Kort fortalt
En krise sent i livet er sjældent en afvisning af det liv, du har bygget, og sjældent kun et spørgsmål om alder. Den kommer som regel, når en rolle, der bar dig, stille holder op med at bære, og der endnu ikke er kommet noget i stedet. Artiklen ser på, hvad der faktisk slutter, hvorfor det føles for sent, og hvad der hjælper, mens du står midt i det.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Det begynder før begivenheden. Klienter daterer skiftet til en pensionering eller en fødselsdag og opdager så, at uroen havde kørt i et år eller 2 i forvejen.
- Spørgsmålet er ikke, hvad man skal nu. Klienter kommer med en plan og går med et andet spørgsmål, nemlig hvem de er, når ingen har brug for dem på den gamle måde.
- Sorg kommer i forkert tøj. Det, klienter kalder kedsomhed eller kort lunte, viser sig ofte at være sorg over noget, der aldrig blev kaldt et tab.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Er der noget galt, eller er jeg bare utaknemmelig?
Ordet krise arbejder for hårdt, og det, der ligger under, er som regel en overgang, der har mistet sit gelænder.
En krise lyder som et pludseligt brud. Det, folk beskriver for mig, går langsommere. Arbejdet bliver gjort, huset kører, og udefra er der ikke noget galt. Indeni er der blevet stille. Du står i dit eget køkken og tænker over, hvad du egentlig er til, og spørgsmålet føles ikke dramatisk. Det føles fladt, og det er værre, for fladhed melder sig ikke som et problem, nogen burde tage sig af.
Derfor kommer så mange undskyldende. De fortæller mig, at de ikke har ret til det her, og at andre har rigtige problemer. Jeg vil sige det modsatte. Et liv, der fungerer og stadig føles tomt, er netop den slags vanskelighed, der skal ses på, for der er ingen udvendig fejl at rette, og derfor er der ikke noget, der tvinger sagen frem.
Hvorfor nu, når intet er gået i stykker?
Fordi de strukturer, der plejede at svare på, hvem du er, stille er holdt op med at svare.
Det meste af voksenlivet bæres identiteten af noget uden for dig selv. Arbejdet. Børnene, der skal hentes. Forældrene, du ringer til om søndagen. Hver af dem svarer på spørgsmålet, før du behøver stille det. Sent i livet løsner de sig, ofte flere på én gang: arbejdet trapper ned, børnene bygger liv, der ikke kræver dig, en forælder dør, og kroppen begynder at stille betingelser, den ikke stillede før.
Jung skrev om livets anden halvdel som en anden opgave end den første, der handler om at bygge en position i verden. Den anden opgave er at finde ud af, hvad der blev udeladt undervejs. Jeg synes, beskrivelsen er brugbar, fordi den forhindrer det hele i at blive et forfald. Der bliver bedt om noget fra dig, ikke taget noget fra dig, også når det kommer i form af tab.
Hvad er det egentlig, der slutter?
Som regel en rolle, og som regel en, du ikke vidste, du lænede dig op ad.
Det hjælper at være konkret, for en almen fornemmelse af afslutning er uudholdelig, mens de konkrete kan arbejdes med.
- At der er brug for dig. Ikke kærlighed. At blive krævet, på en måde der ordner din uge, uden at du skal beslutte noget.
- At være i strømmen. At vide, hvem der laver hvad, at have en mening, nogen gerne vil høre, at sidde inde i samtalen og ikke ved siden af.
- At have tid foran dig. Den stille antagelse om, at den rigtige udgave af dit liv stadig er ved at blive sat sammen et sted forude.
- Den krop, du plejede at forhandle med. Ikke sygdom. Det almindelige skift fra en krop, der adlyder, til en krop med holdninger.
Når klienter skiller dem ad, ændrer billedet sig som regel. Én af dem bærer det meste af vægten, og det er ofte ikke den, de kom ind og talte om.
Hvorfor føles det for sent at begynde på noget?
Fordi hovedet regner stykket som en udgang og ikke som en indgang, og rammen ændrer svaret.
Der findes noget belæg for, hvor meget rammen betyder. På tværs af 3 undersøgelser med omkring 1.300 amerikanske voksne mellem 49 og 75 år forventede de, der blev bedt om at tænke på pensionering som at forlade arbejdet, mindre positiv forandring i sig selv end dem, der blev bedt om at tænke på det som at træde ind i pensionen, og de med flere fællesskaber forventede og rapporterede mere positiv forandring.1 Deltagerne blev rekrutteret online i 1 land, og effekterne var små, så det er en tendens og ikke en regel. Det passer med det, jeg hører: det samme liv, beskrevet som en afslutning eller som en begyndelse, giver 2 forskellige mennesker over for mig.
Det andet, der får det til at føles sent, er et regnestykke, du laver uden at bemærke det. Du vejer en forandring op mod de år, du tror, du har tilbage, og konkluderer, at det ikke kan betale sig. Det regnestykke laver andet end matematik. Det beskytter dig mod at ville noget i en alder, hvor det at ville føles uværdigt.
Hvad hjælper, mens du står midt i det?
Arbejd med det konkrete tab, før du går til det store spørgsmål om mening.
- Sig afslutningen højt til et andet menneske. Et tab uden navn bliver ved med at virke som humør. Et tab med navn kan sørges over, og sorg har en ende.
- Hold fast i én ting, der ikke er valgfri. En aftale med et andet menneske i, på et fast tidspunkt. Struktur, der afhænger af dig, gør mere end struktur, du pålægger dig selv.
- Følg misundelsen. Den, du stille ærgrer dig over, har som regel noget, du ikke har indrømmet, at du gerne vil have.
- Skil smerten fra planen. Hvad du føler, og hvad du bør gøre nu, er to forskellige spørgsmål, og svarer du for hurtigt på det andet, begraver du det første.
Det er ikke nok i sig selv i nogle situationer. Har fladheden stået på i måneder, er du holdt op med at spise ordentligt eller sove, eller har fornemmelsen af at være færdig lagt sig som en kendsgerning og ikke som et humør, er det tungere end en overgang, og så er det den hårde vej at arbejde med det alene. Det samme gælder, hvis afslutningen var et dødsfald, som er sit eget stykke arbejde og ikke et stadie i det at blive ældre.
Det meste af det, jeg ser på det her tidspunkt, er ikke en jagt på en ny plan. Det er at finde ud af, hvilken del af dig der blev ladt tilbage, mens livet blev bygget, og hvad den har ventet på at blive spurgt om. Er spørgsmålet først og fremmest, hvem du er nu, er terapi ved identitetskrise stedet, og ellers er psykoterapi i København et sted at begynde. Jeg arbejder både online og ansigt til ansigt, og du kan begynde med et gratis opkald på 30 minutter.
Ofte stillede spørgsmål
Er jeg for gammel til, at terapi kan betale sig?
Nej, og selve spørgsmålet er som regel en del af det, vi ville se på. Folk i tresserne og halvfjerdserne arbejder ofte hurtigere end folk i trediverne, fordi de spilder mindre tid på høflighed.
Jeg har ikke et problem at komme med. Er det en grund til at lade være?
En flad fornemmelse uden tydelig årsag er en helt god grund til at begynde. En stor del af det tidlige arbejde er at finde ud af, hvad fladheden består af.
Skal min partner med?
Er forandringen mest inde i dig, så begynd alene. Går din partner gennem et parallelt skift, og er I holdt op med at kunne tale om det, kan det være mere brugbart, at I kommer begge to.
Er det det samme som sorgterapi?
Det overlapper, men det er ikke det samme. Sorg efter et dødsfald har sin egen form, og er det hovedsagen, er det bedre at sige det fra begyndelsen, så arbejdet går derhen.
Hvad sker der egentlig i sessionerne?
Vi taler langsomt om, hvad der har ændret sig, og hvad det kostede dig. Der er ikke noget program og ingen øvelser, for det brugbare materiale plejer at komme fra siden.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
