Hvorfor ender jeg altid med at give efter for min partner?

Hvorfor føles det at give efter som den eneste måde at holde sammen på?

De fleste, der giver efter, er ikke svage. De bærer på en frygt for, at uenighed vil koste dem forholdet.

Måske lærte du, længe før dette forhold, at den sikreste måde at holde nogen tæt på var at være let at være tæt på. Så du blev god til de små tilpasninger: restauranten, du ikke valgte, weekenden, du sagde ja til, før du havde tænkt over den, meningen, du holdt for dig selv, fordi aftenen gik godt. Intet af det føles som et offer, mens det sker. Det føles som kærlighed, eller i hvert fald som sund fornuft.

Det, der gør mønstret svært at se, er at begge ønsker er ægte. Du vil gerne have, at aftenen går godt. Du vil også gerne være en, hvis ønsker kan ændre planen. At give efter opfylder det første ønske helt og det andet slet ikke, og fordi det første larmer mest i øjeblikket, står det andet ubesvaret hen i årevis.

Er det magt, eller er det bare sådan, vi er?

Magt mellem to mennesker bliver sjældent sagt højt. Den viser sig i, hvis ubehag hjemmet indretter sig efter.

Når jeg spørger et par, hvem der bestemmer, svarer de ofte begge, at ingen gør, og på en måde er det rigtigt. Der er ikke en, der bestemmer. Der er et mønster. Den ene siger sine ønsker let og regner med at blive hørt. Den anden siger dem forsigtigt og tager en tøven som et nej. Med tiden indretter hjemmet sig efter den, der har sværest ved ikke at få sin vilje, og det er ikke altid den, der virker stærkest.

Noget af det er almindelig forskellighed: den ene beslutter hurtigt, den anden vender tingene. Noget af det er omstændigheder, og omstændigheder er nemme at forveksle med personlighed. Hvem der tjener mest, hvis familie bor tæt på, hvis netværk I lever i. Er I et par, hvor den ene er flyttet til Danmark for den andens skyld, kan den ene leve inde i den andens sprog, vinter, venner og familie, og følelsen af at have mindre at skulle have sagt er så ikke kun en følelse. Den har et grundlag, og det er værd at kalde den en omstændighed frem for noget, der er galt med dig.

Hvad sker der med den, der altid giver efter?

Prisen kommer sent, og den kommer ikke som tristhed. Den kommer som en vrede, der føles uretfærdig, selv for den, der mærker den.

Du kan ikke være pålideligt medgørlig og helt til stede på samme tid. Noget må lægges til side for at holde enigheden kørende, og det, der lægges til side, er din egen første reaktion: det lille stik af irritation i brystet, det stille nej, det ønske du havde, før du tjekkede deres. Lægger du det til side ofte nok, mister du adgangen til det. Klienter fortæller mig, at de ikke længere ved, hvad de vil have til aftensmad, endsige hvad de vil med de næste fem år.

Så kommer to følelser på én gang. Skyld, fordi din partner ikke åbenlyst har gjort noget forkert. Og vrede, fordi noget er blevet taget, selv om det var dig, der gav det. De to ophæver ikke hinanden. De står side om side, og det er derfor, vreden er så svær at sige: i det øjeblik du prøver, lyder den som en anklage for noget, ingen har gjort.

• Beslutningerne holder op med at føles som dine. Du kan beskrive, hvad I valgte, men ikke hvad du selv ville.
• Små ting vejer for meget. En uenighed om én lørdag bliver mærkeligt anspændt, fordi den bærer alle de lørdage, der kom før.
• Nærhed begynder at kræve dit fravær. Du er varmest, når du er mindst dig selv, og så bliver varmen noget, du ikke helt stoler på.

Ville en ligelig fordeling gøre os lykkeligere?

Nok ikke på den måde, du forestiller dig, og det er mere håbefuldt, end det lyder.

Det oplagte håb er et regnskab. Hvis indflydelsen kunne deles lige over, ville vreden forsvinde. Når jeg læser forskningen, understøtter den ikke det billede. I fire tyske undersøgelser med i alt 879 par hang det ikke sammen med forholdets kvalitet, hvor ligeligt de to oplevede magten fordelt. Det, der hang sammen med kvaliteten for dem begge, var hvor meget magt hver især oplevede at have selv.¹ Hvert par svarede på ét tidspunkt, så undersøgelsen kan ikke vise, hvad der fører til hvad, og deltagerne var for det meste veluddannede og i forhold mellem en mand og en kvinde, så jeg ville ikke strække resultatet langt.

Det, jeg tager med derfra, og som passer med det, jeg ser i rummet, er at arbejdet ikke handler om at omfordele. Det handler om at genfinde din egen fornemmelse af, at du kan handle. Din partner behøver ikke miste noget, for at du kan finde dit. To mennesker kan begge føle, at de har noget at skulle have sagt, og efter min erfaring er det den udgave af et ligeværdigt parforhold, der holder.

Hvad kan jeg gøre, når jeg mærker, at jeg er ved at give efter?

Sæt øjeblikket ned i tempo, før du prøver at ændre udfaldet.

• Fang den første reaktion, før du retter den til. Du behøver ikke sige den. Men du skal vide, hvad den var, ellers har du intet at komme med senere.
• Sig ønsket uden argumentet. Jeg vil helst ikke er en hel sætning. Begrundelser inviterer til forhandling, et ønske inviterer til et svar.
• Skil beslutningen fra stemningen. At sige ja, fordi du har tænkt over det, er noget andet end at sige ja, fordi der blev stille i rummet, selv om ordene er de samme.
• Lad én lille ting forblive uafklaret. Frygten er, at uenighed ødelægger nærheden, og den eneste måde at lære noget andet på er at overleve en uenighed, der er for lille til at betyde noget.
• Tag mønstret op, ikke episoden. Jeg lægger mærke til, at jeg siger ja, før jeg har tænkt er noget, din partner kan arbejde med. Du får altid din vilje er noget, de kun kan forsvare sig imod.

Rådene forudsætter to mennesker, der hver især kan tåle at blive mødt med uenighed. Hvor det ikke er tilfældet, er de forkerte råd og kan gøre det værre. Hvis et nej regelmæssigt bliver straffet, hvis du planlægger din uge efter din partners vrede, eller hvis du har lært at styre deres humør i stedet for at vise dit eget, er det, du står i, kontrol og ikke ubalance, og det kræver en anden slags opmærksomhed. Jeg har skrevet særskilt om kontrollerende adfærd og om at skelne en hård periode fra et toksisk forhold.

De forudsætter også, at du stadig ønsker forholdet. Nogle kommer til mig efter at have forladt det på alle måder undtagen den praktiske, og så er det nyttige spørgsmål ikke, hvordan de siger fra, men hvad de venter på. Hvor I begge ønsker det, giver parterapi i København jer et sted, hvor I kan se mønstret ske i stedet for at diskutere, om det findes. Du kan begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter.

Ofte stillede spørgsmål

Kan parterapi hjælpe, hvis kun den ene af os ser et problem?

Ja, og det er en almindelig måde for arbejdet at begynde på. Den ene opdager som regel ubalancen først, og de første sessioner går med at gøre den så synlig, at I begge ser på det samme.

Tager terapeuten parti, hvis den ene af os bestemmer mest?

Mit arbejde er at være til nytte for forholdet, og det er ikke det samme som at være neutral over for alt. Jeg sætter ord på et mønster, jeg kan se, også et skævt, uden at afgøre, hvem af jer der er problemet.

Skal jeg komme alene, hvis min partner ikke vil med?

Ja, og det hjælper mere, end mange tror. Meget af mønstret ligger i, hvad du gør med din egen første reaktion, og det kan du arbejde med uden din partner i rummet.

Hvad går arbejdet ud på, når balancen er skæv?

Mest at sætte samtalerne ned i tempo, til I begge kan se, hvad hver af jer gør. Mindre analyse af, hvem der har ret, og mere opmærksomhed på øjeblikket, hvor den ene giver efter, og hvad der sker i kroppen lige før.

Hvordan vælger jeg mellem parterapi og individuel terapi?

Det afhænger af, om vanskeligheden ligger mellem jer eller i dit eget forhold til at ville noget. Kan du ikke mærke et ønske, selv når du er alene, er individuel terapi ofte det første skridt, mens det er godt at begynde sammen, hvis ønsket forsvinder, når din partner er i rummet.

Kilder

1. Power balance and relationship quality: an overstated link. Social Psychological and Personality Science, 2024.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.