Har jeg en afhængig personlighed?

Hvorfor melder trangen sig, når alt er fredeligt?

Den kommer ikke, når det brænder på. Den kommer, når der er stille.

Folk sætter sig som regel med en forventning om at skulle forklare noget stort. Så viser det sig at handle om en helt almindelig tirsdag. Opvasken står, der er svaret på det, der skulle svares på, og så er der 20 minutter, hvor ingen vil noget. Dér flytter hånden sig. Der er ikke noget galt, og præcis dét er problemet: et problem giver trods alt besked om, hvad man skal stille op med sig selv.

Det, der dukker op i stilheden, er ikke kedsomhed i gængs forstand. Det er en flad uro, der ikke hører til nogen bestemt historie, og den bliver hørbar, så snart der ikke er andet, der overdøver den. Kroppen ved det før hovedet: uro i benene, vejrtrækningen, der holdes en anelse tilbage, et tryk bag øjnene, som skal nogen steder hen. Og så er der noget, der griber ud efter det, der med sikkerhed laver om på de næste 10 minutter. At det virker, siger ikke noget om din viljestyrke. Det er hele forklaringen på, at vanen stadig findes.

Findes der overhovedet en afhængig personlighed?

Ordet rammer noget. Det, det rammer, er bare ikke én slags menneske.

Folk bliver ved med at bruge udtrykket, fordi de kan se sig selv i det, og den genkendelse skal man tage alvorligt. Problemet er billedet, det tegner: en bestemt type, støbt én gang for alle, som kaster sig over hvad som helst. Måler man de træk efter, holder billedet ikke.¹ I 2 grupper af studerende på omkring 1.300 og 1.000 personer gik svigtende opmærksomhed igen både hos dem med problematisk internetbrug og hos rygerne, mens de øvrige træk kun viste sig i den ene gruppe: trangen til at handle, når det føles ubehageligt, fulgte internetbrugen, og lysten til stærke indtryk fulgte rygningen. Det var studerende i ét land, målt på én gang, så det siger noget om et mønster og intet om, hvad der kommer først.

Det stemmer med det, jeg møder. Det, der går igen på tværs, er ikke en hang til for meget. Det er, at en ubehagelig tilstand bliver uudholdelig efter et minut eller 2, og den utålmodighed lægger sig på det, der er nærmest ved hånden og aldrig skuffer. Derfor kan den samme person gå ubemærket forbi alkohol og være fuldkommen opslugt af sin telefon.

Mærkatet gør i øvrigt noget ved dig, og dét er værd at holde øje med. Bærer du det løst, har du en tråd at trække i. Bliver det til identitet, er sagen afgjort, og så er der ikke mere at undersøge.

Hvad er det, jeg laver om på?

Spørg, hvad de første 2 minutter giver. Ikke hvad aftenen koster. Prisen kender du udmærket, og den har aldrig holdt dig tilbage en eneste gang.

Når man sætter farten ned lige dér, viser følelsen sig sjældent at være den, man regnede med. 4 går igen.

• Fladhed. Ikke sorg. En grå ensartethed, hvor intet gør ondt, og intet rører sig.
• Irritation uden adressat. En gnavenhed, der leder efter nogen at give skylden og ikke finder nogen.
• Dagens rest af skam. En lille ydmygelse, du valgte at lade ligge, og som stadig sidder i brystet.
• At være alene om det. En ensomhed, som andre mennesker i lejligheden ikke laver om på.

De tilstande er svære at sidde i uden selskab, og vanen er et fremragende selskab. Den møder op, stiller ingen krav og laver følelsen om i løbet af få minutter. Set sådan er adfærden ikke en brist ved dig. Den er en løsning, der sender en regning, du ikke vil betale. Og det er lettere at arbejde med, for løsninger kan skiftes ud. Brist kan ikke.

Hvorfor føles det som et tab at holde op?

Fordi du giver slip på noget, der virkede.

Det er den sætning, folk nødigt siger højt, og den afgør, om beslutningen holder. Den, der melder et rent snit ud uden et ord om, hvad der kommer til at mangle, sidder som regel her igen efter 3 uger med en følelse af at have svigtet. Der var ikke noget at svigte. Planen bad om, at man opgav en pålidelig trøst og ikke mærkede noget ved det.

Bag det første tab ligger tit et andet. Vanen har båret noget: en måde at lukke dagen på, den halve time, der var ens egen, det ene sted, hvor ingen ville noget. Fjerner man den, går behovet ikke pænt sin vej. Det leder efter et nyt sted at bo. At finde ud af, hvad vanen har passet på, tager længere tid end viljestyrke og holder betydeligt bedre. Det er den del, jeg ikke springer over.

Hvad kan jeg gøre, og hvornår rækker det ikke selv?

Kig på det, før du laver om på det. 14 dages ærlig iagttagelse rykker mere end en måned med gode forsætter.

Noter klokkeslættet, rummet og følelsen i minuttet før. Kun de 3 ting. De fleste bliver overraskede over, hvor snævert mønsteret er: det sidder i 2 eller 3 øjeblikke, ikke overalt. Når et af dem melder sig, så bliv i ubehaget et par minutter og vær nysgerrig frem for stram i masken, og mærk efter, hvad det består af. Fortæl det til én, der ikke laver et projekt ud af det. Og følger trangen efter medgang i stedet for modgang, er det værd at vide om sig selv. Så er det andre aftener, der skal planlægges.

Der er situationer, hvor man ikke kommer videre alene, og det er ikke et nederlag at opdage det tidligt. Vokser adfærden trods reel indsats, handler den om penge, eller rammer den andre mennesker, hører den til i et vedvarende forløb hos en psykoterapeut og ikke i en plan, man lægger selv. Det samme gælder, når der er et stof med i billedet, og kroppen reagerer på at holde op: dét hører til i et rum med et andet menneske og ikke i noget, man læser. Og viser det sig, at det, der ligger under, er gammelt, ligger der som regel en lettelse i at se, at vanen var det bedste, du kunne finde på dengang, og at du har flere muligheder i dag.

Har du lyst til at kigge på dit eget mønster sammen med mig, kan du begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter. Mit arbejde med enkeltpersoner står beskrevet på siden om psykoterapi i København.

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg have en diagnose for at komme?

Nej, og de færreste, der henvender sig om en vane, har en. Du skal kunne beskrive, hvad du gør, hvornår det sker, og hvad det laver om. Det er rigeligt at gå i gang med.

Kræver du, at jeg er stoppet, før vi begynder?

Nej. Gør man det at stoppe til adgangsbillet, holder folk som regel op med at kigge i stedet. Vi starter med, hvad adfærden gør for dig. Hvad du vil lave om, kommer derefter.

Hvilken terapi hjælper på en vane, jeg ikke selv kan forklare?

Den, der går efter følelsen under adfærden og ikke kun efter adfærden. Jeg er uddannet i psykosyntese, og i praksis vil det sige, at vi også taler med den del af dig, der griber ud, og ikke kun med den, der synes, det er forkert.

Hvor lang tid går der, før der sker noget?

Det kan jeg ikke sætte tal på, og den, der gør, gætter. Til gengæld plejer forståelsen af, hvad trangen er til for, at komme før adfærden flytter sig, og tempoet er forskelligt fra menneske til menneske.

Kan jeg komme, selvom der slet ikke er noget stof?

Ja, og en stor del af det her arbejde handler slet ikke om stoffer. Scrolleri, forbrug, arbejde, spil og trangen til at tjekke kører på samme mekanisme: noget, der laver en følelse om så hurtigt, at prisen virker overkommelig.

Kilder

1. Profiles of Impulsivity in Problematic Internet Users and Cigarette Smokers. Frontiers in Psychology, 2019.

Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.