Kort fortalt
Når du hjælper og ender med at føle dig overset og vred, er du gledet fra én rolle over i en anden uden at mærke det. Dramatrekanten beskriver tre pladser, folk bytter imellem: den, der redder, den, der lider, og den, der anklager. Artiklen viser, hvordan byttet sker, og hvordan du træder ud.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Hjælp, der kommer, før nogen har bedt om den. Klienter beskriver, at de trådte til tidligt og først bagefter opdagede, at den anden ikke havde ønsket det og heller ikke havde sagt det.
- Byttet, ingen lægger mærke til. Klienter kan tit pege på det øjeblik, hvor de holdt op med at være den, der hjalp, og blev den, der havde noget til gode, og det tog sjældent mere end en time.
- Bebrejdelse, der føles som klarhed. Når klienter er allermest sikre på, hvem der har skylden, er det som regel der, de har sværest ved at se deres egen del.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvilke tre roller er der, og hvilken er min?
Du har sikkert en favorit, og du genkender den hurtigere hos andre end hos dig selv. Det er ikke en karakterbrist. Inde fra en af pladserne ligner det, du gør, det eneste anstændige svar, der findes.
- Den, der redder. Træder til, glatter ud, svarer på det spørgsmål, ingen stillede. Det føles som omsorg, og det fortæller stille den anden, at hun eller han ikke selv kunne have klaret det.
- Den, der lider. Kan ikke se et træk, der ville virke, venter på at blive forstået og oplever, at tingene bliver gjort mod en. Det føles som ærlighed om, hvor slemt det står til.
- Den, der anklager. Siger, hvad der er galt, og hvem der har ansvaret, ofte med ret. Det føles som endelig at sige det, alle andre gik uden om.
I den forskning, jeg har læst, blev der udviklet et spørgeskema om de tre roller i tre adskilte grupper af voksne med omkring 300 i hver. Alle tre roller hang sammen med utryg tilknytning, angst, stress og nedtrykthed, og den lidende rolle stærkest.1 Folk beskrev sig selv på ét tidspunkt, så undersøgelsen viser, hvad der følges ad, og ikke hvad der skaber hvad.
Rollerne kommer fra transaktionsanalysen, en bredere måde at se på, hvad der foregår mellem to mennesker, når de taler sammen.
Hvorfor ender min hjælp i vrede?
Fordi hjælpen havde to opgaver, og kun den ene var for den anden.
Du ville gerne have, at hun eller han havde det godt. Du ville også have noget til dig selv: at blive brugt, at komme tæt på, at slippe for ubehaget ved at se til, at være den slags menneske, der får tingene ordnet. Intet af det er skamfuldt, og det meste af det er usynligt for dig, mens det sker. Men det andet ønske bliver aldrig sagt højt, og fordi det aldrig bliver sagt, bliver det aldrig mødt. Det, der kommer i stedet, er regningen. Tre dage senere er du træt og lidt rasende, og den, du hjalp, aner ikke, at der står noget udestående.
Det er også derfor, et tak ikke løser det. Takken svarer på det første ønske. Det andet står der stadig og venter.
Hvorfor ender det samme skænderi samme sted?
Fordi pladserne roterer, og rotationen er hele pointen. Ingen bliver stående, hvor de begyndte.
Du begynder med at hjælpe. Den anden tager ikke imod det, som du mente det, så du siger noget skarpere, end du havde tænkt dig, og nu er det dig, der anklager. Svaret er, at du er umulig at gøre tilfreds, og dermed står den anden i den lidende rolle, og det næste, du hører i din egen stemme, er en undskyldning, du ikke mener. Til sidst har I begge stået i alle tre hjørner, og ingen af jer kan sige, hvornår overdragelsen skete.
Det, der holder et par kørende rundt, er, at hvert bytte er et rimeligt svar på det forrige træk. Det er værd at blive ved, for det betyder, at ingen af jer behøver at handle i ond tro, for at det sker hver søndag. Det betyder også, at spørgsmålet om, hvem der startede, er det ene spørgsmål, der med sikkerhed holder det i gang.
Hvorfor er det så svært at se, mens det sker?
Hver plads kommer med en følelse, der fortæller dig, at du har ret, og følelsen kommer før tanken.
At redde giver et lille løft, en følelse af at kunne noget, af at være den, der magter det. At lide giver en tyngde, der føles som blot at sige sandheden om din situation. At anklage giver varme i kroppen og en slags lettelse, lettelsen ved endelig at se klart. Ingen af dem føles som en rolle. De føles som dig, der reagerer passende på det, der står foran dig.
Som regel ligger der også en historie nedenunder. Voksede du op i et hjem, hvor det var dig, der holdt temperaturen nede, vil det at redde ikke føles som et valg, men som det, et menneske gør. Her vil jeg passe på med at gøre det til en dom over nogens familie. Det vigtigere spørgsmål er, om den plads, du lærte, stadig gør nytte i det forhold, du står i nu.
Hvordan træder jeg ud, og hvornår er det ikke svaret?
Du træder ud ved at ændre, hvad du gør i dit eget hjørne, og ikke ved at få de to andre til at forlade deres. Det går langsommere og er langt mindre tilfredsstillende end at få ret, og det er den eneste del af det, du har magt over.
- Vent, til du bliver spurgt. Tilbyd, og stop så. Mellemrummet mellem at tilbyde og at handle er ubehageligt, og det er der, den anden får lov at kunne selv.
- Sig det andet ønske højt. ”Jeg vil gerne hjælpe, og jeg vil også gerne have, at du lægger mærke til det” er en akavet sætning, og den forhindrer, at regningen kommer senere.
- Spørg, hvad den anden vil have fra dig, før du leverer det. Medfølelse, selskab, en mening eller ingenting. Meget vrede mellem to mennesker begynder med, at det forkerte blev givet.
- Sæt navn på formen, ikke på personen. ”Nu kører vi rundt igen” lander anderledes end ”du spiller altid martyr”, og det giver jer begge et sted at gå hen.
Der er situationer, hvor intet af det her passer, og det er vigtigt at sige det. Hvor den ene er bange for den anden eller bliver kontrolleret, er det, der ligner en trekant, ikke en, og at behandle det som et fælles mønster lægger vægten på de forkerte skuldre. Ansvaret er ikke altid lige delt, og artiklen må ikke bruges til at påstå det. Det samme gælder, hvis nogen er så nedtrykt, at hun eller han ikke kan handle selv lige nu. Så er det ikke en rolle, og at trække din hjælp tilbage for at lære den anden noget ville være en fejl.
Er det den form, dine forhold bliver ved med at tage, og vil du se nærmere på dit eget hjørne af den, kan du booke en session i psykoterapi i København på Møntergade eller først tage et gratis opkald på 30 minutter for at se, om det passer.
Ofte stillede spørgsmål
Er det forkert at være den, der hjælper?
Nej, og terapi skal ikke gøre dig mindre gavmild. Spørgsmålet er kun, om din hjælp gør den anden mere eller mindre i stand til selv, og om du bliver betalt i en mønt, du aldrig sagde ja til.
Kan jeg ændre det, hvis min partner ikke vil med?
Ja, for mønstret kræver, at alle tre hjørner er besat, og du kan kun forlade dit eget. Mange gør det her arbejde alene, og forskellen bliver som regel mærket derhjemme, før nogen taler om den.
Hvad sker der i en session, hvis det her er mit mønster?
Vi tager én virkelig episode og går så langsomt igennem den, at du kan mærke, hvor byttet skete. Det handler mindre om at lære modellen og mere om at fange kroppen i at gøre det.
Er det det samme som medafhængighed?
De to overlapper, men dramatrekanten beskriver træk mellem mennesker og ikke, hvem du er. Mange, der genkender det ene, genkender også det andet.
Hvor lang tid tager det at ændre sådan et mønster?
Der findes ikke noget ærligt tal, og jeg ville være varsom over for den, der gav dig et. Det, mange mærker tidligt, er et lille mellemrum mellem trangen til at træde til og det at gøre det.
Ender du igen og igen som redder, offer eller anklager, hjælper jeg dig med at træde ud af det i terapi mod medafhængighed i København.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
