkerte, og er du begyndt at mistro dem som en vane, er det første stykke arbejde at få din egen dømmekraft tilbage, længe før spørgsmålet om at eje mere. Er det, du bliver ved med at lægge over på andre, foragt eller væmmelse, som du mærker i kroppen, før nogen tanke ankommer, er det ældre end dette forhold, og det giver ikke efter for at blive bemærket. Og har det menneske, du læser, virkelig magt over dig, på arbejdet eller hjemme, er det fornuftigt snarere end undvigende at være forsigtig med at sige noget af det højt.

Det, der bliver stående åbent, og som jeg hellere vil undersøge sammen med dig end afgøre på en side, er, hvilke af dine følelser der blev udelukket, og hvornår. Det er sjældent én begivenhed. Oftere er det et langt fravær af nogen, der kunne rumme følelsen sammen med dig, og det sætter langt færre spor og tager længere tid at finde.

Ofte stillede spørgsmål

Gør jeg det med vilje?

Nej, og netop fordi det sker uden for dit valg, er det svært at få øje på indefra. At komme i terapi om det er ikke en tilståelse af ond vilje, men en anmodning om et ekstra par øjne på noget, du ikke kan se i det øjeblik, det sker.

Kan det overhovedet ændre noget at tale om det?

Det, der ændrer sig først, er hastigheden og ikke refleksen. Du begynder at fange sikkerheden lidt tidligere hver gang, og det giver plads til en anden sætning, før skænderiet har fået form.

Skal jeg komme alene eller tage min partner med?

Kom alene, hvis det spørgsmål, du bærer på, handler om dine egne følelser, og hvor de havner. Parterapi passer bedre, når I begge genkender mønstret og vil følge, hvad hver enkelt reaktion gør ved den anden.

Hvad hvis jeg tager fejl af, hvilken følelse der er min?

At tage fejl af det er helt almindeligt og er en del af, hvordan arbejdet skrider frem. Terapi er et af de få steder, hvor du kan prøve en følelse på, opdage at den ikke passer, og lægge den fra dig igen, uden at nogen skal leve med følgerne.

Hvor mange sessioner tager den slags arbejde?

Jeg giver dig ikke et tal, for det ærlige svar afhænger af, hvor gammelt mønstret er, og hvor meget støtte du har omkring dig. Det, jeg kan sige, er, at den første forandring, folk lægger mærke til, som regel er, hvor hurtigt de kommer sig efter et udbrud, og ikke at udbruddene holder op.

Kilder

1. Defense mechanisms in individuals with depressive and anxiety symptoms: a network analysis, Frontiers in Psychology, 2024

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.