Kort fortalt
Dårlig kommunikation i parforholdet begynder sjældent med, at en af jer har opgivet den anden. Oftere beskytter I jer hver på jeres måde, den ene ved at presse på for at blive mødt, den anden ved at trække sig for at undgå mere skade. Her kan du se, hvor de to bevægelser støder sammen, og hvad du kan gøre dér.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Den sidste gode snak. Klienter kan tit sige, hvilken måned det blev stille mellem dem, men næsten aldrig pege på den udveksling, der gjorde det.
- Beskyttelse på begge sider. Den, der trækker sig, er efter min erfaring oftere bange for at gøre skade end holdt op med at interessere sig.
- Tavsheden siger noget. Klienter fortæller mig, at der ingenting bliver sagt, og beskriver derefter en hel dag brugt på at tyde, hvad stilheden betød.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor bliver det værre, jo mere jeg prøver?
I oplever hver især den andens beskyttelse som et angreb.
Du presser på, fordi stilheden skræmmer dig. Måske mærker du det i kroppen, før du kan sige det: uroen, når svaret udebliver, og trangen til at prøve én gang til. Din partner trækker sig længere væk, fordi presset bekræfter, at det at tale fører et dårligt sted hen. Hver bevægelse giver mening for sig. Sammen bliver de til en løkke, der kører hurtigere, jo hårdere I arbejder, og derfor holder anstrengelsen op med at hjælpe.
Mønstret er blevet undersøgt. I en spørgeskemaundersøgelse med 175 par hang den enes tilbagetrækning under konflikter sammen med flere krav og mere vrede fra den anden, og mønstret fulgte med lavere tilfredshed hos begge.1 Parrene var spanske, svarede selv og kun én gang, så undersøgelsen viser mønstrets form og ikke, hvad der sætter det i gang. Formen er den samme, som jeg kender fra mit arbejde med par.
Vil min partner ikke tale, eller kan de ikke?
Udefra ser det at ville og det at kunne helt ens ud, og forskellen afgør, hvad der er værd at prøve.
Når nogen bliver overvældet, er den del af dem, der kunne tage imod en sætning, midlertidigt koblet fra. De sidder ikke og vejer dine argumenter for derefter at lade være med at svare. De venter på, at deres eget system falder til ro, og den venten ligner stædighed set fra den anden ende af sofaen.
En egentlig afvisning er noget andet, og den skal have sit rigtige navn. Nogle bruger tavshed til at holde fast i en position, fordi det koster mindre end en diskussion, de måske ville tabe. Vil du vide, hvad du står over for, så se på, hvad der sker bagefter. Den, der var overvældet, kommer som regel tilbage med noget, sent og lidt kejtet. Den, der holder en position, fortsætter ofte, som om intet var hændt.
Hvad foregår der egentlig i stilheden?
Stilheden er aldrig tom. I fylder den begge to, med fortællinger den anden aldrig hører.
- Hos den, der blev tavs. Lettelse over, at der ikke går mere i stykker, og en voksende uro over, hvad stilheden koster.
- Hos den, der stadig rækker ud. En stigende vished om ikke at betyde nok til at få et svar.
- Hos jer begge. En privat udgave af forholdet, som den anden aldrig får lov at rette.
De to fortællinger størkner i hver sit tempo, og det er en del af grunden til, at afstanden vokser, mens der tilsyneladende ingenting sker. Når en af jer endelig siger noget igen, er det ikke den samme snak, I genoptager. I forsvarer hver især en historie, der er vokset i mørket.
Hvordan gik vi fra at skændes til slet ingenting?
Det kræver håb at skændes. Stilheden bagefter er ofte det, der er tilbage, når håbet er brugt op.
Par, der er holdt op med at skændes, ser det nogle gange som et fremskridt. Oftere betyder det, at en af jer eller begge er nået frem til, at det ikke ændrer noget at sige det, og så flytter kræfterne et andet sted hen: ind i arbejdet, ind i børnene, ind i en venlig tone om det praktiske. Forholdet står stadig, men det bliver tomt indeni.
At bo i et andet land skærper det. Har den ene af jer sproget, de gamle venner og familien tæt på, mens den anden mest har dig, så koster det ikke jer begge det samme, når I holder op med at tale sammen. Den, der har mindst omkring sig, mister fodfæstet og er ofte den, der presser hårdest på. Det er værd at forstå sammen frem for at kalde det klæbrighed.
Hvad hjælper, når det går i stykker, og hvad rækker ikke?
Løkken ændrer sig, når I hver især siger højt, hvad I beskytter, før den anden skal gætte sig til det.
- Sæt ord på beskyttelsen, ikke på adfærden. Jeg bliver stille, fordi jeg er bange for at gøre det værre, når længere end nogen redegørelse for, hvem der startede.
- Aftal en pause, der ikke er at gå. En pause med et tidspunkt for, hvornår I mødes igen, ændrer, hvad stilheden betyder for den, der bliver tilbage i den.
- Begynd med noget mindre. Det emne, der fik det til at gå i stykker, er sjældent det rette at starte forfra på.
- Sig det, du er mest bange for er sandt. Sagt højt fylder det som regel mindre, end det er vokset til inde i dig.
Nogle situationer er ikke kommunikationsproblemer, og intet af dette når dem. Er en af jer bange for den anden, er vanskeligheden af en anden art, og bedre formuleringer er det forkerte redskab. Bliver noget holdt skjult, bryder snakken sammen igen og igen på en måde, ingen teknik når, fordi den ene vogter en hemmelighed frem for at mangle ord. Har en af jer allerede besluttet at gå, gør det at tale beslutningen tydeligere i stedet for at reparere noget. Og er din partner blevet tavs over for alle, ikke kun over for dig, fortæller det om noget, der foregår i dem frem for mellem jer, og det fortjener sin egen opmærksomhed. Jeg har skrevet mere om den tavshed, der opstår midt i et skænderi.
Vil du finde det sted, hvor det knækker, og se på det sammen med nogen, kan I gøre det i parterapi i København, sammen eller hver for sig. Du kan begynde med en session eller et gratis opkald på 30 minutter.
Ofte stillede spørgsmål
Kan parterapi hjælpe, når vi næsten ikke taler sammen længere?
Ja, og det er tit netop dér, den gør mest. Med en tredje person i rummet har I hver især noget at tale ind i, som ikke er den andens tavshed.
Min partner vil ikke med. Giver det mening at komme alene?
Ja, for løkken skal have begge halvdele for at blive ved med at køre. Når du ændrer det, du gør i det øjeblik, det begynder, ændrer du også det, din partner gør sig klar til.
Hvad sker der i den første session, hvis vi ikke kan tale sammen derhjemme?
Jeg sætter tempoet ned og spørger jer hver især, hvad I beskytter. Mange par oplever, at det spørgsmål er lettere at svare på med mig til stede end hen over køkkenbordet.
Tager du parti?
Jeg fordeler ikke automatisk ansvaret ligeligt, og jeg udnævner ikke en skyldig. Bærer den ene af jer mere af noget, siger jeg det, fordi det ikke hjælper nogen af jer at lade, som om det var anderledes.
Hvad hvis en af os allerede har besluttet at gå?
Så handler arbejdet om at få det frem i lyset i stedet for at teste det gennem snak, der går i stå igen og igen. At vide, hvor I hver især står, er mere værd end endnu en måned med gætteri.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
