Kort fortalt
At blive forbigået af mennesker, der ikke er uvenlige, er en særlig slags ensomhed, og den er svær at tage op, fordi der ikke er sket noget. Et fravær er der ikke noget at pege på. Artiklen ser på, hvad der holder mønsteret i gang, og hvilken del af det der svarer dig.
Kliniske indsigter fra 22 år som psykoterapeut
Jeg er Mark Colclough, MA, psykoterapeut i København. Uddannet ved Psychosynthesis Education Trust og University of East London. 22 års fuldtids klinisk praksis ansigt til ansigt.
- Det, folk kommer med, er et hul og ikke et overgreb. Klienter, der fortæller mig, at de bliver overset, kan sjældent pege på noget, nogen har gjort, og det er ofte derfor, det aldrig er kommet uden for deres eget hoved.
- Opmærksomheden på det kommer længe før beviserne. Når det når ind til mig, læser klienterne allerede ethvert selskab for det første tegn, og den læsning er blevet et fast arbejde.
- Tavsheden er fornuftig, før den bliver en fælde. Klienter, der regner med at blive forbigået, trækker sig som regel først, og de beskriver det som den billigste af to udgifter og ikke som et valg.
Kliniske noter: Mine iagttagelser er anonymiserede og sammensat ud fra mine sessionsnoter siden 2004.
Hvorfor gør små forbigåelser så ondt?
Små forbigåelser gør ondt langt ud over deres størrelse, fordi der ikke er noget i dem, man med rimelighed kan protestere mod. En plan, der blev lagt uden dig. Et spørgsmål, der gik til den, der stod ved siden af. En besked, der ligger læst uden svar. Hver enkelt er for lille at nævne, og det er netop det lille, der er problemet, for du sidder tilbage med følelsen uden noget at hænge den op på.
Det, klienter beskriver, er et ekstra arbejde oven på det første. Der er selve øjeblikket, og så er der den lange forhandling om, hvorvidt man overhovedet må ærgre sig. Den anden del tager længere tid end den første og koster mere.
Udelukkelse registreres hurtigt og kraftigt, og på det punkt er forskningen usædvanligt stabil. En samlet analyse af 120 forsøg, hvor 11.869 mennesker blev holdt uden for et simpelt boldspil på nettet af fremmede, de aldrig ville møde, fandt en stor effekt på, hvordan de havde det umiddelbart bagefter, og en mindre, men stadig målbar effekt sidst i forsøget.1 Udelukkelserne var bevidst ubetydelige og anonyme, forsøgene lignede ikke hinanden særlig meget, og intet af det beskriver din uge. Det, det fastslår, er, at en kraftig reaktion på at blive forbigået er almindeligt menneskeligt udstyr og ikke et tegn på tynd hud.
Sker det, eller lægger jeg det ind i det?
I min erfaring er det næsten altid noget af begge dele, og at finde forholdet mellem dem er det meste af arbejdet. Mennesker, der i årevis er blevet overset, bliver usædvanligt gode til at læse små signaler. Den halve vending, det korte svar, blikket, der går videre. Den evne er virkelig, og den er lært et sted.
Den samme evne producerer også fejlalarmer, for et system, der er bygget til at fange noget, fanger det også, hvor det ikke er. En kollega med en deadline, en ven i en dårlig uge, en gruppe, hvis planer lå der, før du kom: hver især kan læses som en dom, selvom det ikke var det.
At holde begge dele på én gang er ubehageligt, og det er den ærlige position. Fire spørgsmål, jeg bruger, og de er hjælp til at se efter og ikke en test.
- Hvad skete der. Begivenheden, som du ville fortælle den til en, der ikke var i rummet, med alle konklusioner taget ud.
- Hvad du sluttede. Den sætning, du nåede frem til om dig selv, skrevet helt ud.
- Hvad ellers passer. To andre forklaringer på den samme begivenhed, hvor tynde de end føles.
- Hvad ville afgøre det. Den ene oplysning, der ville fortælle dig, hvilken forklaring der holder, og om du kan bede om den.
Det sidste er som regel det sværeste, for et spørgsmål giver et svar. At bære tvivlen føles sikrere end at afgøre den, og det er en rimelig handel, indtil den bliver hele arrangementet.
Hvad gør det ved mig at forvente at blive overset?
Forventningen ændrer, hvad du gør, og det, du gør, ændrer, hvad der sker bagefter. Det, du ville have sagt, bliver siddende. Du kommer lidt for sent og går lidt for tidligt. Du holder op med at foreslå noget, for et forslag kan afvises, og det kan tavshed ikke. Intet af det er fejhed. Det er et fornuftigt svar på rum, der ikke har føltes trygge at være synlig i.
Problemet er, at det virker. Du bliver sværere at få øje på, hvilket leverer flere beviser, hvilket gør den næste tilbagetrækning lettere at forsvare end den forrige. Klienter beskriver det punkt, hvor det holdt op med at være noget, der skete for dem, og blev et kredsløb med deres egen hånd et sted i. Den erkendelse er ubehagelig og brugbar på én gang.
Jeg vil gerne være præcis her. At have en del i kredsløbet er ikke det samme som at have skabt det, og det er bestemt ikke en dom om, at enhver gruppe, der har overset dig, var uden skyld. Nogle rum er lukkede. Nogle mennesker er skødesløse med andre. Det, jeg peger på, er den ene del af mønsteret, der svarer dig, og den er noget værd netop fordi resten ikke gør.
Hvorfor er det værre, når jeg bor langt fra Danmark?
Afstanden fjerner de almindelige måder at være kendt på, og den plejer at fjerne dem alle på én gang. De mennesker, der ville have ledt efter dig, sidder i en anden tidszone og har travlt med deres eget. Der hvor du bor nu, blev venskaberne dannet, før du kom, og der er ingen tydelig ledig plads. Sproget omkring bordet er ikke dit, så du kan være til stede og uden for rækkevidde på samme tid.
Det er omstændigheder og ikke en dom over dig, og den skelnen betyder noget, fordi følelsen ikke laver den for dig. At være ny i et land har en form, der ligner det at være uønsket til forveksling, og indefra er der ingen pålidelig måde at kende dem fra hinanden. Danskere, jeg taler med fra udlandet, beskriver at sidde i et rum fuldt af flinke mennesker og konkludere noget ret hårdt om sig selv.
Hjemve forklæder sig ofte som det her. Det, der savnes, er sjældent landet, men det at blive forstået uden at skulle forklare sig: den slags omgang, hvor en pause ikke skal reddes, og hvor ingen skal høre dit efternavn to gange. Det er et savn efter en bestemt slags lethed, og det er værd at holde som én læsning blandt flere, før du afgør, hvad et stille rum siger om dig.
Hvad kan jeg gøre, når jeg mærker mig selv gå i stå?
Det, der hjælper, er småt, tidligt og konkret, og intet af det kræver, at du bliver et andet menneske. De fleste går til det ved at beslutte sig for at være mere udadvendt, hvilket holder en fjorten dages tid og efterlader dem med endnu et bevis mod dem selv.
- Sig én ting tidligt. Det første bidrag er det dyre, og det bliver dyrere, jo længere en samtale kører uden dig. Tidligt og småt slår sent og gennemtænkt.
- Bed om én ting direkte. En invitation, en kop kaffe, et svar på den besked, der blev liggende. Et spørgsmål laver en uudholdelig tvetydighed om til en almindelig oplysning.
- Prøv én konklusion af. Tag en enkelt ting, du besluttede om dig selv i denne uge, og led efter, hvad der ellers kunne forklare den begivenhed, den kom af.
- Læg mærke til, hvad du takker nej til. Mennesker, der føler sig uønskede, afslår overraskende meget, og afslagene er usynlige for dem selv. En uge med at tælle siger ofte mere end et år med at tænke.
Det hjælper, hvor mønsteret stadig er inden for rækkevidde. Det er ikke nok, når følelsen er meget ældre end noget i dit nuværende liv, når den har lagt sig som en fladhed, der tager lysten ud af det, du plejede at ville, eller når rummet faktisk er lukket, og arbejdet er at acceptere det og se et andet sted hen i stedet for at presse hårdere på. En fast overbevisning om, at du ikke tæller for nogen, bliver sjældent talt væk udefra, og det er langsomt arbejde gjort sammen med et andet menneske.
Vil du se på, hvor det her begyndte, og hvorfor det at gå i stå blev det normale, er psykoterapi for danskere i udlandet lavet til netop det, og handler det mest om selve flytningen, er psykoterapi ved flytning til udlandet et sted at begynde. Jeg arbejder online, uanset hvor du bor, og du kan begynde med et gratis opkald på 30 minutter.
Ofte stillede spørgsmål
Er det for småt at tage med i terapi?
Det er et af de mere almindelige emner, folk kommer med, og det er sjældent småt, når vi først er inde i det. Det, der kommer ind som en klage over det sociale, viser sig som regel at være et spørgsmål om, hvorvidt du tæller for nogen.
Får jeg bare at vide, at jeg skal komme mere ud?
Nej, for det råd er gratis overalt, og det har ikke virket. Jeg er mere optaget af, hvad der gør et rum utrygt at være synlig i, og det går rådet uden om.
Hvad hvis jeg ikke kan afgøre, om det er virkeligt?
Tvivlen er selve materialet og ikke noget, der skal ryddes af vejen, før vi går i gang. At skille de præcise læsninger fra mønsteret er en stor del af det, sessionerne er til.
Skal det arbejdes med alene eller sammen med min partner?
Viser det sig mest sammen med ét menneske, ser parterapi på det, der sker mellem jer. Følger det dig fra rum til rum og har gjort det i årevis, er psykoterapi for danskere i udlandet stedet at se på det.
Hvad ændrer sig, hvis det går godt?
Vagtsomheden falder som regel til ro, før noget i dit sociale liv ser anderledes ud. Klienter lægger først mærke til, at en forbigåelse ikke længere tager hele aftenen, og resten følger efter i sit eget tempo.
Måske kan du også bruge disse
Kilder
Sådan er artiklen skrevet: Jeg vælger emnet og vinklen. En AI-assistent researcher og skriver et udkast. Jeg læser udkastet, retter og forbedrer det og står inde for hvert klinisk udsagn. Den faglige og kliniske vurdering er min.
