Kort fortalt
At spekulere på, om din terapeut er den rigtige, er et spørgsmål om arbejdet og ikke om personen. Pasform består af tillid, enighed om hvad I arbejder med, og frihed til at sige det, du undgår. Artiklen hjælper dig med at skelne dårlig pasform fra arbejde, der er nået frem til noget svært.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Pasformen viser sig tidligt. Klienter, der ender med at lave rigtigt arbejde, fornemmer som regel hurtigt, at noget i dem bliver taget alvorligt, også når de ikke kan sige hvad.
- At kunne lide er ikke prøven. Klienter fortæller mig, at de godt kunne lide en tidligere terapeut og alligevel holdt op, fordi det, de skammede sig over, aldrig nåede ind i rummet.
- Klagen er tit selve arbejdet. Når klienter kommer med deres irritation over, hvordan sessionerne går, er den irritation ofte det mest ærlige, de har sagt i ugevis.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor kan jeg ikke afgøre, om det er terapeuten eller mig?
Indefra føles en terapeut, der ikke når dig, og en terapeut, der har ramt præcis det, du kom for at undgå, næsten ens. Begge dele giver fladhed. Begge dele giver den lille modvilje på vej til sessionen og fornemmelsen bagefter af, at du spillede timen frem for at bruge den.
Det, der adskiller dem, er ikke ubehaget. Det er det, der ligger omkring det. Er arbejdet nået et sted hen, der betyder noget, er der som regel noget bestemt, du kan pege på: et emne, du styrer samtalen uden om, en uge hvor du var lige ved at aflyse, et spørgsmål der irriterede dig mere, end et spørgsmål burde. Er pasformen reelt forkert, plejer timen at være glat, og du går derfra uden noget at vende og dreje. Der blev ikke rørt ved noget, så der ømmer sig ikke noget.
Den skelnen er værd at lave, før du beslutter noget, for de to situationer beder om hver sit. Den ene beder dig blive og sige mere. Den anden beder dig stoppe.
Hvad består pasform egentlig af?
Pasform handler mindre om personlighed end om, hvorvidt du og din terapeut arbejder med det samme, på en måde I begge forstår. Folk kommer og regner med at skulle bedømme varme, og varme er let at levere. Det sværere spørgsmål er, om timen er bygget op om det, der faktisk holder dig vågen.
En oversigt, der samlede de måleredskaber, man bruger til at vurdere arbejdsrelationen, og sorterede omkring 1.000 af deres udsagn, fandt de samme temaer gå igen: tillid, enighed om mål og om hvordan arbejdet foregår, din egen aktive del i det, og fornemmelsen af at der bliver taget hånd om dig.1 Samme oversigt er ligefrem om, hvor løst feltet definerer den relation, så jeg vil ikke give dig temaerne som en tjekliste. Jeg vil bruge dem som fire spørgsmål.
- Tillid. Om du kan sige noget lidet flatterende om dig selv og se din terapeut forblive helt almindelig.
- Hvad du er her for. Om det, du ligger vågen over, er det, sessionerne handler om.
- Hvordan arbejdet foregår. Om måden at arbejde på giver mening for dig, også når den er ubehagelig. Min står beskrevet på siden om psykoterapi i København.
- At blive fulgt. Om du har fornemmelsen af, at din terapeut følger dig frem for sit eget kort over, hvor du burde være.
Er det at have det rart det samme som at blive hjulpet?
Tryghed er et godt tegn i begyndelsen og et spørgsmål værd at stille, når arbejdet har sat sig. Nogle bliver i årevis hos en terapeut, de holder af, uden at noget i deres liv ændrer sig, fordi timen stille er blevet et sted, hvor de bliver taget imod frem for flyttet.
At blive forstået er en virkelig lettelse, og lettelse er noget værd. Det er ikke det samme som bevægelse, og indefra et varmt rum kan de to ligne hinanden længe. Jeg argumenterer ikke for ubehag. Arbejde, der kun gør ondt, er lige så mistænkeligt som arbejde, der kun trøster. Spørgsmålet er, om noget uden for rummet er anderledes: hvad du siger til din partner, hvad du gør klokken 21 en søndag aften, hvad du ikke længere spænder op over.
Hvad hvis det er mig, der holder det i ro?
Nogle gange er det, der ikke flytter sig, ikke terapien, men den del af dig, der besluttede før første session, hvad der ikke skulle tales om. Jeg siger ikke, at det er det, der sker hos dig. Det er én mulighed blandt to eller tre, og den er værd at skille fra de andre, før du skifter nogen ud.
Jeg ser folk skifte terapeut lige på det punkt, hvor arbejdet kommer tæt på, og komme et nyt sted hen med det samme materiale fuldstændig intakt, klar til at blive lagt frem forfra. Det er ikke et nederlag, og det er ikke uærligt. Det er som regel beskyttende, og det har ofte været beskyttende længe før terapien kom ind i billedet. Det er også dyrt i tid.
Den prøve, jeg vil tilbyde, er ikke en prøve på motiv, for du kan ikke aflæse dit eget motiv indefra mere pålideligt, end du kan aflæse din terapeuts. Den er enklere. Er der et emne, du omhyggeligt ikke bringer op? Er der det, kan pasformen ikke bedømmes, før det er bragt op, for din terapeut har endnu ikke fået det, du kom med.
Hvordan tager jeg det op, og hvornår er det rigtigt at gå?
Det mest brugbare, du kan gøre med tvivlen, er at lægge den ind i sessionen frem for at afgøre den alene på vej hjem. Det føles som en anklage. I praksis er det oplysning, og en kompetent terapeut har ventet på den.
- Sig det ligefremt. Jeg er ikke sikker på, at det her virker, er en hel og legitim sætning. Du behøver ikke have en sag klar.
- Nævn noget konkret. Vi vender hele tiden tilbage til mit arbejde, og jeg tror, det ligger derhjemme, giver din terapeut noget at bruge.
- Spørg, hvad de mener der sker. En terapeut, der kan sige, hvor de mener I to er, og hvor de mener du sidder fast, fortæller dig meget om pasformen.
- Giv det så en session eller to. Selve samtalen ændrer arbejdet tit nok til, at det er værd at se, hvad den ændrer.
De skridt forudsætter, at vanskeligheden er mellem jer to og kan tales om. De er ikke det rigtige svar alle steder. Bliver du afvist, når du tager noget op, bliver dine bekymringer rutinemæssigt vendt tilbage mod dig som modstand, blev arbejdsmåden aldrig forklaret og er den det stadig ikke, eller går du konsekvent derfra og har det værre, har sagt det, og intet har ændret sig, så er pasformen ikke en opgave, I skal løse sammen. At skifte terapeut er en rimelig beslutning, du skylder ingen en forklaring, og det du har lært om at vælge denne gang gør det næste valg skarpere.
Der findes også en udgave af det her, som bliver stående uafklaret. Nogle kan ikke afgøre, selv efter at have taget det op, om fladheden hører til pasformen eller til dem selv. Den usikkerhed er ikke et tegn på, at du er dårlig til terapi. Den betyder som regel, at de to muligheder er viklet ind i hinanden, og at vikle dem fra hinanden er netop det arbejde, der er værd at betale for. Bor du i udlandet, foregår det samme arbejde i psykoterapi for danskere i udlandet.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor lang tid skal jeg give en ny terapeut?
Længe nok til at nervøsiteten fra første gang er væk, og til at du har bragt én ting, du ikke havde lyst til at bringe. Er det sket, og føler du dig stadig umødt, er oplysningen pålidelig.
Er det uhøfligt at sige, at sessionerne ikke virker?
Nej, og det er som regel det mest brugbare, du kan komme med. En terapeut, der ikke kan høre det, har besvaret dit spørgsmål for dig.
Skal jeg starte forfra med en ny?
Nej. Du kommer med en klarere fornemmelse af, hvad du vil have, og hvad der ikke virker for dig. Det plejer at gøre de første sessioner hurtigere frem for langsommere.
Betyder metoden mere end personen?
Relationen bærer mere af arbejdet, end folk regner med, og metoden afgør, hvad den relation bruges til. Begge dele betyder noget, og ingen af dem redder den anden.
Hvad hvis jeg kan lide min terapeut, men frygter timen?
Tag frygten med ind i rummet, før du bruger den som grund til at holde op. Den peger på noget, og det den peger på, er tit det emne, du har kredset om i ugevis.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
